DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
3. april 2014 (*)
»Retligt samarbejde i civile sager – forordning (EF) nr. 44/2001 – international kompetence i sager om erstatning uden for kontrakt – handling, der er foretaget i en medlemsstat, og som består i medvirken til en ulovlig handling begået på en anden medlemsstats område – fastlæggelse af det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«
I sag C-387/12,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) ved afgørelse af 28. juni 2012, indgået til Domstolen den 15. august 2012, i sagen:
Hi Hotel HCF SARL
mod
Uwe Spoering,
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, L. Bay Larsen, og dommerne M. Safjan (refererende dommer), C.G. Fernlund, J. Malenovský og A. Prechal,
generaladvokat: N Jääskinen
justitssekretær: fuldmægtig A. Impellizzeri,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 5. september 2013,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Hi Hotel HCF SARL ved Rechtsanwalt H. Leis
– Uwe Spoering ved Rechtsanwalt P. Ruppert
– den tyske regering ved T. Henze og F. Wannek, som befuldmægtigede
– Det Forenede Kongeriges regering ved A. Robinson, som befuldmægtiget
– Europa-Kommissionen ved W. Bogensberger og M. Wilderspin, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 5, nr. 3), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Hi Hotel HCF SARL (herefter »Hi Hotel«), der har hjemsted i Nice (Frankrig), og Uwe Spoering, som har bopæl i Köln (Tyskland), vedrørende en påstand om, at en krænkelse af ophavsrettighederne bringes til ophør, og om erstatning.
Retsforskrifter
3 Det fremgår af anden betragtning til forordning nr. 44/2001, at det af hensyn til det indre markeds funktion er nødvendigt at vedtage »[…] bestemmelser, der kan gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og forenkle formaliteterne med henblik på en hurtig og enkel anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i medlemsstater, der er bundet af denne forordning«.
4 11., 12., og 15. betragtning til nævnte forordning har følgende ordlyd:
»(11) Kompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium, og dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af sagens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund. For at gøre de fælles regler mere gennemsigtige og undgå kompetencekonflikter bør juridiske personers bopæl defineres selvstændigt.
(12) Som kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje.
[...]
(15) Af hensyn til en harmonisk retspleje er det nødvendigt at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser i to medlemsstater [...]«
5 Reglerne om retternes kompetence er indeholdt i kapitel II i forordning nr. 44/2001, der har overskriften »Kompetence«.
6 Samme forordnings artikel 2, der er indeholdt i forordningens kapitel II, afdeling 1, med overskriften »Almindelige bestemmelser«, fastsætter følgende i stk. 1:
»Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«
7 Nævnte forordnings artikel 3, der henhører under samme afdeling 1, bestemmer følgende i stk. 1:
»Personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2-7.«
8 Artikel 5 i forordning nr. 44/2001, der er indeholdt i nævnte kapitel II, afdeling 2, med overskriften »Specielle kompetenceregler«, bestemmer følgende i nr. 3):
»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:
[…]
3) i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
9 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Uwe Spoering er en fotograf, der i løbet af februar 2003 for Hi Hotels regning fremstillede 25 diapositiver med indendørs motiver af forskellige lokaler i det af sidstnævnte i Nice drevne hotel. Uwe Spoering gav Hi Hotel ret til at bruge fotografierne i reklamebrochurer og på dets websider. Brugsretten blev ikke nedfældet i en skriftlig aftale. Hi Hotel betalte den for disse fotografier udstedte faktura på 2 500 EUR, som indeholdt bemærkningen »include the rights – only for the hotel hi«.
10 I 2008 bemærkede Uwe Spoering i en boghandel i Köln et fotografisk værk med titlen »Innenarchitektur weltweit« (»indretningsarkitektur over hele verden«), der blev udgivet på forlaget Phaidon med hjemsted i Berlin (Tyskland), og som indeholder gengivelser af ni af de indendørsfotografier, som han havde taget af det af Hi Hotel i Nice drevne hotel.
11 Idet Uwe Spoering er af den opfattelse, at Hi Hotel havde krænket hans ophavsret til fotografierne ved at videregive dem til tredjemand, nemlig forlaget Phaidon, anlagde han sag mod Hi Hotel i Köln. Han har bl.a. nedlagt påstand om, at Hi Hotel tilpligtes at ophøre med på tysk område at gengive eller lade gengive, udbrede eller lade udbrede, udstille eller lade udstille de i denne doms foregående præmis nævnte fotografier uden hans forudgående samtykke (påstand om ophør), og om erstatning for hele det tab, som han har lidt og vil lide som følge af Hi Hotels adfærd.
12 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Hi Hotel har gjort gældende, at forlaget Phaidon også har et forretningssted i Paris (Frankrig), og at direktøren i Hi Hotel kan have videregivet de omhandlede fotografier til det nævnte forlag. Hi Hotel har ikke kendskab til, om forlaget efterfølgende har videregivet dem til sit tyske søsterselskab.
13 Førsteinstansretten gav Uwe Spoering medhold, og den af Hi Hotel iværksatte appel blev ikke taget til følge. Bundesgerichtshof, for hvilken sidstnævnte har indgivet en »revisionsanke«, er i tvivl om, hvorvidt det er muligt at fastslå de tyske retters internationale kompetence i henhold til artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001.
14 I denne henseende har den forelæggende ret anført, at i lyset af de af Hi Hotel påberåbte betragtninger, der er gengivet i denne doms præmis 12, og som Uwe Spoering ikke har bestridt, skal de tyske retters internationale kompetence i henhold til artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 undersøges på grundlag af de faktuelle tilkendegivelser om, at forlaget Phaidon i Berlin har udbredt de omhandlede fotografier i Tyskland i strid med ophavsretten, og at Hi Hotel har medvirket hertil ved at videregive disse til forlaget Phaidon i Paris.
15 Det er under disse omstændigheder, at Bundesgerichtshof har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 5, nr. 3), i forordning […] nr. 44/2001 fortolkes således, at skadetilføjelsen er foregået i en medlemsstat (medlemsstat A), når den ulovlige handling, der er genstand for sagen, eller som er grundlaget for de rejste krav, er begået i en anden medlemsstat (medlemsstat B) og består i medvirken til den ulovlige handling (hovedforholdet), der fandt sted i den førstnævnte medlemsstat (medlemsstat A)?«
Om det præjudicielle spørgsmål
Formaliteten vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse
16 Hi Hotel har gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom den ikke har nogen relevans i forhold til tvisten i hovedsagen, idet det endnu ikke er blevet fastlagt, om ophavsretten er blevet fuldstændig overdraget til Hi Hotel. Hvis dette nemlig er tilfældet, kan der ikke foreligge nogen krænkelse af denne ret.
17 I denne henseende bemærkes, at der ifølge Domstolens faste praksis er formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge, er relevante (dom Soa Nazionale Costruttori, C-327/12, EU:C:2013:827, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).
18 Domstolen kan kun afvise en anmodning fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom Soa Nazionale Costruttori, EU:C:2013:827, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).
19 Dette er imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag. Som det klart fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, er en fortolkning af artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 nødvendig for afgørelsen af tvisten i hovedsagen, idet Hi Hotel har fremsat en indsigelse mod de tyske retters kompetence til at påkende tvisten, og idet den forelæggende ret nødvendigvis skal udtale sig om denne indsigelse, inden den kan træffe afgørelse vedrørende sagens realitet.
20 Med henblik på anvendelsen af artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 kan den påkendende ret – alene med det formål at efterprøve, om den har kompetence i medfør af denne bestemmelse – lægge til grund, at sagsøgerens påstande for så vidt angår betingelserne for ansvar uden for kontrakt er godtgjorte.
21 Rigtigheden af nævnte påstande henhører alene under den materielle prøvelse af sagen (jf. dom Pinckney, C-170/12, EU:C:2013:63, præmis 40). Idet Hi Hotels påstand om, at omfanget af overdragelsen af ophavsretten til Hi Hotel endnu ikke er fastlagt, henhører under den materielle prøvelse af hovedsagen, kan den derfor ikke påvirke spørgsmålet om, hvorvidt det af den forelæggende ret stillede spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.
22 Anmodningen om præjudiciel afgørelse skal således antages til realitetsbehandling.
Om realiteten
23 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at denne bestemmelse i tilfælde af, at der er flere formodede forvoldere af den påståede skade på ophavsrettigheder, der er beskyttet i den medlemsstat, hvor den påkendende ret befinder sig, gør det muligt at etablere en stedlig kompetence i forhold til en af disse forvoldere, som ikke har foretaget handlinger i nævnte rets jurisdiktion.
24 Indledningsvis bemærkes, at bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes selvstændigt ud fra forordningens opbygning og mål (dom Melzer, C-228/11, EU:C:2013:305, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
25 Det er desuden kun som en undtagelse til det grundlæggende princip, der er indeholdt i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, og som tildeler kompetencen til retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, at denne forordnings kapitel II, afdeling 2, fastsætter et vist antal specielle kompetenceregler, herunder den, der er fastsat i forordningens artikel 5, nr. 3) (dom Melzer, EU:C:2013:305, præmis 23).
26 For så vidt som reglen om, at retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå, har kompetencen, udgør en speciel kompetenceregel, skal den fortolkes strengt, og der må ikke anlægges en fortolkning, der rækker ud over de tilfælde, som udtrykkeligt er fastsat ved nævnte forordning (dom Melzer, EU:C:2013:305, præmis 24).
27 Det forholder sig ikke desto mindre således, at udtrykket »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå«, som er indeholdt i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, både omfatter stedet for skadens indtræden og stedet for den skadevoldende begivenhed, der ligger til grund for denne skade, således at sagsøgte efter sagsøgerens valg kan sagsøges ved retten på det ene eller det andet af disse to steder (dom Melzer, EU:C:2013:305, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).
28 I denne henseende er det fast retspraksis, at kompetencereglen i nævnte forordnings artikel 5, nr. 3), støttes på, at der foreligger en særlig snæver tilknytning mellem tvisten og retterne på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå, og at denne tilknytning begrunder, at det er disse retter, der tillægges kompetencen af retsplejehensyn og af hensyn til tilrettelæggelsen af retssagen (dom Melzer, EU:C:2013:305, præmis 26).
29 Idet udpegningen af et af de tilknytningsmomenter, der er anerkendt i den retspraksis, der er henvist til i denne doms præmis 27, skal gøre det muligt at etablere kompetence for den ret, der objektivt set er bedst egnet til at bedømme, om betingelserne for statuering af ansvar for den sagsøgte person er opfyldt, følger det heraf, at sagen kun gyldigt kan anlægges ved retten i den jurisdiktion, hvori det relevante tilknytningsmoment befinder sig (jf. i denne retning dom Folien Fischer og Fofitec, C-133/11, EU:C:2012:664, præmis 52, og dom Melzer, EU:C:2013:305, præmis 28).
30 Hvad angår stedet for den skadevoldende begivenhed bemærkes, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at der er flere, som formodes at være ophavsmænd til den påståede skadetilføjelse. Hi Hotel, som er den eneste part, der er indstævnt i hovedsagen, har handlet i Frankrig, dvs. uden for jurisdiktionen for den ret, som det er blevet sagsøgt for.
31 Som Domstolen imidlertid allerede har fastslået, kan den skadevoldende begivenhed under omstændigheder, hvor kun en af flere formodede skadevoldere sagsøges for en ret, i hvis jurisdiktion den pågældende ikke har foretaget handlinger, ikke anses for at have fundet sted i denne rets jurisdiktion som omhandlet i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 (jf. dom Melzer, EU:C:2013:305, præmis 40).
32 Følgelig gør nævnte forordnings artikel 5, nr. 3), det ikke muligt ud fra stedet for den skadevoldende begivenhed at etablere en stedlig kompetence i forhold til en af de formodede forvoldere af den nævnte skade, som ikke har foretaget handlinger i den påkendende rets jurisdiktion (jf. dom Melzer, EU:C:2013:305, præmis 41).
33 I modsætning til den sag, der gav anledning til Melzer-dommen (EU:C:2013:305), har den forelæggende ret i den foreliggende sag imidlertid ikke begrænset sit spørgsmål til en fortolkning af forordningens artikel 5, nr. 3), med det ene formål at fastslå de tyske retters kompetence i henhold til den skadevoldende begivenhed, der ligger til grund for den påståede skade.
34 Følgelig skal det også undersøges, om artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 – under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, hvor flere formodede forvoldere af den påståede skade har handlet i forskellige medlemsstater – gør det muligt i henhold til stedet for skadens indtræden at tildele kompetencen til retterne i en medlemsstat i forhold til en af de formodede forvoldere af nævnte skade, selv om denne ikke har foretaget handlinger i den påkendende rets jurisdiktion.
35 I denne henseende bemærkes, at kompetencen til at påkende en sag om erstatning uden for kontrakt kan fastslås til fordel for den ret, for hvilken der er nedlagt påstand om, at det konstateres, at der foreligger en krænkelse af ophavsrettigheder, når den medlemsstat, på hvis område denne ret befinder sig, beskytter den ophavsret, som sagsøgeren har påberåbt sig, og når den påståede skade vil kunne indtræde i den påkendende rets jurisdiktion (jf. dom Pinckney, EU:C:2013:635, præmis 43).
36 Uwe Spoering har i hovedsagen nedlagt påstand om en krænkelse af flere ophavsrettigheder, nemlig retten til gengivelse, udbredelse og udstilling af de omhandlede fotografier. Det er ubestridt, at disse rettigheder er beskyttet i Tyskland i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT L 167, s. 10).
37 Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede må det konstateres, at risikoen for skadens indtræden følger af muligheden for i en boghandel beliggende i den påkendende rets jurisdiktion at anskaffe sig en gengivelse af det værk, hvortil er knyttet den ophavsret, som sagsøgeren påberåber sig. Således som det fremgår af de i denne doms præmis 14 anførte faktuelle konstateringer, ligger videregivelsen af de omhandlede fotografier til forlaget Phaidon i Paris til grund for gengivelsen og spredningen af disse, og tilsvarende til grund for risikoen for den påståede skades indtræden.
38 For så vidt som den beskyttelse, der gives af den medlemsstat, hvor den påkendende ret er beliggende, alene gælder for denne medlemsstats område, er den ret, for hvilken sagen er anlagt på grundlag af stedet for skadens indtræden, derimod kun kompetent til at træffe afgørelse om den skade, der er indtrådt på denne medlemsstats område (dom Pinckney, EU:C:2013:635, præmis 45).
39 Retterne i andre medlemsstater forbliver nemlig i henhold til forordningens artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2011 og i henhold til territorialprincippet i princippet kompetente til at træffe afgørelse om den ophavsretsskade, der er indtrådt på deres respektive områder, idet de er bedre egnet til dels at vurdere, om den af den berørte medlemsstat sikrede ophavsret faktisk er blevet krænket, dels at fastslå arten af skadetilføjelsen (jf. dom Pinckney, EU:C:2013:635, præmis 46).
40 Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at i tilfælde af, at der er flere formodede forvoldere af en påstået skade på ophavsrettigheder, der er beskyttet i den medlemsstat, hvor den påkendende ret befinder sig, gør denne bestemmelse det ikke muligt med henvisning til stedet for den skadevoldende begivenhed at fastslå en stedlig kompetence for en ret, i hvis jurisdiktion den af de formodede forvoldere, som er blevet indstævnt, ikke har foretaget handlinger, men bestemmelsen gør det muligt at fastslå denne rets kompetence med henvisning til stedet for den påståede skades indtræden på betingelse af, at skaden vil kunne indtræde i den påkendende rets jurisdiktion. I sidstnævnte tilfælde er denne ret kun kompetent til at træffe afgørelse om den skade, der er indtrådt på den medlemsstats område, hvor den befinder sig.
Sagens omkostninger
41 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:
Artikel 5, nr. 3), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at i tilfælde af, at der er flere formodede forvoldere af en påstået skade på ophavsrettigheder, der er beskyttet i den medlemsstat, hvor den påkendende ret befinder sig, gør denne bestemmelse det ikke muligt med henvisning til stedet for den skadevoldende begivenhed at fastslå en stedlig kompetence for en ret, i hvis jurisdiktion den af de formodede forvoldere, som er blevet indstævnt, ikke har foretaget handlinger, men bestemmelsen gør det muligt at fastslå denne rets kompetence med henvisning til stedet for den påståede skades indtræden på betingelse af, at skaden vil kunne indtræde i den påkendende rets jurisdiktion. I sidstnævnte tilfælde er denne ret kun kompetent til at træffe afgørelse om den skade, der er indtrådt på den medlemsstats område, hvor den befinder sig.
Underskrifter