Language of document : ECLI:EU:F:2012:17

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Tredje Afdeling)

13. februar 2012

Sag F-123/11

Antonio Ayres de Abreu

mod

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

»Personalesag – åbenbart afvisningsgrundlag – repræsentation ved en advokat – sagsøger, der er advokat – ikke adgang til at lade sig repræsentere af en advokat, der ikke er udenforstående«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106a, hvorved Antonio Ayres de Abreu bl.a. har nedlagt påstand om annullation af afgørelse af 27. april 2011, hvorved Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) besluttede, at sætte den pågældende på tvungen orlov.

Udfald:      Sagen afvises. Antonio Ayres de Abreu bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

Retspleje – stævning – formkrav – stævning indgivet uden advokatbistand – sagsøger, der er advokat med møderet for en national domstol – ingen betydning – afvisning

(Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 3 og 4, og art. 21, stk. 1; Personalerettens procesreglement, art. 34, stk. 1, første afsnit, og art. 36)

Det fremgår af artikel 19, stk. 3, i statutten for Domstolen, nærmere bestemt af ordet »repræsenteres«, og af artikel 34, stk. 1, første afsnit, i Personalerettens procesreglement, at for at anlægge sag ved Personaleretten skal parten som omhandlet i den nævnte artikel lade sig repræsentere af tredjemand, der skal have møderet for en domstol i en medlemsstat eller i en anden stat, der er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og sagen kan kun anlægges med gyldighed ved en stævning, der er underskrevet af denne tredjemand. Da hverken statutten for Domstolen eller det nævnte procesreglement indeholder fravigelser eller undtagelser fra denne forpligtelse, er det ikke tilstrækkeligt med henblik på et sagsanlæg at indgive en stævning, der er underskrevet af sagsøgeren selv, selv om denne er en advokat, der har møderet for en national domstol.

En sådan mangel indgår ikke blandt dem, der kan afhjælpes i henhold til artikel 36 i Personalerettens procesreglement, og medfører derfor, at det er åbenbart, at sagen skal afvises.

(jf. præmis 11-13, 16 og 17)

Henvisning til:

Domstolen: 5. december 1996, sag C‑174/96 P, Lopes mod Domstolen, præmis 8, 10 og 11; 27. november 2007, sag C‑163/07 P, Diy-Mar Insaat Sanayi ve Ticaret og Akar mod Kommissionen, præmis 25 og 26

Retten i Første Instans: 13. januar 2005, sag T‑184/04, Sulvida mod Kommissionen, præmis 4 og 8

Personaleretten: 30. oktober 2008, sag F‑48/08, Ortega Serrano mod Kommissionen, stadfæstet efter appel ved kendelse afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 9. marts 2010, sag T‑583/08 P, Ortega Serrano mod Kommissionen