Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Okręgowy w Gdańsku (Polen) den 16. januar 2020 – I.W. og R.W. mod Bank BPH S.A.
(Sag C-19/20)
Processprog: polsk
Den forelæggende ret
Sąd Okręgowy w Gdańsku
Parter i hovedsagen
Sagsøger: I.W. og R.W.
Sagsøgt: Bank BPH S.A.
Præjudicielle spørgsmål
Skal artikel 3, stk. 1 og 2, sammenholdt med artikel 4, stk. 1, sammenholdt med artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF 1 af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, fortolkes således, at en national ret er forpligtet til at fastslå, at kontraktvilkår i en forbrugeraftale er urimelige (som omhandlet i direktivets artikel 3, stk. 1), når vilkåret, som et resultat af en ændring af aftalens indhold i form af et tillæg til aftalen, er ændret således, at det på tidspunktet, hvor retten træffer sin afgørelse, ikke har karakter af at være urimeligt, og det – såfremt det fastslås, at vilkåret i sin oprindelige formulering var urimeligt – kan resultere i tilsidesættelse (ugyldighed) af hele aftalen?
Skal artikel 6, stk. 1, sammenholdt med artikel 3, stk. 1 og 2, andet punktum, og artikel 2 i [direktiv 93/13], fortolkes således, at bestemmelsen tillader den nationale ret at fastslå, at kun visse dele af kontraktvilkårene, som vedrører bankens fastsættelse af den vekselkurs, som forbrugerens lån er koblet til (således som det er tilfældet i hovedsagen), er urimelige, dvs. om tilsidesættelse af vilkåret vedrørende bankens marginal, som er en del af valutaindekseringen, som er fastsat på en ensidig og uklar måde, og bibeholdelsen af en klar bestemmelse om centralbankens (Narodowy Bank Polski – den polske nationalbanks) gennemsnitskurs, som ikke giver anledning til at erstatte det tilsidesatte indhold med nogen anden bestemmelse […], resulterer i genoprettelsen af den formelle balance mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende, selv om dette ændrer indholdet af vilkåret, som vedrører forbrugerens opfyldelse af sin forpligtelse, på en måde, som er til fordel for denne?
Skal artikel 6, stk. 1, sammenholdt med artikel 7, stk. 1, i [direktiv 93/13], fortolkes således, at selv i de situationer, hvor der fra lovgivers side er iværksat foranstaltninger, som skal forhindre anvendelsen af urimelige kontraktvilkår, som det, der er omhandlet i hovedsagen, idet der er indført bestemmelser, som pålægger banker en forpligtelse til specifikt at beskrive metoden og fristerne for fastlæggelsen af vekselkurs, kreditbeløb, hovedstol og renter, samt reglerne for, hvorledes omregning af udbetalings- og tilbagebetalingsvalutaen for lånet beregnes, er den offentlige interesse til hinder for, at det fastslås, at kun dele af indholdet i det omhandlede kontraktvilkår er urimelige som beskrevet under spørgsmål 2?
Skal tilsidesættelsen af en bindende aftale som omhandlet i artikel 6, stk. 1, [direktiv 93/13], som følge af, at der ses bort fra de urimelige kontraktvilkår, som omhandlet i direktivets artikel 2, litra a), sammenholdt med artikel 3, forstås således, at der herved er tale om en sanktion, der er et resultat af en retsstiftende afgørelse truffet af en retsinstans efter udtrykkelig anmodning fra en forbruger med virkning fra det øjeblik aftalen blev indgået, dvs. ex tunc, og at forbrugernes og den erhvervsdrivendes erstatningskrav kan kræves udbetalt, når rettens afgørelse bliver endelig?
Skal artikel 6, stk. 1, i [direktiv 93/13], sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder af 30. marts 2010 (EUT 2010, C 83, s. 389) fortolkes således, at bestemmelsen pålægger den nationale ret en forpligtelse til at belære forbrugeren, der har nedlagt påstand om tilsidesættelse af aftalen i forbindelse med, at urimelige kontraktvilkår ikke skal finde anvendelse, om de retlige konsekvenser af en sådan påstand, herunder mulige erstatningskrav fra den erhvervsdrivende (banken), selv om disse ikke er fremsat under sagen, og endnu ikke fastslåede erstatningskrav, selv i situationer, hvor forbrugeren er repræsenteret ved en advokat?
____________
1 EFT 1993, L 95, s. 29.