PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

29. september 2011

Sag F-9/07

Pilar Angé Serrano

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – tjenestemænd – overgang til en anden kategori under den tidligere gældende vedtægt – overgangsregler om indplacering i lønklasse pr. 1. maj 2004 – Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 13. februar 2006 – ændret indplacering på grundlag af vederlaget til tjenestemænd, der modtager udligningsgodtgørelse – gældende multiplikationsfaktor – fortabelse af forfremmelsespoint – erstatningspåstand«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder Pilar Angé Serrano har nedlagt påstand om annullation af Parlamentets afgørelse af 20. marts 2006 om omklassificering af sagsøgeren til lønklasse B*6, løntrin 8, pr. 1. maj 2004, samt om, at Parlamentet tilpligtes at betale hende erstatning for økonomisk og ikke-økonomisk tab.

Udfald:      Europa-Parlamentet frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger. Rådet for Den Europæiske Union, der er intervenient i sagen, bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Retspleje – retskraft – rækkevidde

2.      Tjenestemænd – karriere – indførelse af en ny struktur ved forordning nr. 723/2004 – tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet – foreligger ikke

(Art. 336 TEUF; tjenestemandsvedtægten, bilag XIII, art. 2 og 10; Rådets forordning nr. 723/2004)

3.      Tjenestemænd – administrationens omsorgspligt – rækkevidde – grænser

1.      Såvel hensynet til at sikre en stabil retstilstand og stabile retlige relationer som retsplejehensyn gør det påkrævet, at retsafgørelser, der er blevet endelige, efter at de hjemlede appelmuligheder er udnyttet, eller efter at appelfristerne er udløbet, ikke længere kan anfægtes.

Retskraftvirkningen af en dom kan være til hinder for realitetspåkendelse af en sag, såfremt den sag, der gav anledning til den omhandlede dom, har samme parter og samme genstand samt hviler på samme søgsmålsgrund. Retskraften vedrører imidlertid kun de faktiske og retlige omstændigheder, som den pågældende retsafgørelse rent faktisk eller nødvendigvis har taget stilling til.

(jf. præmis 41-43)

Henvisning til:

Domstolen: 19. februar 1991, sag C-281/89, Italien mod Kommissionen, præmis 14; 30. september 2003, sag C-224/01, Köbler, præmis 38; 28. november 1996, sag C-277/95 P, Lenz mod Kommissionen, præmis 50; 16. marts 2006, sag C-234/04, Kapferer, præmis 20

Retten: 25. juni 2010, sag T-66/01, Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, præmis 196 og 197 og den deri nævnte retspraksis

2.      De tjenestemænd, der har bestået en intern udvælgelsesprøve med henblik på overgang til en anden kategori under den tidligere vedtægt, befinder sig ikke i den samme retlige eller faktiske situation som de tjenestemænd, der ikke har bestået en sådan udvælgelsesprøve. De førstnævnte har i overensstemmelse med vedtægtens bestemmelser opnået bedre karriereperspektiver end de sidstnævnte, hvilket der blev taget hensyn til i overgangsbestemmelserne i bilag XIII til vedtægten.

Eftersom EU-lovgiver med vedtagelsen af en ny vedtægt omstrukturerede hele den hidtil gældende karriereordning, kunne den følgelig ikke være forpligtet til at gengive rangordenen mellem de forskellige lønklasser i den tidligere vedtægt fuldstændigt identisk, uden at gøre indgreb i lovgivers mulighed for at foretage vedtægtsændringer. I denne forbindelse er sammenligningen mellem rangordenen før og efter reformen af vedtægten ikke i sig selv afgørende for vurderingen af, om den nye vedtægt er forenelig med ligebehandlingsprincippet.

Den nye vedtægt differentierer karrieren for de tjenestemænd, der under den tidligere vedtægt tilhørte de forskellige lønklasser i rangordenen, og sikrer dem, der har bestået udvælgelsesprøven med henblik på overgang til en anden kategori, andre karriereperspektiver end dem, der gælder for tjenestemænd, som ikke har bestået den samme udvælgelsesprøve. Særligt sikres ved overgangsordningen, og navnlig artikel 10, stk. 1 og 2, i bilag XIII til vedtægten, ved reglen om blokering af karriereavancementet og reglen om fastsættelse af en forfremmelsesprocent for de forskellige lønklasser, bedre karriereperspektiver for de tjenestemænd, der var indplaceret i højere lønklasser efter den tidligere vedtægt, og følgelig for dem, der er avanceret i lønklasserne som følge af, at de har bestået en udvælgelsesprøve med henblik på overgang til en anden kategori.

(jf. præmis 64, 66 og 67)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 18. september 2008, sag T-47/05, Angé Serrano, præmis 145-147

3.      Omsorgspligten samt princippet om god forvaltningsskik indebærer bl.a., at den kompetente myndighed ved afgørelsen af en tjenestemands situation skal tage alle de forhold i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, og hermed skal tage hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til vedkommende tjenestemands interesse.

Omsorgspligten kan ikke under nogen omstændigheder forpligte administrationen til at handle i strid med gældende bestemmelser. Navnlig kan den ikke foranledige administrationen til at give en EU-bestemmelse en retsvirkning, som strider mod bestemmelsens klare og præcise ordlyd. Følgelig kan en sagsøger ikke påberåbe sig omsorgspligten med henblik på at opnå fordele, som vedtægten ikke tillader, at han tildeles.

(jf. præmis 88 og 89)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 2. marts 2004, sag T-14/03, Di Marzio mod Kommissionen, præmis 99 og 100 og den deri nævnte retspraksis