Language of document :

Sag anlagt den 2. maj 2007 - Fernandez García og García Rato mod Domstolen

(Sag F-41/07)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Brigida Fernandez García (Luxembourg, Luxembourg) og Carolina García Rato (Luxembourg, Luxembourg) (ved avocats S. Orlandi, A. Coolen, J.-N. Louis og E. Marchal)

Sagsøgt: De Europæiske Fællesskabers Domstol

Sagsøgerens påstande

Annullation af afgørelserne om udnævnelse af sagsøgerne til tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber, idet deres indplacering herved blev fastsat i henhold til artikel 13 i bilag XIII til vedtægten.

De Europæiske Fællesskabers Domstol tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgerne, der har bestået udvælgelsesprøve CJ/LA/25 1, der blev offentliggjort før den 1. maj 2004, blev ansat efter ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne 2.

Ved deres søgsmål gør sagsøgerne indledningsvis gældende, at de anfægtede afgørelser udgør en tilsidesættelse af den retlige ramme, som udgøres af meddelelsen om udvælgelsesprøven. I henhold til artikel 13 i bilag XIII til vedtægten blev de ansat i en lavere lønklasse end den, der var angivet i meddelelsen om udvælgelsesprøven.

Sagsøgerne er ligeledes af den opfattelse, at de anfægtede afgørelser udgør en tilsidesættelse af artikel 5, 29 og 31 i vedtægten samt af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling. Indplaceringen af personer, der har bestået samme udvælgelsesprøve eller udvælgelsesprøver på samme niveau, er blevet foretaget på forskellige niveauer, alt efter om disse er blevet ansat før eller efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 723/2004.

Sagsøgerne gør endvidere gældende, at der er sket tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, for så vidt som de med rette forventede at blive ansat i den lønklasse, som var anført i meddelelsen om udvælgelsesprøven angående besættelse af de stillinger, som de var ansøgere til.

____________

1 - EFT L 182 A af 31.7.2002, s. 8.

2 - EUT L 124 af 27.4.2004, s. 1.