PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling)

1. februar 2007

Sag F-125/05

Vassilios Tsarnavas

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenesterne hos tjenestemænd i forskellige tjenestegrene – erstatningskrav – formalitet – rimelig frist – advokathonorar – administrativ procedure – ikke-økonomisk skade«

Angående: Sag anlagt af Vassilios Tsarnavas i medfør af artikel 236 EF og artikel 152 EA med påstand dels om annullation af Kommissionens afgørelse af 1. april 2005 om afslag på hans krav om tildeling af en erstatning på 72 000 EUR for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, han har lidt på grund af de uregelmæssigheder eller tjenestefejl, Kommissionen har begået under forfremmelsesprocedurerne i 1998 og 1999, dels om, at Kommissionen tilpligtes at betale den krævede erstatning.

Udfald: Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 3 000 EUR i erstatning af hans ikke-økonomiske skade. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler en tredjedel af Tsarnavas’ omkostninger. Tsarnavas bærer to tredjedele af sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – frister – ansøgning til en institution med krav om erstatning – overholdelse af en rimelig frist

(Statutten for Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90)

2.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – tjenestefejl

1.      Tjenestemænd eller ansatte, som over for deres institution fremsætter krav om en erstatning fra Fællesskabet om en erstatning, som kan tilregnes dette, skal gøre dette inden for en rimelig frist efter det tidspunkt, hvor de er blevet klar over den situation, som ligger til grund for erstatningskravet. Spørgsmålet om, hvorvidt fristen er rimelig, skal vurderes på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag og navnlig tvistens betydning for den pågældende, sagens kompleksitet og parternes handlemåde. Der er i den forbindelse endvidere grund til at sammenholde nævnte frist med den forældelsesfrist på fem år for erstatningskrav uden for kontraktforhold, som er fastsat i artikel 46 i Domstolens statut.

Såfremt en tjenestemand klager over, at hans institution gentagne gange har begået uregelmæssigheder eller tjenestefejl under forskellige forfremmelsesprocedurer, skal spørgsmålet om, hvorvidt den periode, som er forløbet, inden den pågældende indgav ansøgning med krav om erstatning af sit økonomiske tab som følge af honorarer og udgifter til hans advokat i forbindelse med de administrative procedurer, han har iværksat, vurderes for hver enkelt af disse procedurers vedkommende.

Derimod må der anlægges en anden vurdering af, om fristen er rimelig, hvad angår den ikke-økonomiske skade, som den pågældende hævder at have lidt som følge af den uvished og uro, som har præget hans situation i længere tid hvad angår hans eventuelle forfremmelse under de pågældende forfremmelsesprocedurer og hans tillid til sin institution, som han hævder at have mistet, og som angives at bero på den helhed af foranstaltninger, institutionen har truffet, og dennes handlemåde. Der skal således foretages en helhedsbedømmelse af disse foranstaltninger og denne handlemåde, og deres lovlighed og virkninger kan kun vurderes ud fra en helhedsbetragtning.

jf. præmis 69-73 og 81)

Henvisning til:

Retten, 6. juli 2001, sag T-161/00, Tsarnavas mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 155, og II, s. 721, præmis 37; 5. oktober 2004, sag T-144/02, Eagle m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3381, præmis 65 og 66.

2.      Den omstændighed, at en institution har handlet i strid med god forvaltning over for en tjenestemand under forskellige forfremmelsesprocedurer, hvilket har bevirket, at denne har indgivet flere klager, der har vist sig at være i det mindste delvis berettigede, da de har ført til en aftale mellem parterne eller til, at administrationen har tilbagekaldt den anfægtede foranstaltning, eller at Fællesskabets retsinstanser har afsagt en dom om annullation, udgør en tjenestefejl, som medfører en forsinkelse i afviklingen af de forfremmelsesprocedurer, som berører den pågældende, og medfører en situation præget af uvished og uro med hensyn til den pågældendes fremtidige stilling, der kan begrunde tilkendelse af en erstatning for ikke-økonomisk skade.

Den omstændighed, at sagsøgeren efterfølgende pensioneres på grund af invaliditet, ophæver ikke den skade, som er lidt på grund af administrationens handlemåde i forbindelse med den pågældendes eventuelle forfremmelse under forudgående forfremmelsesprocedurer.

(jf. præmis 99 og 100)