Sag C-327/18 PPU

RO

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court (Irland))

»Præjudiciel forelæggelse – præjudiciel hasteprocedure – politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager – europæisk arrestordre – rammeafgørelse 2002/584/RIA – grunde til at afslå fuldbyrdelse – artikel 50 TEU – ordre udstedt af judicielle myndigheder i en medlemsstat, som har iværksat proceduren med udtræden af Den Europæiske Union – usikkerhed med hensyn til den ordning, der finder anvendelse på forbindelserne mellem denne stat og Unionen som følge af den nævnte udtræden«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 19. september 2018

1.        Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – overgivelse af dømte eller mistænkte personer til de udstedende judicielle myndigheder – pligt til at overholde de grundlæggende rettigheder og retsprincipper – ordre udstedt af myndighederne i en medlemsstat, som har iværksat proceduren med udtræden af Unionen – risiko for, at den eftersøgte person bliver berøvet grundlæggende rettigheder og de rettigheder, som denne er tillagt ved rammeafgørelsen om arrestordren – prøvelse foretages af den fuldbyrdende judicielle myndighed – omfang

(Art. 2 TEU og 6 TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 4; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 3, og art. 15, stk. 2)

2.        Medlemsstater – udtræden af Den Europæiske Union – følger – retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – den udtrædende medlemsstats udstedelse af en arrestordre – den indvirkning, som meddelelsen om udtræden har på den fuldbyrdende medlemsstats forpligtelser – ingen indvirkning inden den udstedende medlemsstats udtræden af Unionen

(Art. 50 TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 37-42, 49 og 50)

2.      Artikel 50 TEU skal fortolkes således, at den blotte omstændighed, at en medlemsstat meddeler sin beslutning om at udtræde af Den Europæiske Union i overensstemmelse med denne artikel, ikke har til følge, at den fuldbyrdende medlemsstat i tilfælde af, at den førstnævnte medlemsstat har udstedt en europæisk arrestordre mod en person, skal afslå at fuldbyrde denne europæiske arrestordre eller udsætte sin fuldbyrdelse heraf, mens den afventer større klarhed om den retlige ordning, der vil finde anvendelse i den udstedende medlemsstat efter dennes udtræden af Den Europæiske Union. Når der ikke er alvorlige grunde til at antage, at den person, som er omfattet af den nævnte europæiske arrestordre, efter den udstedende medlemsstats udtræden af Den Europæiske Union løber en risiko for at blive berøvet de rettigheder, som denne er tillagt ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og ved Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, kan den fuldbyrdende medlemsstat ikke afslå at fuldbyrde denne europæiske arrestordre, så længe den udstedende medlemsstat er medlem af Den Europæiske Union. I denne sammenhæng skal det bemærkes, at en sådan meddelelse ikke har til virkning at bringe anvendelsen af EU-retten til ophør i den medlemsstat, der har meddelt sin beslutning om at udtræde af Unionen, og at EU-retten, som omfatter rammeafgørelsens bestemmelser samt det princip om gensidig tillid og det princip om gensidig anerkendelse, der er uløseligt knyttet til rammeafgørelsen, følgelig fortsat finder fuld anvendelse i denne stat indtil dennes faktiske udtræden af Unionen. Som anført af generaladvokaten i punkt 70 i forslaget til afgørelse, forholder det sig i en sag som den i hovedsagen omhandlede følgelig således, at det med henblik på afgørelsen af, om en europæisk arrestordre skal fuldbyrdes, er vigtigt, at den fuldbyrdende judicielle myndighed på det tidspunkt, hvor den træffer denne afgørelse, kan formode, at den udstedende medlemsstat med hensyn til den person, som skal overgives, i det væsentlige vil anvende indholdet af de rettigheder, der følger af rammeafgørelsen, og som finder anvendelse på perioden efter overgivelsen, efter denne medlemsstats udtræden af Unionen. En sådan formodning kan lægges til grund, hvis indholdet af disse rettigheder i det væsentlige er blevet inkorporeret i den udstedende medlemsstats nationale ret, bl.a. som følge af opretholdelsen af den nævnte medlemsstats deltagelse i internationale konventioner såsom den europæiske udleveringskonvention af 13. december 1957 og EMRK, selv efter medlemsstatens udtræden af Unionen. De fuldbyrdende judicielle myndigheder kan kun afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, såfremt der er håndgribelige beviser for det modsatte.

(jf. præmis 45, 61 og 62 samt domskonkl.)