Language of document : ECLI:EU:F:2011:11

PERSONALERETTENS DOM

(Tredje Afdeling)

15. februar 2011

Sag F-68/09

Florence Barbin

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelsesåret 2006 – opfyldelse af en af Retten afsagt dom – sammenligning af fortjenester – ligebehandlingsprincippet – forældreorlov på halv tid«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA, hvorunder Florence Barbin har nedlagt påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse om ikke at forfremme hende til lønklasse AD12 i forfremmelsesåret 2006.

Udfald: Europa-Parlamentet frifindes. Florence Barbin betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – forfremmelse – forpligtelse til at begrunde alle afgørelser om ikke at forfremme tjenestemænd, der har nået referencetærsklen – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

2.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – tildeling af point for fortjeneste og fastsættelse af en referencetærskel

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

3.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – betingelser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

4.      Tjenestemænd – ligebehandling – begreb – grænser

5.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – afgørelse om forfremmelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

6.      Tjenestemænd – søgsmål – anbringender – anbringende om, at der foreligger forskelsbehandling – pligt til at tage hensyn til hele den relevante faktuelle sammenhæng

1.      I henhold til punkt I.3.4 i Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 13. februar 2006 vedrørende politik for forfremmelse og planlægning af karriereforløb, i det væsentlige gengivet i punkt II.2, litra b), andet afsnit, i den af Parlamentets generalsekretær trufne afgørelse af 10. maj 2006 om fastsættelse af gennemførelsesforanstaltninger vedrørende tildeling af point for fortjeneste og forfremmelse, skal administrationen begrunde enhver afgørelse om forfremmelse af tjenestemænd, som ikke har nået referencetærsklen. Selv om nævnte bestemmelser ikke præciserer, i forhold til hvem ansættelsesmyndigheden skal begrunde dens afgørelser, ville en indrømmelse af, at enhver ikke-forfremmet tjenestemand, der har nået referencetærsklen, er omfattet af denne begrundelsespligt, imidlertid ikke blot pålægge administrationen en unødvendig arbejdsbyrde, men ville ligeledes være i strid med retspraksis, hvorefter begrundelsen af en afgørelse om forfremmelse skal vedrøre den individuelle situation for en ikke-forfremmet tjenestemand. Følgelig er det med urette, at denne tjenestemand gør gældende at være adressat for administrationens forpligtelse til at begrunde forfremmelsen af de af hans kolleger, som ikke havde nået referencetærsklen.

Den forpligtelse, som følger af disse bestemmelser, kan anses for opfyldt, når administrationen til forfremmelsesudvalget, som er et paritetisk organ, hvori tjenestemændene er repræsenteret, har fremsendt en begrundelse hvad angår forfremmelsen af de tjenestemænd, som ikke har nået referencetærsklen.

(jf. præmis 59 og 61)

Henvisning til:

Retten: 4. juli 2007, sag T-502/04, Lopparelli mod Kommissionen, præmis 75

2.      I henhold til Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 13. februar 2006 vedrørende politik for forfremmelse og planlægning af karriereforløb tildeles point for forfremmelse ikke efter en sammenligning af alle de forfremmelsesværdige tjenestemænd, der kan opfylde kravene i vedtægtens artikel 45. Hver tjenestemand i et direktorat eller i en tjenestegren, som har ret til forfremmelse, konkurrerer nemlig udelukkende med de andre tjenestemænd i hans direktorat eller tjenestegren om et begrænset antal point for fortjeneste. Eftersom referencetærsklen ikke er fastsat i relative tal, dvs. henset til de pågældende tjenestemænds gennemsnitlige antal point for fortjeneste, men i absolutte tal svarende til to gange den gennemsnitlige tid i lønklassen, dvs. fire år for lønklasse AD11, kan den omstændighed, at denne tærskel overskrides, ikke sidestilles med en direkte eller indirekte sammenligning af fortjenesterne for de forfremmelsesværdige tjenestemænd. Følgelig kan administrationen ikke forfremme en tjenestemand udelukkende med den begrundelse, at han har nået referencetærsklen, da sidstnævntes fortjenester herved på intet tidspunkt i forfremmelsesproceduren sammenlignes med fortjenesterne for hver af de forfremmelsesværdige tjenestemænd.

(jf. præmis 83)

Henvisning til:

Retten: 8. oktober 2008, sag F-44/07, Barbin mod Parlamentet, præmis 44

3.      I henhold til vedtægtens artikel 45 kan ansættelsesmyndigheden ikke indskrænke sig til at undersøge hver tjenestemands individuelle situation, men skal sammenligne fortjenesterne for samtlige tjenestemænd med henblik på at træffe afgørelse om forfremmelserne. I denne forbindelse kan ancienniteten kun være et subsidiært forfremmelseskriterium. Følgelig tilsidesætter en afgørelse, som tildeler en tjenestemand en forfremmelse alene med den begrundelse, at sidstnævnte ikke har gjort sig uværdig hertil, eller at han har en vis anciennitet i lønklassen, uden at tage hensyn til situationen for de øvrige tjenestemænd, princippet om sammenligning af fortjenesterne for samtlige de tjenestemænd, der har ret til forfremmelse, jf. nævnte artikel. Selv om Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 13. februar 2006 vedrørende politik for forfremmelse og planlægning af karriereforløb fastsætter en referencetærskel, der afhænger af en gennemsnitlig tid, udtrykt i år, i en lønklasse, kan der følgelig ikke heraf udledes et princip om, at en tjenestemand skal forfremmes, når han ikke har gjort sig uværdig hertil, eller et princip om regelmæssig karrierefremgang, som forpligter administrationen til automatisk at forfremme en tjenestemand alene af den grund, at han har en vis anciennitet i lønklassen.

(jf. præmis 90 og 91)

Henvisning til:

Retten: Lopparelli mod Kommissionen, præmis 75

Personaleretten: 10. september 2009, sag F-124/07, Behmer mod Parlamentet, præmis 106

4.      Med henblik på at overholde princippet om forbud mod forskelsbehandling og ligebehandlingsprincippet skal administrationen påse ikke at behandle identiske situationer forskelligt og ikke at behandle forskellige situationer ens, medmindre dette er objektivt begrundet. Følgelig gælder, at når en tjenestemand udøver en ret, som han er tillagt i henhold til vedtægten, kan administrationen ikke uden at anfægte denne rets effektivitet antage, at tjenestemandens situation er forskellig fra situationen for en tjenestemand, som ikke har udøvet denne ret, og som følge heraf behandle ham forskelligt, medmindre denne forskellige behandling dels er objektivt begrundet, bl.a. derved at den indskrænker sig til i den pågældende periode at drage konsekvenserne af den pågældende ansattes manglende arbejdsindsats, dels er strengt afpasset til den anførte begrundelse.

(jf. præmis 100)

Henvisning til:

Domstolen: 16. oktober 1980, sag 147/79, Hochstrass mod Domstolen, præmis 7

Retten: 25. oktober 2005, sag T-368/03, De Bustamante Tello mod Rådet, præmis 69

5.      Selv om en afgørelse om forfremmelse er blevet formelt vedtaget under hensyn til det antal point for fortjeneste, der er tildelt den pågældende tjenestemand, gør denne omstændighed det ikke muligt at afvise, at afgørelsen er blevet vedtaget af mindre anerkendte grunde, såsom en hensyntagen til nævnte tjenestemands forældreorlov, imidlertid på betingelse af, at der foreligger indicier, som gør det muligt at betvivle førnævnte begrundelses sandfærdighed.

(jf. præmis 102 og 103)

6.      Med henblik på at vurdere et anbringende om, at der foreligger forskelsbehandling, skal der tages hensyn til hele den relevante faktuelle sammenhæng, som indbefatter de bedømmelser, der er indeholdt i tidligere afgørelser, der er blevet endelige. Heraf følger, at en afgørelse, der er blevet endelig, uden at der foretages en fornyet undersøgelse af dennes lovlighed, kan udgøre et indicium, der skal tages hensyn til blandt andre indicier med henblik på at godtgøre, at administrationen har udvist en, bl.a. diskriminerende, adfærd. Det gælder så meget desto mere, som det er muligt, at en forskelsbehandling først viser sig efter udløbet af søgsmålsfristerne til prøvelse af en afgørelse, som er udtryk herfor.

(jf. præmis 109)