RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

11. juli 2013

Sag F-9/12

CC

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – erstatningssøgsmål – ansvar uden for kontrakt – almindelig udvælgelsesprøve – fejl begået ved forvaltningen af listen over egnede ansøgere – foranstaltninger til opfyldelse af en dom – forpligtelse til bevaring af dokumenterne – fortabelse af muligheder

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som i medfør af artikel 106a Euratom finder anvendelse på Euratom-traktaten, hvorved CC i det væsentlige har nedlagt påstand om erstatning for det tab, hun har lidt som følge af forskellige fejl, der blev begået i forbindelse med forvaltning af egnethedslisten udarbejdet på grundlag af den almindelige udvælgelsesprøve EUR/A/151/98, hvorpå hun var blevet opført efter den dom, der blev afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 5. marts 2003, sag T-24/01, [CC] mod Parlamentet.

Udfald:      Europa-Parlamentet betaler CC et beløb på 15 000 EUR. I øvrigt frifindes Parlamentet. Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler CC’s omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – erstatningssøgsmål – overholdelse af en rimelig frist – bedømmelseskriterier

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – skade – institutionens ulovlige tilintetgørelse af dokumenter vedrørende henvendelser fra en bestået ansøger, der er opført på en udvælgelsesprøves egnethedsliste – tilintetgørelse medfører ikke, at en bestået ansøger er udelukket fra enhver mulighed for at få erstatning – ingen skade

(Art. 340 TEUF)

3.      Tjenestemandssager – frister – erstatningskrav fremsendt til en institution – overholdelse af en rimelig frist – bedømmelseskriterier

(Statutten for Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 1)

4.      Tjenestemænd – ansættelse – udvælgelsesprøve – forpligtelse for den institution, der afholder udvælgelsesprøver, til at informere de andre institutioner om resultaterne – foreligger ikke – undtagelse – afgivelse af løfter, der kunne give grundlag for en berettiget forventning – krænkelse heraf – tjenstlig fejl

5.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – begreb – fortabt mulighed som følge af et ulovligt afslag på en ansøgning – kriterier for opgørelsen af tab

(Art. 340 TEUF)

6.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – materiel skade påført en bestået ansøger ved en udvælgelsesprøve, der ikke har fået de samme muligheder for ansættelse som dem, der blev tilbudt de andre beståede ansøgere – tab, der kan erstattes

(Art. 340 TEUF)

7.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – ikke-økonomisk skade – årsagsforbindelse – bevisbyrde – foreligger ikke

(Art. 340 TEUF)

1.      Spørgsmålet om, hvorvidt en sagsøger har anlagt søgsmål om erstatning inden for en rimelig frist, skal ikke alene vurderes samlet, men også i forhold til hver af de påståede fejl og i forhold til den dato, hvor den skade, som hver af disse fejl var årsag til, fandt sted.

(jf. præmis 54)

2.      Det forhold, at en institution har tilintetgjort dokumenter vedrørende denne institutions arbejdsgang, der har til formål at informere Unionens andre institutioner og organer om, at en sagsøger er opført på egnethedslisten for en udvælgelsesprøve, der er ulovlig af den grund, at den periode, hvori dokumenterne blev opbevaret, er kortere end den frist, inden for hvilken der kan indgives klage, berøver ikke sagsøgeren alle muligheder for at få erstatning. Hvis den nævnte institution er forpligtet til at informere Unionens andre institutioner og organer om, at sagsøgeren var opført på den nævnte egnethedsliste, vil institutionen derefter skulle bevise, at den har opfyldt denne forpligtelse. Den omstændighed, at institutionen frivilligt har sat sig i en situation, hvor den er ude af stand til at bevise rigtigheden af sine påstande, kan ikke andet end komme denne til skade. Tilintetgørelsen i sig selv kan således ikke forårsage, at sagsøgeren bliver påført et tab.

(jf. præmis 71)

3.      Når søgsmålspåstandene har en rent erstatningsmæssig karakter i den forstand, at de ikke indeholder nogen påstand om annullation af en bestemt retsakt, men udelukkende har til formål at opnå erstatning for tab, der angiveligt er lidt som følge af en række fejl eller undladelser, der ikke har nogen retsvirkninger og derfor ikke kan kvalificeres som retsakter, der indeholder et klagepunkt, må den administrative procedure, for at kunne fremmes, nødvendigvis begynde med indgivelse af en ansøgning, hvorved den berørte part anmoder ansættelsesmyndigheden om at erstatte det påståede tab, og i givet fald fortsætte med indgivelse af en klage over den afgørelse, hvorved ansøgningen afslås. Da vedtægtens artikel 90, stk. 1, er tavs herom, skal fristen for indgivelse af en anmodning om erstatning være rimelig, hvilket må bero på en vurdering på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag, herunder bl.a. sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet samt parternes adfærd. For at anlægge denne vurdering, kan der dog med fordel udledes et sammenligningsgrundlag med forældelsesfristen på fem år i henhold til artikel 46 i statutten for den Europæiske Unions Domstol for erstatningskrav vedrørende Unionens ansvar uden for kontrakt. Forældelsesfristen begynder at løbe i det øjeblik, hvor skaden over for den berørte part rent faktisk er sket.

(jf. præmis 80, 81 og 95)

Henvisning til:

Domstolen: 17. juli 2008, sag C-51/05 P, Kommissionen mod Cantina sociale di Dolianova m.fl., præmis 63

Personaleretten: 2. maj 2007, sag F-23/05, Giraudy mod Kommissionen, præmis 69; 11. maj 2010, sag F-30/08, Nanopoulos mod Kommissionen, præmis 116 og 117; 8. februar 2011, sag F-95/09, Skareby mod Kommissionen, præmis 52

4.      Den omstændighed, at Unionens institutioner og organer, der ikke er den institution eller de institutioner, der har afholdt en udvælgelsesprøve, kan ansætte ansøgere, der er opført på egnethedslisten efter afholdelse af denne udvælgelsesprøve, indebærer ikke en forpligtelse for den institution eller det organ, der er ansvarlig for at afholde en udvælgelsesprøve, til at informere samtlige Unionens institutioner og organer om udvælgelsesprøvens resultater.

Det forholder sig derimod anderledes i det tilfælde, hvor den pågældende institution ved flere lejligheder over for en bestået ansøger har givet udtryk for, at denne har informeret de andre institutioner og organer om, at denne er opført på egnethedslisten for den pågældende udvælgelsesprøve, og at den til disse har fremsendt ansøgerens curriculum vitae. Når en institution har givet anledning til begrundede forhåbninger, navnlig ved at afgive præcise løfter i form af præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer fra en bemyndiget og ansvarlig kilde, har denne person i medfør af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning imidlertid ret til at forvente, at denne institution handler i overensstemmelse med de forsikringer, som den har givet. Sker dette ikke, begår den pågældende institution en tjenstlig fejl, der således kan pådrage Unionen et erstatningsansvar.

Under disse omstændigheder udgør den omstændighed, at Unionens andre institutioner og organer ikke er blevet informeret, en tjenstlig fejl, der kan pådrage Unionen et erstatningsansvar. Denne konklusion svækkes ikke af den omstændighed, at den beståede ansøger selv havde ulejliget sig til at informere bestemte af Unionens institutioner og organer. Denne omstændighed kan alene have været i stand til at reducere den skade, som den beståede ansøger har lidt, men karakteren af den måde, hvorpå institutionen, der har afholdt udvælgelsesprøven, har handlet, er stadig fejlagtig.

(jf. præmis 99, 100, 104 og 105)

5.      Hvad angår Unionens ansvar uden for kontraktforhold skal skaden være behørigt bevist og sikker. Når en skade udspringer af fortabelsen af en mulighed, følger det på den ene side, at det skal have drejet sig om en reel mulighed, og på den anden side, at denne fortabelse skal være endelig.

Der skal med sikkerhed bestå en direkte forbindelse mellem den fejl, som den pågældende institution har begået, og det påståede tab. Denne betingelse udelukker dog ikke, at når det påståede tab er forårsaget af, at en eventuel fordelagtig begivenhed forsvinder, får den berørte person erstatning for sit tab, ikke som følge af en ret til, at denne begivenhed indtræder, men som følge af muligheden for at denne begivenhed indtræder.

Det er kun når de nævnte betingelser er opfyldt, nemlig når den fortabte mulighed var reel, og denne fortabelse er endelig, at den berørte person har ret til erstatning for denne fortabte mulighed, dvs. når der er tale om en fortabt mulighed for ansættelse ved en af Unionens institutioner, at der kan opnås udbetalingen af den løn, som den pågældende ville have oppebåret, hvis han var blevet udnævnt som tjenestemand på prøve, ved fastsættelsen af en justeringskoefficient, der afspejler sandsynligheden for, at denne mulighed ville blive realiseret, såfremt ulovligheden ikke var blevet begået.

I denne henseende udgør den omstændighed, at den fortabte mulighed kun har en lille sandsynlighed for at blive realiseret, ikke en hindring for, at der foreligger årsagssammenhæng mellem den begåede fejl og skaden. Den omstændighed, at en fortabt mulighed er lidet sandsynlig, har ingen sammenhæng med tilstedeværelsen af en årsagssammenhæng, men medfører snarere blot, at den skade, der er lidt, er lille. At forlange, at den fortabte mulighed skal have været reel, for at der kan tildeles erstatning, ville endvidere føre til, at der kun blev tilkendt erstatning for skader af et vist omfang, mens Unionen fuldstændigt skal erstatte den skade, den har forvoldt tjenestemænd eller kontraktansatte.

Fejlen skal have været den afgørende årsag til den angiveligt fortabte mulighed. Unionen kan kun anses for ansvarlig for tab, som er en tilstrækkeligt direkte følge af den pågældende institutions retsstridige adfærd, hvilket nødvendiggør, at den begåede forseelse har været den afgørende årsag til den fortabte mulighed.

(jf. præmis 115, 116, 118 og 119)

Henvisning til:

Domstolen: 21. juni 1984, sag 69/83, Lux mod Revisionsretten, præmis 13; 9. september 1999, sag C-257/98 P, Lucaccioni mod Kommissionen, præmis 22 og 28

Retten i Første Instans: 5. oktober 2004, sag T-45/01, Sanders m.fl. mod Kommissionen, præmis 150; 5. oktober 2004, sag T-144/02, Eagle m.fl. mod Kommissionen, præmis 165; 6. juni 2006, sag T-10/02, Girardot mod Kommissionen, præmis 96

Personaleretten: 25. november 2008, sag F-50/07, Hristova mod Kommissionen, præmis 41; 12. maj 2011, sag F-50/09, Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen, præmis 179 og den deri nævnte retspraksis

6.      Den omstændighed, at en bestået ansøger ikke er blevet udnævnt til tjenestemand, er ikke til hinder for, at han kræver erstatning for den skade, som han måtte have lidt som følge af udvælgelseskomitéens ulovlige afgørelse om ikke fra begyndelsen at opføre ham på listen over egnede ansøgere, og som er skyld i den fortabte mulighed for at blive udnævnt til tjenestemand på prøve.

Hvis en person, der sent er blevet opført på en liste over egnede ansøgere, kan få tildelt erstatning, hvis denne ender med at blive ansat, for fortabelse af muligheden for at blive udnævnt til tjenestemand på prøve tidligere end han er blevet det, betyder dette ikke, at en person, der ikke er blevet udnævnt til tjenestemand, ikke kan få erstatning for ikke at have kunnet nyde godt af de samme muligheder for ansættelse som dem, der blev tilbudt de ansøgere, der fra begyndelsen var opført på en egnethedsliste, navnlig når det er åbenbart, at disse muligheder for ansættelse var bedre, og at de egnede sig bedre end de ansættelsesmuligheder, som denne person i sidste ende har kunnet udnytte.

(jf. præmis 126)

Henvisning til:

Personaleretten: 13. september 2011, sag F-101/09, AA mod Kommissionen, præmis 81 ff.

7.      Hvad angår Unionens ansvar uden for kontraktforhold er en sagsøger ikke nødt til at føre bevis for tilstedeværelsen af en ikke-økonomisk skade eller årsagssammenhæng, når begge kan udledes af omstændighederne og af karakteren af den fejl, der er blevet konstateret. Det er således ubestridt, at følelsen af uretfærdighed og de forulempelser, der for en person udspringer af den omstændighed, at vedkommende er nødt til at føre en klagesag og derefter et søgsmål for at få anerkendt sine rettigheder, udgør en skade, som kan udledes af den ene omstændighed, at administrationen har begået en tjenstlig fejl.

(jf. præmis 128)

Henvisning til:

Domstolen: 7. februar 1990, sag C-343/87, Culin mod Kommissionen, præmis 27 og 28