Language of document :

Appel iværksat den 12. juni 2019 af Stephan Fleig til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 2. april 2019 i sag T-492/17, Stephan Fleig mod EU-Udenrigstjenesten

(Sag C-446/19 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Stephan Fleig (ved rechtsanwalt H. Tettenborn)

Den anden part i appelsagen: Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Første Kammer) den 2. april 2019 i sag T-492/17 ophæves i sin helhed.

Afgørelsen af 19. september 2016, hvorved direktøren for direktoratet for »Menneskelige Ressourcer« i Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EEAS), i hans egenskab af ansættelsesmyndighed, besluttede at bringe appellantens tidsubegrænsede ansættelseskontrakt til ophør med virkning fra den 19. september 2017, annulleres, og EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale erstatning for den skade, som appellanten angiveligt har lidt som følge af denne afgørelse.

Subsidiært ophæves den appellerede dom, og sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse om sagens realitet.

EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for appellen fremført seks anbringender:

For det første har appellanten gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af hans ret til en retfærdig rettergang i henhold til artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder og af princippet om ligestilling af parterne. Appellanten påtaler, at Retten på trods af hans anmodning derom ikke pålagde EU-Udenrigstjenesten at fremlægge relevante e-mails, hvilket har haft betydning for hans mulighed for at forsvare sig.

For det andet har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved anvendelsen af princippet om administrationens omsorgspligt. Retten så bort fra den omstændighed, at EU-Udenrigstjenesten allerede inden opsigelsen af appellantens ansættelseskontrakt gennem dens optræden havde været medvirkende til en forværring af hans psykiske sundhedstilstand, hvilket resulterede i en forringelse af hans evne til behørigt at varetage sit hverv.

For det tredje har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den lagde til grund, at den ikke skal undersøge, om og i hvilken udstrækning appellanten på grund af hans sundhedstilstand var forhindret i at opfylde sine forpligtelser i henhold til vedtægten for tjenestemænd og oplyse sit opholdssted. Retten begik desuden en retlig fejl, idet den undlod at forholde sig til den af appellanten fremlagte lægelige udtalelse, til trods for at Retten ikke selv har nogen lægelig ekspertviden og ikke havde indhentet nogen medicinsk dokumentation. Retten begik endvidere en retlig fejl, da den undlod at tage hensyn til, at EU-Udenrigstjenesten tog hensyn til følgerne af appellantens psykiske sundhedstilstand til skade for sidstnævnte.

Appellanten har for det fjerde gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den fastslog, at han havde tilsidesat forpligtelsen i artikel 7 i bilag II vedtægten og loyalitets- og samarbejdspligten, eftersom han havde »nægtet selv at oplyse, hvem der er hans læge over for invaliditetsudvalget«. Herved lagde Retten med urette en omstændighed til grund i sin dom, som EU-Udenrigstjenesten ikke selv havde fremført over for appellanten i begrundelsen for dens afgørelse.

Appellanten har for det femte gjort gældende, at Retten begik en fejl, da den på baggrund af en række afviste udenretslige anmodninger og klager fra appellanten konkluderede, at EU-Udenrigstjenesten med rette kunne fastslå, at appellanten havde undladt at opfylde sin loyalitets- og samarbejdspligt. Ifølge Rettens tilgang anses enhver anmodning fra en ansat, som afvises af administrationen, således for retsmisbrug.

Appellanten har for det sjette gjort gældende, at Retten baserede sin dom på en række urigtige gengivelser af de faktiske omstændigheder, som alle vedrørte hans pligt til at oplyse administrationen om sit opholdssted.

____________