Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administratīvā apgabaltiesa (Letland) den 14. april 2020 – SIA »SS« mod Valsts ieņēmumu dienests

(Sag C-175/20)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Administratīvā apgabaltiesa

Parter i hovedsagen

Sagsøger og appellant: SIA »SS«

Sagsøgt og intervenient i appelsagen: Valsts ieņēmumu dienests

Præjudicielle spørgsmål

Skal de i den generelle forordning om databeskyttelse 1 fastsatte krav fortolkes således, at en af skatteforvaltningen fremsat anmodning om oplysninger som den, der er genstand for den foreliggende sag, hvori der anmodes om videregivelse af data, som indeholder en betydelig mængde personoplysninger, skal opfylde de fastsatte krav i den generelle forordning om databeskyttelse (navnlig i dens artikel 5, stk. 1)?

Skal de i den generelle forordning om databeskyttelse fastsatte krav fortolkes således, at skatteforvaltningen kan afvige fra bestemmelserne i den pågældende forordnings artikel 5, stk. 1, også selv om den gældende lovgivning i Republikken Letland ikke indrømmer den pågældende forvaltning en sådan beføjelse?

Kan det i forbindelse med fortolkningen af de i den generelle forordning om databeskyttelse fastsatte krav fastslås, at der foreligger et legitimt formål, som kan begrunde den pligt, der pålægges ved en anmodning om oplysninger som den, der er genstand for den foreliggende sag, til at videregive alle de ønskede oplysninger i et ikke nærmere fastsat omfang og tidsrum, og uden at der fastsættes nogen udløbsdato for udførelsen af den pågældende anmodning om oplysninger?

Kan det i forbindelse med fortolkningen af de i den generelle forordning om databeskyttelse fastsatte krav fastslås, at der foreligger et legitimt formål, som kan begrunde den pligt, der pålægges ved en anmodning om oplysninger som den, der er genstand for den foreliggende sag, til at videregive alle de ønskede oplysninger, selv når formålet med videregivelsen af oplysningerne ikke er angivet (eller ikke er angivet i sin helhed) i anmodningen om oplysninger?

Kan det i forbindelse med fortolkningen af de i den generelle forordning om databeskyttelse fastsatte krav fastslås, at der foreligger et legitimt formål, som kan begrunde den pligt, der pålægges ved en anmodning om oplysninger som den, der er genstand for den foreliggende sag, til at videregive alle de ønskede oplysninger, selv når det i praksis er rettet mod samtlige registrerede, som har indrykket annoncer i afsnittet »Personbiler« på en portal?

Hvilke kriterier skal der anvendes ved kontrollen af, om skatteforvaltningen i sin egenskab af dataansvarlig behørigt sikrer, at databehandlingen (herunder indsamlingen af oplysninger) er i overensstemmelse med de i den generelle forordning om databeskyttelse fastsatte krav?

Hvilke kriterier skal der anvendes ved kontrollen af, om en anmodning om oplysninger som den, der er genstand for den foreliggende sag, er behørigt begrundet og har lejlighedsvis karakter?

Hvilke kriterier skal der anvendes ved kontrollen af, om behandlingen af personoplysninger finder sted i det nødvendige omfang og i overensstemmelse med de i den generelle forordning om databeskyttelse fastsatte krav?

Hvilke kriterier skal der anvendes ved kontrollen af, om skatteforvaltningen i sin egenskab af dataansvarlig sikrer, at databehandlingen er i overensstemmelse med de fastsatte krav i artikel 5, stk. 1, i den generelle forordning om databeskyttelse (ansvarlighed)?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016 L 119, s. 1).