RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Tredje Afdeling)

27. februar 2014

Sag F-32/13

Robert Walton

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – midlertidigt ansat – udtrædelsespenge – udtrædelse fastsat ved dom af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans – fastlæggelse af udtrædelsesdatoen – materiel retskraft – afgørelser truffet af ansættelsesmyndigheden, der er blevet endelige på grund af manglende anfægtelse – den indledende administrative procedure ikke overholdt – åbenbart afvisningsgrundlag«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Robert Walton i det væsentlige har nedlagt påstand dels om annullation af en skrivelse fra Europa-Kommissionen af 13. april 2012, hvorved ansættelsesmyndigheden tog stilling til hans ansøgning vedrørende den fordring, som han havde på Kommissionen, bl.a. betaling af en af udtrædelsespengenes bestanddele, dels om annullation af afgørelsen af 9. januar 2013, hvorved ansættelsesmyndigheden afslog den klage, som sagsøgeren havde indgivet i denne forbindelse den 17. september 2012.

Udfald:      Sagen afvises. Robert Walton bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

Sammendrag

Retslig procedure – retskraft – rækkevidde

Et søgsmål kan ikke antages til realitetsbehandling som følge af den retskraftvirkning, der knytter sig til en tidligere dom i et søgsmål, der havde samme parter og samme genstand samt hvilede på samme søgsmålsgrund. Ved vurderingen af, om der foreligger en sådan tidligere dom, udgør den retsakt, som påstås annulleret, et vigtigt element, som gør det muligt at karakterisere genstanden for et søgsmål. Den omstændighed, at søgsmål er blevet rettet mod forskellige afgørelser, som administrationen formelt har truffet, er imidlertid ikke tilstrækkelig til at konkludere, at søgsmålene ikke har samme genstand, når disse afgørelser har et i det væsentlige identisk indhold og er baseret på samme begrundelser.

Når en sagsøger som i det foreliggende tilfælde bestrider lovligheden af afgørelser, der er blevet endelige, ville en antagelse af hans søgsmål til realitetsbehandling give ham mulighed for igen at få en søgsmålsret til prøvelse af disse afgørelser og gøre det muligt for ham at anfægte tidligere dommes retskraft for så vidt angår disse afgørelser.

Hvad angår den angivelige tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang i det tilfælde, hvor det blev fastslået, at søgsmålet ikke kunne antages til realitetsbehandling, har de anfægtede afgørelser kun fået endelig karakter som følge af sagsøgerens passivitet, idet denne besluttede ikke at udnytte de administrative eller judicielle retsmidler, der stod til hans rådighed.

(jf. præmis 40, 41, 48 og 49)

Henvisning til:

Domstolen: 19. september 1985, forenede sager 172/83 og 226/83, Hoogovens Groep mod Kommissionen, præmis 9; 27. oktober 1987, forenede sager 146/85 og 431/85, Diezler m.fl. mod CES, præmiss 14-16

Retten i Første Instans: 5. juni 1996, sag T-162/94, NMB Frankrig m.fl. mod Kommissionen, præmis 37 og 38

Personaleretten: 11. juni 2009, sag F-72/08, Ketselidis mod Kommissionen, præmis 33; 25. februar 2014, sag F-118/11, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 54

Den Europæiske Unions Ret: 25. juni 2010, sag T-66/01, Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, præmis 197