Appel iværksat den 20. september 2019 af Sony Corporation og Sony Electronics, Inc til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 12. juli 2019 i sag T-762/15, Sony og Sony Electronics mod Kommissionen

(Sag C-697/19 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Sony Corporation og Sony Electronics, Inc (herefter »Sony« eller »appellanterne«) (ved avocat N. Levy, avocat R. Snelders og solicitor E.M. Kelly)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves.

Appellanternes påstande i første instans tiltrædes.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i første instans.

Subsidiært, såfremt Domstolen ikke finder sagen moden til påkendelse:

Sagen hjemvises til Retten.

Afgørelsen om sagsomkostningerne i første instans og under appellen udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanterne fremsat fire anbringender.

Det første anbringende: Retten begik en fejl ved at erstatte begrundelsen i afgørelsen (Kommissionens afgørelse i sag AT.39639 – Optiske diskettedrev C(2015) 7135 final) med sin egen.

Afgørelsen var støttet på konklusionen om, at appellanterne deltog i »flere forskellige overtrædelser«, som ligeledes kunne karakteriseres som en samlet og vedvarende overtrædelse. Retten anerkendte, at der ikke var ført bevis for alle de individuelle kontakter, der var anført i afgørelsen.

Ikke-beviste kontakter kan ikke udgøre overtrædelser af artikel 101, stk. 1, TEUF. Retten tiltrådte alligevel afgørelsens konklusion om en samlet og vedvarende overtrædelse på grundlag af disse ikke-beviste kontakter som en del af en generel mængde »beviser og indicier, der samlet set kunne tages hensyn til«, og som Kommissionen kunne lægge til grund. Ved at erstatte afgørelsens begrundelse med sin egen begik Retten en retlig fejl.

Det andet anbringende: Retten begik en retlig fejl ved at tiltræde konklusionen om deltagelse i en samlet og vedvarende overtrædelse for den pågældende periode på grundlag af færre kontakter end de i afgørelsen identificerede.

Retten fastslog med urette, at Sony vedvarende deltog i den angivelige overtrædelse fra den 23. august 2004 til den 15. september 2006, på trods af at den accepterede, at der var en periode på ca. otte måneder, for hvilke Kommissionen ikke havde bevist konkurrencebegrænsende kontakter, der omfattede Sony.

Rettens ræsonnement er selvmodsigende, idet den accepterede, at der i en periode på mere end seks måneder ikke var beviste kontakter, der omfattede Sony, men ligeledes fastslog, at disse kontakter »fandt sted hver anden eller tredje måned«.

Det tredje anbringende: Retten begik en retlig fejl ved at behandle en samlet og vedvarende overtrædelse således, at den nødvendigvis bestod i en række forskellige overtrædelser.

Retten udlod at fastslå, at Kommissionen havde tilsidesat Sonys ret til forsvar, selv om Kommissionen i afgørelsen fandt, at den foreholdte adfærd ikke alene udgjorde en samlet og vedvarende overtrædelse, men ligeledes flere forskellige overtrædelser, uden at den tidligere havde anført dette i klagepunktsmeddelelsen.

Retten fastslog med urette, at Kommissionen havde givet en tilstrækkelig begrundelse for sin konklusion om, at Sony havde begået flere forskellige overtrædelser.

Det fjerde anbringende: Retten begik en retlig fejl, tilsidesatte ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet og undlod at give en begrundelse, idet den opretholdt den bøde, som Sony var blevet pålagt, på grundlag af de samme indtægter, der dannede grundlag for en anden bøde, som Lite-On var blevet pålagt.

Retten tilsidesatte princippet i retningslinjerne for bødeberegning om, at afsætningen skal »afspejle overtrædelsens økonomiske betydning«, og om »de enkelte deltagende virksomheders økonomiske betydning« og tilsidesatte ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet.

Retten tilsidesatte sin begrundelsespligt, idet den ikke behandlede argumentet om, at dobbelttælling gjorde overtrædelsens økonomiske betydning kunstigt større.

Retten begik en retlig fejl, idet den forkastede appellanternes argument om, at Kommissionen ikke havde begrundet, at den afveg fra fast praksis.

____________