Language of document :

Appel iværksat den 22. maj 2020 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 12. marts 2020 i sag T-732/16, Valencia Club de Fútbol mod Europa-Kommissionen

(Sag C-211/20 P)

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen

De andre parter i appelsagen: Valencia Club de Fútbol, S.A.D. og Kongeriget Spanien

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves, for så vidt som Retten derved annullerede Kommissionens afgørelse (EU) 2017/365 af 4. juli 2016 om statsstøtte SA.36387 (2013/C) (ex 2013/NN) (ex 2013/CP) gennemført af Spanien til Valencia Club de Fútbol Sociedad Anónima Deportiva, Hércules Club de Fútbol Sociedad Anónima Deportiva, og Elche Club de Fútbol Sociedad Anónima Deportiva (EUT 2017, L 55, s. 12), med hensyn til foranstaltning nr. 1 i form af den statsgaranti, som blev stillet af IVF den 5. november 2009 til dækning af det banklån, der var blevet ydet Fundación Valencia med henblik på tegning af aktier i Valencia CF inden for rammerne af en kapitalforhøjelse, som var blevet iværksat af Valencia CF.

Sagen hjemvises til Den Europæiske Unions Ret.

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

Kommissionens appel støttes på et enkelt appelanbringende om, at Retten begik en retlig fejl i forhold til EU-retten ved at anlægge en urigtig fortolkning af artikel 107 TEUF, navnlig for så vidt angår påvisning af tilstedeværelsen af betingelsen om en fordel. Nærmere bestemt foretog Retten for det første en urigtig fortolkning af Kommissionens meddelelse om anvendelsen af artikel [107 TEUF] og [108 TEUF] på statsstøtte i form af garantier (EUT 2008, C 155, s. 10), sammenholdt med Kommissionens meddelelse om revision af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (EUT 2008, C 14, s. 6), og af den omtvistede afgørelse. For det andet begik Retten en retlig fejl med hensyn til bevisniveauet for tilstedeværelsen af en fordel som følge af en individuel garanti og med hensyn til Kommissionens pligt til at udvise omhu inden for rammerne af en formel undersøgelsesprocedure. For det tredje foretog Retten en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder.

____________