Language of document : ECLI:EU:F:2010:48

PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

9. juni 2010

Sag F-56/09

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag — tjenestemænd — erstatningssøgsmål — administrationens adgang til en tjenestemands tjenestebolig — boligens ukrænkelighed og privatlivets fred«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Luigi Marcuccio bl.a. har nedlagt påstand om, at det fastslås, at Kommissionens afgørelse om at afslå hans ansøgning om erstatning for den skade, som han hævder at have lidt som følge af, at ansatte ved Kommissionen den 8. april 2002 ulovligt trængte ind i hans tjenestebolig i Luanda (Angola), hvor de ulovligt tog en række fotografier og notater vedrørende hans personlige ejendele, er en nullitet, eller i det mindste, at afgørelsen annulleres, samt påstand om erstatning for den nævnte skade.

Udfald: Europa-Kommissionen betaler sagsøgeren 5 000 EUR. Kommissionens afgørelse af 11. september 2008 annulleres, for så vidt som den indebærer et afslag på sagsøgerens anmodning af 24. april 2008 om fremsendelse af fotografier, tilintetgørelse af fotografier og om meddelelse af oplysninger vedrørende denne tilintetgørelse. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler en fjerdedel af sagsøgerens omkostninger. Sagsøgeren betaler tre fjerdedele af sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd — søgsmål — erstatningssøgsmål — påstand om annullation af den administrative afgørelse om at afslå erstatningsansøgningen — påstand, der ikke er selvstændig i forhold til erstatningspåstandene

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd — søgsmål — akt, der indeholder et klagepunkt — begreb — intern organisationsforanstaltning — ikke omfattet — søgsmål om erstatning for de skadelige virkninger af sådanne foranstaltninger — formaliteten

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2, og art. 91, stk. 1)

3.      Tjenestemænd — principper — grundrettigheder — fysiske personers ret til boligens ukrænkelighed — beskyttelse mod vilkårlige eller uforholdsmæssige indgreb fra det offentliges side — administrationens adgang til en tjenestemands tjenestebolig uden overholdelse af de processuelle formaliteter — krænkelse — tjenestefejl

(Art. 6, stk. 2, TEU)

4.      Tjenestemænd — afgørelser, der indebærer økonomiske forpligtelser — fuldbyrdelse — modregning — betingelse

[Art. 256 EF; tjenestemandsvedtægten, bilag VIII, art. 46)

5.      Tjenestemænd — søgsmål — formål

[Art.266 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 91)

6.      Retspleje — sagsomkostninger — den vindende part tilpligtes at bære en del af sine egne omkostninger

(Personalerettens procesreglement, art. 89, stk. 2)

1.      En afgørelse fra en institution, hvorved der meddeles afslag på en ansøgning om erstatning, udgør en del af den administrative procedure, der går forud for anlæggelsen af et erstatningssøgsmål ved Personaleretten, og har udelukkende til formål at give den berørte tjenestemand mulighed for at anlægge et erstatningssøgsmål ved Personaleretten. Følgelig kan en påstand om, at afgørelsen om afslag skal erklæres for en nullitet, eller subsidiært, at den nævnte afgørelse annulleres, ikke bedømmes selvstændigt i forhold til erstatningspåstanden.

(jf. præmis 30)

Henvisning til:

Retten: 18. december 1997, sag T-90/95, Gill mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 471, og II, s. 1231, præmis 45; 6. marts 2001, sag T-77/99, Ojha mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 61, og II, s. 293, præmis 68; 5. december 2002, sag T-209/99, Hoyer mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 243, og II, s. 1211, præmis 32

Personaleretten: 25. marts 2010, sag F-102/08, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, II-A-1, s. 0000, præmis 23

2.      Inden for rammerne af et erstatningssøgsmål kan en tjenestemand til støtte for sine erstatningspåstande påberåbe sig, at de praktiske foranstaltninger, der ikke udgør retsakter, som indeholder et klagepunkt, er ulovlige, eftersom formålet ikke er at opnå annullation af disse foranstaltninger, men erstatning for de skadelige virkninger af disse foranstaltninger.

(jf. præmis 41)

3.      Fysiske personers grundlæggende ret til boligens ukrænkelighed, der er en almindelig retsgrundsætning, som er fælles for medlemsstaternes retsordener, og som er fastsat i artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention, hvortil der henvises i artikel 6, stk. 2, TEU, har til formål at sikre beskyttelse mod offentlige myndigheders vilkårlige eller uforholdsmæssige indgriben i forhold af privat karakter, idet en sådan indgriben skal være hjemlet og begrundet af årsager, der er fastlagt ved lov i alle medlemsstaternes retsordener.

En tjenestebolig, som administrationen stiller til rådighed for en tjenestemand på det sted, hvor den pågældende udøver sin erhvervsmæssige beskæftigelse, og som udelukkende er bestemt til beboelsesformål, skal anses for at udgøre den pågældendes »bopæl«. Den omstændighed, at den berørte part midlertidigt opholder sig i en anden medlemsstat under sin sygeorlov, har ingen betydning, eftersom et sådant fravær ikke indebærer, at centret for tjenestemandens interesser flyttes.

Såfremt administrationen trænger ind i tjenestemandens tjenestebolig uden at underrette tjenestemanden herom, og navnlig såfremt administrationen ikke har undersøgt, om tjenestemanden ønsker at give adgang til boligen, krænker administrationen tjenestemandens ret til respekt for dennes ejendom, bolig og privatliv og begår en ansvarspådragende tjenestefejl. Der kan ikke rejses tvivl om denne konklusion med henvisning til den omstændighed, at der er truffet afgørelse om at forflytte tjenestemanden, eller at der foreligger hensyn til tjenestens interesse, såsom behovet for at sikre boligens vedligeholdelsestilstand efter et uvejr. Disse omstændigheder kan nemlig ikke fritage administrationen for at overholde alle formaliteter og i hvert fald underrette tjenestemanden på forhånd om nødvendigheden af omgående at undersøge boligens tilstand.

(jf. præmis 51-55, 57 og 61-66)

Henvisning til:

Domstolen: 21. september 1989, forenede sager 46/87 og 227/88, Hoechst mod Kommissionen, Sml. s. 2859, præmis 17 og 19

4.      Det fremgår af artikel 256 EF, at tvangsfuldbyrdelse af Kommissionens afgørelse sker efter den borgerlige retsplejes regler i den medlemsstat, på hvis område den finder sted, og at prøvelsen af fuldbyrdelsesforanstaltningernes lovlighed falder inden for de nationale dømmende myndigheders kompetence. Dette udelukker ikke, at en institution kan foretage tvangsfuldbyrdelse i form af modregning, såfremt dette er udtrykkeligt hjemlet som f.eks. i artikel 46 i bilag VIII til vedtægten, der gør det muligt at indeholde ethvert beløb, som en tjenestemand skylder Fællesskaberne, i den berørtes alderspension eller invaliditetsydelse.

(jf. præmis 59)

Henvisning til:

Retten: 27. juni 2001, sag T-214/00, X mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 143, og II, s. 663, præmis 21-23

5.      Da Personaleretten ikke har hjemmel til at idømme en institution tvangsbøder, indtil den træffer de foranstaltninger, som den ved Personalerettens dom er blevet pålagt at gennemføre, skal en påstand om pålæggelse af en sådan tvangsbøde derfor afvises.

Såfremt der ikke foreligger omstændigheder, der giver anledning til at antage, at institutionen ikke opfylder sine forpligtelser i forhold til en berørt part i henhold til artikel 266 TEUF, er det under alle omstændigheder udelukket at udøve pres mod institutionen ved at pålægge den en tvangsbøde.

(jf. præmis 80-82)

Henvisning til:

Retten: 8. oktober 1992, sag T-84/91, Meskens mod Parlamentet, Sml. II, s. 2335, præmis 31; 12. december 1995, sag T-203/95 R, Connolly mod Kommissionen, Sml. II, s. 2919, præmis 45

6.      Hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, kan Personaleretten i henhold til procesreglementets artikel 89, stk. 2, fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger.

Når den vindende part har nedlagt en meget lang række påstande, som Personaleretten har forkastet, og erstatningspåstande, der er åbenbart overdrevne, skal modparten tilpligtes at bære sine egne omkostninger og kun en del af den vindende parts omkostninger.

(jf. præmis 86-88)