Language of document :

Sag anlagt den 3. februar 2015 – ZZ mod Kommissionen

(Sag F-20/15)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: ZZ (ved advokat M. Velardo)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Annullation af afgørelsen om ikke at opføre sagsøgeren på listen over de tjenestemænd, der blev foreslået forfremmet til lønklasse AD13 i forbindelse med forfremmelsesåret 2014.

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Kommissionens afgørelse af 16. december 2013 om fastsættelse af de almindelige gennemførelsesbestemmelser til artikel 45 og Kommissionens efterfølgende meddelelse af 18. december 2013 om ændring af reglerne vedrørende sammensætningen af Kommissionens medlemmers kabinetter og vedrørende talsmænd, er ulovlig.

Annullation af ansættelsesudvalgets efterfølgende afgørelse, meddelt den 24. juni 2014, om ikke at opføre sagsøgeren på listen over de tjenestemænd, der blev foreslået forfremmet til lønklasse AD13 i forbindelse med forfremmelsesåret 2014, jf. vedtægtens artikel 45, i det omfang det i denne afgørelse fastslås, at sagsøgeren ikke udøver et særligt ansvar, som giver anledning til, at han indplaceres i en stillingstype som »kontorchef eller tilsvarende« eller »konsulent eller tilsvarende« i lighed med den indplacering, der i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse af 18. december 2013 anvendes på tjenestemænd, der gør midlertidig tjeneste i kabinetterne.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.