RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

14. maj 2014

Sag F-11/13

Nicola Delcroix

mod

Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EEAS)

»Personalesag – tjenestemænd – EEAS – delegationschef i et tredjeland – overførsel til EEAS’s hovedkvarter – førtidigt ophør som delegationschef«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Nicola Delcroix i det væsentlige har nedlagt påstand om, at afgørelsen om at overføre ham til hovedkvarteret for Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) i Bruxelles (Belgien) og således før tid bringe hans tjeneste som delegationschef ved Den Europæiske Unions delegation i Republikken Djibouti til ophør, annulleres. I samme stævning har Nicola Delcroix nedlagt påstand om, at EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale ham forskellen mellem hans tidligere løn og den løn, han har modtaget siden hans tilbagevenden til hovedkvarteret.

Udfald:      Afgørelsen, som meddelt ved skrivelse af 8. marts 2012, om at overføre Nicola Delcroix til EU-Udenrigstjenestens hovedkontor og således før tid bringe hans tjeneste som delegationschef ved Den Europæiske Unions delegation i Republikken Djibouti til ophør, annulleres. EU-Udenrigstjenesten bærer sine egne omkostninger og betaler de af Nicola Delcroix afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – ansættelse i en stilling som EU-delegationschef – omplacering af en tjenestemand til hovedkvarteret i tjenestens interesse – den kompetente myndighed

(Art. 221 TEUF; Rådets afgørelse 2010/427, art. 5)

2.      Tjenestemænd – principper – ret til forsvar – rækkevidde

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra a)]

1.      Det fremgår af artikel 221 TEUF og af artikel 5 i Rådets afgørelse 2010/427 om, hvordan Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere, at Unionens delegationer sikrer Unionens diplomatiske repræsentation i henhold til Wienerkonventionen om diplomatiske relationer af 18. april 1961 og står under den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitiks ansvar, således at afgørelsen om at hjemkalde en delegationschef til hovedkvarteret som sådan ikke kan tilfalde den administrerende direktør for EU-Udenrigstjenesten og direktør for menneskelige ressourcer.

(jf. præmis 25)

2.      Retten til forsvar udgør et grundlæggende princip i EU-retten, hvoraf følger, at den berørte part inden der træffes afgørelse i en sag, der er bebyrdende for ham, skal sættes i stand til effektivt at fremsætte sine bemærkninger vedrørende rigtigheden og relevansen af de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for afgørelsen. For at en tilsidesættelse af retten til at blive hørt kan medføre annullation af den anfægtede afgørelse, er det endvidere nødvendigt at undersøge, om proceduren uden denne mangel ville have fået et andet udfald. Under sådanne omstændigheder at lægge til grund, at den kompetente myndighed ville have vedtaget en identisk afgørelse, selv efter at have hørt den berørte part, er ensbetydende med, at den grundlæggende ret til at blive hørt som fastlagt i artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder udvandes, eftersom selve indholdet af denne ret indebærer, at den berørte part har mulighed for at påvirke den pågældende beslutningsprocedure.

(jf. præmis 35, 42 og 44)

Henvisning til:

Domstolen: 10. juli 1986, sag 234/84, Belgien mod Kommissionen, præmis 27; 5. oktober 2000, sag C-288/96, Tyskland mod Kommissionen, præmis 99; 9. november 2006, sag C-344/05 P, Kommissionen mod De Bry, præmis 37

Personalretten: 12. december 2013, sag F-129/12, CH mod Parlamentet, præmis 38

Rådet for Den Europæiske Union: 14. september 2011, sag T-236/02, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 115