Language of document : ECLI:EU:F:2008:112

EU-PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling)

11. september 2008 (*)

»Personalesag – tjenestemænd – ansættelse – indplacering i lønklasse og løntrin – ukorrekt indplacering – tilbagekaldelse af en ulovlig forvaltningsakt – berettiget forventning – rimelig frist – retten til forsvar – retten til god forvaltning«

I sag F-51/07,

angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA,

Philippe Bui Van, tjenestemand ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Hettange-Grande (Frankrig), ved avocats S. Rodrigues og R. Albelice,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Currall og G. Berscheid, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

RETTEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, S. Van Raepenbusch (refererende dommer), og dommerne I. Boruta og H. Kanninen,

justitssekretær: fuldmægtig R. Schiano,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 5. juni 2008,

afsagt følgende

Dom

1        Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. maj 2007 ved telefax (den originale stævning blev indleveret den 4. juni 2007) har Philippe Bui Van nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 4. oktober 2006 af generaldirektøren for Det Fælles Forskningscenter (herefter »FFC«) ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, for så vidt som sagsøgeren herved blev indplaceret i lønklasse AST3, løntrin 2, skønt han oprindeligt var blevet indplaceret i lønklasse AST4, løntrin 2 (herefter »den anfægtede afgørelse«), og af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 5. marts 2007, hvorved denne afslog sagsøgerens klage, samt om tilkendelse af en symbolsk erstatning for ikke-økonomisk skade på 1 EUR.

 Retsforskrifter

2        Artikel 85 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«) bestemmer:

»Ethvert beløb, der fejlagtigt er udbetalt, kræves tilbagebetalt, hvis modtageren har haft kendskab til fejlen, eller denne var så åbenbar, at han burde have kendt den.

Kravet om tilbagebetaling skal fremsættes inden for en frist på fem år, der begynder at løbe på datoen for udbetalingen af beløbet. Denne frist kan dog ikke påberåbes over for ansættelsesmyndigheden, hvis denne kan godtgøre, at den pågældende forsætligt har vildledt administrationen med henblik på at opnå udbetaling af det omhandlede beløb.«

3        I henhold til artikel 13, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten med overskriften »Overgangsforanstaltninger for tjenestemænd ved Fællesskaberne«, som blev tilføjet ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 om ændring af vedtægten og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (EUT L 124, s. 1), der trådte i kraft den 1. maj 2004, indplaceres tjenestemænd, som er opført på en liste over egnede ansøgere før den 1. maj 2006, og som ansættes efter denne dato, i lønklasse AST3 for så vidt angår ansøgere, der har bestået en almindelig udvælgelsesprøve for lønklasse B5 og B4.

4        Meddelelsen om den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/B/23/04 med henblik på oprettelse af en ansættelsesreserve af teknikere (B5/B4) inden for forskning og teknik (EUT C 81 A af 31.3.2004, s. 17, herefter »meddelelsen om udvælgelsesprøve«) indeholder følgende fodnote:

»Denne udvælgelsesprøve udskrives på B5/B4-niveau i henhold til de nuværende vedtægtsbestemmelser. Kommissionen har imidlertid formelt forelagt Rådet et forslag til ændring af personalevedtægten. Forslaget omfatter bl.a. et nyt karriereforløb. Ansøgere, som består denne udvælgelsesprøve, vil derfor kunne få tilbud om ansættelse på grundlag af den ændrede vedtægt efter vedtagelsen i Rådet. Ifølge bestemmelserne i artikel 11 og 12 i afdeling 2 i bilag XIII til den ændrede vedtægt ændres lønklasse B5 og B4 i overgangsperioden fra den 1. maj 2004 til den 30. april 2006 til lønklasse B*3, som efter denne dato ændres til lønklasse AST3.«

 Sagens faktiske omstændigheder

5        Sagsøgeren bestod udvælgelsesprøve EPSO/B/23/04.

6        Sagsøgeren blev efter at være blevet opført på den liste over egnede ansøgere, som udvælgelseskomitéen for EPSO/B/23/04 udarbejdede i december 2005, ansat ved ansættelsesmyndighedens afgørelse af 28. juni 2006 som tjenestemand på prøve i ansættelsesgruppe AST i lønklasse 4, løntrin 2, med virkning fra den 16. september 2006 og tilknyttet FFC på Institut for Transuraner i Karlsruhe (Tyskland). Den 18. juli 2006 kvitterede sagsøgeren for modtagelsen af denne afgørelse, som han bekræftede at have fået kendskab til ad elektronisk vej den 6. juli 2006.

7        Sagsøgeren tiltrådte ikke sin stilling den 16. september 2006, men den 1. oktober 2006.

8        Sagsøgeren blev ved den anfægtede afgørelse, som annullerede og erstattede afgørelsen af 28. juni 2006, indplaceret i ansættelsesgruppe AST i lønklasse 3, løntrin 2, med virkning fra den 1. oktober 2006. Sagsøgeren fik denne akt personligt overrakt den 19. oktober 2006.

9        Ved elektronisk post af 7. november 2006, der blev registreret samme dag ved enheden »Klager« i GD »Personale og Administration«, indgav sagsøgeren en klage i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, over den anfægtede afgørelse. I denne klage gjorde sagsøgeren i det væsentlige gældende, at hans indplacering, som var sket tre dage efter hans tiltrædelse, havde stillet ham over for et »fait accompli«, og at han havde opsagt sin tidligere stilling for en udnævnelse i lønklasse AST4, løntrin 2.

10      Den 15. december 2006 indgav andre tjenestemænd, B, H og L, der var ansat på Institut for Transuraner, og som ligeledes var blevet genindplaceret fra lønklasse AST4 til lønklasse AST3, også en klage over afgørelserne om deres genindplacering.

11      Ved afgørelse af 5. marts 2007 afslog ansættelsesmyndigheden sagsøgerens klage. Ansættelsesmyndigheden tog imidlertid klagerne fra de tre andre ovennævnte tjenestemænd til følge.

 Parternes påstande

12      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Sagen antages til realitetsbehandling.

–        Afgørelsen af 5. marts 2007 om afslag på sagsøgerens klage annulleres.

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Ansættelsesmyndigheden meddeles retsvirkningerne af den anfægtede afgørelses annullation, navnlig hvad angår sagsøgerens indplacering med tilbagevirkende kraft fra tiltrædelsestidspunktet for så angår lønforskellen og morarenter for den manglende betaling heraf samt for så vidt angår forfremmelse.

–        Sagsøgeren tilkendes en symbolsk erstatning for ikke-økonomisk skade på 1 EUR.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

13      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter gældende bestemmelser.

 Retlige bemærkninger

A –  Påstandene om dels annullation af afgørelsen af 5. marts 2007, dels Rettens meddelelse af retsvirkningerne af den anfægtede afgørelses annullation

14      Skønt sagsøgerens påstande navnlig vedrører annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 5. marts 2007, hvorved den afslog klagen indgivet den 7. november 2006 i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, er formålet med nærværende sag i henhold til fast retspraksis at indbringe den bebyrdende retsakt, hvorover klagen er blevet indgivet (jf. bl.a. i denne retning Domstolens dom af 17.1.1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, Sml. s. 23, præmis 8, Rettens dom af 14.11.2006, sag F-100/05, Chatziioannidou mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 24). Heraf følger, at nærværende søgsmål vedrører annullation af den anfægtede afgørelse af 4. oktober 2006, hvorved sagsøgeren blev indplaceret i lønklasse AST3, løntrin 2, skønt han oprindeligt var blevet indplaceret i lønklasse AST4, løntrin 2.

15      Påstanden, som formelt angår afgørelsen om afslag på sagsøgerens klage, skal derfor anses for ligeledes at være rettet mod den anfægtede afgørelse og forenes med den principale påstand om annullation heraf.

16      For det andet har sagsøgeren nedlagt påstand om, at Retten meddeler retsvirkningerne af en eventuel annullation af den anfægtede afgørelse.

17      Det bemærkes hertil alene, at det ikke tilkommer Retten at give en fællesskabsinstitution påbud (jf. bl.a. dom afsagt af Retten i Første Instans den 27.6.1991, sag T-156/89, Valverde Mordt mod Domstolen, Sml. II, s. 407, præmis 150, og Rettens dom af 13.12.2006, sag F-17/05, De Brito Sequeira Carvalho mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 134), uafhængigt af den almindelige forpligtelse, der er opstillet i artikel 233 EF, for den institution, der har udstedt en annulleret akt, til at træffe de foranstaltninger, som er nødvendige for at gennemføre annullationsdommen.

18      Stævningens påstand om meddelelse af påbud kan derfor ikke antages til realitetsbehandling og skal derfor afvises.

1.     Annullationspåstandens formalitet

a)     Parternes argumenter

19      Kommissionen har anført, at det væsentligste argument i sagsøgerens klage er, at sagsøgeren havde accepteret tilbuddet om udnævnelse i lønklasse AST4. Udtrykket »berettiget forventning« fandtes ikke heri, men institutionen har anerkendt, at sagsøgeren tilsigtede at gøre dette gældende.

20      Der er heller ikke i klagen tale om en påstået tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet. Kommissionen har ikke desto mindre erkendt, at sagsøgeren kun kunne påberåbe sig dette aspekt, efter at han havde modtaget et svar på klagen og havde kunnet sammenligne det med svaret til de tre andre personer, som havde indgivet lignende klager. Under disse omstændigheder er Kommissionen af den opfattelse, at sagsøgeren rimeligvis kan undtages fra en streng overholdelse af reglen om overensstemmelse mellem klagen og påstanden.

21      Ifølge sagsøgeren følger det af retspraksis, at vedtægtens artikel 91, stk. 2, ikke tilsigter, at der skal være en streng og endelig forbindelse med den eventuelle retssag, hvis sagsanlægget hverken ændrer klagens årsag eller genstand (Domstolens dom af 7.5.1986, sag 52/85, Rihoux m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1555, præmis 12). Der kan derfor fremsættes indsigelser for Fællesskabets retsinstanser ved fremførelse af anbringender og argumenter, som ikke nødvendigvis figurerer i klagen, men som står i snæver forbindelse hermed (dommen i sagen Rihoux m.fl. mod Kommissionen, præmis 13).

22      Sagsøgeren har ligeledes anført, at Domstolen i dom af 14. marts 1989, Del Amo Martinez mod Parlamentet (sag 133/88, Sml. s. 689, præmis 11), understregede, at da den administrative klageprocedure er uformel, og de pågældende som regel på dette stadium handler uden bistand fra advokat, bør administrationen ikke fortolke klager restriktivt, men tværtimod indtage en smidig holdning ved behandlingen heraf.

23      Sagsøgeren har imidlertid i denne sag anført, at han indgav sin klage uden bistand fra advokat, og at han til støtte herfor påberåbte sig en ukorrekt indplacering, idet han blev stillet over for et fait accompli og ikke blev indplaceret i den lønklasse, som havde begrundet, at han opsagde sin tidligere stilling. De anbringender, der er fremsat til støtte for påstanden, må anses for at kunne antages til realitetsbehandling, eftersom de er snævert forbundet med indsigelserne.

b)     Rettens bemærkninger

24      Ifølge fast retspraksis skal tjenestemænds påstande ikke kun have samme genstand som påstandene i den forudgående administrative klage, men ligeledes indeholde indsigelser, som hviler på den samme årsag som i klagen (jf. i denne retning dom afsagt af Retten i Første Instans den 16.9.1998, sag T-193/96, Rasmussen mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 495, og II, s.1495, præmis 47, og Rettens dom af 21.2.2008, sag F-31/07, Putterie-De-Beukelaer mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, som er appelleret til Retten i Første Instans, sag T-160/08 P, præmis 43). Disse indsigelser kan imidlertid fremsættes ved fremførelse af anbringender og argumenter, som ikke nødvendigvis figurerer i klagen, men som står i snæver forbindelse hermed (Domstolens dom af 23.4.2002, sag C-62/01 P, Campogrande mod Kommissionen, Sml. I, s. 3793, præmis 34, dom afsagt af Retten i Første Instans den 3.3.1993, sag T-58/91, Booss og Fischer mod Kommissionen, Sml. II, s. 147, præmis 83, og den 8.6.1995, sag T-496/93, Allo mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 127, og II, s. 405, præmis 26, kendelse afsagt af Retten i Første Instans den 9.9.2003, sag T-293/02, Vranckx mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 187, og II, s. 947, præmis 41, samt dom afsagt af Retten i Første Instans den 13.7.2006, sag T-165/04, Vounakis mod Kommissionen, Sml. Pers. II-A-2, s. 735, præmis 27).

25      I denne sag er det ubestridt, at klagen og påstanden vedrører afgørelsen om sagsøgerens indplacering med tilbagevirkende kraft i lønklasse AST3, løntrin 2, selv om han ved ansættelsen var blevet indplaceret i lønklasse AST4, løntrin 2. Herudover hviler indsigelserne i påstanden på de samme årsager, som klagen byggede på, nemlig det forhold, at sagsøgeren blev frataget den lønklasse, for hvilken han påstår at have opsagt sin tidligere stilling, og at han blev stillet over for et fait accompli. Anbringendet om tilsidesættelsen af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning står dermed i snæver forbindelse med disse indsigelser.

26      Således som Kommissionen har erkendt, førte ansættelsesmyndighedens svar på sagsøgerens klage – sammenlignet med svaret på B, H og L’s klager – endvidere netop sagsøgeren til i stævningen at fremsætte et anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og forbuddet for forskelsbehandling.

27      Det følger heraf, at Kommissionens formalitetsindsigelse mod annullationspåstanden eller i det mindste den tvivl, Kommissionen har udtrykt i denne henseende, skal forkastes.

2.     Annullationspåstandens realitet

28      Sagsøgeren har til støtte for sine påstande fremsat to anbringender om dels tilsidesættelsen af ligebehandlingsprincippet og forbuddet mod forskelsbehandling, dels et åbenbart fejlskøn samt tilsidesættelse af principperne om retssikkerhed og beskyttelse af den berettigede forventning.

29      Det andet anbringende skal undersøges først.

a)     Det andet anbringende om et åbenbart fejlskøn og tilsidesættelsen af principperne om retssikkerhed og beskyttelse af den berettigede forventning

 Parternes argumenter

30      Sagsøgeren har ved det andet anbringende indledningsvis anført, at det i henhold til fast retspraksis er tilladt at tilbagekalde en ulovlig retsakt, hvis dette sker inden for en rimelig frist, og hvis den institution, som har udstedt den, i tilstrækkelig grad har taget hensyn til, i hvilket omfang modtageren eventuelt har kunnet forvente, at retsakten var lovlig. Hvis disse betingelser ikke er overholdt, er tilbagekaldelsen i strid med principperne om retssikkerhed og beskyttelse af den berettigede forventning og skal annulleres (Domstolens dom af 26.2.1987, sag 15/85, Consorzio Cooperative d’Abruzzo mod Kommissionen, Sml. s. 1005, præmis 12 og 17).

31      I denne sag anlagde ansættelsesmyndigheden dels et fejlskøn ved at tage udgangspunkt i datoen for meddelelsen af udnævnelsesdokumentet, nemlig den 6. juli 2006, ved beregningen af den rimelige frist, og ikke i datoen for vedtagelsen af det oprindelige udnævnelsesdokument, nemlig den 28. juni 2006.

32      Selv om det tidspunkt, der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om der er opstået en berettiget forventning, faktisk er tidspunktet for meddelelsen af eller for kendskabet til akten, kan det samme ifølge sagsøgeren ikke gælde, når der er tale om at vurdere den frist, som administrationen har til at tilbagekalde en ulovlig akt. Denne sidstnævnte frist er nemlig uafhængig af meddelelsen af den ulovlige akt til den berørte part og løber mellem denne akts vedtagelse og tilbagekaldelse, uafhængigt af dens meddelelse, idet dette er en formalitet i forhold til aktens modtager.

33      Det tidsrum, der skal tages i betragtning ved beregningen af den rimelige frist, er derfor i denne sag tidsrummet mellem datoen for vedtagelsen af det oprindelige udnævnelsesdokument (nemlig den 28.6.2006) og datoen for denne akts tilbagekaldelse (nemlig den 4.10.2006), eller et tidsrum på tre måneder og syv dage.

34      For det andet har sagsøgeren foreholdt ansættelsesmyndigheden at have anset en rimelig frist i retspraksis’ forstand for at være en frist på over de tre måneder, der forløb indtil tilbagekaldelsen af afgørelsen af 28. juni 2006.

35      Ifølge retspraksis skal fristens rimelige karakter vurderes på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag, herunder navnlig sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet samt sagsøgerens og de kompetente myndigheders adfærd (Domstolens dom af 15.10.2002, forenede sager C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8375, præmis 187, og dom afsagt af Retten i Første Instans den 5.10.2004, sag T-144/02, Eagle m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3381, præmis 66).

36      I denne sag havde administrationen inden sagsøgerens udnævnelse den 28. juni 2006 vedtaget tre udnævnelsesdokumenter for B, H og L henholdsvis den 7. april, den 2. maj og den 12. maj 2006, som indeholdt den samme ukorrekte indplacering, således at en frist på over tre måneder mellem sagsøgerens udnævnelsesdokument af 28. juni 2006 og tilbagekaldelsen heraf den 4. oktober 2006 åbenbart ikke er rimelig henset til de pågældende omstændigheder, navnlig det tab, som den berørte part lider ved en indplacering i en lavere lønklasse.

37      Sagsøgeren har ligeledes anmodet om, at Kommissionen forklarer, hvorfor den tilbagekaldte afgørelsen om genindplacering af L, når den var af den opfattelse, at en frist på fire måneder var rimelig i denne sag. Hvis man følger Kommissionens ræsonnement, hvorefter den rimelige frist for tilbagekaldelse af en ulovlig akt løber fra aktens meddelelse til dens tilbagekaldelse, ville ansættelsesmyndigheden nemlig have overholdt den rimelige frist på fire måneder for at tilbagekalde den oprindelige udnævnelse af L, idet der var forløbet tre måneder og treogtyve dage mellem aktens meddelelse og dens tilbagekaldelse. Det følger heraf, at administrationen behandlede sagsøgeren og hans kollega L forskelligt.

38      Sagsøgeren har endelig påberåbt sig tilsidesættelsen af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet han, da han havde fået kendskab til afgørelsen om udnævnelse af 28. juni 2006, lovligt kunne have tiltro til denne akts lovlighed og antage, at den ville blive opretholdt. Selv om det er korrekt, at meddelelsen om udvælgelsesprøve i en fodnote henviste til et forslag fra Kommissionen om ændring af vedtægten, som ville indføre »et nyt karrieresystem«, skal de anvendte ord (nemlig »[d]e ansøgere, der består denne udvælgelsesprøve, kan derfor blive foreslået ansættelse på grundlag af bestemmelserne i den ændrede vedtægt […]«) ifølge sagsøgeren fortolkes således, at der blot var mulighed for ansættelse på grundlag af bestemmelserne i den ændrede vedtægt.

39      Kommissionen har indledningsvis anført, at opmærksomheden hos ansøgerne til den omtvistede udvælgelsesprøve i meddelelsen om udvælgelsesprøve blev særskilt henledt på det forhold, at de i tilfælde af udnævnelse ville blive indplaceret i lønklasse B*3 eller i givet fald i lønklasse AST3. Det skyldes kun en fejl fra Institut for Transuraners side, som blev afsløret i slutningen af september 2006 af FFC’s personaleafdeling, at der oprindeligt blev truffet afgørelse om en udnævnelse i lønklasse AST4. Denne fejl var åbenbar. Da den var blevet fastslået, blev der hurtigt den 4. oktober 2006 truffet en afgørelse om berigtigelse af FFC’s generaldirektør, som blev meddelt sagsøgeren den 19. oktober 2006 under en samtale, hvor sagsøgeren blev oplyst om de økonomiske følger og klagemulighederne.

40      Kommissionen har anført, at det fremgår af retspraksis, at en institution, som har udstedt en ulovlig retsakt, inden for en rimelig frist kan tilbagekalde den med tilbagevirkende gyldighed (Domstolens dom af 3.3.1982, sag 14/81, Alpha Steel mod Kommissionen, Sml. s. 749, præmis 10, dommen i sagen Consorzio Cooperative d’Abruzzo mod Kommissionen, præmis 12, dom af 20.6.1991, sag C-248/89, Cargill mod Kommissionen, Sml. I, s. 2987, præmis 20, og dom afsagt af Retten i Første Instans den 5.12.2000, sag T-197/99, Gooch mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 271, og II, s. 1247, præmis 53).

41      I denne sag er ulovligheden, som sagsøgeren ikke forekommer ikke at anfægte, imidlertid åbenbar ved en simpel læsning af artikel 13 i bilag XIII til vedtægten.

42      For så vidt angår den rimelige frist har Kommissionen anført, at ifølge retspraksis er det afgørende tidspunkt ved vurderingen af, om modtageren af en forvaltningsakt har fået en berettiget forventning, datoen for aktens meddelelse og ikke datoen for dens vedtagelse (Domstolens dom af 17.4.1997, sag C-90/95 P, De Compte mod Parlamentet, Sml. I, s. 1999, præmis 35, og dom afsagt af Retten i Første Instans den 27.11.1997, sag T-20/96, Pascall mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 361, og II, s. 977, præmis 79). En sådan forventning kan derfor ikke foreligge, hvis sagsøgeren selv er uvidende om eksistensen af den akt, som forventningen bygger på. På samme måde bør det tidspunkt, hvor forventningen opstår, være tidspunktet for meddelelsen af den anden akt, som tilbagekalder den første.

43      Kommissionen er også af den opfattelse, at fristen for tilbagekaldelse af det oprindelige udnævnelsesdokument under alle omstændigheder begyndte at løbe den 18. juli 2006, på hvilken dato sagsøgeren kvitterede for modtagelsen af det første udnævnelsesdokument (eller den 6.7.2006, hvilket er datoen for aktens elektroniske overførsel). Den periode, hvorunder tilbagekaldelsen kan ske, blev afsluttet den 19. oktober 2006 med meddelelsen af afgørelsen om tilbagekaldelse af den første ulovlige akt.

44      Dette synspunkt harmonerer med løsningen i vedtægtens artikel 90, stk. 2, andet led, hvad angår fastlæggelsen af klagefristens udgangspunkt for så vidt angår individuelle akter, hvilken frist løber fra »den dag, afgørelsen meddeles modtageren, og i alle tilfælde senest den dag, den pågældende får kendskab til den, hvis det drejer sig om en foranstaltning af individuel karakter«.

45      Endvidere er Kommissionen af den opfattelse, at en frist på tre måneder og en dag er rimelig. Kommissionen har anført, at en frists rimelighed skal vurderes under hensyn til sagens omstændigheder, og at klagefristen eller søgsmålsfristen i en personalesag i denne henseende gyldigt kan tjene som reference ved vurderingen af fristens rimelighed i tilfælde af tilbagekaldelse af en akt, som skaber rettigheder.

46      Selv om domme på andre fællesskabsretlige sagsområder snarere anvender en frist på to måneder, skyldes det ifølge Kommissionen, at de er inspireret af klagefristen på to måneder i artikel 230 EF. Kommissionen har af denne retspraksis udledt, at den rimelige frist for tilbagekaldelse bør være lidt længere end den gældende klagefrist.

47      Der er på personalesagsområdet en anden frist, som er endnu mere relevant, nemlig fristen for ansættelsesmyndighedens svar på en klage, som er fastsat til fire måneder i vedtægtens artikel 90, stk. 2. Denne længere frist for ansættelsesmyndigheden end for tjenestemanden beror på, at institutionen – i modsætning til den individuelle tjenestemand – skal behandle en lang række sager samtidig, hvilket kræver adskillige interne høringer (jf. i denne retning dommen i sagen Alpha Steel mod Kommissionen, præmis 12).

48      Kommissionen har principalt konkluderet, at den frist, der skal tages i betragtning, skal løbe fra den 18. juli 2006 (eller endog fra den 6.7.2006) til den 19. oktober 2006, og at denne er rimelig set i lyset af retspraksis. Kommissionen har tilføjet, at den frist, der blev anvendt i forhold til L, ikke var tre måneder og treogtyve dage (fra kvitteringen for modtagelsen af den oprindelige akt), men fire måneder og fem dage (fra datoen for aktens meddelelse), og derfor var længere end den frist på fire måneder, der tjener som reference. Ifølge sagsøgeren var denne frist for ham kun tre måneder og tretten dage. Argumentet er derfor uden grundlag.

49      Kommissionen er subsidiært af den opfattelse, at selv om en frist på lidt over tre måneder må anses for overdreven, skal der tages hensyn til det forhold, at afgørelsen om udnævnelse sædvanligvis vedtages på en given dato, men får virkning fra en anden dato, således som det fremgår af vedtægtens artikel 3.

50      Kommissionen har heraf udledt, at som en undtagelse fra den almindelige regel, hvorefter datoen for aktens meddelelse tages i betragtning, opstår den berettigede forventning først på tidspunktet for afgørelsens ikrafttræden, hvorfor en sådan forventning kun kan foreligge, når den berørte part faktisk befinder sig i den situation, som afgørelsen om udnævnelse har skabt. Denne situation opstod i denne sag først den 1. oktober 2006, som var datoen for sagsøgerens faktiske tiltrædelse. Ifølge denne analyse var fristen mellem den berettigede forventnings opståen og datoen for meddelelsen af tilbagekaldelsen kun to uger og fem dage (fra den 1.10.2006 til den 19.10.2006). En sådan frist er betydelig kortere end den, der anses for rimelig.

 Rettens bemærkninger

51      Det skal indledningsvis bemærkes, at ophævelse med tilbagevirkende gyldighed af en begunstigende forvaltningsakt som hovedregel er undergivet meget strenge betingelser (jf. Domstolens dom af 9.3.1978, sag 54/77, Herpels mod Kommissionen, Sml. s. 585, præmis 38, og dommen i sagen De Compte mod Parlamentet, præmis 35). Det fremgår således af fast retspraksis, at selv om enhver fællesskabsinstitution, som konstaterer, at en af institutionen udstedt retsakt er ulovlig, inden for en rimelig frist kan tilbagekalde den med tilbagevirkende gyldighed, kan denne ret være begrænset af hensynet til, at den ved akten begunstigede kunne have en berettiget forventning om, at retsakten var lovlig (dommen i sagen Alpha Steel mod Kommissionen, præmis 10-12, i sagen Consorzio Cooperative d’Abruzzo mod Kommissionen, præmis 12-17, i sagen Cargill mod Kommissionen, præmis 20, Domstolens dom af 20.6.1991, sag C-365/89, Cargill, Sml. I, s. 3045, præmis 18, og dommen i sagen De Compte mod Parlamentet, præmis 35, samt dom afsagt af Retten i Første Instans den 27.9.2006, sag T-416/04, Kontouli mod Rådet, Sml. Pers. II-A-2, s.897, præmis 161).

52      Denne retspraksis skal præciseres på følgende vis.

–       Den berettigede forventning

53      Hvad for det første angår overholdelsen af den berettigede forventning følger det af retspraksis, at det tidspunkt, der er afgørende ved vurderingen af, om der hos adressaten for en forvaltningsakt er skabt en berettiget forventning, er dens forkyndelse, men ikke datoen for dens vedtagelse eller dens ophævelse (dommen i sagen De Compte mod Parlamentet, præmis 36, og i sagen Kontouli mod Rådet, præmis 162).

54      Endvidere kan modtageren ikke påberåbe sig den berettigede forventning, hvis han har fremkaldt aktens vedtagelse ved forkerte eller ufuldstændige angivelser (Domstolens dom af 22.3.1961, forenede sager 42/59 og 49/59, Snupat mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 247 ff., org.ref.: Rec. s. 99, på s. 160, af 12.7.1962, sag 14/61, Koninklijke Nederlandsche Hoogovens en Staalfabrieken mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 327, org.ref.: Rec. s. 485, på s. 516, samt dommen i sagen De Compte mod Parlamentet, præmis 37, og i sagen Kontouli mod Rådet, præmis 163).

55      Hvad særskilt angår tilbagekaldelsen med tilbagevirkende kraft af en akt, som tildelte en tjenestemand subjektive rettigheder eller lignende fordele, skal det tilføjes, at betingelsen om, at aktens modtager har en berettiget forventning, ikke skal anses for at være opfyldt, når en sædvanlig omhyggelig tjenestemand burde have opdaget den ulovlighed, som begrunder tilbagekaldelsen, hvorved henses til tjenestemandens evne til at foretage de nødvendige efterprøvelser, uden at han således kan dispenseres for enhver overvejelse og kontrol.

56      Der kan herved hentes inspiration i retspraksis vedrørende de betingelser, som begrunder administrationens tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb, som fastsat i vedtægtens artikel 85, stk. 1, navnlig betingelsen om, at fejlen er så åbenbar, at modtageren ikke kunne undgå at have kendskab hertil (dom afsagt af Retten i Første Instans den 24.2.1994, sag T-38/93, Stahlschmidt mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 65, og II, s. 227, præmis 19, den 5.11.2002, sag T-205/01, Ronsse mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 211, og II, s. 1065, præmis 47, den 15.7.2004, forenede sager T-180/02 og T-113/03, Gouvras mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 225, og II, s. 987, præmis 110, og den 16.5.2007, sag T-324/04, F mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 142). Disse betingelser viser nemlig udtrykkeligt nødvendigheden af at respektere den berettigede forventning hos modtageren af retsakten derved, at han har kunnet nære tillid til dennes lovlighed.

57      I denne sag indeholdt meddelelsen om udvælgelsesprøve den fodnote, der er gengivet i denne doms præmis 4.

58      Den blotte læsning af denne fodnote bør føre enhver sædvanligt omhyggelig tjenestemand, der er ansøger til udvælgelsesprøve EPSO/B/23/04, til at betvivle hans indplacerings korrekthed ved ansættelsen, såfremt denne indplacering ikke svarer til lønklasse B*3 eller til lønklasse AST3. Dette gælder så meget desto mere som Rådet for Den Europæiske Union godkendte den ændrede vedtægt den 22. marts 2004, hvilken blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 27. april 2004, mens meddelelsen om udvælgelsesprøve, der blev offentliggjort den 31. marts 2004, bestemte, at ansøgningerne senest skulle indleveres den 30. april 2004. Dette indebærer, at der på denne dato ikke kunne herske nogen usikkerhed med hensyn til den ændrede vedtægts anvendelse, navnlig bilag XIII hertil, ved ansættelsen af de personer, der bestod udvælgelsesprøven.

59      Under disse omstændigheder burde sagsøgeren, selv om det antages, at han ikke præcist kunne fastslå omfanget af den af administrationen begåede fejl, sædvanligvis være i tvivl om berettigelsen af den pågældende afgørelse, således at han i det mindste burde have henvendt sig til administrationen med henblik på, at denne sidstnævnte foretog de nødvendige efterprøvelser (jf. analogt dom afsagt af Retten i Første Instans den 17.1.2001, sag T-14/99, Kraus mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 7, og II, s. 39, præmis 41, og dommen i sagen F mod Kommissionen, præmis 157).

60      Hvad endvidere angår sagsøgerens argument, hvorefter administrationen selv overså fejlen fire gange, eftersom den ligeledes vedrørte B, H og L, bemærkes, at der i denne sag ikke er tale om at afgøre, om administrationen burde kunne eller ikke burde kunne overse fejlen, men at efterprøve, om den berørte part kunne eller ikke kunne have tiltro til lovligheden af hans oprindelige indplacering. I øvrigt kan den situation, hvori en administration, der har til opgave at træffe tusinder af administrative afgørelser af enhver art, ikke sammenlignes med tjenestemandens, idet han har en personlig interesse i at efterprøve sin indplacering i lønklasse og løntrin i forbindelse med ansættelsen (jf. analogt Domstolens dom af 11.7.1979, sag 252/78, Broe mod Kommissionen, Sml. s. 2393, præmis 11).

61      Det følger heraf, at sagsøgeren den 6. juli 2006, da han fik kendskab til afgørelsen af 28. juni 2006, ikke kunne have tiltro til denne akts tilsyneladende lovlighed. Han kan derfor ikke ud fra dette ene forhold påberåbe sig, at der foreligger en berettiget forventning om en sådan lovlighed.

–       Interesseafvejningen

62      Det følger for det andet af retspraksis, at selv om modtageren af den ulovlige akt har en berettiget forventning, kan en afgørende almen interesse, navnlig interessen i god forvaltning og beskyttelsen af institutionens økonomiske midler, efter sin art gå forud for modtagerens interesse i opretholdelse af en situation, som han kunne anse for stabil (jf. i denne retning dommen i sagen Snupat mod Den Høje Myndighed, s. 159, i sagen Koninklijke Nederlandsche Hoogovens en Staalfabrieken mod Den Høje Myndighed, s. 518, i sagen De Compte mod Parlamentet, præmis 39, og Domstolens dom af 17.7.1997, sag C-183/95, Affish, Sml. I, s. 4315, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis, samt dommen i sagen Kontouli mod Rådet, præmis 167). Denne interesseafvejning skal ligeledes foretages ved vurderingen af, om tilbagekaldelsesfristen er rimelig, således som det fremgår af nærværende doms præmis 67.

–       Den rimelige frist

63      For det tredje fremgår det af fast retspraksis, at tilbagekaldelsen af en ulovlig forvaltningsakt skal ske inden for en rimelig frist (dommen i sagen De Compte mod Parlamentet, præmis 35, i sagen Pascall mod Kommissionen, præmis 72 og 77, i sagen Gooch mod Kommissionen, præmis 53, og i sagen Kontouli mod Rådet, præmis 161).

64      Det skal indledningsvis understreges, at efter vedtægtsreformen bestemmer vedtægtens artikel 85, stk. 2, at »[k]ravet om tilbagebetaling skal fremsættes inden for en frist på fem år, der begynder at løbe på datoen for udbetalingen af beløbet«, undtagen når administrationen er i stand til at fastslå, at modtageren har begået bedrageri.

65      Vedtægtens artikel 85, stk. 2, kan derfor ikke fortolkes således, at administrationen under visse betingelser kan tilbagekalde enhver ukorrekt akt, som danner grundlag for en utilbørlig betaling, og hvis vedtagelse endog kan ligge mere end fem år tilbage i tiden.

66      Vedtægtens artikel 85 vedrører nemlig kun de betingelser, hvorunder et beløb, der med urette er udbetalt til en tjenestemand af administrationen, kan kræves tilbagebetalt, uanset den ukorrekte udbetalings oprindelse, men har ikke til formål at regulere den reelle tilbagekaldelse af ulovlige akter, som nødvendigvis går forud for enhver eventuel tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb.

67      For så vidt angår tilbagekaldelsen af en forvaltningsakt følger det af retspraksis, at fristens rimelige karakter vurderes på grundlag af omstændighederne i den enkelte sag, herunder navnlig sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet samt sagsøgerens og de kompetente myndigheders adfærd (dommen i sagen Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, præmis 187, og i sagen Eagle m.fl. mod Kommissionen, præmis 66). Der skal ligeledes tages hensyn til, hvorvidt den pågældende akt skaber subjektive rettigheder eller ej, og der skal foretages en interesseafvejning (jf. i denne retning dommen i sagen Snupat mod Den Høje Myndighed, s. 159, og i sagen Koninklijke Nederlandsche Hoogovens en Staalfabrieken mod Den Høje Myndighed, s. 520), i denne sag modtagerens interesse i opretholdelse af en situation, som han kunne anse for stabil, og administrationens interesse i at støtte ret på individuelle akters lovlighed samt beskyttelsen af institutionens økonomiske midler.

68      På baggrund heraf må det som en almindelig regel antages, at en frist er rimelig, når den svarer til klagefristen på tre måneder i vedtægtens artikel 91, stk. 3.

69      Hvad angår tilbagekaldelsesfristens beregningsmåde og vurderingen af dens rimelighed, eftersom denne frist påhviler selve administrationen, skal der som udgangspunkt tages hensyn til datoen for vedtagelsen af den akt, som institutionen påtænker at tilbagekalde.

70      I denne sag er der forløbet tre måneder og enogtyve dage mellem den 28. juni 2006, på hvilken dato afgørelsen om den oprindelige indplacering blev vedtaget, og den 19. oktober 2006, på hvilken dato sagsøgeren blev oplyst om, at administrationen anså denne afgørelse for ulovlig. Flere omstændigheder må herved tages i betragtning:

–        For det første, hvilket fremgår af denne doms præmis 57-61, har sagsøgeren ikke udvist en særligt omhyggelig adfærd, idet han afholdt sig fra at anmode administrationen om at foretage de nødvendige efterprøvelser henset til indholdet af fodnoten i meddelelsen om udvælgelsesprøve.

–        For det andet udgør afgørelsen om indplacering på ansættelsestidspunktet en væsentlig afgørelse for hele den berørte parts karriereforløb, hvilket forstærker behovet for at overholde legalitetsprincippet i forhold til retssikkerhedsprincippet, som ikke kan finde absolut anvendelse.

–        For det tredje er artikel 13, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten, som danner grundlag for den anfægtede afgørelse, særligt klar og ikke tvetydig.

–        For det fjerde fik afgørelsen om den oprindelige indplacering reelt først virkning fra den 1. oktober 2006, således at den kun havde retsvirkninger i en meget kort periode på 19 dage.

71      Under disse omstændigheder må den frist, hvorunder Kommissionen handlede fra vedtagelsen af afgørelsen den 28. juni 2006 til tilbagekaldelsen heraf, anses for rimelig, selv om fristen er lidt længere end klagefristen i vedtægtens artikel 91, stk. 3.

–       Retten til forsvar

72      Endelig og ifølge fast retspraksis udgør retten til kontradiktion under en hvilken som helst procedure, der indledes over for en person, og som kan føre frem til en retsakt, der indeholder et klagepunkt imod denne, et grundlæggende fællesskabsretligt princip, der skal overholdes, selv i tilfælde, hvor der ikke foreligger regler for den pågældende procedure (jf. bl.a. Domstolens dom af 10.7.1986, sag 234/84, Belgien mod Kommissionen, Sml. s. 2263, præmis 27, af 5.10.2000, sag C-288/96, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 8237, præmis 99, og af 9.11.2006, sag C-344/05 P, Kommissionen mod De Bry, Sml. I, s. 10915, præmis 37, samt dom afsagt af Retten i Første Instans den 8.3.2005, sag T-277/03, Vlachaki mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 57, og II, s. 243, præmis 64).

73      Dette princip indebærer, at den pågældende person skal være i stand til effektivt at fremkomme med sit synspunkt vedrørende forhold, som kan foreholdes ham i en kommende retsakt (jf. i denne retning dommen i sagen Belgien mod Kommissionen, præmis 27, Domstolens dom af 3.10.2000, sag C-458/98 P, Industrie des poudres sphériques mod Rådet, Sml. I, s. 8147, præmis 99, og dommen i sagen Kommissionen mod De Bry, præmis 38, samt dom afsagt af Retten i Første Instans den 23.4.2002, sag T-372/00, Campolargo mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 49, og II, s. 223, præmis 31, og dommen i sagen Vlachaki mod Kommissionen, præmis 64).

74      I denne henseende bestemmer artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder proklameret i Nice den 7. december 2000 (EFT C 364, s. 1), at retten til god forvaltning »[navnlig omfatter]

–        retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt

[…]«.

75      Det fremgår imidlertid af betragtningerne til charteret, at hovedformålet hermed er at bekræfte »de rettigheder, der bl.a. følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner og internationale forpligtelser, traktaten om Den Europæiske Union og fællesskabstraktaterne, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, de socialpagter, som Fællesskabet og Europarådet har vedtaget, samt [Domstolens] og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis« (jf. i denne retning Domstolens dom af 27.6.2006, sag C-540/03, Parlamentet mod Rådet, Sml. I, s. 5769, præmis 38).

76      Desuden har Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, da de højtideligt proklamerede Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, nødvendigvis haft til hensigt at tillægge det særlig betydning, hvilket der må tages hensyn til i denne sag ved fortolkningen af vedtægtens og vilkårenes bestemmelser (Retten dom af 26.10.2006, sag F-1/05, Landgren mod ETF, Sml. Pers. II-A-1, s. 459, præmis 72, der er appelleret til Retten i Første Instans, sag T-404/06 P).

77      Det skal ligeledes understreges, at overholdelsen af retten til forsvar, nærmere bestemt retten til at blive hørt vedrørende forhold, der kan bruges mod tjenestemanden som grundlag for en afgørelse, der går ham imod, er en væsentlig formel regel, som Fællesskabets retsinstanser skal tage under påkendelse af egen drift (jf. analogt Domstolens dom af 7.5.1991, sag C-291/89, Interhotel mod Kommissionen, Sml. I, s. 2257, præmis 14, og af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 67, dom afsagt af Retten i Første Instans den 10.5.2001, forenede sager T-186/97, T-187/97, T-190/97 – T-192/97, T-210/97, T-211/97, T-216/97 – T-218/97, T-279/97, T-280/97, T-293/97 og T-147/99, Kaufring m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1337, præmis 134, jf. ligeledes dom afsagt af Retten i Første Instans den 15.3.2000, forenede sager T-25/95, T-26/95, T-30/95 – T-32/95, T-34/95 – T-39/95, T-42/95 – T-46/95, T-48/95, T-50/95 – T-65/95, T-68/95 – T-71/95, T-87/95, T-88/95, T-103/95 og T-104/95, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 491, præmis 487).

78      Retten kan derfor af egen drift undersøge, om Kommissionen i denne sag overholdt sagsøgerens ret til forsvar i forbindelse med den administrative procedure, som førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

79      Det må imidlertid fastslås, således som Kommissionen anerkendte under retsmødet, at sagsøgeren ikke var i stand til at fremkomme med sine bemærkninger og forklaringer inden den anfægtede afgørelses vedtagelse.

80      Det må derfor fastslås, at Kommissionen har tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar.

81      Det fremgår dog ligeledes af retspraksis, at ikke enhver tilsidesættelse af retten til forsvar medfører, at den anfægtede afgørelse annulleres. Dette er tilfældet, når ulovligheden ikke har kunnet påvirke den anfægtede afgørelses indhold (jf. i denne retning Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307, præmis 31, af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, præmis 48, dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen, præmis 101, og i sagen Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, præmis 318 og 324).

82      Det er imidlertid i denne sag ubestridt, at de bemærkninger, sagsøgeren har indgivet til Retten, ikke indeholder nogen supplerende oplysninger ud over dem, som Kommissionen allerede rådede over, og som sagsøgeren havde kendskab til. Under disse betingelser kan den omstændighed, at sagsøgeren ikke var i stand til at fremkomme med sine bemærkninger inden den anfægtede afgørelses vedtagelse, ikke efter sin art påvirke afgørelsens indhold, som i øvrigt ikke kunne være anderledes, således som det fremgår af ovenstående redegørelse.

83      Det må derfor konkluderes, at den manglende hensyntagen til sagsøgerens ret til at blive hørt forud for den anfægtede afgørelses vedtagelse ikke i sig selv kan begrunde annullationen.

84      Det gælder ikke desto mindre, at administrationen af samme årsag begik en ulovlighed, som udgør en tjenestefejl, der kan begrunde en erstatning. Dette spørgsmål bliver behandlet i denne doms præmis 92-94.

85      På baggrund heraf skal det andet anbringende forkastes.

b)     Det første anbringende om tilsidesættelsen af ligebehandlingsprincippet og forbuddet mod forskelsbehandling

86      Sagsøgeren har anført, at hans situation og situationen for henholdsvis B, H og L ikke er væsentligt forskellige:

–        De har alle bestået udvælgelsesprøve EPSO/B/23/04 (for så vidt angår sagsøgeren og H og L) og EPSO/B/21/04 (for så vidt angår B), der er offentliggjort for lønklasse B5/B4.

–        De er alle fejlagtigt blevet indplaceret i den nye lønklasse AST4 (for så vidt angår L) eller i overgangslønklasse B*4, der er blevet AST4 (for så vidt angår B og H) og tilknyttet Institut for Transuraner.

–        Deres respektive udnævnelsesdokumenter blev annulleret og erstattet af afgørelse truffet af FFC’s generaldirektør den 4. oktober 2006, som bestemmer, at de hver især skal indplaceres i ansættelsesgruppe AST3, løntrin 2.

87      Under disse omstændigheder befinder B, H, L og sagsøgeren sig i en sammenlignelig situation. Sagsøgeren blev imidlertid forskelsbehandlet i forhold til de tre andre tjenestemænd, idet afgørelsen om genindplacering i lønklasse AST3 blev opretholdt for ham, mens afgørelserne om genindplacering af B, H og L i den samme lønklasse blev tilbagekaldt og erstattet af tre afgørelser, som indplacerede dem i lønklasse AST4. Denne forskellige behandling er særlig iøjnefaldende mellem sagsøgeren og L, eftersom ansættelsesmyndigheden i svaret på L’s klage fremsatte den opfattelse, at en frist på tre måneder og treogtyve dage mellem meddelelsen af akten om den oprindelige indplacering og meddelelsen af tilbagekaldelsen af den anfægtede afgørelse overskred den rimelige frist, således som Kommissionen har redegjort for under det andet anbringende.

88      I denne henseende kan, således som Kommissionen med rette har anført, denne omstændighed i sig selv ikke – selv om det antages, at en af de af sagsøgeren omtalte tjenestemænd befandt sig i en situation, der i det væsentlige er identisk med hans, og at ansættelsesmyndigheden ved ikke at tilbagekalde den oprindelige akt om sagsøgerens indplacering så bort fra de betingelser, som tilbagekaldelse med tilbagevirkende kraft er underlagt – begrunde en identisk behandling til fordel for sagsøgeren, eftersom sagsøgeren ikke til egen fordel kan påberåbe sig en ulovlig praksis, der er begået til fordel for en anden (jf. dom afsagt af Retten i Første Instans den 3.3.1994, sag T-82/92, Cortes Jimenez m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 69, og II, s. 237, præmis 43, den 22.2.2000, sag T-22/99, Rose mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 27, og II, s. 115, præmis 39, og den 13.9.2005, sag T-290/03, Pantoulis mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 241, og II, s. 1123, præmis 56, samt Rettens dom af 28.6.2006, sag F-101/05, Grünheid mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 55, og II-A-1, s. 199, præmis 140).

89      Det andet anbringende skal derfor forkastes.

B –  Erstatningspåstanden

90      Sagsøgeren har nedlagt påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, han hævder at have lidt som følge af indplaceringen i lønklasse AST3, efter at han oprindeligt var blevet indplaceret i lønklasse AST4, hvilken skade blev begået af administrationen. Herudover har sagsøgeren gjort gældende, at denne indplacering i en lavere lønklasse er blevet opretholdt, mens afgørelserne om genindplacering af tre andre kolleger, der befandt sig i en sammenlignelig situation, er blevet tilbagekaldt.

91      Sagsøgeren har vurderet erstatningen for den ikke-økonomiske skade til en symbolsk euro.

92      Det fremgår i denne henseende af denne doms præmis 84, at Kommissionen begik en tjenestefejl ved ikke at have hørt sagsøgeren inden den anfægtede afgørelses vedtagelse, men at sagsøgerens annullationspåstande imidlertid er blevet forkastet.

93      Det kan ikke bestrides, at sagsøgeren har lidt ikke-økonomisk skade, som følger af følelsen af at være blevet stillet over for et fait accompli, for at gentage de ord, sagsøgeren anvendte i klagen af 7. november 2006. Disse ord afspejler netop følgerne af en manglende hensyntagen til enhver persons ret til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham, som måtte berøre ham negativt.

94      Henset til omstændighederne i denne sag finder Retten ved en vurdering af den lidte skade efter ret og billighed, at tildelingen af 1 500 EUR udgør en passende erstatning til sagsøgeren.

95      I øvrigt skal påstanden om erstatning af en symbolsk euro forkastes, idet den vedrører påståede ulovligheder, som ikke sanktioneres ved denne dom.

 Sagens omkostninger

96      I henhold til procesreglementets artikel 122 finder bestemmelserne i dette reglements kapitel 8, anden afdeling, om sagsomkostninger kun anvendelse på sager, der er anlagt ved EU-Personaleretten fra tidspunktet for dette reglements ikrafttrædelse, dvs. den 1. november 2007. De relevante bestemmelser i procesreglementet for Retten i Første Instans finder fortsat tilsvarende anvendelse på sager, der verserer for EU-Personaleretten før denne dato.

97      Ifølge artikel 87, stk. 2, og artikel 87, stk. 3, første afsnit, i procesreglementet for Retten i Første Instans pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Hvis der er flere tabende parter, træffer Retten afgørelse om omkostningernes fordeling. Retten kan fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter eller under særlige omstændigheder. I øvrigt bærer institutionerne selv i henhold til samme reglements artikel 88 deres egne omkostninger i tvister mellem Fællesskaberne og deres ansatte.

98      Da sagsøgeren delvis har vundet sagen tilpligtes Kommissionen at bære sine egne omkostninger samt betale en tredjedel af sagsøgerens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling)

1)      Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler Philippe Bui Van 1 500 EUR i erstatning.

2)      I øvrigt frifindes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

3)      Philippe Bui Van bærer to tredjedele af sine omkostninger.

4)      Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber bærer sine egne omkostninger og betaler en tredjedel af Philippe Bui Vans omkostninger.

Van Raepenbusch

Boruta

Kanninen

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 11. september 2008.

W. Hakenberg

 

      S. Van Raepenbusch

Justitssekretær

 

      Afdelingsformand

De foreliggende sprogversioner af denne afgørelse og af de afgørelser fra Fællesskabets retsinstanser, der er henvist til heri, og som endnu ikke er trykt i Samling af Afgørelser, kan findes på Domstolens hjemmeside på internettet: www.curia.europa.eu


* Processprog: fransk.