Language of document : ECLI:EU:F:2013:104

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Anden Afdeling)

28. juni 2013

Sag F-44/11

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – procesreglementets artikel 34, stk. 1 og 6 – stævning indgivet ved telefax inden for søgsmålsfristen forlænget med afstandsfristen på ti dage – stævning indgivet pr. post inden for de efterfølgende ti dage – ingen lighed mellem den ene og den anden – sagen for sent anlagt«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Luigi Marcuccio navnlig har nedlagt påstand om, at Personaleretten enten konstaterer, at der ved Kommissionens afgørelse om afslag på sagsøgerens ansøgning af 6. marts 2010 samt afgørelse om afvisning af dennes klage af 20. september 2010 er tale om en nullitet, eller annullerer disse og tildeler ham erstatning for den skade, han har lidt som følge af, at en af de rådgivende læger ved Kommissionens lægetjeneste til sagsøgerens behandlende læge har tilsendt en skrivelse den 8. marts 2004. Inden stævningen indgik pr. brev, blev der den 13. april 2011 indsendt en telefax af et dokument, der blev præsenteret som værende en kopi af den originale stævning.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes, da søgsmålet delvis afvises, delvis er ugrundet. Luigi Marcuccio bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – administrationens retsakter – gyldighedsformodning – nulliteter – begreb – afslag på en tjenestemands ansøgning på baggrund af en institutions lægetjenestes angivelige fejl i forbindelse med den omstændighed, at denne har tilsendt bestemte oplysninger til den nævnte tjenestemands behandlende læge og afslag uden begrundelse – ikke omfattet

(Art. 288 TEUF)

2.      Retslig procedure – stævning – formkrav – stævning, der er indgivet inden for søgsmålsfristen pr. telefax – advokats håndskrevne underskrift forskellig fra den påført den originale stævning, der blev fremsendt pr. post – virkning – ingen hensyntagen til modtagelsesdatoen for telefaxen ved vurderingen af overholdelsen af søgsmålsfristen

(Personalerettens procesreglement, art. 34, stk. 1 og 6; tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 3)

1.      Der gælder i princippet en formodning for, at Unionens retsakter er lovlige, og de afføder derfor retsvirkninger, selv om de er behæftet med mangler, så længe de ikke er annulleret eller trukket tilbage. Som en undtagelse fra dette princip bør retsakter, der er behæftet med en mangel, hvis grovhed er så åbenlys, at den ikke kan tolereres af Unionens retsorden, dog anses for ikke at have affødt nogen som helst retsvirkning. De konsekvenser, som er forbundet med konstateringen af, at en retsakt hidrørende fra Unionens institutioner er en nullitet, er så alvorlige, at det af retssikkerhedsmæssige grunde må kræves, at denne konstatering forbeholdes fuldstændig ekstreme tilfælde.

En tilsidesættelse af respekten for privatliv, tavshedspligten, fagetiske forskrifter inden for den lægelige profession såvel som begrundelsespligten kan ikke anses for at udgøre ekstreme tilfælde.

Det er derfor åbenbart, at en tjenestemands ansøgning om, at det fastslås, at Kommissionens stiltiende afgørelse om afslag på hans ansøgning om erstatning for det angivelige tab, som denne har lidt som følge af, at en af de rådgivende læger i Kommissionens lægetjeneste har sendt en skrivelse til hans behandlende læge, er en nullitet, skal afvises, når lægerne dels begge var medlemmer af det invaliditetsudvalg, der havde til opgave at behandle den pågældende tjenestemands aktmappe, dels da den anmodning om oplysninger, som den rådgivende læge indgav, netop var et led i behandlingen af denne tjenestemands invaliditetssag. Den rådgivende læge har ved at anmode om sådanne oplysninger, med det ene formål at varetage de opgaver, som er betroet ham, handlet inden for tjenestens rammer, inden for grænserne af sine beføjelser og uden at tilsidesætte den lægelige tavshedspligt, som han er undergivet. Således har denne rådgivende læge ikke tilsidesat nogen fagetiske forskrifter, der finder anvendelse inden for dennes profession.

Derudover udgør den omstændighed, at den rådgivende læge har informeret tjenestemandens behandlende læge om, at tjenestemandens kontoradresse har ændret sig, ikke en tilsidesættelse af respekten for privatlivet eller tavshedspligten, idet denne adresseændring er anført i afgørelsen om i tjenestens interesse at omplacere tjenestemanden, der blev tilsendt sidstnævnte og i det mindste offentliggjort inden for institutionen. Endelig kan en afgørelse om afslag på en ansøgning om erstatning under alle omstændigheder ikke anses for at være en nullitet alene af den grund, at den ikke er begrundet.

(jf. præmis 23 og 26-29)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: 24. november 2010, sag T-9/09 P, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis

2.      Inden for rammerne af en sag for Personaleretten har artikel 34 i Personalerettens procesreglement, herunder denne bestemmelses stk. 1 og 6, der muliggør indgivelse af stævningen pr. telefax, til formål at sikre en forskriftsmæssig indgivelse af alle processkrifter og pålægger partsrepræsentanten at underskrive det originale processkrift i hånden, inden dette sendes pr. telefax, og inden ti dage at indlevere originaleksemplaret pr. post til Personalerettens Justitskontor.

Hvis det under disse omstændigheder efterfølgende viser sig, at originalen af det processkrift, der er indleveret til Justitskontoret inden for ti dage efter dets fremsendelse i kopi pr. telefax, ikke har samme underskrift som det telefaxede dokument, skal det konstateres, at der til Personalerettens Justitskontor er indgået to forskellige processkrifter med hver deres underskrift, selv om hver af disse er blevet påsat af den samme person. Det tilkommer nemlig ikke Personaleretten at efterprøve ord for ord, om to tekster er sammenfaldende. Er den underskrift, der er påført det ene dokument, ikke identisk med den underskrift, der er påført det andet, er det åbenbart, at det telefaxede dokument ikke er en kopi af det originale processkrift, der blev indleveret pr. post.

Da den pr. telefax fremsendte tekst ikke opfylder de betingelser vedrørende retssikkerhed, der pålægges ved procesreglementets artikel 34, kan datoen for fremsendelsen af telefaxdokumentet ikke tages i betragtning ved vurderingen af overholdelsen af procesfristen.

(jf. præmis 36, 37 og 39)