FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. CAMPOS SÁNCHEZ-BORDONA
fremsat den 26. november 2019(1) (i)
Sag C-627/19 PPU
Openbaar Ministerie
mod
ZB
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene))
»Præjudiciel forelæggelse – politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – europæisk arrestordre – udstedende judiciel myndighed – europæisk arrestordre udstedt af en belgisk anklagemyndighed – krav om effektiv domstolsprøvelse af en afgørelse om udstedelse af en europæisk arrestordre«
1. Domstolen står endnu engang over for præjudicielle forelæggelser, hvor den skal afgøre, om en anklagemyndighed (i dette tilfælde i Belgien) kan betragtes som en »udstedende judiciel myndighed« i forbindelse med en europæisk arrestordre som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584/RIA (2).
2. De spørgsmål, som den forelæggende ret har rejst i denne sag, og som rejses i sagerne C-625/19 PPU og C-626/19 PPU, er de samme som dem, der er forelagt af en luxembourgsk domstol (sag C-566/19 PPU), og de vedrører navnlig den fortolkning, som skal anlægges af Domstolens dom i sagen OG og PI (anklagemyndighederne i Lübeck og Zwickau) (3).
3. De samme spørgsmål er rejst med hensyn til anklagemyndigheden i Sverige (sag C-625/19 PPU) og i Frankrig (forenede sager C-566/19 PPU og C-626/19 PPU), i hvilke jeg ligeledes fremsætter mit forslag til afgørelse i dag.
4. Mens der i sag C-626/19 PPU er rejst spørgsmål vedrørende en europæisk arrestordre udstedt med henblik på strafforfølgning, har den forelæggende ret i den foreliggende sag rejst spørgsmål vedrørende en europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, der er idømt ved endelig dom.
5. Selv om mit principielle standpunkt er det samme som det, jeg fremsatte i sagerne OG (anklagemyndigheden i Lübeck) og PI (anklagemyndigheden i Zwickau) (4) og i PF-sagen (den øverste anklager i Litauen) (5), må jeg i mit forslag til afgørelse af dags dato behandle fortolkningen af OG og PI-dommen (anklagemyndighederne i Lübeck og Zwickau) og af dommen afsagt den 9. oktober 2019 (6) i en lignende sag.
I. Retsforskrifter
A. EU-retten
6. Jeg henviser til gengivelsen af femte, sjette, ottende, tiende og tolvte betragtning til og artikel 1 og 9 i rammeafgørelsen i forslaget til afgørelse i sagerne OG og PI (anklagemyndighederne i Lübeck og Zwickau).
B. National ret
7. Ifølge oplysninger fra den belgiske regering bestemmer wet van 19 december 2003 betreffende het Europees aanhoudingsbevel (lov af 19.12.2003 om den europæiske arrestordre) (7) i artikel 32 (8):
»1. Hvis der er grund til at tro, at en person, der er eftersøgt med henblik på strafforfølgning, opholder sig i en anden EU-medlemsstat, udsteder forundersøgelsesdommeren eller den kongelige anklager en europæisk arrestordre i den form og på de betingelser, der er fastsat i artikel 2 og 3, med henblik på fuldbyrdelsen af arrestordren, der alt efter omstændighederne er udstedt af en dommer eller en domstol. En europæisk arrestordre udstedt med henblik på strafforfølgning må kun udstedes på de betingelser, der er fastsat i lov af 20. juli 1990 om varetægtsfængsling.
[…]
2. Hvis der er grund til at tro, at en person, der er eftersøgt med henblik på fuldbyrdelse af en straf eller en anden sikkerhedsforanstaltning, opholder sig i en anden EU-medlemsstat, udsteder den kongelige anklager en europæisk arrestordre i den form og på de betingelser, der er fastsat i artikel 2 og 3.
Hvis straffen eller en anden sikkerhedsforanstaltning i et sådant tilfælde er idømt ved en udeblivelsesdom, og hvis den eftersøgte person ikke er blevet indkaldt personligt eller på anden måde blevet underrettet om tid og sted for det retsmøde, som har ført til udeblivelsesdommen, skal den europæiske arrestordre angive, at den eftersøgte person har ret til at få sagen genoptaget i Belgien og til at være til stede ved domsafsigelsen.
[…]«
8. Artikel 28/1 i wet van 20 juli 1990 betreffende de voorlopige hechtenis (lov af 20.7.1990 om varetægtsfængsling) (9) bestemmer:
»Dommeren eller domstolen kan efter omstændighederne udstede en europæisk arrestordre, hvis den mistænkte ikke kan være til stede under retssagen som følge af dennes varetægtsfængsling i udlandet, og hvis den mistænkte har anmodet om selv at være til stede.«
II. Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
9. Den 24. april 2019 udstedte anklagemyndigheden i Bruxelles (Belgien) en europæisk arrestordre med henblik på fuldbyrdelse af en dom afsagt den 7. februar 2019 over for ZB af Franstalige rechtbank van eerste aanleg van Brussel (den fransksprogede ret i første instans i Bruxelles, Belgien) (10).
10. Efter anholdelsen af ZB i Nederlandene den 3. maj 2019 blev den europæiske arrestordre fremsendt til rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene), der besluttede at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Gælder betingelsen om, at afgørelsen om at udstede en europæisk arrestordre – navnlig spørgsmålet om, hvorvidt den er forholdsmæssig – skal kunne gøres til genstand for en retssag, der fuldt ud overholder de krav, der er forbundet med en effektiv domstolsbeskyttelse, også, når en europæisk arrestordre sigter mod fuldbyrdelse af en frihedsstraf, der er idømt ved en eksigibel afgørelse truffet af en dommer eller domstol, mens den europæiske arrestordre er udstedt af en anklagemyndighed, som deltager i forvaltningen af retsplejen i den udstedende medlemsstat, og det er sikret, at den handler uafhængigt ved udøvelsen af sine opgaver i direkte forbindelse med udstedelsen af en europæisk arrestordre?«
III. Retsforhandlingerne for Domstolen
11. Sagen indgik til Domstolen den 22. august 2019. På baggrund af ZB’s varetægtsfængsling anmodede den forelæggende ret om at undergive sagen en hasteprocedure, hvilket Domstolen besluttede at imødekomme.
12. ZB, den belgiske regering, den nederlandske regering, anklagemyndigheden i Nederlandene og Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.
13. Retsmødet blev afholdt den 24. oktober 2019 sammen med retsmødet i sagerne C-566/19 PPU, C-626/19 PPU og C-625/19 PPU. I retsmødet deltog JR, YC, XD, ZB, anklagemyndigheden i Luxembourg, anklagemyndigheden i Nederlandene, den nederlandske, franske, svenske, belgiske, irske, spanske, italienske og finske regering samt Kommissionen.
IV. Bedømmelse
A. Indledende bemærkninger
14. Det spørgsmål, der er rejst i den foreliggende sag, har lighedspunkter med det forelagte spørgsmål i sag C-626/19 PPU, i hvilken jeg ligeledes fremsætter mit forslag til afgørelse i dag.
15. I det pågældende forslag til afgørelse behandler jeg ikke kun spørgsmålet om domstolsprøvelse af den europæiske arrestordre udstedt af en anklagemyndighed (som nærværende forelæggelse vedrører), men også hvorvidt anklagemyndigheden kan betegnes som en »udstedende judiciel myndighed« i henhold til rammeafgørelsen.
16. I den foreliggende sag har rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam) konkluderet, at den belgiske anklagemyndighed kan udstede en europæisk arrestordre, eftersom den opfylder kravet om uafhængighed, som gør sig gældende for en »udstedende judiciel myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1.
17. Eftersom den belgiske anklagemyndigheds uafhængighed ikke har været genstand for drøftelse i den foreliggende sag, har den ikke afgivet de oplysninger, der er tvingende nødvendige for at vurdere, om anklagemyndigheden i kraft af dens forfatningsmæssige status og dens organiske og funktionelle struktur lever op til de krav, som Domstolen har fastslået i sin dom af 27. maj 2019, PF (den øverste anklager i Litauen) (11). Derfor kan jeg ikke udtale mig om dette punkt.
B. Den retslige prøvelse af den europæiske arrestordre udstedt af anklagemyndigheden
18. Mit forslag til afgørelse i de forenede sager C-566/19 PPU og C-626/19 PPU omhandler spørgsmålet om domstolsprøvelse af den europæiske arrestordre udstedt af en anklagemyndighed med henblik på strafforfølgning.
19. I den forbindelse er det min opfattelse, at domstolsprøvelse på tidspunktet for udstedelsen af en national arrestordre på grund af sin karakter ikke kan opfylde »de krav, der er forbundet med en effektiv domstolsprøvelse«, som omhandlet i præmis 75 i OG og PI-dommen (anklagemyndighederne i Lübeck og Zwickau), der altid er en beskyttelse på baggrund af en anmodning fra den berørte person, som ydes ved en procedure, hvor den pågældende kan intervenere og deltage og dermed udøve sin ret til et forsvar (12).
20. Efterprøvelsen af, om en europæisk arrestordre, udstedt af en anklagemyndighed, der kan betegnes som en »udstedende judiciel myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, opfylder betingelserne for udstedelsen, kan således finde sted forud for udstedelsen af den europæiske arrestordre, men det udelukker ikke den eftersøgtes ret til at anlægge sag til prøvelse af arrestordren, efter at den er udstedt.
21. Det ovenfor anførte, der gælder for en europæisk arrestordre udstedt med henblik på strafforfølgning, gælder også for en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en dom.
22. Udstedelsen af en europæisk arrestordre med henblik på fuldbyrdelse af en dom er generelt ikke underlagt opportunitetsprincippet, men derimod legalitetsprincippet (dvs. efterkommelse af den dom, hvori loven anvendes på den konkrete situation).
23. Følgelig kunne det antages, at en dom efter dens afsigelse uomtvisteligt skal fuldbyrdes, og at der derfor automatisk skal udstedes en europæisk arrestordre, hvis den dømte opholder sig i en anden medlemsstat.
24. Forudsætningen for udstedelse af en europæisk arrestordre er dog ikke kun, at der foreligger en national arrestordre, eller som i den foreliggende sag en endelig dom om frihedsstraf. Hertil kommer, at udstedelsen af den europæiske arrestordre ikke må være uforholdsmæssig. Efterprøvelsen af udstedelsens forholdsmæssighed påhviler domstolene enten ex officio, ved en godkendelse af anklagemyndighedens tidligere afgørelse (13) eller under et søgsmål anlagt af den berørte person.
25. Lovgiver har allerede foretaget en omfattende vurdering af forholdsmæssigheden. Rammeafgørelsen omfatter ikke europæiske arrestordrer med henblik på fuldbyrdelse af frihedsstraffe på under fire måneder (14).
26. Hvorvidt det er forholdsmæssigt at udstede en europæisk arrestordre afhænger dog ikke kun af varigheden af den frihedsstraf, som den pågældende er blevet idømt. Dertil kommer en anden vigtig faktor, nemlig spørgsmålet om varigheden af varetægtsfængslingen som følge af behandlingen af den europæiske arrestordre i den fuldbyrdende medlemsstat. I den forbindelse skal der tages hensyn til »virkningerne af proceduren for overgivelse og af selve overgivelsen af den berørte person, der er bosat i en anden medlemsstat end […], for så vidt angår denne persons sociale og familiære relationer« (15).
27. Det er korrekt, at den varetægtsfængsling, som den berørte person er blevet udsat for i den fuldbyrdende medlemsstat, skal fratrækkes den straf, som den pågældende er blevet idømt i den udstedende medlemsstat (16). Afhængig af omstændighederne kan den pågældende dog allerede have været varetægtsfængslet i denne periode, selv om den straf, der skal fuldbyrdes, i sig selv ikke nødvendigvis fører til varetægtsfængsling i den udstedende medlemsstat.
28. Den dommer eller domstol, der afsiger den fældende dom, behøver ikke nødvendigvis på dette tidspunkt at tage i betragtning, at der eventuelt vil kunne udstedes en europæisk arrestordre med henblik på at fuldbyrde dommen. Det kan forekomme – og det er ikke ualmindeligt – at man udsteder en national arrestordre med henblik på, at den dømte giver møde for retten, og at den fængselsstraf, som den pågældende er idømt, efterfølgende nedsættes eller bortfalder under forudsætning af overholdelsen af visse garantier, enten på baggrund af en begrundet anmodning fra den berørte person eller national lovgivning.
29. Således behøver en europæisk arrestordre ikke nødvendigvis at følge efter en fældende dom. Den ret, der har dømt den pågældende (eller enhver anden kompetent retsinstans), skal som den domsmyndighed, der har til opgave at sikre en effektiv domstolsprøvelse, under hensyntagen til proportionalitetsprincippet beslutte, om der skal rettes henvendelse til den fuldbyrdende medlemsstat med henblik på den dømtes overgivelse eller ej.
30. I denne sammenhæng kan det være relevant, hvor lang tid der er gået fra domsafsigelsen til udstedelsen af den europæiske arrestordre. I nogle tilfælde er der risiko for, at det er for sent, også selv om vurderingen af forholdsmæssigheden af den europæiske arrestordre allerede blev foretaget i den fældende dom (17).
31. Hvis udstedelsen af den europæiske arrestordre udsættes, kan den vurdering af forholdsmæssigheden, der implicit eller eksplicit er foretaget i dommen, have mistet sin relevans. Blandt de faktorer, der er afgørende for at vurdere forholdsmæssigheden af en europæisk arrestordre, er varigheden af en eventuel varetægtsfængsling i den fuldbyrdende medlemsstat, som der, tillige med den berørte persons forhold og lovovertrædelsens art, skal tages hensyn til i forbindelse med en vurdering af, om udstedelsen af en europæisk arrestordre er forholdsmæssig eller ej.
32. Ligeledes kan det ikke udelukkes, at den eftersøgte person på det tidspunkt, hvor den europæiske arrestordre blev udstedt, har opnået en tilknytning til den fuldbyrdende medlemsstat, der er tilstrækkelig til at anvende rammeafgørelse 2008/909/RIA (18). I et sådant tilfælde skal det overvejes, om den straf, som den europæiske arrestordre er udstedt med henblik på at fuldbyrde, kan fuldbyrdes i den pågældende medlemsstat.
33. Heraf følger, at en europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en fældende dom kan rejse yderligere spørgsmål, der ikke kun drejer sig om at konstatere, at den pågældende dom er afsagt, og hvilken frihedsstraf der er idømt. Hvis en sådan europæisk arrestordre udstedes af en anklagemyndighed, skal den pågældende have mulighed for at få afgørelsen prøvet ved domstolene.
34. Jeg mener derfor, at retten til domstolsprøvelse, der gælder for en europæisk arrestordre udstedt med henblik på strafforfølgning, også gælder for en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelsen af en dom.
V. Forslag til afgørelse
35. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen giver rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene) følgende besvarelse:
»En europæisk arrestordre udstedt af en anklagemyndighed med henblik på fuldbyrdelsen af en frihedsstraf, der er idømt ved endelig dom, skal kunne prøves ved domstolene på samme måde som en europæisk arrestordre udstedt med henblik på strafforfølgning.«
i– Der er foretaget en sproglig rettelse i præmis 15 og 19 efter den oprindelige offentliggørelse af teksten.