PERSONALERETTENS DOM

(Tredje Afdeling)

11. maj 2011

Sag F-53/09

J

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – vedtægtens artikel 73 – afslag på at anerkende en sygdom som en erhvervssygdom – forpligtelse til at gennemføre sagen inden for en rimelig frist«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA, hvorunder sagsøgeren har nedlagt påstand dels om annullation af Kommissionens afgørelse af 31. juli 2008 om afslag på at anerkende den sygdom, som sagsøgeren lider af, som en erhvervssygdom, dels om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren en symbolsk erstatning på 1 EUR for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren mener at have lidt.

Udfald:      Europa-Kommissionen betaler sagsøgeren et beløb på 1 EUR i erstatning. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler en fjerdedel af sagsøgerens omkostninger. Sagsøgeren bærer tre fjerdedele af sine omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – invaliditet – forskellige ansættelsesordninger – begrebet »erhvervssygdom« det samme

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73 og 78; ordningen om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 3, stk. 2, og art. 25)

2.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – stillingtagen til, om sygdommen er erhvervsbetinget – bevisbyrden påhviler tjenestemanden

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordningen om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 3)

3.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – lægesagkyndig vurdering – lægeudvalgets skøn – domstolsprøvelse – grænser – begrundelsespligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordningen om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 23)

4.      EU-retten – principper – overholdelse af en rimelig frist – tilsidesættelse i forbindelse med en administrativ procedure – retsvirkninger

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1)

1.      Medmindre andet er angivet i vedtægten, kan begrebet erhvervssygdom ikke have et forskelligt indhold i vedtægten alt efter, om der er tale om anvendelse af vedtægtens artikel 73 eller artikel 78, selv om disse bestemmelser hver især vedrører en ordning, der har sine egne særlige kendetegn.

Den omstændighed, at begrebet erhvervssygdom har samme retlige indhold, uanset om der er tale om anvendelse af vedtægtens artikel 73 eller artikel 78, betyder imidlertid ikke, at det i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd i Den Europæiske Union fastsatte lægeudvalg er bundet af de faktuelle og lægelige vurderinger fra invaliditetsudvalget, der er nedsat i henhold til vedtægtens artikel 78 og omvendt. Proceduren for anerkendelse af vedvarende total eller delvis invaliditet efter vedtægtens artikel 73 og proceduren for tilkendelse af invalidepension efter vedtægtens artikel 78 kan således retligt indebære forskellige resultater med hensyn til de samme faktiske omstændigheder, og navnlig hvad angår spørgsmålet, om den sygdom, som en og samme tjenestemand lider af, har karakter af en erhvervssygdom.

For det første er de ydelser, der er fastsat i vedtægtens artikel 73 og artikel 78 nemlig forskellige og uafhængige af hinanden, selv om de kan kumuleres; ligeledes fastsætter disse bestemmelser to forskellige procedurer, som kan give anledning til forskellige afgørelser, som er uafhængige af hinanden. Selv om det for det andet er ønskeligt, at de to procedurer i givet fald gennemføres samtidigt, og at det er de samme lægelige myndigheder, som anmodes om at tage stilling til de forskellige aspekter af den invaliditet, tjenestemanden er ramt af, er de to procedurers lovlighed ikke betinget heraf, og ansættelsesmyndigheden har efter omstændighederne en skønsbeføjelse på dette område. Endelig fastsætter artikel 25 i ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for det tredje udtrykkeligt, at en anerkendelse i medfør af vedtægtens artikel 73 og denne ordning af en vedvarende, total eller delvis invaliditet på ingen måde foregriber anvendelsen af vedtægtens artikel 78 eller omvendt.

En sådan retstilstand vil kunne anses for ikke at være helt tilfredsstillende. Denne tilsyneladende modstridende risiko er ikke desto mindre uadskilleligt forbundet med den af lovgiver ønskede sameksistens mellem to ordninger, der benytter sig af forskellige lægelige instanser, som følger forskellige processuelle regler. Lægeudvalget udtaler sig navnlig henset til resultaterne af en administrativ undersøgelse, mens dette ikke er tilfældet for så vidt angår invaliditetsudvalget. På EU-lovgivningens nuværende udviklingstrin kan det derfor ikke udelukkes, at disse to udvalg når frem til forskellige konklusioner under hensyn til den samme faktuelle situation.

(jf. præmis 55-60)

Henvisning til:

Domstolen: 4. oktober 1991, sag C-185/90 P, Kommissionen mod Gill, præmis 13-16

Retten: 14. maj 1998, sag T-165/95, Lucaccioni mod Kommissionen, præmis 150; 1. juli 2008, sag T-262/06 P, Kommissionen mod D, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis, og præmis 74

2.      Artikel 3 i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd i Den Europæiske Union indfører en dobbelt ordning for dækning af erhvervssygdomme.

Artikel 3, stk. 1, i ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme bestemmer, at en sygdom, når den er opført på »den europæiske liste over erhvervssygdomme«, der er bilagt Kommissionens henstilling 90/326, eller på eventuelle tillæg hertil, anses for at være en erhvervssygdom. Denne bestemmelse indfører en retlig formodning, som fraviger den almindelige ret til at føre bevis, med henblik på at bevare de pågældende tjenestemænds rettigheder, for så vidt angår de sygdomme, med hensyn til hvilke det er videnskabeligt bevist, at de principielt er tilknyttet udøvelsen af visse erhverv. Det er således tilstrækkeligt, at den pågældende tjenestemand godtgør, at han i forbindelse med sit arbejde har været udsat for en risiko for at få denne sygdom. En eventuel usikkerhed vedrørende årsagsforbindelse mellem udøvelsen af arbejdet og sygdommen gør det ikke muligt at afkræfte denne formodning.

I forbindelse med artikel 3, stk. 2, i ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme skal der derimod godtgøres en årsagsforbindelse mellem udøvelsen af arbejdet og forekomsten af sygdommen. Selv om nødvendigheden af at godtgøre en sådan årsagsforbindelse kan føre til, at visse multifaktorielle sygdomme ikke anerkendes som erhvervssygdomme i forbindelse med denne bestemmelse, gør den blotte godtgørelse af, at udførelsen af arbejdet har en potentiel indvirkning på udløsningen, forværringen eller udviklingen af en multifaktoriel sygdom, det ikke muligt at antage, at denne sygdoms erhvervsmæssige oprindelse er tilstrækkeligt godtgjort. I denne forbindelse kan Personaleretten ikke sætte sig i lovgivers sted med henblik på at gøre det muligt, at usikkerheden for så vidt angår visse multifaktorielle sygdomme skal komme den pågældende tjenestemand til gode, når det objektivt set er umuligt at afgøre, dels om udøvelsen af arbejdet sandsynligvis har haft en indvirkning på forværringen af den pågældendes helbredstilstand, dels i hvilket omfang denne udøvelse – i forhold til eventuelle ikke-erhvervsmæssige faktorer – har bidraget til denne forværring.

Artikel 3, stk. 2, i ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme sikrer således dækningen af individuelle tilfælde, imidlertid på betingelse af, at den pågældende sygdoms erhvervsmæssige karakter i tilstrækkeligt omfang godtgøres. Inden for denne retlige ramme ville et afkald for så vidt angår visse multifaktorielle sygdomme på kravet om et sådant endog mindre omfattende bevis til fordel for et bevis for en potentiel årsagsforbindelse stride ikke blot mod ordlyden af artikel 3, stk. 2, i ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme, men ligeledes mod genstanden for og formålet med denne artikel, som tilsigter at sikre en specifik dækning mod risici for erhvervssygdomme ved gennemførelse af vedtægtens artikel 73.

I komplekse situationer, hvor en tjenestemands sygdom beror på flere årsager, såsom erhvervsmæssige, ikke-erhvervsmæssige, fysiske eller psykiske årsager, der alle har bidraget til sygdommens opståen, tilkommer det lægeudvalget at afgøre, om udøvelsen af tjenesten ved Unionens institutioner har direkte sammenhæng med tjenestemandens sygdom, f.eks. som værende det forhold, der er årsag til sygdomsudbruddet. I sådanne situationer er det ikke nødvendigt, for at sygdommen kan anerkendes som en erhvervssygdom, at den udelukkende, væsentligt, overvejende eller sandsynligvis er opstået som følge af tjenesteudøvelsen.

(jf. præmis 64-69)

Henvisning til:

Retten: 26. februar 2003, sag T-145/01, Latino mod Kommissionen, præmis 83, 84 og 86-89

Personaleretten: 14. september 2010, sag F-79/09, AE mod Kommissionen, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis

3.      Lægeudvalgets opgave, der er defineret i artikel 23 i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd i Den Europæiske Union, går ud på objektivt og uafhængigt at bedømme lægelige spørgsmål og forudsætter, dels at udvalget råder over alle de nødvendige oplysninger, dels at udvalget fuldstændig frit kan foretage sin vurdering. De egentlige lægelige vurderinger, som lægeudvalget anlægger, må anses for endelige, når de er resultatet af en forskriftsmæssigt forløbet procedure. Personaleretten er alene beføjet til at efterprøve, om lægeudvalget er blevet oprettet og har fungeret forskriftsmæssigt, samt om udvalgets udtalelse er korrekt, bl.a. ved at foretage en vurdering af, om udtalelsen indeholder en begrundelse, der gør det muligt at forstå de betragtninger, som udvalget støtter sig på, og om der er en sammenhæng mellem udtalelsens konstateringer og dens konklusioner.

Henset til den begrænsede domstolskontrol, som det tilkommer Personaleretten at udføre, kan en kritik om, at lægeudvalget har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, ikke tiltrædes.

Når lægeudvalget skal træffe afgørelse om komplekse, lægelige spørgsmål, navnlig vedrørende en vanskelig diagnose eller vedrørende årsagssammenhængen mellem den berørte tjenestemands lidelser og dennes erhvervsmæssige beskæftigelse ved en institution, påhviler det navnlig udvalget i sin udtalelse at angive de elementer i sagen, udvalget støtter sig på, og i tilfælde af væsentlig uenighed nærmere at anføre grundene til, at udvalget har bortset fra visse tidligere, relevante lægeerklæringer, som er gunstigere for den berørte.

(jf. præmis 70, 91, 92 og 104)

Henvisning til:

Personaleretten: AE mod Kommissionen, præmis 64 og 65 og den deri nævnte retspraksis, og præmis 89

4.      Forpligtelsen til at iagttage en rimelig frist i forbindelse med gennemførelsen af administrative procedurer udgør et generelt EU-retligt princip, hvis overholdelse Unionens retsinstanser sikrer, og er som en del af retten til god forvaltningsskik anført i artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist kan imidlertid ikke i almindelighed begrunde, at den afgørelse, der er truffet efter en forsinket administrativ procedure, annulleres. Det er nemlig kun, når den urimeligt lange tid, der er forløbet, påvirker selve indholdet af den afgørelse, der er truffet efter den administrative procedure, at den manglende overholdelse af princippet om en rimelig frist påvirker gyldigheden af den administrative procedure. Den omstændighed, at behandlingen af en ansøgning om anerkendelse af en sygdom som en erhvervssygdom har varet urimeligt lang tid, kan således ikke i princippet påvirke selve indholdet af lægeudvalgets udtalelse eller institutionens endelige afgørelse. En sådan forsinkelse kan nemlig ikke, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, ændre ved lægeudvalgets vurdering af, om en sygdom kan anerkendes som en erhvervssygdom. Såfremt Personaleretten på baggrund af lægeudvalgets udtalelse annullerer den trufne afgørelse, ville dette i praksis navnlig have den paradoksale virkning, at sagen forlænges yderligere med den begrundelse, at den allerede har varet for længe.

Unionens retsinstanser kan imidlertid af egen drift pålægge administrationen at betale erstatning, når en rimelig frist er overskredet, eftersom en sådan erstatning udgør den bedste form for erstatning for en tjenestemand, forudsat at parterne har haft mulighed for at fremkomme med deres bemærkninger til denne løsning.

(jf. præmis 113-115 og 120)

Henvisning til:

Domstolen: 17. december 2009, sag C-197/09 RX-II, M mod EMEA, præmis 41

Retten i Første Instans: 11. april 2006, sag T-394/03, Angeletti mod Kommissionen, præmis 162-167

Den Europæiske Unions ret: 12. maj 2010, sag T-491/08 P, Bui Van mod Kommissionen, præmis 88

Personaleretten: 21. oktober 2009, sag F-33/08, V mod Kommissionen, præmis 211, som i øjeblikket verserer for Retten, sag T-510/09 P