PERSONALERETTENS DOM
(Første Afdeling)
30. november 2009
Sag F-55/08
Carlo De Nicola
mod
Den Europæiske Investeringsbank
»Personalesag – ansatte i Den Europæiske Investeringsbank – bedømmelse – forfremmelse – sygeforsikring – godtgørelse af udgifter til lægebehandling – psykisk chikane – omsorgspligt – erstatningssøgsmål – Personalerettens kompetence – formaliteten«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 41 i personalevedtægten for Den Europæiske Investeringsbank, hvorved Carlo De Nicola bl.a. har nedlagt påstand om for det første annullation af den afgørelse, som Den Europæiske Investeringsbanks klageudvalg traf den 14. december 2007, hvorved klageudvalget afslog den klage, som han havde indgivet med henblik på dels at få revurderet den bedømmelse, som han havde opnået for 2006, dels at få annulleret EIB’s afgørelser af 13. juli 2007 vedrørende de forfremmelser, der havde fundet sted i 2006, for så vidt som han derved ikke var blevet forfremmet til ansættelsesgruppe D, for det andet annullation af hans bedømmelsesrapport for 2006 og af afgørelserne af 13. juli 2007, for så vidt som han derved ikke blev forfremmet til denne ansættelsesgruppe, for det tredje at det konstateres, at han var udsat for psykisk chikane, for det fjerde om, at EIB tilpligtes at betale erstatning for den skade, som han hævder at have lidt som følge af denne chikane, og endelig om annullation af afslaget på at afholde visse udgifter til lægebehandling ved hjælp af laser.
Udfald: Den Europæiske Investeringsbank frifindes. Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – søgsmål – søgsmål rettet mod afvisning af klage – formaliteten
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
2. Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – bedømmelse
(Personalevedtægten for Den Europæiske Investeringsbank, art. 22)
3. Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – årlig bedømmelsesrapport
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)
4. Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – bedømmelse – bedømmelsesvejledning
5. Tjenestemænd – søgsmål – ulovlighedsindsigelse – formaliteten
(Art. 241 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 91)
6. Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – bedømmelse – klageudvalg
(Personalevedtægten for Den Europæiske Investeringsbanks personale, art. 22)
7. Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – social sikring – sygeforsikring – udgifter på grund af sygdom – godtgørelse – afslag – anfægtelse af den rådgivende læges udtalelse
(Personalevedtægten for Den Europæiske Investeringsbank, art. 35)
8. Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – søgsmål – analog anvendelse af vedtægtens artikel 91, stk. 1,
(Art. 236 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 91; Personalevedtægten for Den Europæiske Investeringsbank, art. 41)
1. Påstande, der rettet mod en stillingtagen fra et klageudvalg, som er oprettet inden for Den Europæiske Investeringsbank, og som behandler spørgsmål om personalebedømmelse, indebærer, at Fællesskabets retsinstanser må prøve de bedømmelsesrapporter, som har været genstand for den administrative klage.
(jf. præmis 84)
Henvisning til:
Retten i Første Instans, 23. februar 2001, forenede sager T-7/98, T-208/98 og T-109/99, De Nicola mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 49, og II, s. 185, præmis 132
2. Det fremgår af artikel 22 i personalevedtægten for Den Europæiske Investeringsbank, at den procedure, der skal følges ved den årlige bedømmelse af hver enkelt ansatte, fastsættes »ved en intern beslutning i EIB«. Da der ikke henvises til andre forskrifter end en tjenstlig meddelelse, finder Personaleretten, at EIB ved denne meddelelse har fastsat den årlige bedømmelsesprocedure, og at denne tjenstlige meddelelse og den bedømmelsesvejledning, der er bilagt meddelelsen, udgør bindende regler, som EIB ikke kan fravige uden at begå en ulovlighed. Selv om det antages, at den tjenstlige meddelelse ikke udgør en »intern beslutning« som omhandlet i personalevedtægten, kan den ikke anses for ikke at have bindende virkning, eftersom den i det mindste må anses for en intern instruks, hvorved EIB har pålagt sig selv en adfærdsnorm, som ganske vist er vejledende, men som EIB ikke kan fravige uden at angive grundene hertil, idet ligebehandlingsprincippet ellers vil blive krænket.
Hvis bedømmelsesvejledningen foreskriver en frist for, hvornår en bedømmelsessamtale senest skal afholdes, skal denne frist således overholdes. På samme måde gælder, at hvis det af den nævnte vejledning fremgår, at den ansatte inden bedømmelsessamtalen skal udfylde visse dele af det udkast til bedømmelsesrapport, som den ansatte modtager fra bedømmeren, skal den ansatte gives en vis minimumstid til at overveje og gennemgå rapportens rubrikker og indsætte de relevante oplysninger heri. Den ansatte skal således gives en rimelig frist inden for det tidsrum, der ligger mellem det tidspunkt, hvor den pågældende modtager udkastet til bedømmelsesrapporten, og det tidspunkt, hvor bedømmelsessamtalen afholdes. En frist på nogle minutter kan ikke anses for rimelig.
Uregelmæssigheder, der vedrører tidspunktet for bedømmelsessamtalen og den frist, som tjenestemanden har fået til at indgive sine bemærkninger til udkastet til bedømmelsesrapporten, kan imidlertid ikke begrunde, at den omtvistede rapport skal anses for fejlagtig, eftersom bedømmelsesprocedurens varighed og de forsinkelser, der er opstået under proceduren, ikke i sig selv kan påvirke bedømmelsesrapportens lovlighed, og idet tjenestemanden har haft lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger, vurderinger og kommentarer til det omtvistede rapportudkast i forbindelse med en anden bedømmelsessamtale.
(jf. præmis 105, 106, 109, 112, 113 og 121-124)
Henvisning til:
Domstolen, 13. december 1984, forenede sager 129/82 og 274/82, Lux mod Revisionsretten, Sml. s. 4127, præmis 20
Retten i Første Instans, 26. oktober 1994, sag T-18/93, Marcato mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 215, og II, s. 681, præmis 36; 10. september 2003, sag T-165/01, McAuley mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 193, og II, s. 963, præmis 44; 25. oktober 2005, sag T-50/04, Micha mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s 339, og II, s. 1499, præmis 45; 13. december 2005, forenede sager T-155/03, T-157/03 og T-331/03, Cwik mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 411, og II, s. 1865, præmis 159-161
3. Det tilkommer ikke Fællesskabets retsinstanser at sætte deres vurdering i stedet for den vurdering, som er foretaget af de personer, der har til opgave at vurdere EIB’s ansatte. I lighed med Fællesskabets øvrige institutioner og organer har EIB nemlig et vidt skøn med hensyn til at bedømme det af de ansatte udførte arbejde. Fællesskabets retsinstansers legalitetskontrol af den vurdering, som er indeholdt i den årlige bedømmelsesrapport for en ansat ved EIB, vedrører kun en prøvelse af, om der foreligger eventuelle formfejl, åbenbare faktiske fejl, som indvirker på vurderingen, eller eventuelt magtfordrejning
(jf. præmis 126)
Henvisning til:
Retten i Første Instans, 22. oktober 2002, forenede sager T-178/00 og T-341/00, Pflugradt mod ECB, Sml. II, s. 4035, præmis 69
4. Den bestemmelse i bedømmelsesvejledningen, der fremgår af bilaget til den tjenstlige meddelelse, der fastsætter den bedømmelsesprocedure, som skal følges inden for EIB, og hvorefter formålet skal være »godkendt af den bedømte«, skal ikke fortolkes således, at bedømmelsesrapporten er behæftet med en fejl, hvis den bedømte ikke har givet sin godkendelse. Hvis en sådan fortolkning blev lagt til grund, ville bestemmelsen indebære en pligt for administrationen til i samtlige tilfælde at indhente en godkendelse fra de ansatte vedrørende karakteren af deres arbejdsopgaver og give de ansatte mulighed for at vælge, hvilke mål de skal forfølge, hvilket åbenbart vil være i strid med reglerne for god forvaltningsskik og princippet om hierarki.
(jf. præmis 131)
5. Selv om en tjenestemand i princippet kan anfægte lovligheden af de generelle bestemmelser, som Fællesskabets institutioner eller organer vedtager, ved at fremsætte en ulovlighedsindsigelse, der ikke kan anses for en påstand om udstedelse af påbud, kræves det, at to betingelser er opfyldt, nemlig at den individuelle afgørelse, som påstås annulleret, er blevet truffet ved direkte anvendelse af disse bestemmelser, og at ulovlighedsindsigelsen gennem sit resultat tilfører ham en fordel.
(jf. præmis 172)
Henvisning til:
Domstolen, 5. oktober 2000, forenede sager C-432/98 P og C-433/98 P, Rådet mod Chvatal m.fl., Sml. I, s. 8535, præmis 33
Retten i Første Instans, 29. november 2006, sag T-135/05, Campoli mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 297, og II, s. 1527, præmis 132
6. En ansat ved Den Europæiske Investeringsbank kan indgive en klage over den årlige bedømmelse til klageudvalget, der ikke handler som en overordnet i forhold til EIB’s kompetente organ. Klageudvalget kan ikke sætte sin afgørelse i stedet for dette organs afgørelse. Klageudvalget udfører en domstolslignende legalitetsprøvelse af de afgørelser, der indbringes for udvalget, på grundlag af de samme hensyn, som Fællesskabets retsinstanser varetager. Klageudvalget undersøger navnlig, om bedømmelsesrapporten er blevet udfærdiget forskriftsmæssigt, og om EIB åbenbart har overskredet grænserne for sin skønsbeføjelse, som er særligt omfattende, når der er tale om bedømmelse og forfremmelse.
Hvis Fællesskabets retsinstanser efter at have undersøgt lovligheden af den samme afgørelse, som er blevet forelagt klageudvalget, ligesom klageudvalget når til den konklusion, at de klagepunkter, der er rettet mod afgørelsen, skal forkastes, har Fællesskabets retsinstanser ikke længere en interesse i at tage stilling til de påstande, der er rettet mod klageudvalgets afgørelse. Disse påstande svarer nemlig til de påstande om annullation af EIB’s afgørelse, der er søgsmålets genstand.
Selv om det antages, at der kan foretages en selvstændig prøvelse af klageudvalgets afgørelse, og at denne afgørelse annulleres, vil en sådan annullation indebære, at den omtvistede rapport fortsat består, da afgørelsen ikke er sat i stedet for rapporten. Den kan ikke indebære, at EIB har pligt til på ny at indbringe sagsøgerens anfægtelse af den omtvistede rapport for klageudvalget, eftersom Fællesskabets retsinstanser allerede har taget stilling til spørgsmålet.
(jf. præmis 196, 197 og 199)
7. Det følger af punkt III i bilag II til de interne bestemmelser om sygeforsikring, der er vedtaget i henhold til artikel 35 i personalevedtægten for Den Europæiske Investeringsbank, at en ansat ved EIB, som ønsker at anfægte det afslag på godtgørelse af lægeudgifter, som den pågældende har afholdt, skal anvende den særlige klageadgang, som er tilgængelig i denne henseende. Det ville stride mod bestemmelsernes formål, hvorefter det bør overlades til en uafhængig læge at bidrage til afgørelsen af tvister vedrørende lægelige spørgsmål, såfremt en ansat med føje kunne rejse tvivl om den rådgivende læges udtalelse uden for den særlige procedure, der er indført til dette formål.
(jf. præmis 212)
Henvisning til:
Personaleretten, 17. juni 2008, sag F-97/07, De Fays mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II, s. 0000, præmis 56
8. Den Europæiske Investeringsbank har beføjelse til at fastsætte ansættelsesvilkårene for sine ansatte i henhold til protokollen vedrørende vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank og har dermed også beføjelse til at bestemme, under hvilke betingelser EIB’s ansatte kan anlægge sag ved Domstolen i medfør af artikel 236 EF.
Artikel 41 i EIB’s personalevedtægt, der omhandler klageadgangen, nævner kun Domstolens kompetence og indeholder bestemmelse om indførelse af en forligsprocedure. Den indeholder således ikke en særlig bestemmelse, der indebærer en begrænsning eller en udvidelse af den kompetence, der tilkommer Domstolen i henhold til vedtægtens artikel 91 og i medfør af fast retspraksis for så vidt angår tjenestemænd.
Eftersom EIB’s personalevedtægt ikke indeholder udtrykkelige bestemmelser på dette punkt, skal personalevedtægtens bestemmelser ikke anvendes direkte, da dette ville være i strid med den særlige type bestemmelser som den ordning, der gælder for Den Europæiske Investeringsbanks ansatte, er udtryk for, men Personaleretten skal i stedet tage udgangspunkt i disse regler og anvende dem analogt, idet rent interne tvister mellem EIB og dens ansatte efter deres karakter svarer til de tvister, der opstår mellem fællesskabsinstitutionerne og deres tjenestemand eller ansatte.
Følgelig skal vedtægtens artikel 91, stk. 1, hvorefter Fællesskabets retsinstanser ikke har kompetence til at påkende et søgsmål, såfremt søgsmålet ikke er rettet mod en akt, som administrationen har vedtaget for at afslå sagsøgerens krav, anvendes analogt på de søgsmål, der anlægges af Den Europæiske Investeringsbanks ansatte.
(jf. præmis 233-236 og 239)
Henvisning til:
Retten i Første Instans, De Nicola mod EIB, præmis 100, 101 og 107