Appel iværksat den 16. april 2018 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 5. februar 2018 i sag T-216/15, Dôvera zdravotná poist'ovňa, a.s. mod Europa-Kommissionen

(Sag C-262/18 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved P.J. Loewenthal og F. Tomat, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Dôvera zdravotná poist'ovňa a.s., Den Slovakiske Republik og Union zdravotná poist'ovňa a.s.

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dom afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 5. februar 2018 i sag T-216/15, Dôvera mod Kommissionen, ophæves.

Sagen hjemvises til Retten med henblik på behandling.

Subsidiært gør Domstolen brug af sin beføjelse i henhold til artikel 61, stk. 1, andet punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol til selv at træffe endelig afgørelse i sagen.

Afgørelsen om appelsagens omkostninger udsættes, såfremt Domstolen hjemviser sagen til Retten, eller Dôvera zdravotná poist'ovňa a.s. og Union zdravotná poist'ovňa a.s. tilpligtes at betale sagsomkostningerne, såfremt Domstolen træffer endelig afgørelse i sagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Retten annullerede ved den appellerede dom Kommissionens afgørelse (EU) 2015/248 af 15. oktober 2014 om foranstaltningerne i SA.23008 (2013/C) (ex 2013/NN) gennemført af Den Slovakiske Republik for Spoločná zdravotná poisťovňa, a. s. (SZP) og Všeobecná zdravotná poisťovňa, a. s. (VZP) (EUT 2015, L 41, s. 25).

Kommissionen har til støtte for appellen af den appellerede dom fremsat tre anbringender.

For det første finder Kommissionen, at Retten har tilsidesat sin begrundelsespligt efter artikel 36 og artikel 53, stk. 1, i Statutten for Domstolen. Retten har i den appellerede dom angivet at annullere den anfægtede afgørelse ved at give medhold i sagsøgerens andet anbringende i første instans, nemlig at Kommissionen med urette konkluderede, at den obligatoriske slovakiske sygeforsikringsordning er overvejende solidaritetsbaseret. Den retlige standard, som Retten faktisk anvendte til at annullere denne afgørelse, er imidlertid den standard, som sagsøgeren fremførte under sit første anbringende i første instans, nemlig at den blotte tilstedeværelse af økonomiske særegenheder omdanner bestemmelsen om sygeforsikring til en økonomisk aktivitet. Eftersom den retlige standard i sagsøgerens første og andet anbringende udelukkede hinanden, er Kommissionen ikke i stand til at forstå, på hvilket grundlag den anfægtede afgørelse blev annulleret.

For det andet finder Kommissionen, at Retten begik en retlig fejl ved at fejlfortolke begrebet virksomhed som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Retten stadfæstede i den appellerede dom Kommissionens konklusion om, at den obligatoriske slovakiske sygeforsikringsordning var overvejende solidaritetsbaseret, såvel som denne institutions redegørelse om, at ordningens økonomiske særegenheder blev indført for at sikre, at dens sociale og solidariske formål blev opfyldt. Ikke desto mindre fastslog Retten, at Kommissionen foretog en urigtig vurdering ved at konkludere, at den aktivitet, der i henhold til den obligatoriske slovakiske sygeforsikringsordning udføres af sygeforsikringsselskaber, ikke er af økonomisk karakter. Retten nåede til denne konklusion under henvisning til forsikringsselskabernes evne til at skabe, benytte og fordele dele af deres fortjeneste samt konkurrencen mellem sygeforsikringsselskaberne om kunder og på kvaliteten af ydelserne. Retten fastslog dernæst, at den blotte tilstedeværelse af profitorienterede forsikringsselskaber i Slovakiet har til følge at omdanne SZP og VZP til virksomheder som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Ved at konkludere således tilsidesatte Retten den retspraksis, hvorefter en sygeforsikringsordning, der er overvejende solidaritetsbaseret, og hvis økonomiske særegenheder blev indført for at sikre ordningens kontinuitet og opnåelsen af de sociale og solidariske formål, der understøtter den, er af ikkeøkonomisk karakter, således at de sygeforsikringsudbydere, der opererer inden for rammerne af denne ordning, ikke er virksomheder.

For det tredje finder Kommissionen, at Retten har fordrejet de beviser, som den fik forelagt i første instans, ved at konkludere, at der var »intens og kompleks konkurrence« mellem sygeforsikringsudbydere i Slovakiet, mens sagsakterne kun pegede i retning af en meget begrænset konkurrence på området for levering af vederlagsfri ikkeobligatoriske ydelser.

____________