Language of document : ECLI:EU:T:2017:900

Sag T-712/15

Crédit mutuel Arkéa

mod

Den Europæiske Centralbank

»Økonomisk og monetær politik – tilsyn med kreditinstitutter – artikel 4, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1024/2013 – tilsyn på et konsolideret grundlag – koncern under tilsyn – institutter, som er fast tilknyttet et centralt organ – artikel 2, stk. 21, litra c), i forordning (EF) nr. 468/2014 – artikel 10 i forordning (EU) nr. 575/2013 – kapitalgrundlagskrav – artikel 16, stk. 1, litra c), og artikel 16, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1024/2013«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Udvidede Afdeling) af 13. december 2017

1.      Proceduren for Retten – parternes repræsentation – mulighed for at rette op på en manglende fuldmagt til at anlægge søgsmål ved efterfølgende at fremlægge et dokument, som bekræfter, at der foreligger en sådan fuldmagt

(Rettens procesreglement, art. 51, stk. 4)

2.      Annullationssøgsmål – søgsmålsinteresse – søgsmål til prøvelse af en tilbagekaldt retsakt – virkninger af henholdsvis ophævelse og annullation – bevarelse af sagsøgerens interesse i at opnå annullation af den anfægtede afgørelse

(Art. 263 TEUF, 264 TEUF og 266 TEUF)

3.      EU-ret – fortolkning – metoder – fortolkning på grundlag af ordlyd, sammenhæng og formål

4.      Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – tilsyn med Unionens finanssektor – den fælles tilsynsmekanisme – tilsyn med kreditinstitutkoncerner på et konsolideret grundlag – undtagelse for institutter, der er tilknyttet et centralt organ – betingelser for anvendelse

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013, art. 10, stk. 1, Rådets forordning nr. 1024/2013, Den Europæiske Centralbanks forordning nr. 468/2014, art. 2, stk. 21, litra c)]

5.      Annullationssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – fortolkning af EU-retten – retningslinjer fra en administrativ myndighed – bindende karakter – foreligger ikke

(Art. 19 TEU)

6.      Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – tilsyn med Unionens finanssektor – den fælles tilsynsmekanisme – tilsyn med kreditinstitutkoncerner på et konsolideret grundlag – undtagelse for institutter, der er tilknyttet et centralt organ – krav om, at det centrale organ er et kreditinstitut – foreligger ikke

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013, art. 10, stk. 1, litra b), og art. 11, stk. 4, Rådets forordning nr. 1024/2013, Den Europæiske Centralbanks forordning nr. 468/2014, art. 2, stk. 21, litra c)]

7.      EU-ret – fortolkning – bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret – selvstændig og ensartet fortolkning

8.      Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – tilsyn med Unionens finanssektor – den fælles tilsynsmekanisme – tilsyn med kreditinstitutkoncerner på et konsolideret grundlag – undtagelse for institutter, der er tilknyttet et centralt organ – betingelser for anvendelse – det centrale organ og de tilsluttede institutter skal hæfte solidarisk for deres forpligtelser, eller forpligtelserne skal garanteres af det centrale organ – begreberne solidaritet og garanti – selvstændig fortolkning

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013, art. 10, stk. 1, litra a)]

9.      Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – tilsyn med Unionens finanssektor – den fælles tilsynsmekanisme – tilsyn med kreditinstitutkoncerner på et konsolideret grundlag – undtagelse for institutter, der er tilknyttet et centralt organ – betingelser for anvendelse – det centrale organ og de tilsluttede institutter skal hæfte solidarisk for deres forpligtelser, eller forpligtelserne skal garanteres af det centrale organ – nødvendigt med en forpligtelse til at overføre egenkapital og likviditet inden for koncernen

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013, art. 10, stk. 1, litra a), Den Europæiske Centralbanks forordning nr. 468/2014, art. 2, stk. 21, litra c)]

10.    National ret – fortolkning – hensyntagen til den fortolkning, som er anlagt af den pågældende medlemsstats retter – grænser

11.    Annullationssøgsmål – formål – afgørelse, der støttes på flere begrundelser, som hver især udgør et tilstrækkeligt grundlag for konklusionen – annullation af en sådan afgørelse – betingelser

(Art. 263 TEUF og 296 TEUF)

12.    Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – tilsyn med Unionens finanssektor – den fælles tilsynsmekanisme – tilsyn med kreditinstitutkoncerner på et konsolideret grundlag – undtagelse for institutter, der er tilknyttet et centralt organ – betingelser for anvendelse – kontrol af det centrale organs og de tilsluttede institutters solvens og likviditet – kriterier

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013, art. 10, stk. 1, litra b)]

13.    Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – tilsyn med Unionens finanssektor – den fælles tilsynsmekanisme – tilsyn med kreditinstitutkoncerner på et konsolideret grundlag – kapitalgrundlagskrav – rækkevidden af Den Europæiske Centralbanks kontrol og vurdering – domstolsprøvelse – grænser

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013, art. 92, stk. 1, litra a), Rådets forordning nr. 1024/2013, art. 16, stk. 1, litra c), og art. 16, stk. 2, litra a), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36, art. 97, stk. 1, litra a)]

14.    EU-ret – principper – proportionalitet – rækkevidde

(Art. 5, stk. 4, TEU)

15.    Annullationssøgsmål – anbringender – magtfordrejning – begreb

(Art. 263 TEUF)

1.      Procesreglementets artikel 51, stk. 4, bestemmer, at justitssekretæren, hvis en parts fuldmagt til sin advokat ikke indleveres, giver den pågældende part en rimelig frist til at tilvejebringe denne. Denne bestemmelse skal fortolkes således, at det er muligt at rette op på det forhold, at der mangler en fuldmagt på tidspunktet for sagsanlægget, idet der efterfølgende kan fremlægges et dokument, der bekræfter, at der foreligger en sådan fuldmagt.

(jf. præmis 30)

2.      For så vidt angår et søgsmål anlagt til prøvelse af en afgørelse om de tilsynsmæssige krav, som finder anvendelse på sagsøgeren, hvilken afgørelse ophæves under sagens behandling og erstattes af en afgørelse om nye tilsynsmæssige krav, der selv gøres til genstand for et annullationssøgsmål, forholder det sig således, at ophævelsen af den anfægtede afgørelse ved den anden afgørelse ikke fratager sagsøgeren dennes søgsmålsinteresse. Ophævelsen af en retsakt, der er blevet udstedt af en institution, er ikke ensbetydende med en anerkendelse af, at retsakten er ulovlig, og har virkning ex nunc, til forskel fra en annullationsdom, hvorved den annullerede retsakt fjernes fra retsordenen med tilbagevirkende kraft og anses for aldrig at have eksisteret. Desuden bevarer sagsøgeren en søgsmålsinteresse i forhold til den anfægtede afgørelse for at undgå, at en eventuel annullation af den afgørelse, hvormed den anfægtede afgørelse ophæves, bevirker, at den anfægtede afgørelse igen får virkning. Såfremt den anden afgørelse annulleres, vil parterne således på ny befinde sig i den tidligere situation, som igen vil være omfattet af den anfægtede afgørelse.

(jf. præmis 41-43)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 55)

4.      Tilsyn med kreditinstitutkoncerner på et konsolideret grundlag opfylder hovedsageligt to formål. Det første formål består i at gøre det muligt for Den Europæiske Centralbank at tage højde for de risici, der kan ramme et kreditinstitut, og som ikke stammer fra kreditinstituttet selv, men fra den koncern, som det tilhører. Det andet formål med tilsynet med kreditinstitutkoncerner på et konsolideret grundlag består i at undgå, at tilsynet med de enheder, der udgør de pågældende koncerner, splittes op på forskellige tilsynsmyndigheder.

Artikel 2, stk. 21, litra c), i forordning nr. 468/2014 om fastlæggelse af en ramme for samarbejde inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme mellem Den Europæiske Centralbank og de kompetente nationale myndigheder og med de udpegede nationale myndigheder, og de betingelser, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, som den førstnævnte bestemmelse henviser til, skal, for at overholde formålet med forordning nr. 1024/2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter, derfor fortolkes under hensyntagen til lovgivers ønske om at give Den Europæiske Centralbank mulighed for at skabe sig et samlet overblik over de risici, som et kreditinstitut er udsat for, og om at undgå en opsplitning af tilsynet mellem Den Europæiske Centralbank og de nationale myndigheder.

Hvad angår det egentlige formål med artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 575/2013 vedrører denne forordning de tilsynsmæssige krav, som finder anvendelse på kreditinstitutter. I denne forbindelse fremgår det mål, der forfølges med nævnte bestemmelse, klart af dens ordlyd, og det består i at indrømme den kompetente myndighed mulighed for helt eller delvis at undtage et eller flere kreditinstitutter, der er beliggende i samme medlemsstat, og som er fast tilknyttet et centralt organ, der kontrollerer dem, og som er etableret i samme medlemsstat, fra nogle af forordningens krav. For så vidt som de betingelser, som er fastsat i nævnte bestemmelse, imidlertid ikke finder anvendelse i medfør af denne forordning med henblik på at vurdere muligheden for en undtagelse fra kravene på et individuelt niveau, men derimod finder anvendelse på grund af henvisningen i artikel 2, stk. 21, litra c), i forordning nr. 468/2014, skal der kun tages hensyn til formålene med sidstnævnte og ikke til det egentlige formål med artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 575/2013.

(jf. præmis 58, 59, 61, 64-66 og 70)

5.      En administrativ myndigheds fortolkning af den relevante lovgivning er ikke bindende for Unionens retsinstanser, der i henhold til artikel 19 TEU er de eneste, der har kompetence til at fortolke EU-retten.

(jf. præmis 75)

6.      For så vidt angår begrebet det centrale organ som omhandlet i artikel 2, stk. 21, litra c), i forordning nr. 468/2014 om fastlæggelse af en ramme for samarbejde inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme mellem Den Europæiske Centralbank og de kompetente nationale myndigheder og med de udpegede nationale myndigheder, kan denne bestemmelse ikke fortolkes således, at den i sig selv indebærer, at et centralt organ skal være et kreditinstitut. For det første fremgår et sådant krav således ikke af ordlyden af artikel 2, stk. 21, litra c), i forordning nr. 468/2014, i modsætning til det, der fremgår af samme forordnings artikel 2, stk. 21, litra a), der udtrykkeligt henviser til tilsyn med en koncern, hvis moderselskab er et kreditinstitut.

For det andet er det i overensstemmelse med formålene med forordning nr. 1024/2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter og med forordning nr. 468/2014 at anvende betegnelsen »enhed under tilsyn« i henhold til artikel 2, stk. 21, litra c), i forordning nr. 468/2014, uanset om det centrale organ for denne enhed er et kreditinstitut eller ej. For det tredje er den omstændighed, at Den Europæiske Centralbank ikke kan udøve de i forordning nr. 1024/2013 fastsatte beføjelser over for et centralt organ, der ikke er et kreditinstitut, ikke en hindring, der går ud over udførelsen af et passende tilsyn, eftersom Den Europæiske Centralbank kan benytte sig af sine beføjelser over for de enheder, der er tilknyttet det pågældende centrale organ.

Desuden indebærer hverken artikel 10, stk. 1, litra b), i forordning nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber eller samme forordnings artikel 11, stk. 4, at et centralt organ skal være et kreditinstitut, for at artikel 2, stk. 21, litra c), i forordning nr. 468/2014 finder anvendelse.

(jf. præmis 86, 88, 93, 94 og 108)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 119)

8.      Når begreberne »solidaritet« og »garanti« ikke defineres i forordning nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber med en henvisning til medlemsstaternes nationale lovgivninger, må man gå ud fra, at der er tale om selvstændige EU-retlige begreber.

(jf. præmis 120)

9.      For så vidt angår kreditinstitutters undtagelse fra anvendelse af kravene i anden til ottende del af forordning nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber er solidaritetsbetingelsen i artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 575/2013 opfyldt, når der foreligger en forpligtelse til at overføre egenkapital og likviditet inden for koncernen for at sikre, at forpligtelserne over for kreditorerne opfyldes. En sådan fortolkning er i overensstemmelse med formålet i artikel 2, stk. 21, litra c), i forordning nr. 468/2014 om fastlæggelse af en ramme for samarbejde inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme mellem Den Europæiske Centralbank og de kompetente nationale myndigheder og med de udpegede nationale myndigheder og med ordlyden af artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 575/2013.

(jf. præmis 130)

10.    Rækkevidden af nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser skal bedømmes under hensyntagen til de nationale domstoles fortolkning af dem. Når der ikke foreligger nogen afgørelser fra de kompetente nationale domstole, tilkommer det dog nødvendigvis Unionens retsinstanser at udtale sig om de pågældende bestemmelsers rækkevidde.

(jf. præmis 132)

11.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 138)

12.    For så vidt angår kreditinstitutters undtagelse fra anvendelse af kravene i anden til ottende del af forordning nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, skal betingelsen om det centrale organs og samtlige tilsluttede institutters solvens og likviditet, som er indeholdt i denne forordnings artikel 10, stk. 1, litra b), forstås således, at den indebærer opfyldelse af to kriterier. Det første kriterium vedrører eksistensen af konsoliderede koncernregnskaber. Det andet kriterium forudsætter ud fra forsigtighedsbetragtninger et tilsyn med solvensen og likviditeten hos alle de enheder, der udgør koncernen, på grundlag af dens konsoliderede regnskaber.

(jf. præmis 147)

13.    Det fremgår af artikel 16, stk. 1, litra c), sammenholdt med artikel 16, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1024/2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter, at Den Europæiske Centralbank, såfremt det af et tilsyn udført af Den Europæiske Centralbank følger, at det kapitalgrundlag og den likviditet, som et kreditinstitut besidder, ikke sikrer en sund styring og dækning af dets risici, kan pålægge et kreditinstitut et kapitalgrundlagskrav, der er højere end minimumskravene i artikel 92, stk. 1, litra a), i forordning nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

For så vidt angår kontrol, som Den Europæiske Centralbank skal foretage, fremgår det af selve formuleringen af artikel 97, stk. 1, litra a), i direktiv 2013/36 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, at denne kontrol vedrører de risici, som institutterne er eller kan blive eksponeret for, hvilket nødvendigvis indebærer en mulig hensyntagen til fremtidige begivenheder, der vil kunne ændre deres risikoprofil. Den Europæiske Centralbank har således ikke begået en retlig fejl ved at basere sig på den mulige forekomst af en fremtidig begivenhed.

Henset til den komplicerede karakter af vurderingen af kravene til den egentlige kernekapital, som et kreditinstitut skal have i betragtning af dets risikoprofil og de begivenheder, der vil kunne påvirke det, har Den Europæiske Centralbank i øvrigt en vid skønsbeføjelse. I denne forbindelse må Unionens retsinstansers efterprøvelse af disse vurderinger nødvendigvis begrænse sig til en efterprøvelse af, om procedureregler er overholdt, om begrundelsen er tilstrækkelig, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, og om der foreligger en åbenbar vildfarelse eller magtfordrejning. Udøvelsen af dette vide skøn er imidlertid underlagt domstolsprøvelse. Unionens retsinstanser skal således ikke blot tage stilling til den materielle rigtighed af de beviser, der henvises til, oplysningernes troværdighed og sammenhæng, men ligeledes efterprøve, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner.

(jf. præmis 168, 176, 178, 179 og 181)

14.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 200-202)

15.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 211)