RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

18. november 2014

Sag F-156/12

Robert McCoy

mod

Den Europæiske Unions Regionsudvalg

»Personalesag – tjenestemænd – erstatningssøgsmål – culpøs adfærd – chikane udvist af de overordnede – erhvervssygdom – erstatning tildelt i henhold til vedtægtens artikel 73, som ikke dækker hele det lidte tab – ansøgning om supplerende erstatning«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Robert McCoy i det væsentlige har nedlagt påstand om, at Den Europæiske Unions Regionsudvalg tilpligtes at betale et beløb på 354 000 EUR i erstatning for den økonomiske skade, som han mener at have lidt som følge af Regionsudvalgets culpøse adfærd, idet dette beløb er foreløbigt fastsat, og et beløb på 100 000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade.

Udfald:      Den Europæiske Unions Regionsudvalg betaler Robert McCoy 20 000 EUR. I øvrigt frifindes Regionsudvalget. Den Europæiske Unions Regionsudvalg bærer sine egne omkostninger og betaler de af Robert McCoy afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – frister – erstatningskrav fremsendt til en institution – overholdelse af en rimelig frist – fristens længde og begyndelsestidspunkt – ansøgning om supplerende erstatning på grund af erhvervssygdom

(Statutten for Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90)

2.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – kumulative betingelser – ansøgning om supplerende erstatning på grund af erhvervssygdom – bevisbyrde

3.      Tjenestemandssager – annullationssøgsmål ikke anlagt rettidigt – erstatningssøgsmål til opnåelse af samme resultat – afvisning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

4.      Tjenestemænd – administrationens omsorgspligt – rækkevidde – skærpet forpligtelse ved påvirkning af tjenestemandens helbredstilstand

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

1.      Såfremt der ikke er fastsat en frist i de relevante retsforskrifter for fremsættelse af et erstatningskrav, der følger af ansættelsesforholdet mellem en tjenestemand og den institution, som vedkommende er tilknyttet, skal dette krav fremsættes inden for en rimelig frist, der fastlægges på grundlag af sagens konkrete omstændigheder. Hvis de tekster, der finder anvendelse på dette område, intet indeholder herom, er den forældelsesfrist på fem år, der følger af artikel 46 i statutten for Domstolen, et relevant sammenligningsgrundlag med henblik på at bedømme, om en tjenestemands erstatningskrav kan antages til realitetsbehandling, uden dog at udgøre en streng og ufravigelig grænse.

I øvrigt har en tjenestemand, som har pådraget sig en erhvervssygdom, kun ret til at kræve en supplerende erstatning, når de vedtægtsbestemmelser, som er indført ved vedtægtens artikel 73, ikke giver mulighed for en passende erstatning. Følgelig og principielt kan en sådan ansøgning ikke realitetsbehandles, så længe den procedure, der blev indledt efter vedtægtens artikel 73, ikke er afsluttet.

(jf. præmis 81 og 82)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom Eagle m.fl. mod Kommissionen, T-144/02, EU:T:2004:290, præmis 66 og 71,

Den Europæiske Unions Ret: Dom Allen m.fl. mod Kommissionen, T-433/10 P, EU:T:2011:744, præmis 45

Personaleretten: Dom A mod Kommissionen, F-142/12, EU:F:2013:193, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis

2.      I forbindelse med en tjenestemands erstatningspåstand skal flere betingelser være opfyldt, for at Unionen kan ifalde ansvar uden for kontrakt, idet de handlinger, institutionen foreholdes, skal være ulovlige, og der skal være lidt et tab samt være årsagsforbindelse mellem handlingerne og tabet. Idet de tre betingelser er kumulative, er det tilstrækkeligt, at en af dem ikke er opfyldt, for at søgsmålet afvises.

For så vidt angår en tjenestemand, som har pådraget sig en erhvervssygdom, og som kun har ret til en supplerende erstatning efter reglerne om Unionens ansvar uden for kontrakt, når de vedtægtsbestemmelser, som er indført ved vedtægtens artikel 73, ikke giver mulighed for en passende erstatning, påhviler det den pågældende tjenestemand at påvise, at de tre betingelser for, at administrationen ifalder ansvar, er opfyldt, og at den erstatning, der tildeles i medfør af vedtægtens artikel 73, ikke dækker hele det tab, som han har lidt som følge af administrationens retsstridige adfærd.

(jf. præmis 88-90)

Henvisning til:

Personaleretten: dom N mod Parlamentet, F-26/09, EU:F:2010:17, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse A mod Kommissionen, F-50/13, EU:F:2014:78, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis

3.      En tjenestemand kan ikke gennem en erstatningspåstand forsøge at opnå samme resultat, som han ville have opnået, hvis han havde fået medhold i et annullationssøgsmål, som han har forsømt at anlægge rettidigt.

Således må en tjenestemands erstatningspåstande afvises fra realitetsbehandling, for så vidt som de tilsigter at få erstatning for den skade, der angiveligt er lidt som følge af omstændigheder, adfærd og krænkelser, der er de samme som dem, der er gjort gældende til støtte for ansøgninger om bistand og erstatning for den lidte skade, såfremt der er givet afslag på de nævnte ansøgninger ved en afgørelse, som tjenestemanden ikke har indgivet klage over.

(jf. præmis 96, 102 og 103)

Henvisning til:

Domstolen: Dom Bossi mod Kommissionen, 346/87, EU:C:1989:59, præmis 32, 34 og 35

Retten i Første Instans: Dom Lopes mod Domstolen, T-547/93, EU:T:1996:27, præmis 174 og 175

Personaleretten: Kendelse Andersen mod Revisionsretten, F-1/12, EU:F:2013:46, præmis 29, 34 og 35

4.      Omsorgspligten indebærer bl.a., at administrationen, når den træffer afgørelse om en tjenestemands situation, skal tage hensyn til samtlige de forhold, der kan være afgørende for dens afgørelse, og at den herved skal tage hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til den pågældende tjenestemands interesse. Derudover skærpes de forpligtelser, som omsorgspligten indebærer for administrationen, væsentligt, når der er tale om en situation, hvor det er godtgjort, at en tjenestemands fysiske og mentale sundhed er påvirket. I en sådan situation skal administrationen behandle den pågældendes ansøgninger med en særlig åbenhed.

(jf. præmis 106)

Henvisning til:

Personaleretten: Dom BN mod Parlamentet, F-24/12, EU:F:2014:165, præmis 33 og 34 og den deri nævnte retspraksis