FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
H. SAUGMANDSGAARD ØE
fremsat den 7. november 2019 (1)
Sag C-215/18
Libuše Králová
mod
Primera Air Scandinavia
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Obvodní soud pro Prahu 8 (distriktsdomstolen i Prag 8, Den Tjekkiske Republik))
»Præjudiciel forelæggelse – retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område – forordning (EF) nr. 44/2001 – artikel 5, nr. 1) – kompetence i sager om kontraktforhold – afdeling 4 i kapitel II – kompetence i sager om forbrugeraftaler – anvendelsesområde – forordning (EF) nr. 261/2004 – artikel 6 og 7 – lufttransport – kompensation og bistand til luftfartspassagerer – lang forsinkelse af en flyafgang – aftale om transport og ophold, som en passager har indgået med en rejsearrangør – søgsmål, hvori der er nedlagt påstand om, at et luftfartsselskab, der ikke er part i denne aftale, skal betale kompensation – pakkerejse – direktiv 90/314/EØF«
I. Indledning
1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Obvodní soud pro Prahu 8 (distriktsdomstolen i Prag 8, Den Tjekkiske Republik), indgår i et søgsmål med påstand om kompensation, der er anlagt i henhold til forordning (EF) nr. 261/2004 (2) af en passager, som har bopæl i den retskreds, hvori denne domstol er beliggende, mod et luftfartsselskab, der har hjemsted i Danmark, og som vedrører en lang forsinkelse af en flyafgang, som dette selskab skulle gennemføre, men som et tjekkisk rejsebureau havde solgt til passageren i kombination med et ophold.
2. Domstolen anmodes nærmere bestemt for det første om at oplyse, om et sådant søgsmål er omfattet af de kompetenceregler, der gælder i sager om kontraktforhold, og som er fastsat i artikel 5, nr. 1), i forordning (EF) nr. 44/2001 (3), selv om sagsøgeren ikke havde indgået en aftale med sagsøgte, og den pågældende flyvning indgik i en pakke af ydelser, som var købt hos en tredjemand. Jeg er af de grunde, som jeg vil redegøre for i dette forslag til afgørelse, af den opfattelse, at dette spørgsmål skal besvares bekræftende.
3. For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, om bestemmelserne i afdeling 4 i kapitel II i forordning nr. 44/2001, der indeholder denne forordnings artikel 15-17, skal fortolkes således, at de kompetenceregler, der gælder for forbrugeraftaler, og som fremgår af den nævnte afdeling, omfatter et søgsmål som det i hovedsagen omhandlede. Dette spørgsmål skal efter min opfattelse besvares benægtende.
4. For det tredje skal Domstolen afgøre, om en passager, der hos et rejsebureau har købt billet til en flyvning, der indgår som en del af en pakkerejse som omhandlet i direktiv 90/314/EØF (4), når denne flyvning bliver genstand for en lang forsinkelse, har mulighed for at påberåbe sig de rettigheder, der følger af artikel 6 og 7 i forordning nr. 261/2004, over for det transporterende luftfartsselskab. Der skal på dette punkt efter min opfattelse gives en bekræftende besvarelse af dette spørgsmål.
II. Retsforskrifter
A. Forordning nr. 44/2001
5. Artikel 5, nr. 1), der er indeholdt i afdeling 2 i kapitel II i forordning nr. 44/2001, og som har overskriften »Specielle kompetenceregler«, har følgende ordlyd:
»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat
1) a) i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes
b) ved anvendelsen af denne bestemmelse, og medmindre andet er aftalt, er opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen:
– ved salg af varer […]
– ved levering af tjenesteydelser, det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret
c) er litra b) ikke relevant, finder litra a) anvendelse.«
6. Artikel 15, der er indeholdt i afdeling 4 i kapitel II i forordning nr. 44/2001, og som har overskriften »Kompetence i sager om forbrugeraftaler«, bestemmer:
»1. I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5:
a) når sagen vedrører køb af løsøregenstande, hvor købesummen skal betales i rater
b) når sagen vedrører lån, der skal tilbagebetales i rater, eller andre kreditdispositioner, som er bestemt til finansiering af køb af sådanne genstande
c) i alle andre tilfælde, når aftalen er indgået med en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og aftalen er omfattet af den pågældende virksomhed.
[…]
3. Denne afdeling finder ikke anvendelse på transportaftaler, bortset fra aftaler, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold.«
7. Artikel 16, stk. 1, der er indeholdt i den nævnte afdeling 4, bestemmer, at »[s]ager, som en forbruger agter at rejse mod sin medkontrahent, kan anlægges enten ved retterne i den medlemsstat, på hvis område medkontrahenten har bopæl, eller ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl«.
8. Artikel 17, der er indeholdt i samme afdeling 4, fastsætter betingelserne for at fravige bestemmelserne i denne afdeling ved en værnetingsaftale, der er indgået med en forbruger.
9. Forordning nr. 44/2001 finder anvendelse ratione temporis i det foreliggende tilfælde, selv om den blev ophævet ved forordning (EU) nr. 1215/2012 (5), idet denne sidstnævnte retsakt i henhold til dennes artikel 66, stk. 1, kun finder anvendelse på søgsmål, der er anlagt på eller efter den 10. januar 2015, og idet søgsmålet i hovedsagen er anlagt før denne dato (6).
10. Forordning nr. 44/2001 finder endvidere anvendelse ratione loci i det foreliggende tilfælde, idet det præciseres, at denne forordnings bestemmelser i første omgang ikke var bindende for Kongeriget Danmark, men at de siden den 1. juli 2007 har fundet anvendelse på forholdet mellem Unionen og denne medlemsstat i henhold til den aftale, der er indgået i denne forbindelse (7).
B. Forordning nr. 261/2004
11. Artikel 1, stk. 1, litra c), i forordning nr. 261/2004 bestemmer, at »[i] denne forordning fastsættes der på de her anførte betingelser minimumsrettigheder for luftfartspassagerer [bl.a.] ved forsinkelse af flyafgange«.
12. I denne forordnings artikel 2, litra b), defineres begrebet »transporterende luftfartsselskab« i denne forordnings forstand som »et lufttrafikforetagende, der udfører eller har til hensigt at udføre en flyvning i henhold til en kontrakt med en passager eller på vegne af en juridisk eller fysisk person, der har kontrakt med denne passager«.
13. Den nævnte forordnings artikel 3, der har overskriften »Anvendelsesområde«, bestemmer i stk. 5 og 6:
»5. Denne forordning gælder for transporterende luftfartsselskaber, der stiller transportydelser til rådighed for de passagerer, der er omfattet af stk. 1 og stk. 2. Hvis et transporterende luftfartsselskab, som ikke har kontrakt med passagererne, opfylder forpligtelser under denne forordning, skal det betragtes som opfyldende disse forpligtelser på vegne af den person, der har kontrakt med de pågældende passagerer.
6. Denne forordning påvirker ikke passagerrettigheder i henhold til direktiv 90/314[…]. Denne forordning finder ikke anvendelse, hvis en pakkerejse aflyses af andre årsager end aflysning af flyafgangen.«
14. Hvad angår den henvisning til direktiv 90/314, der fremgår af denne sidstnævnte bestemmelse, skal det præciseres, at det nævnte direktiv blev ophævet den 1. juli 2018 ved direktiv (EU) 2015/2302 (8) i henhold til dette direktivs artikel 29. Den første af disse retsakter finder imidlertid anvendelse i det foreliggende tilfælde, når der henses til tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen.
15. I artikel 6 og 7 i forordning nr. 261/2004 fastsættes henholdsvis en ret til bistand fra det transporterende luftfartsselskab i tilfælde af en lang forsinkelse af en flyafgang og en ret til en fast kompensation på de betingelser, der er nævnt i disse artikler.
III. Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen
16. Libuše Králová, der har bopæl i Prag (Det Tjekkiske Republik), indgik med selskabet FIRO-tour a.s., som er et rejsebureau med hjemsted i Den Tjekkiske Republik, en aftale om levering af en ydelse i form af en flyvning mellem Prag og Keflavik (Island), der skulle udføres den 25. april 2013, kl. 12.40, og om ophold. Lufttransporten skulle udføres af Primera Air Scandinavia, der er et selskab med hjemsted i Danmark. Flyafgangen blev forsinket med fire timer i forhold til tidspunktet for den planlagte afgang.
17. Den 24. juli 2013 fremsatte Libuše Králová over for Primera Air Scandinavia krav om kompensation for det tab, som hun havde lidt som følge af den forsinkede flyafgang. Luftfartsselskabet afviste dette krav, idet det anførte, at denne forsinkelse skyldtes usædvanlige omstændigheder, der havde en uforudsigelig karakter.
18. Den 10. oktober 2013 anlagde Libuše Králová sag ved Obvodní soud pro Prahu 8 (distriktsdomstolen i Prag 8) med påstand om, at Primera Air Scandinavia skulle tilpligtes at betale hende en fast kompensation på 400 EUR. Til støtte for denne påstand påberåbte sagsøgeren sig med hensyn til den retslige kompetence artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 og med hensyn til realiteten artikel 6, stk. 1, og artikel 7 i forordning nr. 261/2004, således som Domstolen har fortolket disse bestemmelser i dommen i sagen Sturgeon m.fl. (9).
19. Ved afgørelse af 1. april 2014 erklærede denne distriktsdomstol, at den ikke havde kompetence til at behandle sagen bl.a. med den begrundelse, at Primera Air Scandinavia havde hjemsted i Kongeriget Danmark, hvor forordning nr. 44/2001 ikke fandt anvendelse, og at denne retsakts bestemmelser i øvrigt ikke kunne begrunde, at de tjekkiske retter havde international kompetence, idet der mellem sagens parter ikke bestod et aftaleforhold, og under alle omstændigheder heller ikke en aftale om rejse og ophold i henhold til denne forordnings artikel 15, stk. 3.
20. Ved afgørelse af 4. august 2014 forkastede Městský soud v Praze (byretten i Prag, Den Tjekkiske Republik) den af Libuše Králová iværksatte appel, idet den fastslog, at forordning nr. 44/2001 skulle anvendes i det foreliggende tilfælde og anses for at have været bindende for Kongeriget Danmark siden den 1. juli 2007 (10), men at denne forordning ikke kunne begrunde, at de tjekkiske retter havde kompetence.
21. Efter at Libuše Králová havde iværksat kassationsappel, ophævede Nejvyšší soud (øverste domstol, Den Tjekkiske Republik) den 15. september 2015 førsteinstansens og appelinstansens afgørelser og hjemviste sagen til Obvodní soud pro Prahu 8 (distriktsdomstolen i Prag 8), idet den nærmere bestemt opfordrede denne distriktsdomstol til at tage stilling til, om det var muligt at anlægge sag mod Primera Air Scandinavia ved de tjekkiske retter i henhold til artikel 5, nr. 1), og artikel 15 og 16 i forordning nr. 44/2001, herunder om nødvendigt ved at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse (11).
22. På denne baggrund har Obvodní soud pro Prahu 8 (distriktsdomstolen i Prag 8) ved afgørelse af 25. januar 2018, som blev indleveret til Domstolens Justitskontor den 26. marts 2018, besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Forelå der et kontraktforhold mellem sagsøgeren [i hovedsagen] og sagsøgte [i hovedsagen] som omhandlet i artikel 5, [nr. 1)], i […] forordning nr. 44/2001 […], selv om der ikke var indgået nogen aftale mellem sagsøgeren og sagsøgte, og flyvningen var del i en pakke af ydelser leveret på grundlag af en aftale mellem sagsøgeren og en tredjemand (et rejsebureau)?
2) Kan dette forhold betragtes som et forbrugerforhold i henhold til […] afdeling 4 i [kapitel II i] forordning nr. 44/2001[, der indeholder denne forordnings artikel 15-17]?
3) Har sagsøgte [i hovedsagen] partsevne i en retssag vedrørende fyldestgørelse af krav opstået i henhold til forordning […] nr. 261/2004 […]?«
23. Den tjekkiske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen. Der er ikke blevet afholdt mundtlig forhandling.
IV. Bedømmelse
24. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om det under de i tvisten i hovedsagen omhandlede omstændigheder, dvs. når det søgsmål med påstand om kompensation, som en passager har anlagt i henhold til forordning nr. 261/2004 (12), vedrører en flyvning, der er blevet forhandlet som en del af en pakke af ydelser, der er blevet solgt af en tredjemand, er den kompetenceregel, der er baseret på opfyldelsesstedet for den kontraktmæssige forpligtelse, og som er fastsat i artikel 5, nr. 1), litra b), i forordning nr. 44/2001 (A), som skal anvendes, eller den kompetenceregel, der er fordelagtig for forbrugeren, og som er fastsat i denne forordnings artikel 16, stk. 1 (B) (13). I den situation, hvor denne rets egen internationale kompetence faktisk kan begrundes i henhold til en af de nævnte bestemmelser, ønsker den i øvrigt oplyst, om en sådan passager med henblik på at opnå fyldestgørelse af de krav, der er opstået i henhold til forordning nr. 261/2004, har mulighed for at anlægge sag mod det transporterende luftfartsselskab, der er ansvarligt for at opfylde disse krav (14), selv om den omtvistede flyvning er blevet solgt gennem et rejsebureau og som led i en pakkerejse i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i direktiv 90/314 (15) (C) (16).
A. Om anvendelsen af kompetencereglerne i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 (det første spørgsmål)
25. Den forelæggende ret har med det første spørgsmål nærmere bestemt anmodet Domstolen om at fortolke artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 med henblik på at afgøre, om de specielle kompetenceregler »i sager om kontraktforhold«, der fremgår af denne bestemmelse (17), finder anvendelse på et søgsmål med påstand om kompensation som det i hovedsagen omhandlede, som en passager har anlagt i henhold til forordning nr. 261/2004 mod det transporterende luftfartsselskab (18), selv om der ikke er indgået en aftale mellem sagsøgeren og sagsøgte, og den omhandlede flyvning indgår som en del af en helhed af ydelser, der leveres i henhold til en aftale, som er indgået mellem sagsøgeren og et rejsebureau.
26. Den tjekkiske regering og Kommissionen er enige om at foreslå, at dette spørgsmål skal besvares bekræftende, hvilket af de nedenfor anførte grunde også er min opfattelse.
27. Jeg erindrer i denne forbindelse om, at det af artikel 5, nr. 1), litra a), i forordning nr. 44/2001 fremgår, at en person, der har bopæl på en medlemsstats område, »i sager om kontraktforhold« kan sagsøges i en anden medlemsstat ved »retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes«. Det fremgår af denne artikel 5, nr. 1), litra b), andet led, at opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, »ved levering af tjenesteydelser« er »det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret«, medmindre andet er aftalt. Det fremgår af den nævnte artikel 5, nr. 1), litra c), at det tilknytningskriterium, der gælder i mangel af en aftale, og som er fastsat i den nævnte artikel 5, nr. 1), litra a), finder anvendelse, når det pågældende kontraktforhold ikke udgør en »levering af tjenesteydelser« som omhandlet i den nævnte artikel 5, nr. 1), litra b) (19).
28. I det foreliggende tilfælde fremgår det af begrundelsen i den forelæggende rets afgørelse, at denne ret nærmere bestemt ønsker oplyst, om dens egen kompetence til at påkende tvisten i hovedsagen kan følge af det særlige tilknytningskriterium i artikel 5, nr. 1), litra b), andet led, i forordning nr. 44/2001, idet det allerede er blevet fastslået, at dette kriterium finder anvendelse på et krav om kompensation, der er fremsat af en passager mod et luftfartsselskab på grundlag af såvel den aftale, der er indgået mellem dem, som forordning nr. 261/2004 (20). Domstolen anmodes i denne sag om at fastslå, om denne tilgang ligeledes gælder under omstændigheder som de i det foreliggende tilfælde omhandlede, hvor den berørte passagers medkontrahent ikke er det transporterende luftfartsselskab, men et rejsebureau, der har solgt denne passager den omtvistede flyvning i kombination med et ophold.
29. Jeg vil i lighed med den tjekkiske regering og Kommissionen nævne, at Domstolen i de forenede sager, der gav anledning til dommen i sagen flightright m.fl. (21), allerede har taget stilling til en situation, der kan sammenlignes med den situation, som ligger til grund for den foreliggende sag. Denne sag vedrørte nemlig også et søgsmål med påstand om kompensation i henhold til forordning nr. 261/2004 for lange forsinkelser af flyvninger, der skulle gennemføres af et transporterende luftfartsselskab, som ikke havde indgået en aftale med de berørte passagerer, idet disse passagerer hver især havde købt deres flybilletter hos andre luftfartsselskaber og senere havde anlagt sag mod det luftfartsselskab, der havde gennemført den del af en direkte tilsluttet flyforbindelse, som var berørt af den omtvistede forsinkelse (22).
30. Henset til de grunde, der er nævnt nedenfor, fastslog Domstolen i denne forbindelse for det første, at begrebet »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), litra a), i forordning nr. 44/2001 omfatter søgsmål med påstand om kompensation for lang forsinkelse på en direkte tilsluttet flyforbindelse, som passagerer på grundlag af forordning nr. 261/2004 har anlagt mod et transporterende luftfartsselskab, som ikke er deres medkontrahent (23).
31. Domstolen henviste først til, at begrebet »sager i kontraktforhold« skal fortolkes selvstændig og ikke under henvisning til national ret, og at alle de forpligtelser, som udspringer af den kontrakt, hvis misligholdelse påberåbes som grundlag for sagsøgerens sagsanlæg, er omfattet af dette begreb. Domstolen bekræftede derefter, at anvendelsen af den kompetenceregel, der er fastsat i den nævnte artikel 5, nr. 1), litra a), ikke kræver, at der er indgået en aftale mellem parterne i sagen, men at denne regel ikke desto mindre forudsætter, at en person frivilligt har påtaget sig en retlig forpligtelse over for en anden person, og at denne forpligtelse ligger til grund for sagsøgerens sagsanlæg, således at denne kompetenceregel er baseret på årsagen til kravet og ikke parternes identitet (24). Endelig fremhævede Domstolen, at et transporterende luftfartsselskab som det, der er omhandlet i artikel 3, stk. 5, andet punktum, i forordning nr. 261/2004 – dvs. et luftfartsselskab, som ikke har kontrakt med den berørte passager, men som opfylder forpligtelser under denne forordning, og som derfor betragtes som opfyldende disse forpligtelser på vegne af den person, der har indgået transportkontrakten med denne passager – skal anses for at opfylde de forpligtelser, som det over for passagerens medkontrahent frivilligt har påtaget sig, idet disse forpligtelser udspringer af den lufttransportkontrakt, der er indgået med sidstnævnte.
32. For det andet anlagde Domstolen i den samme dom i sagen flightright m.fl. en fortolkning af artikel 5, nr. 1), litra b), andet led, i forordning nr. 44/2001, der vedrørte spørgsmålet om fastlæggelsen af opfyldelsesstedet for lufttransportydelser i en situation som den, der var genstand for tvisterne i hovedsagerne, dvs. forsinkelse af en direkte tilsluttet flyforbindelse, som skulle udføres af to luftfartsselskaber, hvoraf det ene ikke var de berørte passagerers medkontrahent (25). Domstolen henviste i denne forbindelse til generelle betragtninger, der efter min opfattelse ligeledes er relevante i det foreliggende tilfælde.
33. Domstolen henviste således til vigtigheden af, at der skulle foreligge et tilstrækkelig tæt tilknytningsled mellem værnetinget og de faktiske omstændigheder i enhver tvist, der var omfattet af artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, idet denne tilknytning tilstræbtes med alle de specielle kompetenceregler, der var nævnt i denne bestemmelse, og idet et sådant formål om nærhed bekræftedes i 12. betragtning til denne forordning (26). Domstolen undersøgte desuden, om den anlagte fortolkning faktisk opfyldte det princip om forudsigelighed, der var nævnt i 11. betragtning til den nævnte forordning, og som disse kompetenceregler tilstræbte at sikre med henblik på at gøre det muligt for sagsøgeren og sagsøgte nemt at identificere den kompetente ret. Domstolen fremhævede i øvrigt, at et transporterende luftfartsselskab, som i forbindelse med kommercielle aftaler, der frivilligt var indgået mellem luftfartsselskaber, såsom de i denne sag omhandlede, ikke havde indgået en aftale med passageren, betragtedes som opfyldende forpligtelser på vegne af det luftfartsselskab, der var den berørte passagers medkontrahent.
34. De således anførte betragtninger og fortolkninger kan efter min opfattelse mutatis mutandis overføres på den foreliggende sag (27), hvilket indebærer, at et søgsmål som det, sagsøgeren i hovedsagen har anlagt, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001.
35. I den sag, der gav anledning til dommen i sagen flightright m.fl., var søgsmålet med påstand om kompensation for lang forsinkelse af en flyvning, således som det også er tilfældet i den foreliggende sag, baseret på forpligtelser, der udsprang af den oprindelige aftale, som den berørte passager havde indgået, og i hvilken forbindelse den pågældende til støtte for sin påstand havde gjort gældende, at denne aftale ikke var gennemført korrekt. Sagsøgte er også i den foreliggende sag et transporterende luftfartsselskab, der ikke er den person, som har indgået den omtvistede aftale med denne passager, i det foreliggende tilfælde rejsebureauet, men som frivilligt over for denne person har påtaget sig at gennemføre flyvningen og dermed de forpligtelser, der følger af forordning nr. 261/2004 på dennes vegne (28), idet disse forpligtelser ligger til grund for det nævnte søgsmål. Det har i denne forbindelse efter min opfattelse ikke betydning, at den omtvistede flyvning blev solgt i kombination med et ophold, dvs. som del af en »pakkerejse« som omhandlet i direktiv 90/314 (29), idet denne særegenhed ikke på nogen måde ændrer den kontraktlige art af de retlige forpligtelser, som sagsøgeren har påberåbt sig, og heller ikke genstanden for den pågældendes søgsmål. Et søgsmål som det i hovedsagen omhandlede er derfor efter min opfattelse omfattet af begrebet »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 (30).
36. Et søgsmål af denne type er nærmere bestemt efter min opfattelse omfattet af det tilknytningskriterium, der specifikt vedrører de tjenesteydelser, som er omhandlet i den nævnte artikel 5, nr. 1), litra b), andet led, dvs. det sted, hvor de omhandlede lufttransportydelser skal leveres. Henset til Domstolens praksis om fortolkningen af denne bestemmelse i forbindelse med krav om kompensation, som passagerer har fremsat i henhold til forordning nr. 261/2004 (31), er det min opfattelse, at den ret, der er kompetent til at påkende et søgsmål som det i hovedsagen omhandlede, er den, i hvis retskreds opfyldelsesstedet for den forsinkede flyvning befinder sig, hvilket skal forstås som flyets afgangs- eller ankomststed efter sagsøgerens valg, således som disse er fastsat i den aftale, der er indgået mellem den berørte passager og rejsebureauet (32), idet det skal nævnes, at et af disse steder i praksis er sammenfaldende med det sted, hvor passageren har sin bopæl.
37. Jeg er endvidere i lighed med, hvad Domstolen fremhævede i dommen i sagen flightright m.fl., af den opfattelse, at selv om det transporterende luftfartsselskab ikke er passagerens medkontrahent, er den her foreslåede fortolkning forenelig med de formål om forudsigelighed og om nærhed, der ligger til grund for samtlige de specielle kompetenceregler, der er fastsat i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, for så vidt som dette luftfartsselskab har accepteret at opfylde de forpligtelser, der følger af forordning nr. 261/2004, på vegne af den nævnte medkontrahent. Eftersom det luftfartsselskab, der har hjemsted i Danmark, i det foreliggende tilfælde frivilligt havde påtaget sig at gennemføre den flyvning, som det tjekkiske rejsebureau havde solgt, kunne det således ikke være uvidende om flyets afgangssted (i Den Tjekkiske Republik) og dets ankomststed (i Island) og burde derfor i lighed med den berørte passager med rimelighed kunne forvente, at en eventuel tvist ville blive indbragt for en tjekkisk ret, der desuden rent geografisk har forudsætningerne for at påkende denne tvist.
38. Det første præjudicielle spørgsmål skal derfor efter min opfattelse besvares med, at artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at den omfatter et søgsmål med påstand om kompensation, som en passager har anlagt mod et transporterende luftfartsselskab, selv om disse parter ikke har indgået en aftale, og denne flyvning indgår som en del af en helhed af ydelser, der leveres i henhold til en aftale, som er indgået mellem sagsøgeren og tredjemand.
B. Om anvendelsen af kompetencereglerne i afdeling 4 i kapitel II i forordning nr. 44/2001 (det andet spørgsmål)
39. Den forelæggende ret har med det andet spørgsmål nærmere bestemt anmodet Domstolen om at oplyse, om det retsforhold, der består mellem en passager og det transporterende luftfartsselskab, under omstændigheder som de i denne sag foreliggende er omfattet af anvendelsesområdet for afdeling 4 i kapitel II i forordning nr. 44/2001, som indeholder denne forordnings artikel 15-17, der fastsætter specielle kompetenceregler »i sager om forbrugeraftaler«.
40. Den tjekkiske regering har foreslået, at det forelagte spørgsmål skal besvares med, at det i hovedsagen omhandlede forhold ikke kan kvalificeres som en forbrugeraftale i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 44/2001. Kommissionen er til gengæld af den opfattelse, at bestemmelserne i afdeling 4 i denne forordnings kapitel II finder anvendelse i denne forbindelse. Jeg er derimod af den opfattelse, at et søgsmål som det, der verserer for den forelæggende ret, ikke er omfattet af kompetencereglerne i den nævnte afdeling 4.
41. Jeg vil først nævne, at den forelæggende ret nærmere bestemt ønsker oplyst, om dens egen kompetence til at påkende tvisten i hovedsagen kan begrundes i henhold til den nævnte forordnings artikel 16, stk. 1, som giver en forbruger mulighed for at anlægge sag mod en medkontrahent enten ved retten på det sted, hvor forbrugeren selv har bopæl, eller ved retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl.
42. Det fremgår imidlertid af Domstolens praksis, at kompetencen for retten på sted, hvor forbrugeren har bopæl, som er fastsat i artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, er betinget af, at de tre betingelser for anvendelse, der er nævnt i denne forordnings artikel 15, stk. 1, er opfyldt. Disse kumulative betingelser er, for det første, når den ene aftalepart er en forbruger, som må anses for at handle uden for rammerne af sin erhvervsmæssige virksomhed, for det andet, når der faktisk er indgået en aftale mellem en sådan forbruger og en erhvervsdrivende, og, for det tredje, når en sådan aftale er omfattet af en af de tre kategorier, der fremgår af artikel 15, stk. 1, litra a)-c) (33).
43. I det foreliggende tilfælde vedrører den tvivl, som den forelæggende ret har rejst, ikke direkte disse tre betingelser, i hvilken forbindelse det tilsyneladende ikke er blevet bestridt, at de er opfyldt i denne sag, i hvert fald for så vidt angår den aftale, der er indgået mellem sagsøgeren i hovedsagen og rejsebureauet (34). Denne ret står imidlertid over for en usikkerhed som følge af den omstændighed, at den erhvervsdrivende, der er blevet sagsøgt i hovedsagen, ikke er den erhvervsdrivende, med hvem den berørte forbruger har indgået den aftale, der ligger til grund for de retlige forpligtelser, som er genstand for denne sag.
44. Jeg erindrer endvidere om, at afdeling 4 i kapitel II i forordning nr. 44/2001 i henhold til denne forordnings artikel 15, stk. 3, ikke finder anvendelse på transportaftaler »bortset fra aftaler, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold«, idet det præciseres, at dette udtryk skal fortolkes i lyset af begrebet »pakkerejse« som omhandlet i direktiv 90/314 (35). En flypassager, der kun har købt en flybillet, kan i modsætning til en passager, der har købt en flybillet i forbindelse med en pakkerejse, derfor ikke påberåbe sig de specielle kompetenceregler, der vedrører forbrugeraftaler, og som fremgår af denne afdeling 4 (36).
45. I det foreliggende tilfælde blev billetten til den forsinkede flyafgang, der ligger til grund for det søgsmål med påstand om kompensation, som den berørte passager har anlagt, købt i kombination med et ophold, hvilket klart indebærer, at hvis et sådant søgsmål var blevet anlagt mod det rejsebureau, der havde solgt flybilletten til denne afgang, ville bestemmelserne i den nævnte afdeling 4 finde anvendelse. Det fremgår til gengæld ikke klart, at dette også gør sig gældende, når et søgsmål som det i hovedsagen omhandlede udelukkende er rettet mod den tredjemand, som udgøres af det transporterende luftfartsselskab.
46. Den forelæggende ret ønsker i denne forbindelse efter min opfattelse nærmere bestemt oplyst, om den retslige kompetence, der ville følge af den aftale om en pakkerejse, der er indgået mellem forbrugeren og rejsebureauet, såfremt der var blevet anlagt sag mod rejsebureauet, kan udvides til det transporterende luftfartsselskab (37), således at dette sidstnævnte selskab i lighed med det rejsebureau, over for hvilket det har påtaget sig at udføre den omtvistede flyvning, kan sagsøges ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl (38).
47. Kommissionen er enig i en sådan udvidende tilgang, som Libuše Králová også har argumenteret for i hovedsagen. Kommissionen er af den opfattelse, at den undtagelse, der er fastsat i artikel 15, stk. 3 in fine, i forordning nr. 44/2001 og dermed i afdeling 4 i denne forordnings kapitel II, finder anvendelse i hovedsagen, idet de forpligtelser, der består dels mellem forbrugeren og rejsebureauet i henhold til den aftale om rejse og ophold, som de har indgået, dels mellem dette rejsebureau og luftfartsselskabet i henhold til deres forretningsaftale, er uadskilleligt forbundne, selv om disse forpligtelser involverer forskellige medkontrahenter. Henset til de følgende betragtninger deler jeg ikke dette synspunkt.
48. For det første giver ordlyden af samtlige de bestemmelser, der fremgår af afdeling 4 i kapitel II i forordning nr. 44/2001, der har overskriften »Kompetence i sager om forbrugeraftaler«, således som den tjekkiske regering også har anført, efter min opfattelse anledning til at anlægge det modsatte synspunkt af det, som Kommissionen har argumenteret for. I disse bestemmelser henvises der nemlig til »aftaler indgået af […] (forbrugeren)«, »forbrugerens medkontrahent«, »medkontrahent« i den aftale, som forbrugeren har indgået, eller endog værnetingsaftaler, »der er indgået mellem en forbruger og hans medkontrahent« (39), hvilke formuleringer giver mig anledning til at konstatere, at det ikke kun er den faktiske indgåelse af en forbrugeraftale (40), men også identiteten af sagens parter (41), der er afgørende for anvendelsen af de kompetenceregler, der fremgår af den nævnte afdeling, i modsætning til, hvad der gør sig gældende for denne forordnings artikel 5, nr. 1), med hensyn til den specielle kompetence i »sager om kontraktforhold« (42). Domstolen har allerede i samme retning fastslået, at »[d]e kompetenceregler, der er fastsat vedrørende forbrugeraftaler i […] artikel 16, stk. 1, [i forordning nr. 44/2001], således i henhold til ordlyden af denne bestemmelse alene [finder] anvendelse på sager, som en forbruger agter at rejse mod sin medkontrahent, hvilket nødvendigvis indebærer, at der er indgået en aftale mellem forbrugeren og den pågældende erhvervsdrivende« (43).
49. Under de i hovedsagen foreliggende omstændigheder er det med henblik på anvendelsen af afdeling 4 i kapitel II i forordning nr. 44/2001 imidlertid ikke muligt at fastslå, at sagsøgte, dvs. det transporterende luftfartsselskab, er den erhvervsdrivende, med hvem forbrugeren har indgået den pågældende aftale. Den tjekkiske regering har efter min opfattelse med rette anført, at hvis det søgsmål, som en passager anlægger mod et luftfartsselskab, under sådanne omstændigheder skal anses for omfattet af en »sag om kontraktforhold« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i denne forordnings artikel 5, nr. 1) (44), indebærer dette ikke på nogen måde i sig selv, at der mellem disse parter består et aftaleforhold som omhandlet i afdeling 4 i denne forordnings kapitel II. Denne sondring følger af den omstændighed, at anvendelsesområdet og betingelserne for at anvende de kompetenceregler, der fremgår af den nævnte artikel 5, nr. 1), adskiller sig fra de kompetenceregler, der fremgår af den nævnte afdeling 4, idet det præciseres, at disse sidstnævnte kompetenceregler udgør en undtagelse i forhold til de førstnævnte (45).
50. For det andet vil jeg imidlertid nævne, at sagsøgeren i hovedsagen for den forelæggende ret har gjort gældende, at Domstolen i Maletic-dommen fortolkede begrebet »medkontrahent« i artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 således, at det »under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, også omfatter en aftalepart til den erhvervsdrivende, med hvem forbrugeren har indgået aftalen, når denne aftalepart har sit hjemsted i den medlemsstat, hvor den pågældende forbruger er bosat« (46). Kommissionen har til støtte for den fortolkning, som den har foreslået i den foreliggende sag – efter min opfattelse med urette – også henvist til denne dom.
51. Jeg vil i lighed med den forelæggende ret og den tjekkiske regering nævne, at de omstændigheder, der gav anledning til Maletic-dommen, i mange henseender adskiller sig fra de i denne sag omhandlede omstændigheder (47). Domstolen har imidlertid i forbindelse med en senere dom (48) fremhævet, at den fortolkning, der er anlagt i Maletic-dommen, »bygger […] på særlige omstændigheder, hvorefter forbrugeren fra starten var kontraktmæssigt bundet til to medkontrahenter på en uadskillelig måde« (49), og tager hensyn til, at »[u]delukkelsen af den medkontrahent, der havde hjemsted i forbrugerens medlemsstat fra anvendelsesområdet for den pågældende artikel 16, […] i øvrigt [ville] medføre, at den ret, for hvem en sag om solidarisk ansvar for de to medkontrahenter blev indbragt, alene ville have haft kompetence for så vidt angår den erhvervsdrivende, der havde hjemsted i en anden medlemsstat« (50). Domstolen tilføjede, at »[e]n sådan fortolkning […] ikke [kan] finde anvendelse under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, hvor der fuldstændig mangler en indgåelse af en aftale med den pågældende erhvervsdrivende« (51).
52. Denne negative konklusion skal efter min opfattelse også drages i den foreliggende sag, dels fordi den i denne sag berørte forbruger ikke fra starten var kontraktmæssigt knyttet til to medkontrahenter på en uadskillelig måde, men udelukkende havde indgået en aftale med et rejsebureau, dels fordi søgsmålet i hovedsagen ikke har til formål at opnå, at sådanne medkontrahenter pålægges et solidarisk ansvar, men kun, at der afsiges dom over en erhvervsdrivende, der ikke har indgået aftale med denne forbruger, og som desuden har hjemsted i en anden medlemsstat end denne forbruger.
53. For det tredje vil jeg nævne, at den fortolkning, som jeg foreslår, ikke er i strid med de formål med forordning nr. 44/2001, som Kommissionen har henvist til.
54. Hvad angår risikoen for parallelle retssager og dermed risikoen for indbyrdes uforenelige afgørelser (52), som forordning nr. 44/2001 generelt har til formål at forebygge, således som det fremgår af 15. betragtning til denne forordning, og således som Domstolen henviste til bl.a. i Maletic-dommen, vil jeg begrænse mig til at konstatere, at denne risiko ikke foreligger i forbindelse med en retssag som den i hovedsagen omhandlede, og at forebyggelsen af denne risiko under alle omstændigheder ikke udgør det væsentligste formål med afdeling 4 i den nævnte forordnings kapitel II.
55. Hvad angår beskyttelse af forbrugeren, som afdeling 4 i kapitel II i forordning nr. 44/2001 specifikt har til formål at sikre ved at fastsætte kompetenceregler, der er gunstige for den svage parts interesser, således som det fremgår af 13. betragtning til denne forordning (53), vil jeg nævne, at Kommissionen efter min opfattelse med urette udtrykkeligt har henvist til dette formål til støtte for den opfattelse, som den har argumenteret for (54).
56. Domstolen har nemlig gentagne gange fastslået, at bestemmelserne i denne afdeling 4 skal undergives en streng fortolkning og derfor ikke kan give anledning til en fortolkning, der går ud over de tilfælde, der udtrykkeligt er angivet heri, eftersom disse bestemmelser udgør undtagelser (55), og at dette ikke kun gælder for den generelle kompetenceregel, der er fastsat i den nævnte forordnings artikel 2, stk. 1 (56), men også de specielle kompetenceregler i sager om kontraktforhold, der er fastsat i samme forordnings artikel 5, nr. 1) (57).
57. Domstolen har med hensyn til artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 desuden allerede fastslået, at »[b]etingelsen om, at der skal foreligge en aftale mellem forbrugeren og den pågældende erhvervsdrivende, […] i øvrigt [tjener] til at sikre forudsigelighed i tildelingen af kompetence, hvilket er et af formålene med [denne] forordning […], således som det fremgår af 11. betragtning hertil« (58). Den omstændighed, at den erhvervsdrivende på grundlag af denne artikel 16, stk. 1, kan sagsøges ved den ret, i hvis retskreds den svage part (forbrugeren) har bopæl, opvejes således af kravet om, at der skal være indgået en aftale mellem dem, hvoraf den nævnte forudsigelighed følger.
58. Det følger efter min opfattelse heraf, at de beskyttende kompetenceregler, der er fastsat i afdeling 4 i den nævnte forordnings kapitel II, og navnlig dennes artikel 16, stk. 1, under omstændigheder som dem, der ligger til grund for det ved den forelæggende ret anlagte søgsmål, dvs. når den berørte forbruger ikke har indgået en aftale med den erhvervsdrivende, der er genstand for et søgsmål med påstand om kompensation, ikke finder anvendelse.
59. Jeg foreslår derfor at besvare det andet præjudicielle spørgsmål med, at bestemmelserne i afdeling 4 i kapitel II i forordning nr. 44/2001, der indeholder denne forordnings artikel 15-17, skal fortolkes således, at de ikke finder anvendelse på et sådant søgsmål.
C. Hvorvidt en passager, der har oplevet forsinkelse af en flyafgang, hvortil der er købt billet i forbindelse med en pakkerejse, som er omfattet af direktiv 90/314, har mulighed for at anlægge sag mod det transporterende luftfartsselskab på grundlag af artikel 6 og 7 i forordning nr. 261/2004 (det tredje spørgsmål)
60. Den forelæggende ret har med det tredje spørgsmål nærmere bestemt anmodet Domstolen om at oplyse, om et transporterende luftfartsselskab har partsevne i et søgsmål, som en passager har anlagt om fyldestgørelse af de krav, der er opstået i henhold til forordning nr. 261/2004, selv om disse parter ikke har indgået en aftale, og den omhandlede flyvning er blevet købt hos et rejsebureau som en del af en pakkerejse, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 90/314.
61. Såvel den tjekkiske regering (59) som Kommissionen (60) har foreslået at besvare det forelagte spørgsmål bekræftende, dog med en forskellig ordlyd og på forskelligt grundlag. Jeg er også af den opfattelse, at dette spørgsmål skal besvares bekræftende og dette ud fra følgende betragtninger.
62. For det første vil jeg nævne, at det spørgsmål, som den forelæggende ret har rejst, grundlæggende vedrører to problemstillinger.
63. Den ene består i at afgøre, om de forpligtelser, der følger af forordning nr. 261/2004, påhviler det transporterende luftfartsselskab, der har gennemført den omtvistede flyvning på vegne af den person, som har indgået en aftale med passageren (61), selv i den situation, hvor denne person, således som det er tilfældet i den foreliggende sag, har solgt passageren en samlet rejseydelse og ikke kun en transportydelse. Jeg vil i denne forbindelse begrænse mig til at anføre, at dette efter min opfattelse netop er tilfældet, og i denne henseende henvise til de betragtninger om den lære, der kan udledes af dommen i sagen flightright m.fl., som jeg har redegjort for i forbindelse med det første præjudicielle spørgsmål (62). Kommissionen har henvist til denne dom (63) og er også af den opfattelse, at passageren i denne forbindelse kan anlægge sag mod det luftfartsselskab, der opfylder de forpligtelser, som det frivilligt har påtaget sig over for det rejsebureau, som har solgt den flyafgang, der indgår som en del af pakkerejsen.
64. Den anden problemstilling, som den forelæggende ret har rejst, og som efter min opfattelse giver anledning til større vanskeligheder, er spørgsmålet om, hvilket forhold der under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede består mellem de rettigheder, der følger af forordning nr. 261/2004, og de rettigheder, der følger af direktiv 90/314 (64).
65. En lignende anmodning var for nylig genstand for den sag, der gav anledning til Aegean Airlines-dommen (65), og som i det væsentligste vedrørte retten til refusion af en flybillet hos det transporterende luftfartsselskab i tilfælde af aflysning af en flyafgang, navnlig i den situation, hvor rejsearrangøren (66) erklæres konkurs. I denne dom fortolkede Domstolen »artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 261/2004[(67)] således, at en passager, som i henhold til direktiv 90/314 er berettiget til at kræve refusion af flybilletten hos rejsearrangøren, af denne grund ikke længere har mulighed for at kræve refusion af denne billet hos luftfartsselskabet på grundlag af den nævnte forordning, herunder når rejsearrangøren i økonomisk henseende ikke er i stand til at foretage refusionen af billetten og heller ikke har truffet nogen foranstaltning for at sikre refusionen« (68). Denne fortolkning fulgte efter min opfattelse af de grunde, som jeg redegjorde for i mit forslag til afgørelse i denne sag (69).
66. Jeg vil nævne, at selv om det forelagte spørgsmål vedrører samtlige de rettigheder, som passagerer er tillagt i henhold til forordning nr. 261/2004, fremgår det i den foreliggende sag af forelæggelsesafgørelsen (70), at søgsmålet i hovedsagen specifikt støttes på denne forordnings artikel 6 og 7, der henholdsvis fastsætter de betingelser, hvorunder det transporterende luftfartsselskab i tilfælde af lang forsinkelse af en flyafgang skal yde passageren bistand efter de regler, der er fastsat i denne forordnings artikel 8 og 9, og en fast kompensation i overensstemmelse med den fortolkning, der er anlagt i dommen i sagen Sturgeon m.fl., hvori det tab, der opstod som følge af, at en flyafgang var mere end tre timer forsinket, således som det er tilfældet i den foreliggende sag, blev sidestillet med det tab, der opstår som følge af en aflyst flyafgang. Jeg vil derfor i dette forslag til afgørelse i det væsentlige tage stilling til fortolkningen af nævnte artikel 6 og 7 under sådanne omstændigheder, men dog i lyset af supplerende bestemmelser.
67. Hvad angår ordlyden og opbygningen af de relevante bestemmelser i forordning nr. 261/2004 vil jeg nævne, at denne forordning indeholder visse bestemmelser, der generelt vedrører forholdet mellem denne retsakt og direktiv 90/314. Det fremgår således af femte betragtning til denne forordning, at den beskyttelse, der følger heraf, bør gælde også for passagerer på flyvninger, der indgår i pakkerejser, som er omfattet af det nævnte direktiv. Det fremgår i øvrigt af den nævnte forordnings artikel 3, stk. 6, at denne forordning ikke påvirker passagerrettigheder i henhold til direktiv 90/314 (71).
68. Hvad angår artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 261/2004, der blev fortolket i Aegean Airlines-dommen, fremgår det udtrykkeligt heraf, at den ret til refusion af flybilletten, der er fastsat i denne artikels stk. 1, litra a) (72), også finder anvendelse på passagerer, hvis flyvninger er en del af en pakkerejse, medmindre denne ret om end kun potentielt følger af direktiv 90/314 (73). Efter i den nævnte dom at have henvist til forarbejderne til forordning nr. 261/2004 (74) og til ordlyden af denne forordnings artikel 3, stk. 6, fastslog Domstolen, at denne artikel 8, stk. 2, indebærer, at retten til refusion af billetten i medfør af henholdsvis denne forordning og af direktiv 90/314 (75) ikke kan kumuleres, idet en sådan kumulation kan føre til en uberettiget overbeskyttelse af den berørte passager til skade for det transporterende luftfartsselskab, da sidstnævnte nemlig i dette tilfælde risikerer til dels at skulle bære det ansvar, der påhviler rejsearrangøren over for dennes kunder i medfør af den aftale, som denne har indgået med sidstnævnte (76).
69. Artikel 6 og 7 i forordning nr. 261/2004, der i den foreliggende sag ønskes fortolket i forbindelse med anvendelsen af disse artikler på et krav om en fast kompensation for lang forsinkelse af en flyafgang som den i hovedsagen omhandlede, indeholder til gengæld ikke et udtrykkeligt forbehold med hensyn til bestemmelserne i direktiv 90/314, der svarer til det, der fremgår af denne forordnings artikel 8, stk. 2 in fine, og som er begrænset til at omfatte krav om refusion af flybilletten (77).
70. Det følger efter min opfattelse klart af denne forskellige ordlyd, at den ret til kompensation, der er fastsat i artikel 7 i forordning nr. 261/2004, som omfatter såvel aflyste flyafgange som flyafgange med en forsinkelse på mindst tre timer (78), rent faktisk finder anvendelse på en passager, hvis flyvning indgår som en del af en pakkerejse, uafhængigt af den ret til tilbagebetaling eller til erstatning, der følger af direktiv 90/314 på grund af den manglende eller mangelfulde præstation af de ydelser, der indgår i den nævnte pakkerejse (79). En sådan passager kan med andre ord efter min opfattelse over for det transporterende luftfartsselskab påberåbe sig en ret til en standardiseret erstatning på grundlag af forordning nr. 261/2004 (80), og over for den person, der har solgt ham pakkerejsen, påberåbe sig en ret til en individuel erstatning på grundlag af direktiv 90/314, svarende til forskellen i værdien mellem de ydelser, der fremgik af rejseaftalen, og de ydelser, der i virkeligheden er blevet leveret.
71. I det foreliggende tilfælde er det tab, der er forvoldt som følge af den lange forsinkelse af en flyafgang, såsom det, som sagsøgeren i hovedsagen har gjort gældende, efter min opfattelse ikke i sig selv omfattet af denne sidstnævnte form for erstatning, selv om den berørte flyveplan sandsynligvis fremgik af den aftale, der var indgået mellem passageren og rejsebureauet. Den forpligtelse til at betale erstatning, der i henhold til direktiv 90/314 er pålagt rejsearrangøren, kan efter min opfattelse til gengæld opstå efter en sådan forsinkelse, såfremt det godtgøres, at denne forsinkelse har medført en mangelfuld præstation af andre ydelser, som indgår i den nævnte pakkerejse. Som jeg anførte i forbindelse med Aegean Airlines-sagen (81), er det imidlertid nødvendigt at sikre, at der ikke sker en overkompensation som følge af den samlede anvendelse af den ret til erstatning, der kan opnås i henhold til forordning nr. 261/2004 og direktiv 90/314, hvilket efter min opfattelse indebærer, at det beløb, der skal betales i medfør af denne forordning, eventuelt bør trækkes fra det beløb, der skal betales i medfør af dette direktiv (82).
72. Hvad angår den historiske sammenhæng, som de i denne sag relevante bestemmelser indgår i, vil jeg i lighed med, hvad Domstolen fastslog i Aegean Airlines-dommen og i overensstemmelse med de bemærkninger, som jeg redegjorde for i mit forslag til afgørelse i den nævnte sag (83), nævne, at det af forarbejderne til forordning nr. 261/2004 fremgår, at EU-lovgiver ikke havde til hensigt at udelukke de passagerer, hvis flyvning indgår som en del af en pakkerejse, fra denne forordnings anvendelsesområde, men at give dem de rettigheder, der følger af denne forordning, og samtidig i forhold til disse passagerer at bevare den tilstrækkelige beskyttelsesordning, som tidligere var blevet indført med direktiv 90/314. Den ret til en standardiseret kompensation, der følger af artikel 7 i forordning nr. 261/2004, optræder klart blandt de grundlæggende rettigheder, som luftpassagerer er blevet tillagt ved denne retsakt, og som påhviler det transporterende luftfartsselskab (84), og der findes efter min opfattelse ikke en tilsvarende rettighed i den ordning, der er indført med direktiv 90/314, og som påhviler rejsearrangøren.
73. Det er fortsat ud fra dette tidsmæssige synspunkt efter min opfattelse nødvendigt at tage hensyn til ordlyden af direktiv 2015/2302, der erstattede direktiv 90/314 (85), idet dette nye direktiv om pakkerejser indeholder bestemmelser, der præcist angiver en passende måde til at skabe sammenhæng mellem dette direktiv og forordning nr. 261/2004 med hensyn til den ret til erstatning og til prisnedsættelse, der er fastsat i dette direktiv (86). Det følger bl.a. heraf, at de beløb, der tildeles i henhold til direktiv 2015/2302, som følge af, at rejseydelsen ikke er blevet leveret i overensstemmelse med aftalen, og de beløb, der tildeles i henhold til de andre nævnte EU-retsakter, som bl.a. omfatter forordning nr. 261/2004, skal fratrækkes hinanden med henblik på at undgå overkompensation. Kommissionens meddelelse vedrørende forordning nr. 261/2004, der blev offentliggjort efter vedtagelsen af direktiv 2015/2302, indeholder lignende betragtninger (87). Dette viser efter min opfattelse, at EU-lovgiver nu udtrykkeligt har anerkendt, at den ret til kompensation, der er indrømmet ved artikel 7 i forordning nr. 261/2004, kan finde anvendelse på passagerer, hvis flyvning indgår som en del af en pakkerejse.
74. Hvad angår formålene med de relevante bestemmelser (88) fremgår det af første betragtning til forordning nr. 261/2004, at denne forordning hovedsageligt tager sigte på at sikre et højt beskyttelsesniveau for passagerer, selv om denne retsakt også har til formål at sikre en balance mellem de beskyttede passagerers interesser og luftfartsselskabernes interesser.
75. Den omstændighed, at samtlige kategorier af luftpassagerer, herunder dem, hvis flyvning indgår som en del af en pakkerejse, har mulighed for at påberåbe sig den ret til kompensation, der følger af artikel 7 i forordning nr. 261/2004, opfylder imidlertid fuldt ud hovedformålet med denne forordning (89) uden at påvirke det sekundære formål med denne forordning, idet det bemærkes, at den nævnte forordnings artikel 13 giver det transporterende luftfartsselskab, der har udbetalt kompensation til en passager i henhold til denne forordning, mulighed for at rejse erstatningskrav i overensstemmelse med den nationale lovgivning over for enhver person, der har været årsag til, at dette luftfartsselskab ikke overholdt sine forpligtelser (90).
76. Jeg vil endvidere nævne, at et krav om kompensation i henhold til artikel 7 i forordning nr. 261/2004 i modsætning til de vanskeligheder, der er forbundet med et krav om refusion af en flybillet i henhold til artikel 8 i denne forordning, hvor det transporterende luftfartsselskab kan have vanskeligt ved at fastlægge flybillettens pris, når denne indgår som en del af en pakkerejse, der er solgt af en tredjemand (91), under de samme salgsbetingelser i praksis ikke giver anledning til sådanne beregningsproblemer, fordi det beløb, der i denne forbindelse skal betales til passageren, er et fast beløb, som opgøres på grundlag af ensartede kriterier, der fremgår af denne sidstnævnte artikel (92).
77. Endelig præciserer jeg, at jeg ikke er enig i det af den tjekkiske regering anførte synspunkt om, at et bekræftende svar på det tredje præjudicielle spørgsmål skal begrænses til de tilfælde, hvor forsinkelsen kan tilregnes det transporterende luftfartsselskab (93), med den begrundelse, at dette luftfartsselskab skal have mulighed for at frigøre sig for sit ansvar, såfremt det godtgør, at der forelå omstændigheder, som det ikke har haft nogen indflydelse på (94). Jeg er af den opfattelse, at kernen i dette spørgsmål er at afgøre, om det er muligt for en passager at anlægge sag med påstand om kompensation mod et sådant luftfartsselskab, og ikke at fastlægge, under hvilke betingelser det er muligt at frigøre sig fra den forpligtelse til at yde kompensation til en passager, som i princippet påhviler dette luftfartsselskab i henhold til forordning nr. 261/2004.
78. Jeg er derfor af den opfattelse, at det tredje spørgsmål skal besvares med, at artikel 6 og 7 i forordning nr. 261/2004 skal fortolkes således, at en passager på en flyvning, der er forsinket med tre timer eller mere, har mulighed for på grundlag af denne forordning at kræve kompensation hos det transporterende luftfartsselskab, selv om disse parter ikke har indgået en aftale, og denne flyvning indgår som en del af en pakke af ydelser, der er omfattet af direktiv 90/314, og som skal leveres i henhold til en aftale, der er indgået mellem denne passager og et rejsebureau.
V. Forslag til afgørelse
79. På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Obvodní soud pro Prahu 8 (distriktsdomstolen i Prag 8, Den Tjekkiske Republik) forelagte præjudicielle spørgsmål som følger:
»1) Artikel 5, nr. 1), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at den omfatter et søgsmål med påstand om kompensation, som en passager har anlagt mod det transporterende luftfartsselskab, selv om disse parter ikke har indgået en aftale, og denne flyvning indgår som en del af en pakke af ydelser, der skal leveres i henhold til en aftale, som er indgået mellem sagsøgeren og en tredjemand.
2) Bestemmelserne i afdeling 4 i kapitel II i forordning nr. 44/2001, der indeholder denne forordnings artikel 15-17, skal fortolkes således, at de ikke finder anvendelse på et sådant søgsmål.
3) Artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 skal fortolkes således, at en passager på en flyvning, der er forsinket med tre timer eller mere, har mulighed for på grundlag af denne forordning at kræve kompensation hos det transporterende luftfartsselskab, selv om disse parter ikke har indgået en aftale, og denne flyvning indgår som en del af en pakke af ydelser, der er omfattet af Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, og som skal leveres i henhold til en aftale, der er indgået mellem denne passager og et rejsebureau.«