Language of document : ECLI:EU:F:2013:138

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

30. september 2013

Sag F-38/12

BP

mod

Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA)

»Personalesag – ansatte ved Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder – kontraktansat – ikke-forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt for en tidsubegrænset periode – omplacering til en anden afdeling indtil kontraktens udløb – annullationssøgsmål – erstatningssøgsmål«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, hvorunder BP har nedlagt påstand om annullation af afgørelserne af 27. februar 2012 truffet af direktøren for Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (herefter »FRA« eller »agenturet«) om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt som kontraktansat for en tidsubegrænset periode og om at omplacere sagsøgeren til en anden tjenestegren de sidste seks måneder af hendes kontrakt, og om, at FRA tilpligtes at betale erstatning for det lidte økonomiske og ikke-økonomiske tab.

Udfald:      Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder frifindes. BP bærer sine egne omkostninger og betaler de af agenturet afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – kontraktansatte – anbringender – anbringende om magtfordrejning til støtte for et søgsmål rettet mod en afgørelse om ikke-forlængelse af en kontrakt som følge af afgivelse af oplysninger

(Tjenestemandsvedtægten, art. 22a)

2.      Tjenestemandssager – akt, der indeholder et klagepunkt – afgørelse om ikke-forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – den berørtes ret til at blive hørt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2, og art. 91, stk. 1; erklæring om Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder 2009/13)

3.      Tjenestemænd – bebyrdende afgørelse – begrundelsespligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25)

4.      Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering – administrationens skønsbeføjelse – grænser – tjenestens interesse – overholdelse af stillingernes ækvivalens

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)

5.      Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering – omplacering af en tjenestemand i tjenestens interesse på grund af samarbejdsvanskeligheder – tilsidesættelse af tjenestens interesse – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)

6.      Retslig procedure – stævning – formkrav – klar og præcis redegørelse for de påberåbte anbringender – anbringende fremført i forbindelse med en påstand – hensyntagen hertil i forbindelse med en anden påstand – ikke tilladt

(Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 1)      

1.      Vedtægtens artikel 22a, stk. 3, fastsætter, at den tjenestemand, som i henhold til stk. 1 i nævnte artikel har meddelt oplysninger vedrørende forhold, som lader formode, at der eventuelt finder ulovlige handlinger sted, eller adfærd, som kan være et alvorligt brud på de forpligtelser, der påhviler Unionens tjenestemænd, ikke må udsættes for sanktioner fra institutionens side, forudsat at han har handlet i god tro. Den omstændighed, at en afgørelse, der er til ugunst for en tjenestemand, er truffet efter at denne tjenestemand har afgivet oplysninger i henhold til vedtægtens artikel 22a, bør således føre til, at Unionens retsinstanser, når de får forelagt et søgsmål rettet mod den pågældende afgørelse, til støtte for hvilket er påberåbt et anbringende om magtfordrejning, at prøve nævnte anbringende med særlig årvågenhed. Disse bestemmelser giver imidlertid ikke en tjenestemand, der i medfør af vedtægtens artikel 22a, stk. 1, har givet underretning om forhold, som lader formode, at der eventuelt finder ulovlige handlinger sted, beskyttelse mod enhver bebyrdende afgørelse, men kun mod de afgørelser, der træffes på grundlag af sådanne oplysninger.

(jf. præmis 87-89)

Henvisning til:

Personaleretten: 24. februar 2010, sag F-2/09, Menghi mod ENISA, præmis 138

2.      Når en ansats ansættelseskontrakt kan være genstand for en forlængelse, udgør en afgørelse om ikke at forlænge en kontrakt som midlertidigt ansat eller en kontrakt som kontraktansat en afgørelse, som er bebyrdende for den pågældende.

Afgørelse 2009/13 fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder om den procedure, der skal følges ved forlængelser af kontraktansattes kontrakter, fastslår, at den berørte skal høres to gange: først i forbindelse med en samtale med afdelingschefen og dernæst via den ansøgning, som han fremsender til agenturets direktør, syv måneder før udløbet af hans kontrakt. Den berørte kan i sin ansøgning udtale sig og fremkomme med alle de grunde til, at der bør træffes en afgørelse, som er positiv for ham.

En udtalelse fra en afdelingschef, som den berørte modtager en kopi af, og med hensyn til hvilken den berørte ønsker at udtale sig, udgør en forberedende retsakt til afgørelsen om ikke at forlænge kontrakten. Da der ikke er tale om en bebyrdende retsakt for den berørte, som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og artikel 91, stk. 1, kan denne ikke med føje påberåbe sig en ret til at fremsætte bemærkninger til indholdet heraf.

(jf. præmis 103 og 106-108)

Henvisning til:

Retten: 14. september 2011, sag T-236/02, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 133, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Domstol under sagsnummer C-617/11 P

3.      Begrundelsespligten i vedtægtens artikel 25, stk. 2, som gengiver den almindelige forpligtelse, som er fastsat i artikel 296 TEUF, har til formål dels at give den pågældende tilstrækkelige oplysninger til vurdering af, om den akt, der indeholder et klagepunkt imod ham, er berettiget, og om det tjener noget formål at anlægge sag ved Retten, dels at give Retten mulighed for at udøve sin kontrol med hensyn til retsaktens lovlighed. Begrundelsespligtens omfang skal i hvert tilfælde vurderes ikke blot i forhold til den anfægtede afgørelse, men ligeledes i forhold til de konkrete omstændigheder, som danner grundlag for nævnte afgørelse.

En afgørelse er tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den berørte bekendt, og som gør det muligt for ham at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for ham. Dette er tilfældet, når der forud for afgørelsen er afholdt samtaler med de overordnede, som vedrørte den pågældende situation. Desuden opfylder en afgørelse, som henviser til et dokument, som den berørte allerede er i besiddelse af, og som indeholder de forhold, hvorpå institutionen har baseret sin afgørelse, kravet om begrundelse.

(jf. præmis 124 og 125)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 17. maj 2006, sag T-93/04, Kallianos mod Kommissionen, præmis 100 og 101

Personaleretten: 2. juli 2009, sag F-49/08, Giannini mod Kommissionen, præmis 117; 30. november 2010, sag F-97/09, Taillard mod Parlamentet, præmis 33

4.      Institutionerne har et vidt skøn ved organisationen af deres tjenestegrene, alt efter de opgaver, som er overdraget dem, og – under hensyn til disse opgaver – ved placeringen af det personale, som de har til rådighed, dog på den betingelse, at denne placering sker i tjenestens interesse og med respekt af stillingernes ækvivalens.

Omplacering af en tjenestemand er betinget af, at denne indvilliger. En sådan betingelse ville begrænse institutionernes frihed i forbindelse med tilrettelæggelsen af deres tjenestegrene og i forbindelse med denne tilrettelæggelses tilpasning til udviklingen i behovene.

(jf. præmis 132 og 133)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 22. januar 1998, sag T-98/96, Costacurta mod Kommissionen, præmis 36 og 40 og den deri nævnte retspraksis

5.      Begrebet tjenestens interesse henviser i almindelighed til, at institutionen fungerer korrekt, og nærmere bestemt til de specifikke krav i forbindelse med den ledige stilling. En tjenestemands omplacering med henblik på at bringe en administrativ situation, der er blevet utålelig, til ophør, skal anses for vedtaget i tjenestens interesse. Samarbejdsvanskeligheder kan, når de skaber spændinger, som er skadelige for tjenestens gnidningsløse funktion, netop i tjenestens interesse begrunde, at en tjenestemand omplaceres, og dette uden at det er nødvendigt at fastlægge, hvem der er ansvarlig for de pågældende hændelser, eller om de fra begge sider fremførte anklager er begrundede.

(jf. præmis 140-142)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 18. april 1996, sag T-13/95, Kyrpitsis mod ØSU, præmis 51; Costacurta mod Kommissionen, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: 5. december 2012, forenede sager F-88/09 og F-48/10, Z mod Domstolen, præmis 123, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret under sagsnummer T-88/13 P

6.      Et klagepunkt, som er rejst i forbindelse med en uhensigtsmæssig påstand, kan ikke antages til realitetsbehandling, for så vidt som det dels ikke tilkommer Unionens retsinstanser efter behag at samle argumenter, klagepunkter og anbringender i en stævning under den ene eller den anden påstand, og for så vidt som den måde, hvorpå dette klagepunkt præsenteres, dels kan berøre sagsøgtes ret til forsvar.

(jf. præmis 148 og 149)