PERSONALERETTENS DOM
(Første Afdeling)
7. juni 2011
Sag F-64/10
Andreas Mantzouratos
mod
Europa-Parlamentet
»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesåret 2009 – afgørelse om ikke at forfremme sagsøgeren – antagelse af en ulovlighedsindsigelse til realitetsbehandling – sammenligning af fortjenester – åbenbart urigtigt skøn«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som i medfør af artikel 106a Euratom finder anvendelse på Euratom-traktaten, hvorved Andreas Mantzouratos har nedlagt påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse om ikke at forfremme ham til lønklasse AD 13 i forfremmelsesåret 2009 og af afgørelserne om forfremmelse af tjenestemænd, der havde færre point for fortjeneste end ham i det pågældende år.
Udfald: Europa-Parlamentet frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – søgsmål – retlig interesse – søgsmål rettet mod afgørelse om at forfremme en anden tjenestemand – antagelse til realitetsbehandling
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)
2. Retspleje – stævning – formkrav
[Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 1, litra e)]
3. Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – overensstemmelse mellem klagen og sagsanlægget
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
4. Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – begrundelsespligt – mulighed for at begrunde en afgørelse om ikke at forfremme en tjenestemand under den administrative procedure – følger
(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2, og art. 90, stk. 2)
5. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
6. Retspleje – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – anbringende støttet på omstændigheder, som er kommet frem under sagens behandling
(Personalerettens procesreglement, art. 43, stk. 1)
7. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
8. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
9. Tjenestemænd – forfremmelse – betingelser – tjenestemænd, som har nået referencetærsklen – ret til automatisk forfremmelse – foreligger ikke
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
10. Retspleje – sagsomkostninger – påstand om, at der træffes afgørelse efter gældende regler
(Personalerettens procesreglement, art. 87, stk. 1)
1. De tjenestemænd, der kan forfremmes til en given lønklasse, har i princippet en personlig interesse i at anfægte afgørelser, som forfremmer andre tjenestemænd til den pågældende lønklasse.
(jf. præmis 15)
Henvisning til:
Personaleretten: 5. maj 2010, sag F-53/08, Bouillez m.fl. mod Rådet, præmis 80
2. Selv om Unionens retsinstanser ikke af egen drift kan basere sig på et anbringende, som ikke er blevet gjort gældende af parterne, medmindre det er ufravigeligt, skal Retten desuagtet fortolke en sagsøgers anbringender på grundlag af deres indhold snarere end deres retlige kvalifikation, dog betinget af, at disse anbringender fremgår tilstrækkeligt klart af stævningen. Anbringenderne skal dog, uafhængigt af terminologiske spørgsmål, være tilstrækkelig klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Personaleretten kan træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden at behøve at udbede sig yderligere oplysninger.
(jf. præmis 16)
Henvisning til:
Domstolen: 15. december 1961, forenede sager 19/60, 21/60, 2/61 og 3/61, Fives Lille Cail m.fl. mod Den Høje Myndighed; 13. december 2005, sag C-78/03 P, Kommissionen mod Aktionsgemeinschaft Recht und Eigentum, præmis 45
Retten i Første Instans: 24. februar 2000, sag T-145/98, ADT Projekt mod Kommissionen, præmis 66
Den Europæiske Unions Ret: 26. marts 2010, sag T-577/08, Proges mod Kommissionen, præmis 21
3. Hvad angår ulovlighedsindsigelser, selv om de vedrører en anden retlig årsag end den, der fremgår af klagen, ville en afvisning heraf på grund af tilsidesættelse af reglen om overensstemmelse mellem klage og sagsanlæg bryde ligevægten mellem beskyttelsen af tjenestemandens processuelle rettigheder og formålet med den administrative procedure, og en sådan afvisning ville udgøre en uforholdsmæssig og uberettiget sanktion over for tjenestemanden. På grund af en ulovlighedsindsigelses iboende juridiske karakter samt det ræsonnement, der får den pågældende til at søge efter og rejse en sådan indsigelse, kan det nemlig ikke forlanges af den tjenestemand eller den ansatte, der indgiver klagen, og som ikke nødvendigvis råder over de relevante juridiske kvalifikationer, at vedkommende skal fremsætte en sådan indsigelse under den administrative procedure, idet hans søgsmål i modsat fald vil blive afvist. Dette gælder så meget desto mere, dersom fremsættelse af en ulovlighedsindsigelse under den administrative procedure næppe vil kunne medføre, at tjenestemanden får medhold i klagen på dette trin, fordi det er usandsynligt, at administrationen skulle vælge at undlade at anvende en gældende bestemmelse, der eventuelt er i strid med en trinhøjere regel, med det ene formål at gøre det muligt at opnå et udenretligt forlig.
Ikke desto mindre kan en ulovlighedsindsigelse over for generelle afgørelser kun gøres gældende, for så vidt som der er en direkte retlig forbindelse mellem den anfægtede retsakt og de generelle afgørelser. Ugyldighedsindsigelsen giver kun mulighed for under en verserende sag at anfægte gyldigheden af de retsakter, som danner hjemmel for den afgørelse, som sagsøgeren påstår annulleret.
For at afgøre, om sagsøgerens ugyldighedsindsigelse kan antages til realitetsbehandling, bør det derfor fastlægges, på hvilket retsgrundlag den anfægtede retsakt er baseret. I denne forbindelse kan eksistensen af den direkte retlige forbindelse mellem den anfægtede individuelle retsakt og den pågældende generelle retsakt udledes af en konstatering af, at den anfægtede retsakt i det væsentlige er støttet på en bestemmelse i den retsakt, hvis lovlighed bestrides, selv om sidstnævnte ikke udgør den formelle hjemmel for afgørelsen. Når ansættelsesmyndigheden i afgørelsen om afslag på klagen for så vidt angår realiteten forkaster samtlige de argumenter, der er fremsat af sagsøgeren til støtte for en ugyldighedsindsigelse vedrørende en retsakt, udgør nævnte retsakt normalt retsgrundlaget for den omhandlede afgørelse.
(jf. præmis 22, 25 og 26)
Henvisning til:
Domstolen: 6. marts 1979, sag 92/78, Simmenthal mod Kommissionen, præmis 36
Retten i Første Instans: 26. oktober 1993, forenede sager T-6/92 og T-52/92, Reinarz mod Kommissionen, præmis 56 og 57; 22. april 2004, sag T-343/02, Schintgen mod Kommissionen, præmis 25; 20. november 2007, sag T-308/04, Ianniello mod Kommissionen, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis
Personaleretten: 1. juli 2010, sag F-45/07, Mandt mod Parlamentet, præmis 121
4. Administrationen kan begrunde en afgørelse om ikke at forfremme en tjenestemand under hele den administrative procedure. Når administrationen anvender denne mulighed, fratager den imidlertid de berørte tjenestemænd muligheden for at indgive en klage med kendskab til begrundelsen for den anfægtede afgørelse og dermed også muligheden for at fremsætte bemærkninger under hensyntagen hertil. Såfremt en tjenestemand først får kendskab til begrundelsen for en afgørelse i forbindelse med afvisningen af klagen, kan overholdelsen af princippet om overensstemmelse mellem hans klage og søgsmålet ikke gøres gældende over for ham.
(jf. præmis 23)
Henvisning til:
Personaleretten: 29. september 2009, sag F-125/07, Hau mod Parlamentet, præmis 24
5. I Europa-Parlamentet tildeles point for fortjeneste, med undtagelse af de point, der er reserveret til generalsekretæren, ikke efter en sammenligning af alle de forfremmelsesværdige tjenestemænd i samme lønklasse. Administrationen kan følgelig ikke forfremme en tjenestemand ved udelukkende at basere sig på tildelingen af disse point for fortjeneste. Ikke desto mindre forholder det sig således, at tildelingen af tre point for fortjeneste i medfør af punkt I.3.1 i Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 6. juli 2005, som ændret, vedrørende politik for forfremmelse og planlægning af karriereforløb ved slutningen af den årlige undersøgelse af en tjenestemands fortjenester kan være et vigtigt indicium i den efterfølgende sammenligning af fortjenesterne hos tjenestemænd i samme lønklasse med henblik på deres forfremmelse, jf. vedtægtens artikel 45.
Generaldirektoraternes kriterium for anbefaling, som gør det muligt at skelne mellem visse ansøgere, som bl.a. har opnået det samme antal point for fortjeneste, er ikke i strid med vedtægtens artikel 45, når den af generaldirektoraterne foretagne klassificering af forfremmelsesværdige tjenestemænd er baseret på disse ansattes faglige kvalifikationer. I øvrigt er kriteriet vedrørende udførelsen af opgaver af afgørende betydning heller ikke i strid med vedtægtens artikel 45, eftersom det belønner en stor arbejdsindsats udført af en tjenestemand, til hvem en vanskelig og vigtig opgave er blevet tildelt.
Kriteriet vedrørende niveauet for det udøvede ansvar kan ikke fuldstændigt reduceres til en tjenestemands antal underordnede, eller, mere generelt, til betydningen af de udførte ledelsesopgaver.
Ikke desto mindre forholder det sig således, at udøvelsen af funktionen som kontorchef, selv om det ikke kan udgøre det eneste kriterium ved bedømmelse af det ansvarsniveau, som udøves af de forfremmelsesværdige tjenestemænd, er et relevant kriterium ved den sammenligning, som ansættelsesmyndigheden skal foretage i denne forbindelse.
(jf. præmis 45, 52, 54 og 55)
Henvisning til:
Den Europæiske Unions Ret: 16. december 2010, sag T-175/09 P, Rådet mod Stols, præmis 48
6. I henhold til artikel 43, stk. 1, i Personalerettens procesreglement må der ikke fremsættes nye anbringender efter den første udveksling af processkrifter, medmindre de støttes på omstændigheder, som er kommet frem under sagens behandling. En tilsvarende løsning må antages vedrørende et klagepunkt, som påberåbes til støtte for et anbringende. Endvidere udelukker denne bestemmelse ikke, at disse omstændigheder har kunnet opdages i forbindelse med en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse. Den i medfør af denne bestemmelse fastsatte præklusion skal fortolkes strengt, eftersom en part begrænses i sin mulighed for at fremføre de omstændigheder, som er nødvendige for, at han kan få medhold i sine påstande.
(jf. præmis 48)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 13. oktober 2008, sag T-43/07 P, Neophytou mod Kommissionen, præmis 75-91 og den deri nævnte retspraksis
7. Ansættelsesmyndigheden råder, med henblik på sammenligningen af fortjenesterne hos tjenestemænd, som kan forfremmes, over et vidt skøn, og den kontrol, som Unionens retsinstanser foretager, bør begrænses til spørgsmålet om, hvorvidt administrationen på baggrund af den fulgte fremgangsmåde og de forhold, den kan have lagt til grund for vurderingen, kan antages at have holdt sig inden for de grænser, som ikke kan anfægtes, og ikke har anvendt sine beføjelser åbenbart fejlagtigt. Unionens retsinstanser kan således ikke sætte deres vurdering af ansøgernes kvalifikationer og fortjenester i stedet for ansættelsesmyndighedens.
(jf. præmis 63)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 15. september 2005, sag T-132/03, Casini mod Kommissionen, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis
Den Europæiske Unions Ret: Rådet mod Stols, præmis 48
8. Det skøn, der tilkommer administrationen ved sammenligning af fortjenesterne for de forfremmelsesværdige tjenestemænd i henhold til vedtægtens artikel 45, begrænses af nødvendigheden af at foretage en grundig og upartisk sammenligning af ansøgningerne i tjenestens interesse og i overensstemmelse med princippet om ligebehandling. I praksis skal denne sammenligning ske på lige vilkår på grundlag af sammenlignelige informations- og oplysningskilder.
I denne forbindelse gælder, at en fejl er åbenbar, når den umiddelbart og tydeligt kan konstateres på baggrund af de kriterier, som lovgiver har ønsket skal anvendes ved afgørelser om forfremmelse, under samtidig hensyntagen til vigtigheden af at bevare den effektive virkning af det skøn, som ansættelsesmyndigheden udøver.
(jf. præmis 64 og 65)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: Casini mod Kommissionen, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis
Personaleretten: 24. marts 2011, sag F-104/09, Canga Fano mod Rådet, præmis 29-35
9. Selv om Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 6. juli 2005, som ændret, vedrørende politik for forfremmelse og planlægning af karriereforløb fastsætter en referencetærskel, der afhænger af en gennemsnitlig tid, udtrykt i år, i lønklassen, indeholder vedtægtens artikel 45 krav om, at forfremmelse udelukkende sker på grundlag af en udvælgelse, således at der ikke heraf kan udledes et princip om, at en tjenestemand skal forfremmes, når han ikke har gjort sig uværdig hertil, eller et princip om regelmæssig karrierefremgang, som forpligter administrationen til automatisk at forfremme en tjenestemand alene af den grund, at han har en vis anciennitet i lønklassen.
(jf. præmis 70)
Henvisning til:
Personaleretten: 15. februar 2011, sag F-68/09, Barbin mod Parlamentet, præmis 90 og 91
10. I henhold til artikel 87, stk. 1, i Personalerettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. En begæring i påstandene om, at der træffes afgørelse i henhold til gældende regler, kan ikke anses for en påstand om, at den tabende part tilpligtes at betale sagens omkostninger.
(jf. præmis 76)
Henvisning til:
Personaleretten: 10. juli 2008, sag F-141/07, Maniscalco mod Kommissionen, præmis 30-33 og den deri nævnte retspraksis