RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM
(Tredje Afdeling)
18. november 2015
Sag F-30/15
Alkis Diamantopoulos
mod
Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EEAS)
»Personalesag – ansatte i EEAS – forfremmelse – forfremmelsesåret 2012 – afgørelse om ikke at forfremme sagsøgeren til lønklasse AD 12 – opfyldelse af en dom om annullation på grund af manglende begrundelse – artikel 266 TEUF – stadfæstelse af den oprindelige afgørelse – overførsel mellem institutionerne«
Angående: Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Alkis Diamantopoulos har nedlagt påstand om annullation af den af Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EEAS) trufne afgørelse om ikke at forfremme ham til lønklasse AD 12 i forfremmelsesåret 2012, og om tilkendelse af erstatning.
Udfald: Den af Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EEAS) trufne afgørelse af 29. april 2014 om ikke at forfremme Alkis Diamantopoulos til lønklasse AD 12 i forfremmelsesåret 2012 annulleres. Parterne giver, senest to måneder efter afsigelsen af denne mellemdom, Personaleretten meddelelse enten om det beløb, som efter deres fælles overenskomst skal betales i erstatning for afgørelsen af 29. april 2014’s ulovlige karakter eller, i tilfælde af uenighed herom, om deres påstande vedrørende størrelsen af dette beløb. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Sammendrag
1. Tjenestemandssager – dom om annullation – retsvirkninger – forpligtelse til at træffe foranstaltninger til opfyldelse heraf – overholdelse af princippet om god tro
(Art. 266 TEUF)
2. Tjenestemandssager – dom om annullation – retsvirkninger – annullation af en afgørelse om afslag på forfremmelse på grund af manglende begrundelse – pligt til at træffe en afgørelse, som skal erstatte den nævnte afgørelse, idet den overholder de processuelle garantier – rækkevidde
(Art. 266 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 45)
3. Tjenestemandssager – dom om annullation – retsvirkninger – forpligtelse til at træffe foranstaltninger til opfyldelse heraf – rækkevidde – hensyntagen til relevant retspraksis fra Unionens retsinstanser
(Art. 266 TEUF)
1. Annullationsdomme skal opfyldes i overensstemmelse med princippet om god tro, et princip, som administrationens handlinger altid er underlagt.
(jf. præmis 21)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: dom af 8. maj 2007, Citymo mod Kommissionen, T-271/04, EU:T:2007:128, præmis 107
Den Europæiske Unions Ret: dom af 10. november 2010, KHIM mod Simões Dos Santos, T-260/09 P, EU:T:2010:461, præmis 70, og af 14. december 2010, Bleser mod Domstolen, F-25/07, EU:F:2010:163, præmis 142
2. I de tilfælde, hvor en EU-institution råder over et vidt skøn, såsom på området for forfremmelse, har overholdelsen af visse processuelle garantier afgørende betydning, og blandt disse garantier er forpligtelsen til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle relevante forhold i den pågældende situation og at begrunde afgørelserne tilstrækkeligt.
Nærmere præcist er begrundelsens første funktion at nedsætte risikoen for vilkårlighed ved at pålægge administrationen at organisere sin begrundelse i et sammenhængende hele og ved således at få den til at rationalisere sin holdning og rækkevidden af dens afgørelse på grundlag af argumenter, som er relevante, utvetydige, uden selvmodsigelser og tilstrækkelige.
Den første begrundelse for begrundelsespligten sammen med de forpligtelser, der påhviler administrationen i henhold til artikel 266 TEUF, når en af dens retsakter er blevet annulleret, pålægger således den pågældende institution to på hinanden følgende forpligtelser. Det påhviler for det første sidstnævnte at foretage en effektiv fornyet prøvelse af den begrundelse, der, selv om den ikke kom til udtryk i den annullerede afgørelse om afslag på forfremmelse, ikke desto mindre kunne ligge til grund for denne afgørelse, og dette i lyset af den begrundelse, som udgør det nødvendige grundlag for annullationsdommens konklusion. Det påhviler dernæst institutionen at lade den således fornyet undersøgte begrundelse komme til udtryk i begrundelsen for den afgørelse, som skal erstatte den nævnte afgørelsen om afslag på forfremmelse. I mangel heraf ville forpligtelsen til at begrunde en afgørelse tilstrækkeligt, navnlig efter en annullation på grund af manglende eller utilstrækkelig begrundelse, ligne et indholdsløst kunstgreb, selv om begrundelsen er en væsentlig formalitet. Endvidere henhører nødvendigheden af, efter en annullation på grund af tilsidesættelse af begrundelsespligten, at foretage en effektiv fornyet undersøgelse af den begrundelse, der kan have været lagt til grund for en ikke formelt begrundet afgørelse, og af at lade denne fornyede undersøgelse komme til udtryk i en begrundelse, ikke under det materielle indhold af afgørelsen om forfremmelse og pålægger ikke a fortiori administrationen at træffe en afgørelse, som er til gunst for sagsøgeren. Den henhører derimod under de processuelle formaliteter, der er nødvendige for vedtagelsen af en afgørelse, som er lovlig.
(jf. præmis 24-26)
Henvisning til:
Domstolen: dom af 23. september 2004, Hectors mod Parlamentet, C-150/03 P, EU:C:2004:146, præmis 41, og af 16. juni 2015, Gauweiler m.fl., C-62/14, EU:C:2015:400, præmis 69
Retten i Første Instans: dom af 8. september 2009, ETF mod Landgren, T-404/06 P, EU:T:2009:313, præmis 163
3. I henhold til artikel 266 TEUF skal de foranstaltninger, som opfyldelsen af en annullationsdom indebærer, overholde ikke blot denne doms konklusion og begrundelse, men også bestemmelserne i EU-retten. Henset desuden til reglen om, at en retsakts lovlighed skal vurderes ud fra de faktiske og retlige omstændigheder, som findes på det tidspunkt, hvor den blev vedtaget, påhviler det den pågældende institution at tage hensyn til den relevante retspraksis fra Unionens retsinstanser. Den fortolkning, som en retsinstans i Unionen foretager af en EU-retlig regel, belyser og præciserer betydningen og rækkevidden af denne regel, således som den skal forstås og anvendes eller burde have været forstået og anvendt fra sin ikrafttræden.
(jf. præmis 33)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: dom af 6. oktober 2004, Vicente-Nuñez mod Kommissionen, T-294/02, EU:T:2004:291, præmis 46 og 47
Den Europæiske Unions Ret: dom af 12. juli 2011, Kommissionen mod Q, T-80/09 P, EU:T:2011:347, præmis 164, og af 11. juni 2015, McCullough mod Cedefop, T-496/13, EU:T:2015:374, præmis 16
Personaleretten: dom af 28. juni 2011, Mora Carrasco m.fl. mod Parlamentet, F-128/10, EU:F:2011:96, præmis 39