Language of document : ECLI:EU:F:2008:136

PERSONALERETTENS DOM

(Tredje Afdeling)

4. november 2008

Sag F-126/07

Isabelle Van Beers

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – certifikationsproceduren – bedømmelsesåret 2006 – manglende opførsel på listen over forhåndsudvalgte tjenestemænd – vedtægtens artikel 45a«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Isabelle Van Beers i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 29. marts 2007 om afslag på hendes ansøgning om deltagelse i certifikationsproceduren for bedømmelsesåret 2006.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – certifikationsprocedure – forhåndsudvælgelse af ansøgere – kriterier – institutionernes skønsbeføjelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45a)

2.      Tjenestemænd – certifikationsprocedure – forhåndsudvælgelse af ansøgerne – kriterier – almindelige gennemførelsesbestemmelser, der kræver en vis anciennitet i en minimumslønklasse i ansættelsesgruppen for assistenter

[Tjenestemandsvedtægten, art. 45a; bilag XIII, art. 1, art. 4, litra h), og art. 8, stk. 1]

1.      Det følger klart af ordlyden og opbygningen af vedtægtens artikel 45a, at forhåndsudvælgelsen af ansøgere til deltagelse i certifikationen afhænger af to kategorier af kriterier, der vedrører dels ansøgeren selv, nemlig dennes årlige karriereudviklings- og uddannelsesniveaurapporter, dels tjenestegrenenes behov. Det tilkommer hver enkelt institution yderligere at klargøre disse kriterier ved at vedtage almindelige gennemførelsesbestemmelser. En institution har således ret til først efter behov mere tilbundsgående at klargøre de kriterier, der vedrører ansøgerne selv, og derefter at præcisere den rækkevidde, institutionen har til hensigt at tillægge »tjenestegrenenes behov«, ved efter behov at opstille kriterier, der specifikt tilsigter at opfylde disse behov med mulighed for inden for udøvelsen af dens skønsbeføjelse at kombinere dem med de kriterier, der vedrører ansøgerne selv.

En institution, som vedtager almindelige gennemførelsesbestemmelser, der dels fastsætter betingelsen om en minimumsanciennitet i en vis en minimumslønklasse i ansættelsesgruppen for assistenter, som er tilpasset efter tjenestemandens uddannelsesniveau, dels kræver, at tre ud af de sidste fem bedømmelsesrapporter vidner om, at tjenestemanden har det krævede potentiale for at udøve funktionen som administrator, tilsidesætter således ikke vedtægtens artikel 45a, eftersom disse to betingelser blot klargør indholdet af denne bestemmelse, navnlig af »tjenestegrenenes behov«, idet den benytter sig af det manøvrerum, som lovgiver har givet i forhold til dette sidstnævnte udtryk.

(jf. præmis 35-38, 41 og 43)

2.      Inden for rammerne af certifikationsproceduren er det ikke en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet eller af principperne om god forvaltningsskik og om at kunne komme i betragtning til en karriereudvikling, at institutionen afslår at foretage en konkret vurdering af erhvervserfaringen hos en tjenestemand fra den tidligere gruppe C, som reelt har udført opgaver svarende til den tidligere gruppe A og B. Hvad angår ligebehandlingsprincippet er den manglende hensyntagen til denne erfaring nemlig baseret på det objektive kriterium, at tjenestemanden ikke tilhørte den tidligere gruppe B, og når en sådan gruppeopdeling i det væsentlige ikke er diskriminerende i forhold til det forfulgte mål, kan den ikke bebrejdes institutionen, og dette selv i tilfælde af, at det medfører visse ulemper for en tjenestemand. Hvad angår princippet om god forvaltningsskik overholdes dette, dels når den pågældende institution forudgående opstiller de betingelser, som forhåndsudvælgelsen  af ansøgerne bygger på, dels lader disse betingelser finde anvendelse på en loyal måde, således at det ikke, når en ansøger ikke opfylder anciennitetsbetingelsen i en bestemt gruppe, kan kritiseres institutionen, at den ikke tager hensyn til den erfaring, ansøgeren har opnået i den tidligere gruppe C. Af de samme grunde skal også tilsidesættelsen af princippet om at kunne komme i betragtning til en karriereudvikling udelukkes.

Endelig kan en tjenestemand, hvis erfaring i gruppe C der ikke er taget hensyn til med henblik på deltagelse i certifikationsproceduren, ikke påberåbe sig en tilsidesættelse af princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning, hverken fordi de i vedtægtens artikel 45a opstillede kriterier ikke omfatter et kriterium om en formel anciennitet i en gruppe eller en minimumslønklasse i ansættelsesgruppen for assistenter, eftersom en institution, der råder over en tilstrækkelig skønsbeføjelse, har ret til under hensyntagen til tjenestegrenenes behov at opstille en betingelse om minimumsanciennitet i en bestemt lønklasse i ansættelsesgruppen for assistenter, eller med støtte i den omstændighed, at den pågældendes overordnede i bedømmelsesrapporterne har anført, at tjenestemanden henset til dennes fortjenester hurtigt skulle kunne udføre administratoropgaver, eftersom disse oplysninger ikke kan udgøre præcise og betingelsesløse forsikringer fra institutionens side, idet en sådan overordnet ikke er den ansvarlige tjenestegren for gennemførelsen af certifikationsproceduren.

(jf. præmis 63, 68, 69, 71, 72 og 76-79)

Henvisning til:

Domstolen: 16. oktober 1980, sag 147/79, Hochstrass mod Domstolen, Sml. s. 3005, præmis 14.