PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling)
5. maj 2009
Sag F-27/08
Manuel Simões Dos Santos
mod
Kontoret for Harmonisering i Det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)
»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesåret 2003 – opfyldelse af en dom afsagt af Fællesskabets retsinstanser – sletning af point for fortjeneste uden hjemmel – princippet om, at Fællesskabets retsakter ikke kan have tilbagevirkende gyldighed – underkendelse af retskraft – fuld prøvelsesret – pådømmelse ex officio til betaling af en godtgørelse – ikke-økonomisk skade«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder Manuel Simões Dos Santos har nedlagt påstand om annullation af bl.a. den af præsidenten for Harmoniseringskontoret trufne afgørelse PERS-01-07 af 6. juni 2007 om tildeling af forfremmelsespoints til sagsøgeren i forfremmelsesåret 2003, af afgørelse ADM-07-17 af 6. juni 2007 om fortolkning af afgørelse ADM-03-35 om tjenestemænds og midlertidigt ansattes karriere og forfremmelse og af ansættelsesmyndighedens skrivelse af 15. juni 2007 om endelig tildeling af points for fortjeneste for forfremmelsesåret 2007.
Udfald: Afgørelse PERS‑01‑07 og Harmoniseringskontorets skrivelse af 15. juni 2007 annulleres, for så vidt som disse afgørelser medfører en slettelse af sagsøgerens saldo for point for fortjeneste, således som denne er anerkendt ved afgørelse PERS-PROM-39-03rev1 vedrørende forfremmelse af 30. marts 2004. Harmoniseringskontoret betaler sagsøgeren et beløb på 12 000 EUR. I øvrigt frifindes Harmoniseringskontoret. Harmoniseringskontoret bærer sine egne omkostninger og betaler tre fjerdedele af Manuel Simões Dos Santos’ omkostninger. Manuel Simões Dos Santos betaler en fjerdedel af sine egne omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – søgsmål – annullationssøgsmål til prøvelse af en bekræftende afgørelse – afvisning – betingelse – bekræftet afgørelse, der er blevet endelig
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)
2. Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – formål
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)
3. Annullationssøgsmål – annullationsdom – retsvirkninger – annullation af en fællesskabsretsakt på grund af manglende lovhjemmel – vedtagelse af en afgørelse med tilbagevirkende kraft med det formål at dække den oprindelige ulovlighed – undtagelsesvis antagelse til realitetsbehandling – betingelser
(Art. 231, stk. 1, EF)
4. Tjenestemænd – søgsmål – annullationsdom – retsvirkninger – forpligtelse til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger – rækkevidde
(Art. 233 EF)
5. Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – skade
6. Tjenestemænd – søgsmål – fuld prøvelsesret – mulighed for ex officio at dømme den sagsøgte institution til betaling af en godtgørelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1)
1. Et annullationssøgsmål anlagt af en tjenestemand til prøvelse af en bekræftende afgørelse skal kun afvises, hvis den bekræftede afgørelse er blevet endelig i forhold til sagsøgeren, fordi den ikke er blevet anfægtet ved et søgsmål anlagt inden for de krævede frister. I modsat fald kan den pågældende anfægte enten den bekræftede afgørelse, den bekræftende afgørelse eller begge afgørelser.
(jf. præmis 73)
Henvisning til:
Retten: 27. oktober 1994, sag T-64/92, Chavane de Dalmassy m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 227, og II, s. 723, præmis 25; 25. oktober 2005, sag T-83/03, Salazar Brier mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 311, og II, s. 1407, præmis 17.
2. Ingen bestemmelse i vedtægten pålægger en tjenestemand at fremlægge en særskilt forudgående klage for hver administrativ afgørelse, som han anfægter. Ligesom det er tilladt tjenestemanden at udfærdige flere klager over samme afgørelse, på betingelse af at dette sker inden for den vedtægtsbestemte frist på tre måneder, er ingen lovbestemmelse til hinder for, at en tjenestemand ved en enkelt klage anfægter flere afgørelser, der vedrører ham, således som det fremgår af fast praksis i institutionerne.
(jf. præmis 76)
Henvisning til:
Retten: 17. maj 1995, sag T-10/94, Kratz mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 99, og II, s. 315, præmis 19 og 20; 8. november 2000, sag T-44/97, Ghignone m.fl. mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 223, og II, s. 1023, præmis 39.
3. Selv om retssikkerhedsprincippet i almindelighed forbyder, at en fællesskabsretsakt gives gyldighed fra et tidspunkt, der ligger før aktens offentliggørelse, kan dette rent undtagelsesvist tillades, når det tilstræbte formål fordrer det, og når de berørtes berettigede forventning respekteres behørigt. Det er således muligt for administrationen som følge af en annullation, der foretages af en retsinstans, at træffe en retsakt med tilbagevirkende kraft med forbehold af, at disse betingelser er opfyldt.
En afgørelse, der som følge af Fællesskabets retsinstansers annullation af en administrativ afgørelse på grund af manglende lovhjemmel har tilbagevirkende kraft, er således ulovlig, når det af institutionen påberåbte formål ikke berettigede en sådan tilbagevirkende kraft, og når der ikke er taget hensyn til den berettigede forventning hos de personer, der er berørt af nævnte retsakt.
(jf. præmis 100, 101, 104-106, 113 og 117)
Henvisning til:
Domstolen: 11. juli 1991, sag C-368/89, Crispoltoni, Sml. I, s. 3695, præmis 17.
4. For at efterkomme en annullationsdom og opfylde den fuldt ud skal den institution, fra hvilken den annullerede retsakt hidrører, i henhold til artikel 233 EF ikke blot tage hensyn til dommens konklusion, men også til de præmisser, som har ført til domskonklusionen, og som danner det fornødne grundlag for denne i den forstand, at de er nødvendige, når det skal afgøres, hvad konklusionen helt præcist går ud på. Det er nemlig disse præmisser, som dels fastslår, nøjagtig hvilken bestemmelse der anses for ulovlig, dels angiver de nøjagtige grunde til den i konklusionen fastslåede ulovlighed, og som den pågældende institution skal tage hensyn til, når den udsteder en anden retsakt i stedet for den, der er blevet annulleret.
En institution, som med henblik på at opfylde en annullationsdom fortolker en retsakt i direkte modstrid med den fortolkning, som Fællesskabets retsinstanser har fastslået i nævnte annullationsdom, underkender således retskraften.
(jf. præmis 120 og 124)
Henvisning til:
Retten: 13. september 2005, sag T-283/03, Recalde Langarica mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 235, og II, s. 1075, præmis 50 og 51.
5. Ansættelsesmyndigheden råder over et vidt skøn ved valget af de tjenestemænd, der skal forfremmes. Heraf følger, at selv i tilfælde, hvor det er godtgjort, at ansættelsesmyndigheden har handlet retsstridigt under forfremmelsesproceduren til skade for en tjenestemand, er disse forhold ikke i sig selv tilstrækkelige til at fastslå, at tjenestemanden i mangel af sådanne retsstridige forhold faktisk var blevet forfremmet, og at det påberåbte økonomiske tab er sikkert og aktuelt, idet ansættelsesmyndighedens vide skøn vedrørende forfremmelse i modsat fald ville blive anfægtet. Vedtægten giver nemlig ikke ret til en forfremmelse, heller ikke for tjenestemænd, som opfylder alle betingelser for at blive forfremmet.
(jf. præmis 133)
Henvisning til:
Retten: 22. februar 2000, sag T-22/99, Rose mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 27, og II, s. 115, præmis 37.
6. Fællesskabets retsinstanser kan for at sikre den effektive virkning af en annullationsdom, hvis opfyldelse er særlig vanskelig, gøre brug af sin fulde prøvelsesret med hensyn til krav, der kan opgøres i penge, og om fornødent endog af egen drift tilpligte sagsøgte at betale en godtgørelse for den skade, der er forvoldt ved institutionens tjenstlige fejl.
(jf. præmis 142 og 144)
Henvisning til:
Personaleretten: 22. oktober 2008, sag F-46/07, Tzirani mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 214.