Language of document : ECLI:EU:C:2009:440

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

E. SHARPSTON

fremsat den 9. juli 2009 1(1)

Sag C-226/08

Stadt Papenburg

mod

Forbundsrepublikken Tyskland

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Oldenburg)

»Bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter – en medlemsstats beslutning om at give sit samtykke til det af Kommissionen udarbejdede udkast til en liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning – interesser, der skal tages i betragtning – berettiget forventning«





1.        Stadt Papenburg er en havneby ved floden Ems i Niedersachsen, Tyskland. Byen er kendt for sit store skibsværft, Meyer-Werft, der blev grundlagt i 1795 og nu er specialiseret i at bygge krydstogtskibe (2).

2.        Hver gang et skib med en stor dybgang skal overføres fra værftet til Nordsøen, skal en særlig opmudring finde sted. Ved Wasser- und Schiffahrtsdirektion Nordwests (sø- og skibsfartsdirektoratet) lokalplanafgørelse af 31. maj 1994 blev der givet Stadt Papenburg, Landkreis Emsland, og Wasser- und Schiffahrtsamt Emden (sø- og skibsfartskontoret) tilladelse til efter behov at opmudre Emsen. Fra naturens hånd er floden kun egnet til skibe med en dybgang på 6,3 meter. Opmudringen skal gøre det muligt at overføre skibe med en dybgang på 7,3 meter til havet.

3.        Denne lokalplanafgørelse erstatter alle nødvendige tilladelser, der kræves i henhold til tysk ret, og kan ikke anfægtes. (3). Det er derfor ikke nødvendigt at indhente yderligere tilladelse eller godkendelse til opmudring i hver enkelt sag.

4.        Dele af floden, der ligger nedstrøms fra Stadt Papenburgs kommunegrænser, blev den 17. februar 2006 af Forbundsrepublikken Tyskland under betegnelsen »nedre Ems og øvre Ems (DE 2507-331)« indberettet til Kommissionen som en mulig lokalitet af fællesskabsbetydning som omhandlet i direktiv 92/43/EØF (herefter »habitatdirektivet«) (4).

5.        Kommissionen optog området i sit udkast til en liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning i det atlantiske område og anmodede i henhold til habitatdirektivets artikel 4, stk. 2, første afsnit, Forbundsrepublikken Tyskland om at give sit samtykke hertil. Tyskland ønsker at give sit samtykke. Stadt Papenburg frygter, at optagelsen af den nedre og øvre Ems på listen over lokaliteter af fællesskabsbetydning fremover vil indebære, at opmudringsforanstaltninger i hvert enkelt tilfælde vil skulle underkastes en forudgående undersøgelse i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 og 4. Udfaldet af en sådan undersøgelse vil være umuligt at forudse, og arbejdsbyrden og omkostningerne vil stige væsentligt.

6.        Den 20. februar 2008 anlagde Stadt Papenburg sag ved Verwaltungsgericht Oldenburg med påstand om, at Forbundsrepublikken Tyskland blev pålagt ikke at give sit samtykke. I forelæggelseskendelsen anmoder Verwaltungsgericht Oldenburg Domstolen om at give retningslinjer angående fortolkningen af habitatdirektivets artikel 2, stk. 3, artikel 4, stk. 2 og artikel 6, stk. 3 og 4 (5).

 Relevante retsforskrifter


 Habitatdirektivet

7.        Tredje betragtning i præamblen til habitatdirektivet er affattet som følger:

»[…] [D]a hovedformålet med dette direktiv er at fremme opretholdelsen af den biologiske diversitet under hensyntagen til økonomiske, sociale, kulturelle og regionale behov, bidrager det til en bæredygtig udvikling, hvilket er det overordnede mål; for at opretholde denne biologiske diversitet er det i visse tilfælde nødvendigt at opretholde eller endog at fremme udfoldelsen af menneskelige aktiviteter.«

8.        Artikel 1 indeholder en række definitioner:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

k)      lokalitet af fællesskabsbetydning: en lokalitet, der i det eller de biogeografiske område(r), som den tilhører, bidrager væsentligt til at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for en af naturtyperne i bilag I eller for en af arterne i bilag II, og som også kan bidrage væsentligt til at sikre sammenhængen i Natura 2000, jf. artikel 3, og/eller som bidrager væsentligt til at opretholde den biologiske diversitet i det eller de pågældende biogeografiske område(r)

[…]

l)      særligt bevaringsområde: et område af fællesskabsbetydning, som medlemsstaterne har udpeget ved en retsakt, en administrativ bestemmelse og/eller en aftale, og hvor der gennemføres de bevaringsforanstaltninger, der er nødvendige for at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for de naturtyper og/eller de arter, for hvilke lokaliteten er udpeget

[…]«

9.        Artikel 2, stk. 3, har følgende ordlyd:

»De foranstaltninger, der træffes efter dette direktiv, tager hensyn til de økonomiske, sociale og kulturelle behov og til regionale og lokale særpræg.«

10.      Artikel 3 bestemmer:

»1.   Der oprettes et sammenhængende europæisk økologisk net af særlige bevaringsområder under betegnelsen Natura 2000. Dette net, der består af lokaliteter, der omfatter de naturtyper, der er nævnt i bilag I, og levesteder for de arter, der er nævnt i bilag II, skal sikre opretholdelse eller i givet fald genopretning af en gunstig bevaringsstatus for de pågældende naturtyper og levestederne for de pågældende arter i deres naturlige udbredelsesområde.

Natura 2000-nettet omfatter ligeledes de særligt beskyttede områder, som medlemsstaterne har udlagt i medfør af direktiv 79/409/EØF.

2.     Hver medlemsstat bidrager til oprettelsen af Natura 2000 i forhold til andelen af naturtyperne og levestederne for arterne efter stk. 1, der er repræsenteret på dens område. I overensstemmelse med artikel 4 udpeger hver stat med henblik herpå lokaliteter som særlige bevaringsområder under hensyn til målene i stk. 1.

[…]«

11.      Artikel 4 har følgende ordlyd:

»1.   På grundlag af kriterierne i bilag III (etape 1) og de relevante videnskabelige oplysninger foreslår hver medlemsstat en liste over lokaliteter, og det oplyses, hvilke naturtyper efter bilag I og hvilke naturligt hjemmehørende arter efter bilag II der findes på disse lokaliteter.

[…]

Listen sendes til Kommissionen inden tre år efter direktivets meddelelse sammen med oplysninger om hver lokalitet.

[…]

2.     På grundlag af kriterierne i bilag III (etape 2) og for hvert af de fem biogeografiske områder, der er nævnt i artikel 1, litra c), nr. iii), og for hele det område, der er nævnt i artikel 2, stk. 1, opstiller Kommissionen i forståelse med hver af medlemsstaterne og på grundlag af medlemsstaternes lister et udkast til en liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning, hvoraf det fremgår, på hvilke lokaliteter der findes en eller flere prioriterede naturtyper, eller hvor der lever en eller flere prioriterede arter.

De medlemsstater, hvis lokaliteter med en eller flere prioriterede naturtyper og en eller flere prioriterede arter i udstrækning udgør mere end 5% af deres område, kan i forståelse med Kommissionen anmode om, at kriterierne i bilag III (etape 2) anvendes mere smidigt ved udvælgelse af alle lokaliteter af fællesskabsbetydning på deres område.

Den liste over lokaliteter, der er udvalgt som lokaliteter af fællesskabsbetydning, og som viser lokaliteter med en eller flere prioriterede naturtyper eller en eller flere prioriterede arter, vedtages af Kommissionen efter fremgangsmåden i artikel 21 [(6)].

[…]

4.     Når en lokalitet af fællesskabsbetydning er udvalgt efter fremgangsmåden i stk. 2, udpeger den pågældende medlemsstat denne lokalitet som særligt bevaringsområde hurtigst muligt og inden for højst seks år, idet prioriteringen fastsættes i lyset af lokaliteternes betydning for opretholdelse eller genopretning af en gunstig bevaringsstatus for en naturtype i bilag I eller en art i bilag II og for sammenhængen i Natura 2000 og i lyset af den fare for forringelse eller ødelæggelse, som lokaliteterne er udsat for.

5.     Så snart en lokalitet er opført på listen i stk. 2, tredje afsnit, er den omfattet af artikel 6, stk. 2, 3 og 4.«

12.      Artikel 6 bestemmer:

»1.   For de særlige bevaringsområder iværksætter medlemsstaterne de nødvendige bevaringsforanstaltninger, hvilket i givet fald kan indebære hensigtsmæssige forvaltningsplaner, som er specifikke for lokaliteterne eller integreret i andre udviklingsplaner, samt de relevante retsakter, administrative bestemmelser eller aftaler, der opfylder de økologiske behov for naturtyperne i bilag I og de arter i bilag II, der findes på lokaliteterne.

2.     Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i de særlige bevaringsområder samt forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget, for så vidt som disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for dette direktivs målsætninger.

3.     Alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, men som i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke en sådan lokalitet væsentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne. På baggrund af konklusionerne af vurderingen af virkningerne på lokaliteten, og med forbehold af stk. 4, giver de kompetente nationale myndigheder først deres tilslutning til en plan eller et projekt, når de har sikret sig, at den/det ikke skader lokalitetens integritet, og når de – hvis det anses for nødvendigt – har hørt offentligheden.

4.     Hvis en plan eller et projekt, på trods af at virkningerne på lokaliteten vurderes negativt, alligevel skal gennemføres af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, fordi der ikke findes nogen alternativ løsning, træffer medlemsstaten alle nødvendige kompensationsforanstaltninger for at sikre, at den globale sammenhæng i Natura 2000 beskyttes. Medlemsstaten underretter Kommissionen om, hvilke kompensationsforanstaltninger der træffes.

Hvis der er tale om en lokalitet med en prioriteret naturtype og/eller en prioriteret art, kan der alene henvises til hensynet til menneskers sundhed og den offentlige sikkerhed eller væsentlige gavnlige virkninger på miljøet, eller, efter udtalelse fra Kommissionen, andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser.«

13.      Bilag III, etape 2, der har overskriften »Vurdering af betydningen for Fællesskabet af de lokaliteter, der er opført på de nationale lister«, har følgende ordlyd:

»1.      Samtlige af medlemsstaterne i etape 1 udpegede lokaliteter, hvor der findes prioriterede naturtyper og/eller prioriterede arter, betragtes som lokaliteter af fællesskabsbetydning.

2.      Ved vurderingen af betydningen for Fællesskabet af de øvrige lokaliteter på de nationale lister, dvs. af, hvorvidt de bidrager til at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for en naturtype i bilag I eller en art i bilag II og/eller til sammenhængen i Natura 2000, tages der hensyn til følgende kriterier:

a)      lokalitetens relative værdi på nationalt plan

b)      lokalitetens geografiske placering i forhold til migrationsvejene for arter i bilag II samt til dens eventuelle tilhørsforhold til et sammenhængende økosystem, der er beliggende på begge sider af en eller flere af Fællesskabets indre grænser

c)      lokalitetens samlede areal

d)      antallet af naturtyper i bilag I og arter i bilag II, der findes på lokaliteten

e)      lokalitetens samlede økologiske værdi for de pågældende biogeografiske områder og/eller for hele det i artikel 2 nævnte område både for så vidt angår det karakteristiske eller unikke aspekt af elementerne heri og deres sammensætning.«

 Den tyske grundlov

14.      Artikel 28, stk. 2, i Grundgesetz (herefter »GG«) er affattes således (7):

»2.   Inden for de i loven fastsatte rammer skal kommunerne sikres retten til på eget ansvar at regulere samtlige lokale forhold. Inden for rammerne af deres lovbestemte opgaver og inden for de i loven fastsatte rammer skal sammenslutninger af kommuner ligeledes have ret til selvforvaltning. Garantien for selvforvaltning omfatter også grundlagene for den økonomiske selvforvaltning; disse grundlag omfatter kommunernes ret til opkræve skatter, der er baseret på økonomisk formåen og ret til at fastsætte de satser, der skal gælde.«

15.      Ifølge den forelæggende rets fortolkning omfatter den kommunale ret til selvstyre, sikret ved denne bestemmelse, ligeledes, at kommunerne har krav på, at der tages hensyn til deres interesser, når foranstaltninger uden for deres område har varig indvirkning på udviklingen i kommunen eller varigt opstiller hindringer for en tilstrækkelig konkret og fast kommunalplan. Dette gælder også i forhold til foranstaltninger uden for kommunen, i det omfang det er åbenbart, at kommunen på trods af den geografiske afstand er særligt berørt.

 Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

16.      Ved den forelæggende ret har Stadt Papenburg gjort gældende, at byens ret til selvstyre, der er sikret ved artikel 28, stk. 2, i GG, vil blive tilsidesat, såfremt Tyskland i henhold til habitatdirektivets artikel 4, stk. 2, første afsnit, meddeler samtykke til den liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning i det atlantiske område, som Kommissionen har udarbejdet.

17.      Stadt Papenburg har anført, at som havne- og værftsby er byens planlægning og investeringer samt økonomiske udvikling afhængig af, at det sikres, at Emsen stadig kan besejles med store havgående skibe.

18.      Forbundsrepublikken Tyskland har nedlagt påstand om, at sagen afvises. Forbundsrepublikken er af den opfattelse, at fællesskabsretten ville blive tilsidesat, hvis der ved afgørelsen af, om der skal gives samtykke til et udkast til en liste over lokaliteter med fællesskabsbetydning, skulle tage hensyn til de interesser, som sagsøgeren har gjort gældende. En medlemsstat kan i henhold til habitatdirektivets artikel 4, stk. 2, første afsnit, kun træffe afgørelse om at give samtykke på grundlag af naturbeskyttelsesmæssige kriterier. Subsidiært har Forbundsrepublikken gjort gældende, at selv hvis habitatdirektivet skulle tillade hensyntagen til kommunale interesser, ville sagsøgeren selv efter vedtagelsen af listen kunne gøre denne manglende hensyntagen gældende for domstolene. Der er derfor ikke noget behov for et »præventivt« forbud mod, at forbundsregeringen giver sit samtykke til udkastet til liste.

19.      Verwaltungsgericht Oldenburg har ved kendelse af 31. marts 2008 imødekommet Stadt Papenburgs begæring om foreløbige forholdsregler. Indtil der afsiges dom i sagen, er Forbundsrepublikken Tyskland således pålagt ikke at give sit samtykke.

20.      Verwaltungsgericht Oldenburg har besluttet at udsætte sagen og forelægge følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:

»1)      Åbner [habitatsdirektivets] artikel 4, stk. 2, første afsnit, mulighed for, at en medlemsstat i forhold til en eller flere lokaliteter nægter at give sit samtykke til det af Kommissionen udarbejdede udkast til en liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning, hvis dette sker af andre grunde end naturbeskyttelse?

2)      Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende: Omfatter disse grunde også kommuners eller kommunesammenslutningers interesser, navnlig disses planlægning, hensigter om planlægning og andre interesser med henblik på den videre udvikling af deres eget område?

3)      Hvis spørgsmål 1 og 2 besvares bekræftende: Kræves det i henhold til tredje betragtning til direktiv 92/43/EØF, direktivets artikel 2, stk. 3, eller andre fællesskabsretlige bestemmelser, at medlemsstaterne og Kommissionen tager hensyn til sådanne grunde i forbindelse med samtykke til og opstillingen af listen over lokaliteter af fællesskabsbetydning?

4)      Hvis spørgsmål 3 besvares bekræftende: Vil en kommune, der berøres af optagelsen af en bestemt lokalitet på listen, efter den endelige vedtagelse af listen – ud fra et fællesskabsretligt synspunkt – under en retssag kunne gøre gældende, at listen er i strid med fællesskabsretten, fordi der ikke er taget hensyn til eller ikke er taget tilstrækkeligt hensyn til dens interesser?

5)      Skal løbende foranstaltninger til vedligeholdelse af sejlrenden i flodmundinger, som der i henhold til national ret allerede var givet endelig tilladelse til inden udløbet af fristen for gennemførelsen af direktiv 92/43/EØF, underkastes en vurdering af virkningerne på lokaliteten i henhold til direktivets artikel 6, stk. 3 og 4, hvis foranstaltningerne fortsætter efter områdets optagelse på listen over lokaliteter af fællesskabsbetydning?«

21.      Stadt Papenburg og Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

22.      Der blev afholdt retsmøde den 26. marts 2009, hvor Stadt Papenburg, Forbundsrepublikken Tyskland og Kommissionen afgav mundtlige indlæg.

 Gennemgang

 Første spørgsmål

23.      Habitatdirektivets artikel 4 foreskriver proceduren for udlægning af naturlokaliteter som særligt bevaringsområde. Proceduren er inddelt i flere etaper med dertil hørende retsvirkninger, som specielt skal muliggøre realiseringen af »Natura 2000«-nettet som fastsat i samme direktivs artikel 3, stk. 2 (8).

24.      I procedurens etape 1 skal hver medlemsstat, på grundlag af kriterierne i bilag III og de relevante videnskabelige oplysninger, foreslå og til Kommissionen fremsende en liste over lokaliteter, hvori det oplyses, hvilke naturtyper efter bilag I og hvilke naturligt hjemmehørende arter efter bilag II der findes på disse lokaliteter (artikel 4, stk. 1). I etape 2 opstiller Kommissionen, på grundlag af kriterierne i bilag III og i forståelse med hver af medlemsstaterne og på grundlag af medlemsstaternes lister, et udkast til en liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning. Den liste over lokaliteter, der er udvalgt som lokaliteter af fællesskabsbetydning, og som viser lokaliteter med en eller flere prioriterede naturtyper eller en eller flere prioriterede arter, vedtages af Kommissionen (artikel 4, stk. 2). Når en lokalitet af fællesskabsbetydning er udvalgt, udpeger den pågældende medlemsstat denne lokalitet som særligt bevaringsområde (artikel 4, stk. 4). Så snart en lokalitet af fællesskabsbetydning er opført på listen vedtaget af Kommissionen i henhold til artikel 4, stk. 2, tredje afsnit, er den omfattet af artikel 6, stk. 2-4 (artikel 4, stk. 5).

25.      Med det første spørgsmål ønskes oplyst, hvorvidt Tyskland i procedurens etape 2 af andre grunde end naturbeskyttelse kan nægte at give sit samtykke til det af Kommissionen udarbejdede udkast til en liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning.

26.      I First Corporate Shipping-dommen (9) blev Domstolen anmodet om at udtale sig om, hvorvidt en medlemsstat, når den træffer afgørelse om, hvilke lokaliteter den vil foreslå Kommissionen under etape 1, kan eller skal tage hensyn til økonomiske, sociale og kulturelle behov og til regionale og lokale særpræg. Domstolen bemærkede, at kriteriet hvad angår etape 1 i bilag III er »fastsat udelukkende under hensyn til formålet at bevare naturtyper eller vilde dyr og planter efter bilag I eller bilag II. Det følger heraf, at habitatdirektivets artikel 4, stk. 1, som sådan ikke foreskriver, at der ved valget og afgrænsningen af lokaliteter, som skal foreslås Kommissionen som lokaliteter, der kan udpeges som lokaliteter af fællesskabsbetydning, skal tages andre hensyn i betragtning end dem, der vedrører bevarelse af naturtyper samt vilde dyr og planter« (10).

27.      Domstolen fastslog endvidere, at for at kunne opstille et udkast til en liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning med henblik på at oprette et sammenhængende europæisk økologisk net af særlige bevaringsområder, skal Kommissionen råde over »en udtømmende oversigt over valgte lokaliteter, der på nationalt niveau har en relevant økologisk interesse med hensyn til det formål, som tilsigtes ved habitatdirektivet, nemlig bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter. Derfor blev den nævnte oversigt oprettet på grundlag af kriterierne, der er fastsat i direktivets bilag III (etape 1)«. Domstolen understregede, at det kun på denne måde »er muligt at realisere formålet, der tilsigtes ved habitatdirektivets artikel 3, stk. 1, første afsnit – opretholdelsen eller genopretningen af en gunstig bevaringsstatus for de pågældende naturtyper og levesteder for de pågældende arter i deres naturlige udbredelsesområde – for så vidt angår områder, der er beliggende på begge sider af en eller flere af Fællesskabets indre grænser«. Når en medlemsstat udarbejder den nationale lokalitetsliste, er den ikke i stand til at have et præcist og detaljeret kendskab til lokalitetssituationen i de andre medlemsstater. Derfor kan den ikke »på egen hånd – heller ikke under henvisning til de økonomiske, sociale og kulturelle behov eller regionale og lokale særpræg – udelukke lokaliteter, der på nationalt niveau har en relevant økologisk interesse set ud fra bevaringsformålet uden at bringe virkeliggørelsen af dette formål i fare på fællesskabsniveau«. Såfremt medlemsstaterne havde ret hertil, »kunne Kommissionen ikke være sikker på, at den havde en udtømmende oversigt over lokaliteter, der kan udpeges som særlige bevaringsområder, til rådighed, og man ville risikere ikke at opnå det formål, som de var oprettet med henblik på, nemlig et sammenhængende europæisk økologisk net« (11).

28.      Domstolen konkluderede derfor, at »levestedsdirektivets artikel 4, stk. 1, skal fortolkes således, at en medlemsstat ved valget og afgrænsningen af lokaliteter, som den skal foreslå Kommissionen som lokaliteter, der kan udpeges som lokaliteter af fællesskabsbetydning, ikke må tage hensyn til økonomiske, sociale og kulturelle behov og til regionale og lokale særpræg som nævnt i direktivets artikel 2, stk. 3« (12).

29.      Finder det samme ræsonnement anvendelse i procedurens etape 2?

30.      I sit forslag til afgørelse i First Corporate Shipping-sagen fandt generaladvokat Léger, at »det under den anden etape, hvor medlemsstaterne og Kommissionen samarbejder om udvælgelsen af lokaliteter af fællesskabsbetydning, [ikke] er udelukket, at økonomiske og sociale behov kan begrunde, at en lokalitet med naturtyper omfattet af bilag I eller naturligt hjemmehørende arter omfattet af bilag II ikke vælges som en lokalitet af fællesskabsbetydning og følgelig ikke udpeges til et SBVO [dvs. særligt bevaringsområde]« (13).

31.      I modsætning til Stadt Papenburg mener jeg ikke, at First Corporate Shipping-dommen er udtryk for dette synspunkt (14). Under alle omstændigheder er spørgsmålet stadig, om det, som Domstolen fastslog hvad angår etape 1, ligeledes gælder i etape 2.

32.      Det mener jeg, at det gør.

33.      Hvad angår procedurens etape 2 bestemmer habitatdirektivets artikel 4, stk. 2, at Kommissionen, i forståelse med hver af medlemsstaterne, opstiller et udkast til en liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning på grundlag af kriterierne i bilag III (etape 2). De vurderingskriterier, der er fastsat for etape 2, er, i lighed med kriterierne for etape 1, udelukkende fastsat under hensyn til formålet om at bevare naturtyper eller vilde dyr og planter efter bilag I eller bilag II (15). Den eneste undtagelse, habitatdirektivet indeholder, er, at de medlemsstater, hvis lokaliteter med en eller flere prioriterede naturtyper og en eller flere prioriterede arter i udstrækning udgør mere end 5% af deres område, i forståelse med Kommissionen kan anmode om, at kriterierne i bilag III (etape 2) anvendes mere smidigt ved udvælgelse af alle lokaliteter af fællesskabsbetydning på deres område (artikel 4, stk. 2, andet afsnit). Den undtagelse er ikke påberåbt her. Selv om en medlemsstat er omfattet af denne kategori, fastsætter habitatdirektivet ikke andre kriterier (af økonomisk og social karakter), der skal anvendes i forbindelse med denne etape. Direktivet bestemmer blot, at det rent økologiske kriterium i bilag III anvendes mere smidigt.

34.      Der kan ligeledes drages en parallel til direktiv 79/409/EØF (det såkaldte »fugledirektiv«) (16). Direktivets artikel 4, stk. 1 og 2, kræver, at medlemsstaterne træffer særlige beskyttelsesforanstaltninger for visse arter, og udlægger som særligt beskyttede områder navnlig sådanne områder, som er bedst egnede til beskyttelse af disse arter. I henhold til habitatdirektivets artikel 3, stk. 1, oprettes der et sammenhængende europæisk økologisk net af særlige bevaringsområder under betegnelsen Natura 2000, der skal omfatte særligt beskyttede områder, som klassificeret af medlemsstaterne i henhold til fugledirektivet. Der er derfor en tæt forbindelse mellem de to direktiver (17).

35.      I dommen i Royal Society for the Protection of Birds-sagen (18) blev Domstolen anmodet om at udtale sig om, hvorvidt disse bestemmelser skal fortolkes således, at en medlemsstat ved valget af et særligt beskyttet område og afgrænsningen heraf er berettiget til at tage hensyn til økonomiske krav, for så vidt som de er udtryk for bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser som dem, der henvises til i habitatdirektivets artikel 6, stk. 4. Domstolen fastslog, at de bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, der efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 4, kan begrunde en plan eller et projekt, der kan påvirke et SBO væsentligt, eventuelt vil kunne omfatte hensyn af social eller økonomisk art. Domstolen fastslog imidlertid, at selv om der ved habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 og 4, i det omfang disse stykker ændrer fugledirektivets artikel 4, stk. 4, første punktum, er indført en procedure, hvorved medlemsstaterne af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser på visse betingelser kan vedtage planer eller projekter, der griber ind i et særligt beskyttet område, og således i realiteten omgør en afgørelse om et områdes udlægning hertil gennem en formindskelse af dets areal, er der ikke herved indført ændringer for så vidt angår det i fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2, omhandlede indledende stadium i en procedure med henblik på et områdes udlægning til et særligt beskyttet område. Heraf følger, at udlægningen af lokaliteter til særligt beskyttet område, også efter habitatdirektivets bestemmelser, altid skal ske på grundlag af de kriterier, der kan påberåbes i henhold til fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2, og at økonomiske grunde forstået som bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, der gør det muligt at dispensere fra pligten til at udlægge en lokalitet på grundlag af miljøkriterier, ikke tillægges vægt på dette stadium (19).

36.      Såvel habitatdirektivet som fugledirektivet henhører under den ordning, der er indført med det formål at bidrage til oprettelsen af Natura 2000. Efter min opfattelse vil det både være i uoverensstemmelse med og stride imod habitatdirektivets formål at give medlemsstaterne ret til at påberåbe sig økonomiske kriterier som begrundelse for at nægte at give deres samtykke til udkastet til en liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning i henhold til habitatdirektivet, når Domstolen har gjort det klart, at sådanne kriterier ikke kan sidestilles, når der vælges områder i henhold til fugledirektivets artikel 4, stk. 1, og 2, som ændret ved habitatdirektivet.

37.      Som Domstolen fastslog i Royal Society for the Protection of Birds-dommen, kan sådanne interesser tages i betragtning senere inden for rammerne af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 og 4 (20). Habitatdirektivets artikel 2, stk. 3, er netop udtryk for dette, idet det fremgår heraf, at foranstaltninger, der træffes efter det pågældende direktiv, tager hensyn til de økonomiske, sociale og kulturelle behov og til regionale og lokale særpræg.

38.      Som Kommissionen imidlertid med rette har påpeget, udgør artikel 2, stk. 3, ikke en almindelig undtagelse fra habitatdirektivets bestemmelser. En lignende formulering findes i fugledirektivets artikel 2 (21). Domstolen har fastslået, at den pågældende bestemmelse ikke indeholder nogen selvstændig fravigelse af den generelle beskyttelsesordning i fugledirektivet, men ikke desto mindre viser, at der til grund for direktivet ligger overvejelser vedrørende både nødvendigheden af en effektiv beskyttelse af fugle og vedrørende økonomien (22). Efter min opfattelse finder den udtalelse tilsvarende anvendelse på habitatdirektivets artikel 2, stk. 3.

39.      Den bestemmelse i habitatdirektivet, der i det væsentlige gør det muligt at tage hensyn til økonomiske interesser, er derfor artikel 6, stk. 4.

40.      Habitatdirektivets artikel 6 forpligter medlemsstaterne til at iværksætte de nødvendige bevaringsforanstaltninger for de særlige bevaringsområder (artikel 6, stk. 1) for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i de særlige bevaringsområder samt forstyrrelser af de opregnede arter (artikel 6, stk. 2) og at underkaste »alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, men som i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke en sådan lokalitet væsentligt«, en forudgående vurdering med hensyn til deres virkninger på lokaliteten (artikel 6, stk. 3). Artikel 6, stk. 4, giver medlemsstaterne en (begrænset) mulighed for at tilsidesætte en negativ vurdering og tillade, at en plan eller et projekt alligevel gennemføres af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art. Medlemsstaten er imidlertid da forpligtet til at træffe alle nødvendige kompensationsforanstaltninger for at sikre, at den globale sammenhæng i Natura 2000 beskyttes, og skal underrette Kommissionen om disse foranstaltninger (23).

41.      Habitatdirektivets artikel 6, stk. 4, foreskriver derfor udtrykkeligt et led i proceduren, hvor økonomiske interesser kan tages i betragtning. For ikke at bringe habitatdirektivets formål i fare, er det efter min opfattelse vigtigt, at der ved udvælgelsen af lokaliteter af fællesskabsbetydning udelukkende tages hensyn til kriterier om naturbeskyttelse. Først når listen over lokaliteter af fællesskabsbetydning er udarbejdet i overensstemmelse med disse kriterier, kan der tages hensyn til økonomiske interesser som de i hovedsagen nævnte. Undtagelsesvis kan disse bevirke, at en plan eller et projekt, der eventuelt kan få negative virkninger på lokaliteten, alligevel tillades gennemført.

42.      Jeg konkluderer derfor, at habitatdirektivets artikel 4, stk. 2, første afsnit, ikke giver en medlemsstat ret til at nægte at give sit samtykke til Kommissionens udkast til en liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning, hvis dette sker af andre grunde end naturbeskyttelse.

43.      Den nationale rets andet, tredje og fjerde spørgsmål forudsætter alle et bekræftende svar på det første spørgsmål. Henset til den ovenfor foreslåede besvarelse af det første spørgsmål, er det ufornødent at besvare det andet, tredje og fjerde spørgsmål.

 Femte spørgsmål

44.      Med sit femte spørgsmål ønsker den nationale ret oplyst, om løbende foranstaltninger til vedligeholdelse af sejlrenden i flodmundinger, der i henhold til national ret allerede var givet endelig tilladelse til inden udløbet af fristen for gennemførelsen af habitatdirektivet (24), skal underkastes en vurdering af virkningerne på lokaliteten i henhold til direktivets artikel 6, stk. 3 og 4, hvis foranstaltningerne fortsætter efter områdets optagelse på listen over lokaliteter af fællesskabsbetydning.

45.      Besvarelsen af dette spørgsmål afhænger af, om den pågældende opmudring i hovedsagen udgør »planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, men som [...] kan påvirke en sådan lokalitet væsentligt«. To sager kan give nyttig vejledning herom.

46.      I sagen Waddenvereniging og Vogelbeschermingsvereniging (25) blev Domstolen anmodet om at udtale sig om, hvorvidt mekanisk optagning af hjertemuslinger, som havde været udøvet i mange år, men hvortil der blev givet tilladelse til hvert år for en begrænset periode (hvorved der hver gang på ny tages stilling dels til muligheden for at udøve denne aktivitet, dels til den lokalitet, hvor aktiviteten kan udøves), var omfattet af begrebet »plan eller projekt« i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. Idet habitatdirektivet ikke definerer udtrykkene »plan« eller »projekt«, henviste Domstolen til definitionen af »projekt« i artikel 1, stk. 2, i direktivet om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (26) og fastslog, at mekanisk optagning af hjertemuslinger var omfattet heraf. Domstolen fandt, at definitionen af »projekt« i direktivet om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet var relevant med henblik på at definere begrebet »plan eller projekt« i habitatdirektivet, eftersom disse direktiver tilsigter at undgå, at aktiviteter, der kan skade miljøet, tillades uden forudgående vurdering af deres indvirkninger herpå. En aktivitet som mekanisk optagning af hjertemuslinger var derfor omfattet af begrebet »plan eller projekt« i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3.

47.      Domstolen fastslog dernæst, at den omstændighed, at den pågældende aktivitet havde været udøvet periodisk i mange år på den omhandlede lokalitet, og at udøvelsen heraf krævede, at der hvert år blev opnået en tilladelse, som hver gang forudsatte en fornyet vurdering dels af muligheden for at udøve denne aktivitet, dels af den lokalitet, hvor aktiviteten kunne udøves, ikke i sig selv udgjorde en hindring for, at aktiviteten ved hver anmodning kunne anses for at være en særskilt plan eller et særskilt projekt i habitatdirektivets forstand (27).

48.      I en overtrædelsesprocedure mod Irland gjorde Kommissionen gældende, at Irland i strid med bestemmelserne i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 og 4, havde iværksat et afvandingsprojekt, der kunne have væsentlige virkninger for Glen Lough SPA, uden først at have udført en vurdering af dette projekt, og uden at have fulgt en hensigtsmæssig beslutningsprocedure (28). I sit forslag til afgørelse i den pågældende sag har generaladvokat Kokott påpeget, at for at definere begrebet »projekt« har Domstolen allerede støttet sig på definitionen i artikel 1, stk. 2, i direktivet om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet i dommen i sagen Waddenvereniging og Vogelbeschermingsvereniging (29). Generaladvokaten var følgelig af den opfattelse, at vedligeholdelsesforanstaltninger også kan udgøre et indgreb i det naturlige miljø eller i landskaber, især når de medfører forringelse af et levested, som er bedst egnet til beskyttelse af fugle (30). Domstolen fulgte dette synspunkt (31).

49.      I lyset af disse afgørelser er det efter min opfattelse klart, at den pågældende opmudring i hovedsagen er omfattet af definitionen af begrebet »plan eller projekt« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. Hvad angår definitionen af anvendelsesområdet af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, synes Domstolens holdning at være, at der skal anvendes en bred fortolkning (32).

50.      Af forelæggelseskendelsen fremgår det imidlertid, at de lokale myndigheder allerede havde givet endelig tilladelse til opmudringen inden udløbet af fristen for gennemførelsen af habitatdirektivet, og at det ikke for fremtiden var nødvendigt at indhente tilladelser. Betyder dette, at samtlige opmudringer i Emsen (såvel allerede foretagne som fremtidige) skal betragtes som en samlet »plan« eller et samlet »projekt«, der blev givet endelig tilladelse til inden udløbet af fristen for gennemførelse af habitatdirektivet, og som derfor ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 6, stk. 3?

51.      Det er klart, at habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 og 4, logisk set ikke kan anvendes med tilbagevirkende kraft. Hvad angår den opmudring, der allerede er blevet givet tilladelse til og gennemført inden udløbet af fristen for gennemførelse af habitatdirektivet, kan der derfor ikke have været krævet nogen forudgående vurdering (33).

52.      Som jeg imidlertid foreslog i mit forslag til afgørelse i sagen Valloni e steppe pedegarganiche-sagen ser det ud til, at »hvis og i det omfang der er flere projekter eller flere faser i det samme samlede projekt, som kan adskilles fra tidligere faser, uden at dette ville virke mærkværdigt, vil disse [...] være underlagt forpligtelsen i artikel 6, stk. 3. Disse projekter eller faser vil også (i hvert fald i princippet) være omfattet af muligheden i artikel 6, stk. 4, for at tilsidesætte en negativ vurdering« (34).

53.      Jeg er følgelig af den opfattelse, at enhver yderligere opmudring eller vedligeholdelse på Ems-floden skal underkastes en forudgående vurdering efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3.

54.      I sit forslag til afgørelse i Waddenvereniging og Vogelbeschermingsvereniging-sagen påpegede generaladvokat Kokott, at for på effektiv vis at forhindre en utilsigtet beskadigelse af Natura 2000-lokaliteter er det en forudsætning, at om muligt alle potentielt skadelige foranstaltninger vurderes i henhold til proceduren i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, og at begreberne »plan« og »projekt« derfor skal fortolkes vidt. Generaladvokaten tog hensyn til den omstændighed, at der allerede igennem mange år har været drevet hjertemuslingefiskeri i den foreliggende form, men fandt, at hverken begrebet »plan« eller begrebet »projekt« udelukkede, at udøvelsen af en jævnligt tilbagevendende foranstaltning hver gang skal anses for at udgøre en selvstændig plan eller et selvstændigt projekt. Generaladvokat Kokott bemærkede, at netop fordi de pågældende foranstaltninger gentages, fører denne fortolkning af begreberne »plan« og »projekt« ikke til urimelige byrder. I det omfang virkningerne forbliver de samme fra år til år, kan det på næste undersøgelsestrin under henvisning til undersøgelserne i de foregående år let konstateres, at der ikke forventes nogen væsentlige forstyrrelser. Hvis det derimod på grund af ændrede forhold ikke er muligt at foretage en sådan henvisning, kan det ikke udelukkes, men er derimod rimeligt, at der skal gennemføres nye og mere omfattende undersøgelser (35).

55.      Denne fremgangsmåde er fornuftig.

56.      Det skal tilføjes, at efter min opfattelse skal definitionen af »plan eller projekt« i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, have karakter af en selvstændig fællesskabsdefinition. Definitionen kan ikke afhænge af karakteren af den afgørelse, der godkender en national aktivitet i henhold til national ret uden at bringe det pågældende direktivs formål i fare. Lad os f.eks. antage, at en medlemsstat, længe inden udløbet af fristen for gennemførelse af habitatdirektivet, har truffet en endelig afgørelse om at tillade dets borgere frit at skyde ulve (36). En sådan generel tilladelse til at skyde ulve ville ikke være fritaget for undersøgelse efter habitatdirektivet, blot fordi den nationale afgørelse var endelig.

57.      Kommissionen har gjort gældende, at beskyttelsen af den berettigede forventning og velerhvervede rettigheder udelukker anvendelsen af procedureregler på tilfælde, der allerede er blevet godkendt, og at Stadt Papenburg og Meyer-Werft har en berettiget forventning hvad angår sejlbarheden på Emsen. Kommissionen konkluderer derfor, at der ikke kan foretages forudgående vurderinger efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, i forbindelse med den opmudring, der er omfattet af den oprindelige tilladelse, som blev givet i henhold til tysk forvaltningsret. Kommissionen er af den opfattelse, at habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, der kræver, at medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at undgå forringelse af levestederne i de særlige bevaringsområder samt forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget, yder en passende miljøbeskyttelse.

58.      Tilsvarende henholder Stadt Papenburg sig til dommen i sagen Kühne & Heitz (37), hvori Domstolen har fastslået, at det (under særlige omstændigheder) (38) påhviler et forvaltningsorgan, der er forelagt en anmodning om en sådan vurdering, i henhold til samarbejdsprincippet i artikel 10 EF at genoptage en endelig afgørelse med henblik på at tage hensyn til den fortolkning af den relevante fællesskabsbestemmelse, som Domstolen i mellemtiden har foretaget.

59.      Efter min opfattelse synes det ikke at være den rette fremgangsmåde.

60.      I den foreliggende sag er der ikke tale om, at det forvaltningsorgan, der traf afgørelsen om at tillade opmudring, skal genoptage denne afgørelse. Der er snarere tale om, hvorvidt en fællesskabsretsakt – i dette tilfælde et direktiv – kan ændre en retsstilling fastlagt ved en afgørelse i henhold til national ret, der var truffet inden udløbet af fristen for at gennemføre direktivet, og som stadig har retsvirkninger.

61.      Som Domstolen understregede i dommen i sagen VEMW m.fl., hører princippet om beskyttelse af den berettigede forventning utvivlsomt til fællesskabsrettens grundlæggende principper, og enhver erhvervsdrivende, som en institution har givet anledning til at nære begrundede forventninger, kan påberåbe sig dette princip (39). I den foreliggende sag har fællesskabsinstitutionerne imidlertid på ingen måde antydet, at de retsregler, der var gældende før vedtagelsen af habitatdirektivet, skulle være gældende på ubestemt tid.

62.      Det er korrekt, at de tyske lokale myndigheder ganske vist vedtog en foranstaltning, der tillod fremtidig opmudring i Emsen. Den pågældende beslutning blev imidlertid truffet den 31. maj 1994 (40), lidt mere end to år efter vedtagelsen af habitatdirektivet (den 21.5.1992), men ti dage inden udløbet af fristen for gennemførelsen af direktivet (den 10.6.1994) (41). Domstolen har gjort det klart, at når forudseende og påpasselige erhvervsdrivende kan påregne gennemførelsen af en fællesskabsforanstaltning, der kan påvirke deres interesser, kan de imidlertid ikke påberåbe sig beskyttelsen af den berettigede forventning, når foranstaltningen gennemføres. I den foreliggende sag er den pågældende foranstaltning allerede gennemført. Endvidere kan en medlemsstat ikke binde Fællesskabet således, at det ikke kan iværksætte eller fortsætte sin miljøpolitik og sin opgave, der fremgår af artikel 2 EF, med at fremme et højt niveau for miljøbeskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten (42).

63.      Retssikkerhedsprincippet kræver navnlig, at retsregler, som har bebyrdende retsvirkninger for borgerne, skal være klare og præcise og deres anvendelse forudsigelig for borgerne. Enkeltpersoner kan imidlertid ikke nære en berettiget forventning om, at der slet ikke vil blive foretaget lovændringer, men kan alene anfægte de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af en sådan ændring. Heller ikke retssikkerhedsprincippet indebærer noget krav om, at der ikke foretages lovændringer. Det kræver snarere, at lovgiver tager hensyn til særlige situationer for virksomhederne, og i givet fald tilpasser anvendelsen af de nye retsregler herefter (43).

64.      Ifølge fast retspraksis finder en ny regel, såfremt der ikke er vedtaget overgangsforanstaltninger, endvidere øjeblikkelig anvendelse på de fremtidige virkninger af en situation, der er opstået, mens den gamle regel var gældende (44), og anvendelsesområdet for princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke må udvides i en sådan grad, at princippet generelt forhindrer, at en ny ordning kan finde anvendelse på de fremtidige virkninger af situationer, som er opstået under en tidligere ordning (45).

65.      Jeg har naturligvis forståelse for Papenburgs og byens skibsværfts interesse i, at Emsen skal være sejlbar, således at de skibe, der bygges, kan overføres til havet. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at habitatdirektivet indeholder bestemmelser, der gennem fravigelsen i artikel 6, stk. 4, gør det muligt at tage hensyn til særlige situationer i byer som Papenburg (46).

66.      Stadt Papenburg og byens skibsværfts interesser kan således beskyttes uden at fortolke habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, for restriktivt og uden at risikere, at direktivets naturbeskyttelsesformål bringes i fare.

67.      Såfremt opmudring af Emsen indebærer de samme handlinger, der gentages på samme måde år efter år, kan det med rimelighed antages, at den i artikel 6, stk. 3, indeholdte forudgående vurdering ikke vil være for byrdefuld. Hvis den påkrævede opmudring, i et specifikt tilfælde, overskrider grænserne for disse gentagne handlinger, skal der gennemføres en mere omfattende undersøgelse (47). Hvis opmudringen, på trods af, at virkningerne på lokaliteten vurderes negativt, alligevel skal gennemføres (48), giver artikel 6, stk. 4, Tyskland ret til at tilsidesætte denne forudgående negative vurdering og tillade opmudringen. Tyskland vil da skulle træffe alle nødvendige kompensationsforanstaltninger for at sikre, at den globale sammenhæng i Natura 2000 beskyttes, og skal underrette Kommissionen herom.

68.      Kommissionen er af den opfattelse, at alene artikel 6, stk. 2, skal finde anvendelse. Det skal imidlertid påpeges, at artikel 6, stk. 2 og 3, har forskellige funktioner i habitatdirektivet. Som Domstolen har fastslået i dommen i sagen Waddenvereniging og Vogelbeschermingsvereniging (49), overflødiggør den omstændighed, at der er givet tilladelse til en plan eller et projekt i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, en samtidig anvendelse af den generelle beskyttelsesnorm, der er fastsat i artikel 6, stk. 2. En tilladelse til en plan eller et projekt, der er meddelt i henhold til artikel 6, stk. 3, forudsætter nemlig nødvendigvis, at planen eller projektet er blevet anset for ikke at kunne skade den omhandlede lokalitets integritet og følgelig for heller ikke at kunne forårsage forringelse eller væsentlig forstyrrelse i artikel 6, stk. 2’s forstand.

69.      Domstolen tilføjede imidlertid, at »det kan dog ikke udelukkes, at en sådan plan eller et sådant projekt, selv uden enhver fejl fra de kompetente nationale myndigheders side, senere viser sig at kunne forårsage sådanne forringelser eller forstyrrelser«. Under sådanne omstændigheder gør anvendelsen af artikel 6, stk. 2, det muligt at opfylde hovedmålsætningen om bevaring og beskyttelse af kvaliteten af miljøet, herunder bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (50).

70.      Jeg er følgelig af den opfattelse, at fremtidig opmudring af Emsen skal underkastes en forudgående vurdering i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. Artikel 6, stk. 2, spiller en begrænset rolle, skønt den er både komplementær og i sidste ende vigtig.

71.      Det skal derfor konkluderes, at løbende foranstaltninger til vedligeholdelse af sejlrenden i flodmundinger, der i henhold til national ret allerede var givet endelig tilladelse til inden udløbet af fristen for gennemførelsen af habitatdirektivet, underkastes en vurdering af virkningerne på lokaliteten i henhold til direktivets artikel 6, stk. 3 og 4, hvis foranstaltningerne fortsætter efter områdets optagelse på listen over lokaliteter af fællesskabsbetydning.

 Forslag til afgørelse

72.      På baggrund af det ovenstående mener jeg, at de af Verwaltungsgericht Oldenburg forelagte spørgsmål skal besvares således:

»–      Artikel 4, stk. 2, første afsnit, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter giver ikke en medlemsstat ret til at nægte at give sit samtykke til Kommissionens udkast til en liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning, hvis dette sker af andre grunde end naturbeskyttelse.

–        Løbende foranstaltninger til vedligeholdelse af sejlrenden i flodmundinger, der i henhold til national ret allerede var givet endelig tilladelse til inden udløbet af fristen for gennemførelsen af direktiv 92/43, underkastes en vurdering af virkningerne på lokaliteten i henhold til direktivets artikel 6, stk. 3 og 4, hvis foranstaltningerne fortsætter efter områdets optagelse på listen over lokaliteter af fællesskabsbetydning.«


1 – Originalsprog: engelsk.


2 – Jf. http://www.meyerwerft.de


3 – Jf. § 75, stk. 1, i VwVfG (Verwaltungsverfahrensgesetz – lov om forvaltningsret).


4 – Rådets direktiv 92/43/EØF af 21.5.1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EFT L 206, s. 7.


5 – Vedrørende de forelagte spørgsmål, se punkt 20 nedenfor.


6 – Artikel 21 henviser til en regeludstedende »udvalgsprocedure« i overensstemmelse med artikel 5 og 7 i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28.6.1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen, EFT L 184, s. 23.


7 – Fodnoten vedrører ikke den danske udgave.


8 – Dom af 7.11.2000, sag C-371/98, First Corporate Shipping, Sml. I, s. 9235, præmis 20.


9 – Nævnt ovenfor i fodnote 8.


10 – First Corporate Shipping-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 8, præmis 14-16.


11 – First Corporate Shipping-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 8, præmis 22-24.


12 – First Corporate Shipping-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 8, præmis 25.


13 – Punkt 51 i generaladvokatens forslag til afgørelse.


14 – Stadt Papenburg henviser særligt til dommens præmis 20: »Det skal endvidere bemærkes, at levestedsdirektivets artikel 4 foreskriver en procedure for udlægning af naturlokaliteter som særlige bevaringsområder, der er inddelt i flere faser, og som har bestemte retsvirkninger, og som specielt skal muliggøre realiseringen af det nævnte net »Natura 2000«, som det følger af samme direktivs artikel 3, stk. 2.« Jeg har vanskeligt ved at se, hvorledes den pågældende præmis kan give noget som helst udtryk for generaladvokatens holdning.


15 – Jf. for etape 1 First Corporate Shipping-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 8, præmis 15. Kriterierne for etape 2 opregnes i punkt 13 ovenfor.


16 – Rådets direktiv 79/409/EØF af 2.4.1979 om beskyttelse af vilde fugle, EFT L 103, s. 1.


17 – Jf. ligeledes habitatdirektivets artikel 7, der udgør en forbindelse til fugledirektivet ved at bestemme, at forpligtelserne i habitatdirektivets artikel 6, stk. 2-4, træder i stedet for forpligtelserne i fugledirektivets artikel 4, stk. 4, første punktum, for så vidt angår de områder, der er udlagt som særligt beskyttede efter artikel 4, stk. 1, eller tilsvarende anerkendt efter fugledirektivets artikel 4, stk. 2. Jf. endvidere mit forslag til afgørelse af 3.5.2007, sag C-388/05, Kommissionen mod Italien (Valloni e steppe pedegarganiche), Sml. I, s. 7555, punkt 40.


18 – Dom af 11.7.1996, sag C-44/95, Sml. I, s. 3805.


19 – Dommen i Royal Society for the Protection of Birds-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 18, præmis 38-41.


20 – Dommen i Royal Society for the Protection of Birds-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 18, præmis 41.


21 – »Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger til at opretholde eller tilpasse bestanden af samtlige de i artikel 1 omhandlede arter på et niveau, som især imødekommer økologiske, videnskabelige og kulturelle krav og samtidig tilgodeser økonomiske og rekreative hensyn.«


22 – Dom af 8.7.1987, sag 247/85, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 3029, præmis 8.


23 – Jf. mit forslag til afgørelse i sagen i Valloni e steppe pedegarganiche, nævnt ovenfor i fodnote 17, punkt 44 og 45.


24 – Som nævnt i mit forslag til afgørelse i sagen Valloni e steppe pedegarganiche, nævnt ovenfor i fodnote 17, punkt 16, fodnote 7, er fastsættelsen af datoen ikke så ligetil. Domstolen har nu fastslået, at den 10.6.1994 er den korrekte dato, jf. dom af 13.12.2007, sag C-418/04, Kommissionen mod Irland, Sml. I, s. 10947, præmis 32.


25 – Dom af 7.9.2004, sag C-127/02, Sml. I, s.7405.


26 – Rådets direktiv 85/337/EØF af 27.6.1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, EFT L 175, s. 40. Artikel 1, stk. 2, bestemmer, at »i dette direktiv forstås ved: projekt: – gennemførelse af anlægsarbejder eller andre installationer eller arbejder og – andre indgreb i det naturlige miljø eller i landskaber, herunder sådanne, der tager sigte på udnyttelse af ressourcer i undergrunden«.


27 – Dommen i sagen Waddenvereniging og Vogelbeschermingsvereniging, nævnt ovenfor i fodnote 25, præmis 21-28.


28 – Dommen i sagen Kommissionen mod Irland, nævnt ovenfor i fodnote 24, præmis 248.


29 – Sagen Waddenvereniging og Vogelbeschermingsvereniging, nævnt ovenfor i fodnote 25, punkt 24.


30 – Forslag til afgørelse i sagen Kommissionen mod Irland, nævnt ovenfor i fodnote 24, punkt 175.


31 – Dommen i sagen Kommissionen mod Irland, nævnt ovenfor i fodnote 23, præmis 248-257.


32 – Der kan måske drages en parallel til artikel 28 EF, for hvilken Domstolen på tilsvarende vis anvendte en bred fortolkning. Jf. for et eksempel herpå dom af 4.6.2009, sag C-142/05, Mickelsson og Roos, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis.


33 – Jf. analogt mit forslag til afgørelse i sagen Valloni e steppe pedegarganiche, nævnt ovenfor i fodnote 17, punkt 51.


34 – Nævnt ovenfor i fodnote 17, punkt 52.


35 – Generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i sagen Waddenvereniging og Vogelbeschermingsvereniging, nævnt ovenfor i fodnote 25, punkt 30-38.


36 – Ulvejagt var genstand for dom af 14.4.2007, sag C-342/05, Kommissionen mod Finland, Sml. I, s. 4713.


37 – Dom af 13.1.2004, sag C-453/00, Sml. I, s. 837.


38 – Nemlig »såfremt forvaltningsorganet efter national ret har kompetence til at omgøre afgørelsen; den pågældende afgørelse er blevet endelig som følge af en dom afsagt af en national ret, der traf afgørelse som øverste instans; den nævnte dom i betragtning af en efterfølgende praksis fra Domstolen er baseret på en urigtig fortolkning af fællesskabsretten, der blev foretaget, uden at Domstolen var blevet forelagt en præjudiciel anmodning i medfør af artikel 234, stk. 3, EF; og den berørte part ufortøvet efter at have fået kendskab til denne praksis har rettet henvendelse til forvaltningsorganet«, Kühne og Heitz-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 36, præmis 28.


39 – Dom af 7.6.2005, sag C-17/03, Sml. I, s. 4983, præmis 73 og 74 og den deri nævnte retspraksis.


40 – Jf. punkt 2 ovenfor.


41 – Jf. fodnote 24 ovenfor.


42 – Jf. endvidere artikel 3, stk. 1, afsnit 1, artikel 6 og 174 EF – 176 EF. Jf. analogt dommen i sagen VEMW m.fl., nævnt ovenfor i fodnote 39, præmis 74, 75 og 79 og den deri nævnte retspraksis.


43 – Dommen i sagen VEMW m.fl., nævnt ovenfor i fodnote 39, præmis 80 og 81.


44 – Jf. bl.a. dom af 29.1.2002, sag C-162/00, Pokrzeptowicz-Meyer, Sml. I, s. 1049, præmis 50, og af 21.1.2003, sag C-512/99, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 845, præmis 46.


45 – Jf. bl.a. dom af 14.1.1987, sag 278/84, Tyskland mod Kommissionen, Sml. s. 1, præmis 36, af 29.6.1999, sag C-60/98, Butterfly Music, Sml. I, s. 3939, præmis 25, og Pokrzeptowicz-Meyer-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 44, præmis 55.


46 – Jf. analogt dommen i sagen VEMW m.fl., nævnt ovenfor i fodnote 39, præmis 82.


47 – Jf. ligeledes generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i sagen Waddenvereniging og Vogelbeschermingsvereniging, nævnt ovenfor i fodnote 24, punkt 38.


48 – Der findes med stor sandsynlighed ingen »alternativ løsning« for at overføre skibene fra værftet til havet; og »bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser« omfatter hensyn af social eller økonomisk art.


49 – Nævnt ovenfor i fodnote 25, præmis 35 og 36.


50 – Dommen i sagen Waddenvereniging og Vogelbeschermingsvereniging, nævnt ovenfor i fodnote 25, præmis 37.