Appel iværksat den 22. februar 2019 af Association européenne du charbon et du lignite (Euracoal) til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 13. december 2018 i sag T-739/17, Association européenne du charbon et du lignite (Euracoal) m.fl. mod Europa-Kommissionen
(Sag C-172/19 P)
Processprog: tysk
Parter
Appellant: Association européenne du charbon et du lignite (Euracoal) (ved Rechtsanwälte W. Spieth og N. Hellermann)
De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Deutscher Braunkohlen-Industrie-Verein e.V., Lausitz Energie Kraftwerke AG, Mitteldeutsche Braunkohlengesellschaft mbH og eins energie in sachsen GmbH & Co. KG
Appellanten har nedlagt følgende påstande
a) Den Europæiske Unions Rets kendelse af 13. december 2018 i sag T-739/17 ophæves.
b) Sagen antages til realitetsbehandling og,
såfremt Domstolen anser den for at være moden til påkendelse,
– Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1442 af 31. juli 2017 om fastsættelse af BAT (bedste tilgængelige teknik)-konklusioner i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU for så vidt angår store fyringsanlæg 1 annulleres i overensstemmelse med påstandene i det søgsmål, der blev anlagt den 7. november 2017, som opretholdes i deres helhed, for så vidt som der derved vedtages og fastsættes BAT-relaterede emissionsniveauer (BAT-AEL’er) for NOx-emissioner (artikel 1, bilagets nr. 2.1.3, tabel 3) og kviksølvemissioner (artikel 1, bilagets nr. 2.1.6, tabel 7) fra forbrændingen af kul og/eller brunkul
– subsidiært annulleres gennemførelsesafgørelse 2017/1442 i sin helhed
– Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
c) Såfremt og for så vidt som Domstolen ikke anser for påstandene under punkt 1.b) for at være modne til påkendelse, hjemvises sagen til Den Europæiske Unions Ret til afgørelse.
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse med appelsagen.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har fremført følgende to anbringender:
For det første er Rettens kendelse behæftet med en rettergangsfejl, som krænker appellantens interesser (artikel 58, stk. 1, andet punktum, andet alternativ, i statutten for Domstolen), og med en tilsidesættelse af almindelige EU-retlige principper. Retten har i kendelsen ikke behandlet det af appellanten anførte, som har betydning for sagens afgørelse, hvorefter appellantens søgsmålskompetence følger af tilsidesættelsen af den processuelle stilling, som appellanten havde inden for rammerne af den relevante udveksling af oplysninger vedrørende fastlæggelsen af de BAT-konklusioner, der blev anfægtet ved søgsmålet. Appellanten deltog ikke kun faktisk i sagen, men derimod på grundlag af specifikke og våbenføre retsstillinger, der sikrede en bestemt processuel stilling. Alene disse grunde støtter allerede det forhold, at appellanten har en søgsmålsret. Rettens kendelse mangler enhver indholdsmæssig efterprøvelse, kvalifikation eller i øvrigt beskaffen begrundelse med hensyn til det af appellanten anførte. Heri ligger der en tilsidesættelse af begrundelsespligten i henhold til artikel 36, første punktum, sammenholdt med artikel 53, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 81 i Rettens procesreglement. Dette udgør en rettergangsfejl og – samtidig – en tilsidesættelse af de almindelige EU-retlige principper om effektiv domstolsbeskyttelse og retten til at blive hørt.
For det andet har Rettens kendelse også overtrådt EU-retten som omhandlet i statuttens artikel 58, stk. 1, andet punktum, tredje alternativ. Med kendelsen afviser Retten retligt fejlagtigt appellantens søgsmål. Retten underkender, idet den overtræder EU-retten, at betingelserne for, at sagen kan antages til realitetsbehandling ligger i appellantens person, idet denne er kvalificeret berørt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF. Det forhold, at appellanten er kvalificeret berørt, og følgelig dennes søgsmålskompetence følger af tilsidesættelsen af den processuelle stilling, som appellanten havde inden for rammerne af proceduren for fastlæggelsen af de BAT-konklusioner, der blev anfægtet ved søgsmålet. Appellanten deltog ikke kun faktisk i sagen vedrørende BAT-konklusionerne, men derimod på grundlag af specifikke og våbenføre retsstillinger, der sikrede en bestemt processuel stilling. Appellanten har derfor for så vidt en søgsmålsret, da her er tale om gennemførelse af dennes processuelle rettigheder. Disse processuelle garantier, der beskytter appellanten, blev tilsidesat ved Kommissionens fastlæggelse af BAT-konklusionerne, navnlig ved reduktionen af appellantens rettigheder til at blive hørt og deltage, og ved det forhold, at Kommissionen ikke udøvede sin forpligtelse til efterprøvelse. Det forhold, at sagen blev afvist, udgør derfor en retligt fejlagtig anvendelse af EU-retten.
____________
1 EUT 2017, L 212, s. 1.