Language of document :

Appel iværksat den 20. november 2019 af Forbundsrepublikken Tyskland til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Udvidede Afdeling) den 10. september 2019 i sag T-883/16, Republikken Polen mod Europa-Kommissionen

(Sag C-848/19 P)

Processprog: polsk

Parter

Appellant: Forbundsrepublikken Tyskland (ved J. Möller og D. Klebs, bistået af Rechtsanwalt H. Haller, Rechtsanwalt T. Heitling, Rechtsanwältin L. Reiser og Rechtsanwältin V. Vacha)

De andre parter i appelsagen: Republikken Polen, Europa-Kommissionen, Republikken Letland og Republikken Litauen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Rettens dom af 10. september 2019 i sag T-883/16 ophæves.

Sag T-883/16 hjemvises til Den Europæiske Unions Ret.

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har fremført fem appelanbringender til støtte for appellen.

1. Første appelanbringende: Princippet om energimæssig solidaritet er ikke et retligt kriterium; det medfører ingen handlepligt for de håndhævende myndigheder

Princippet om energimæssig solidaritet som omhandlet i artikel 194 TEUF er som almindeligt vejledende princip et rent politisk begreb og ikke et retligt kriterium.

Der kan ikke ud fra det primærretlige princip om energimæssig solidaritet opstå nogen konkrete rettigheder og pligter for Unionen og/eller for medlemsstaterne. Navnlig følger der af dette abstrakte vejledende princip ingen pligter for de håndhævende myndigheder, såsom eksempelvis kontrolforpligtelser for Europa-Kommissionen i forbindelse med dens beslutningsproces.

Grundet dets abstrakte og ubestemte karakter kan begrebet energimæssig solidaritet ikke gøres til genstand for retlig prøvelse.

2. Andet appelanbringende: Princippet om energimæssig solidaritet kan ikke finde anvendelse i det foreliggende tilfælde

For så vidt angår princippet om energimæssig solidaritet er der tale om en ren krisemekanisme, der udelukkende finder anvendelse i undtagelsestilfælde og kun under snævre betingelser, og som der netop ikke skal tages hensyn til ved enhver afgørelse fra Europa-Kommissionens side.

Forudsætningerne for en anvendelse i forbindelse med den omtvistede afgørelse 2016 C(2016)6950 fra Europa-Kommissionen foreligger ikke.

3. Tredje appelanbringende: Europa-Kommissionen har overholdt princippet om energimæssig solidaritet

For så vidt som princippet om energimæssig solidaritet overhovedet finder anvendelse i forhold til den omtvistede afgørelse 2016 C(2016)6950 fra Europa-Kommissionen (quod non), har Europa-Kommissionen overholdt dette princip i beslutningsprocessen:

Europa-Kommissionen tog i beslutningsprocessen hensyn til indvirkningerne på såvel det polske som det europæiske gasmarked i sin helhed.

Ved vurderingen af betingelserne i artikel 36, stk. 1, litra a), i direktiv 2009/73/EF var det kun overholdelsen af forsyningssikkerheden, der skulle tages hensyn til som udtryk for den energimæssige solidaritet.

Forsyningssikkerheden i Polen var og er ikke truet.

4. Fjerde appelanbringende: Princippet om energimæssig solidaritet skulle ikke udtrykkeligt nævnes i afgørelsen

Det var ikke fornødent udtrykkeligt at nævne alle begrundelser for Europa-Kommissionens afgørelse i den omtvistede afgørelse 2016 C(2016)6950. Der findes ingen proceduremæssige krav til i hvilket omfang EU-forvaltningen skal begrunde sine afgørelser.

Begrundelsen for forvaltningsforanstaltninger skal blot angive det formål, der søges opnået ved foranstaltningen, men behøver ikke nævne samtlige relevante faktiske og retlige momenter.

Lovligheden af Europa-Kommissionens afgørelser kan ikke afhænge af, om bestemte begrebet er omhandlet i afgørelsen.

5. Femte appelanbringende: Den omtvistede afgørelse 2016 C(2016)6950 kan ikke annulleres alene på grund af de angivelige formelle fejl

Selv hvis den omtvistede afgørelse 2016 C(2016)6950 formelt set var retsstridig (quod non), ville dette ikke medføre en annullation af afgørelsen, idet materielt set korrekte afgørelser i henhold til artikel 263, stk. 2, TEUF principielt ikke skal annulleres alene grundet eventuelle formelle fejl.

____________