FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
Y. BOT
fremsat den 4. juli 2018 (1)
Sag C-308/17
Den Hellenske Republik
mod
Leo Kuhn
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig))
»Præjudiciel forelæggelse – forordning (EU) nr. 1215/2012 – retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område – anvendelsesområde – artikel 1, stk. 1 – begrebet »det civil- og handelsretlige område« – obligationer udstedt af en medlemsstat – deltagelse i omstruktureringen af den offentlige gæld – ensidig ændring af lånebetingelser med tilbagevirkende kraft – klausuler om kollektiv optræden – søgsmål mod staten anlagt af private indehavere af disse obligationer i deres egenskab af fysiske personer – statens ansvar for acta jure imperii – specielle kompetenceregler – artikel 7, stk. 1, litra a) – kompetence i sager om kontraktforhold – begrebet »sager om kontraktforhold« – begrebet »forpligtelse, som en part frivilligt har påtaget sig over for en anden« – begrebet »sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes« – betingelser for tegning af et statsligt obligationslån – det faktiske opfyldelsessted for »hovedforpligtelsen« – udbetaling af renter«
I. Indledning
1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 7, nr. 1), litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2).
2. Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Den Hellenske Republik og Leo Kuhn vedrørende et krav om opfyldelse af lånebetingelserne vedrørende obligationer udstedt af denne medlemsstat, som han var indehaver af, eller erstatning for manglende opfyldelse af disse betingelser.
3. Dette krav bør ses i en større sammenhæng for at få et bedre overblik over dets betydning og rækkevidde.
4. For det første står den foreliggende sag, som vedrører den omstrukturering af den græske offentlige gæld, der fandt sted i marts 2012 med deltagelse af den private sektor (3), ikke alene.
5. For det andet rækker de kompetencespørgsmål, der er stillet af den forelæggende ret, Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig), langt ud over de tekniske aspekter – som traditionelt betragtes som vanskelige – af den bestemmelse, der skal fortolkes. Der fokuseres grundlæggende på udviklingen i staternes låneteknikker og på de økonomiske og politiske udfordringer, som gør den retslige behandling af statsgælden til et meget følsomt emne.
6. Tendensen til at søge finansiering på markederne ved hjælp af obligationslån (4) har således gjort det vanskeligere at håndtere statsgælden, fordi kontraktmekanismerne ikke tager højde for de vidt forskellige kreditorer – offentlige, private, institutionelle eller fysiske personer – herunder den manglende koordinering mellem dem.
7. Når der opstår en statsgældskrise, og der ikke findes en overordnet og struktureret procedure for behandling af staternes insolvens, overlades det derfor til en ret at tage stilling til omstruktureringsproceduren (5).
8. De komplekse retlige problemer, der opstår i forbindelse med mangedoblingen og internationaliseringen af retssager, kan således ikke adskilles fra den økonomiske sammenhæng, hvori de skal afgøres (6).
9. I forbindelse med den historisk omfattende omstrukturering af den græske gæld, der blev iværksat i 2012 (7), fremstod de traditionelle vanskeligheder i et nyt lys som følge af udstedelsen af værdipapirer i euro og den deraf følgende risiko for en systemisk krise (8). Disse vanskeligheder gjorde det nødvendigt at ty til ekstraordinære finansielle og retlige løsninger på grund af de presserende problemer, der skulle løses.
10. Den Europæiske Unions Domstol har tidligere undersøgt det følsomme spørgsmål om denne omstrukturerings virkninger for de græske obligationsindehaveres rettigheder med hensyn til forkyndelse af retslige dokumenter, dvs. i den indledende fase af sagen forud for realitetsbehandlingen, i dom af 11. juni 2015, Fahnenbrock m.fl. (C-226/13, C-245/13 og C-247/13, herefter »dommen i sagen Fahnenbrock m.fl.«, EU:C:2015:383).
11. De europæiske domstole har efterfølgende truffet andre afgørelser i sager anlagt af en lang række andre indehavere af græske obligationer med samme formål, nemlig at sikre overholdelsen af deres kontraktlige rettigheder eller at opnå erstatning for det tab, som de mener at have lidt.
12. Ved dom af 7. oktober 2015, Accorinti m.fl. mod ECB (9), frifandt Den Europæiske Unions Ret således Den Europæiske Centralbank (ECB) i det søgsmål, som over 200 fortrinsvis italienske indehavere af private græske gældsinstrumenter den 11. februar 2013 havde anlagt med påstand om erstatning for den skade, som de havde lidt som følge af bl.a. Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 5. marts 2012 om belånbarheden af omsættelige gældsinstrumenter, som er udstedt eller fuldt ud garanteret af den græske stat, i forbindelse med den græske stats gældsombytningstilbud (10), samt andre ECB-foranstaltninger med tilknytning til omstruktureringen af den græske offentlige gæld. Ved dom af 24. januar 2017, Nausicaa Anadyomène og Banque d’escompte mod ECB (11), forkastede Retten desuden de kommercielle bankers erstatningspåstand af 21. december 2015, idet den fritog ECB for ethvert ansvar og bekræftede sin tidligere afgørelse om fysiske personer, der er indehavere af græske gældsinstrumenter.
13. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i øvrigt undersøgt en række stævninger indgivet i september og oktober 2014 af 6 320 græske statsborgere, der som fysiske personer var indehavere af græske statsobligationer for beløb på mellem 10 000 EUR og 1 510 000 EUR, og som var blevet tvunget til at medvirke i nedsættelsen af den græske offentlige gæld ved ombytning af deres obligationer med obligationer med en lavere værdi. Ved dom af 21. juli 2016 (12) fastslog denne domstol enstemmigt, at der ikke forelå nogen tilsidesættelse af artikel 1 i protokol nr. 1 til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (13) eller af EMRK’s artikel 14, sammenholdt med artikel 1 i denne protokol (14).
14. Domstolen anmodes nu om at uddybe sin vurdering ved at tage stilling til reglerne om fastlæggelse af kompetencen for den ret, ved hvilken sagen er anlagt, i forlængelse af dommen i sagen Fahnenbrock m.fl. og dom af 28. januar 2015, Kolassa (C-375/13, herefter »Kolassa-dommen«, EU:C:2015:37), hvad angår det retsforhold, der består mellem udstederen af en statsobligation og køberen af denne statsobligation.
15. Domstolen vil på baggrund af den forelæggende rets spørgsmål og parternes bemærkninger først skulle efterprøve, om tvisten i hovedsagen henhører under forordning nr. 1215/2012, som ifølge artikel 1, stk. 1, finder anvendelse på »det civil- og handelsretlige område«, men bl.a. ikke omfatter statens ansvar for handlinger under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii). Hvis tvisten falder ind under denne forordnings anvendelsesområde, skal Domstolen dernæst sikre sig, at den kan kvalificeres som en tvist »i [en sag] om kontraktforhold« som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 7, nr. 1), litra a), som fortolket af Domstolen, hvori der er fastsat en særlig kompetenceregel, som fraviger den almindelige regel om, at kompetencen ligger hos retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl. I bekræftende fald skal det endelig afgøres, hvor »det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes«, i denne artikel 7’s forstand skal findes.
16. Jeg vil efter min gennemgang rent subsidiært foreslå, hvordan de to sidstnævnte spørgsmål om betingelserne for anvendelsen af den særlige kompetenceregel i artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012 bør besvares.
17. Jeg vil således principalt anføre, at tvisten ikke henhører under denne forordnings anvendelsesområde.
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
18. 4., 15. og 16. betragtning til forordning nr. 1215/2012 (15) er affattet således:
»(4) Visse forskelle mellem de nationale regler for retternes kompetence og anerkendelse af retsafgørelser virker hæmmende for det indre markeds funktion. Det er tvingende nødvendigt at have bestemmelser, der kan gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og sikre hurtig og enkel anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i en medlemsstat.
[…]
(15) Kompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium. Dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af tvistens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund. For at gøre de fælles regler mere gennemsigtige og undgå kompetencekonflikter bør juridiske personers bopæl defineres selvstændigt.
(16) Som kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje. Kriteriet nær tilknytning bør tjene til at skabe retssikkerhed og undgå muligheden for, at sagsøgte indstævnes for en ret i en medlemsstat, som vedkommende ikke med rimelighed kunne forudse. Dette er navnlig vigtigt i tvister angående forpligtelser uden for kontrakt, der er opstået i forbindelse med krænkelser af privatlivets fred og af individets rettigheder, herunder ærekrænkelser.«
19. Denne forordnings artikel 1, stk. 1, bestemmer:
»Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset rettens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).«
20. Den nævnte forordnings artikel 4, stk. 1, der findes i kapitel II med overskriften »Kompetence«, afdeling 1 vedrørende »[a]lmindelige bestemmelser«, har følgende ordlyd:
»Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«
21. I samme kapitel II, afdeling 2, med overskriften »Specielle kompetenceregler« fastsætter artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 følgende:
»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:
1) a) i sager om kontraktforhold ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes« (16).
B. Græsk ret
22. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen (17), at Den Hellenske Republik har udstedt statsobligationer i Grækenland i form af dematerialiserede værdipapirer (fordringer opført i registret for den offentlige gæld), som er underlagt græsk ret og er blevet handlet på børsen i Athen. Disse dematerialiserede værdipapirer er blevet registreret (18) i den græske centralbanks girosystem, som består af konti, der står i navnet på de enkelte systemdeltagere, som centralbankens direktør har givet tilladelse til at medvirke i systemet (19).
23. I henhold til artikel 6, stk. 2, i den græske lov nr. 2198/1994 kan deltagerne i den græske centralbanks girosystem overdrage de rettigheder, der er knyttet til en obligation (20), til tredjepartsinvestorer; en sådan retshandel gælder dog kun mellem de berørte parter og har udtrykkeligt ingen virkning for eller mod Den Hellenske Republik.
24. Det bestemmes i artikel 6, stk. 4, i lov nr. 2198/1994, at en obligation overføres ved kreditering på deltagerens konto.
25. Denne lovs artikel 6, stk. 5-7, letter forståelsen af det »system«, der er beskrevet af den forelæggende ret. Der er fastsat følgende heri:
»5. Deltagernes konti føres i systemet. Investorernes konti føres hos deltagerne.
6. Der føres særskilte konti for hver kategori af instrumenter, som har fælles karakteristika, både i systemet og hos deltagerne.
7. I systemet føres der særskilte konti for den enkelte deltager vedrørende dels instrumenterne i den pågældendes egen portefølje, dels instrumenterne i dennes investorkunders portefølje. Den konto for investorernes portefølje, der føres hos den enkelte deltager, omfatter alle deltagerens investorer.«
26. Den nævnte lovs artikel 8 med overskriften »Investorernes fordringer« bestemmer:
[…]
»2. Investoren har udelukkende en fordring mod den deltager, hvor investorens konto føres, i henhold til sit instrument. Hvis staten ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til denne artikels stk. 6, har investoren udelukkende en fordring mod staten i henhold til sit instrument.
[…]
6. Når staten betaler hovedstolen og de påløbne renter til den græske centralbank, bortfalder statens forpligtelser. Den græske centralbank udbetaler instrumenternes hovedstol med tillæg af renter til den enkelte deltager ved lånets udløb. Den nævnte betaling medfører, at den græske centralbanks forpligtelser bortfalder.
[…]«.
27. Nómos 4050/2012 – Kanónes tropopoiíseos títlon ekdóseos í engyíseos tou Ellinikoú Dimosíou me symfonía ton Omologioúchon (lov nr. 4050/2012 med overskriften »Bestemmelser om ændringer med obligationsindehavernes samtykke vedrørende værdipapirer, som er udstedt af eller garanteres af den græske stat«) (21) af 23. februar 2012 bestemmer i øvrigt, at indehaverne af visse græske statsobligationer modtager et tilbud om »omstrukturering«.
28. Den forelæggende ret har anvendt dette udtryk, som også findes i dommen i sagen Fahnenbrock m.fl. (præmis 8). Der bør efter min opfattelse sondres mellem »omstruktureringen af den offentlige gæld« og tilbuddet om at deltage heri, som består i »ændringen af de omhandlede værdipapirer«, i henhold til artikel 1, stk. 2, i lov nr. 4050/2012, der bestemmer følgende:
»Ministerrådet beslutter efter forslag fra Ypourgoú Oikonomikón (finansministeren, Grækenland) at iværksætte proceduren for ændring af de omhandlede værdipapirer tilhørende obligationsindehaverne, fastsætter de omhandlede værdipapirer og fastsætter i tilfælde af ombytning kapitalen eller den pålydende værdi, rentesatsen eller ydelsen, løbetiden, den lovgivning (engelsk eller anden), som de nye værdipapirer, der udstedes af den græske stat, skal være underlagt, og bemyndiger Organismós Diacheírisis Dimósiou Chréous [agenturet til forvaltning af den offentlige gæld, Grækenland] til at fremsætte en eller flere opfordringer på vegne af den græske stat.
Ved denne opfordring anmodes indehaverne af de omhandlede værdipapirer til inden for en bestemt tidsfrist at beslutte, om de vil acceptere den af den græske stat foreslåede ændring af de omhandlede værdipapirer, i overensstemmelse med den procedure, der er fastlagt i nærværende artikel.«
29. I henhold til denne lov nr. 4050/2012 indsættes der en »omstruktureringsklausul« (22) eller en »klausul om kollektiv optræden« (collective action clause, herefter »CAC-klausul«), som gør det muligt at ændre de oprindelige lånebetingelser ved hjælp af afgørelser, som træffes med et kvalificeret flertal af restgælden, og som også gælder for mindretallet.
30. Det præciseres i præmis 9 i dommen i sagen Fahnenbrock m.fl., at »[i]følge denne lovs artikel 1, stk. 4, kræver ændringen af de omhandlede værdipapirer, at der samlet er et quorum, der repræsenterer halvdelen af det samlede antal udstående obligationer og et kvalificeret flertal svarende til to tredjedele af deltagerkapitalen«.
31. Sammendraget i denne doms præmis 10 bør suppleres med den græske regerings citat fra den nævnte lovs artikel 1, stk. 9, der bestemmer:
»Når ministerrådets godkendelsesbekendtgørelse er offentliggjort i Den Hellenske Republiks officielle tidende, har obligationsindehavernes beslutning, som attesteret af den ansvarlige for proceduren, virkning erga omnes, den er bindende for samtlige obligationsindehavere og investorer i de omhandlede værdipapirer, og den går forud for eventuelle modstridende almindelige eller specifikke bestemmelser i enhver lov, retsakt eller aftale. Såfremt de omhandlede værdipapirer ombyttes, ved at de nye værdipapirer registreres i systemet, annulleres de omhandlede værdipapirer, der er blevet ombyttet med nye værdipapirer, automatisk, hvilket medfører, at enhver rettighed eller forpligtelse, der følger af disse værdipapirer, herunder samtlige rettigheder og forpligtelser, der på et eller andet tidspunkt har været knyttet til dem, bortfalder.«
32. Artikel 1, stk. 11, i lov nr. 4050/2012, der også er citeret i Mamatas-dommen (§ 48), har følgende ordlyd:
»Bestemmelserne i nærværende artikel har til formål at beskytte en afgørende offentlig interesse, de er ufravigelige, finder direkte anvendelse og går forud for eventuelle modstridende almindelige eller specifikke bestemmelser i enhver lov, retsakt eller aftale […], og deres anvendelse skaber eller udløser ingen kontraktlig eller retlig rettighed for obligationsindehaveren eller investoren og ingen kontraktlig eller retlig forpligtelse for udstederen af eller garanten for værdipapirerne […], medmindre det fremgår udtrykkeligt af bestemmelserne i nærværende artikel.«
III. Sagens faktiske omstændigheder og de præjudicielle spørgsmål
33. Leo Kuhn, der bor i Wien (Østrig), købte via en depotbank med hjemsted i Østrig, der handlede som kommissionær (23), obligationer med en pålydende værdi af 35 000 EUR (24), som var udstedt af Den Hellenske Republik og underlagt græsk ret. Disse statsobligationer blev krediteret Leo Kuhns værdipapirkonto, der forvaltes af depotbanken (25). Der er tale om ihændehaverpapirer, som i overensstemmelse med lånebetingelserne giver ret til at få indfriet kapitalen ved forfald og til »rettidig betaling« (26).
34. Den forelæggende ret har præciseret, at den græske stat udstedte disse obligationer i Grækenland, og at de var underlagt græsk ret og blev handlet på børsen i Athen som »dematerialiserede værdipapirer«, dvs. fordringer opført i registret for den offentlige gæld. Værdipapirerne blev registreret i den græske centralbanks girosystem, hvori systemdeltagerne, der skal have tilladelse fra centralbankens direktør, har en konto i deres eget navn.
35. Den forelæggende ret har bemærket, at det følger både af bestemmelserne i lov nr. 2198/1994 og af lånebetingelserne vedrørende de pågældende statsobligationer, at deltagerne i det nævnte system i første omgang blev indehavere af og kreditorer med hensyn til disse obligationer, som blev krediteret deres konti, hvorefter de kunne overdrage de rettigheder, der var knyttet til disse obligationer, til tredjepartsinvestorer, men at en sådan retshandel kun gjaldt mellem de berørte personer og ikke for Den Hellenske Republik.
36. Efter vedtagelsen af lov nr. 4050/2012 foretog Den Hellenske Republik en konvertering af de obligationer, som Leo Kuhn havde købt, og som blev ombyttet med nye statsobligationer med en lavere pålydende værdi.
37. Den forelæggende ret har oplyst, at Den Hellenske Republik ifølge det af Leo Kuhn anførte indtil konverteringstidspunktet havde overført renterne til en konto, som var oprettet i hans navn i en bank med hjemsted i Østrig. Den har præciseret, at Leo Kuhn solgte (27) de konverterede obligationer for 7 831,58 EUR, svarende til obligationernes pålydende værdi på forfaldsdatoen den 20. februar 2012 (28) med tillæg af renter og omkostninger, hvilket gav ham et tab på 28 673,42 EUR.
38. Under disse omstændigheder anlagde Leo Kuhn sag ved Landesgericht für Zivilrechtssachen Wien (den regionale domstol for civile sager i Wien, Østrig) (29) med påstand om opfyldelse af lånebetingelserne for de pågældende obligationer eller erstatning for manglende opfyldelse af disse betingelser.
39. Ved en kendelse af 8. januar 2016 fastslog denne domstol, at den ikke havde international kompetence til at pådømme denne sag.
40. I forbindelse med en appel til prøvelse af denne kendelse forkastede Oberlandesgericht Wien (den øverste regionale domstol i Wien, Østrig) ved en kendelse af 25. februar 2016 indsigelsen om manglende østrigsk jurisdiktion med den begrundelse, at Leo Kuhns krav ikke var baseret på en græsk retsakt, men på de oprindelige lånebetingelser vedrørende de pågældende statsobligationer, og at den kompetente ret fastlægges efter græsk ret, som ifølge parterne er gældende, hvilket i det foreliggende tilfælde vil sige retten på kreditors bopæl, dvs. opfyldelsesstedet for pengegælden.
41. Den Hellenske Republik har iværksat »ekstraordinær revisionsanke« til prøvelse af denne kendelse ved den forelæggende ret.
42. Den forelæggende ret har bemærket, at der, eftersom Leo Kuhn har nedlagt påstand om, at Den Hellenske Republik opfylder lånebetingelserne for de pågældende statsobligationer, med rette har taget udgangspunkt i det angivelige retsforhold mellem ham som køber af statsobligationerne og Den Hellenske Republik som udsteder af disse obligationer, skal lægges et kontraktligt »(sekundært)« krav (30) i henhold til artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 til grund.
43. Den forelæggende ret har ligeledes fremhævet, dels at Leo Kuhn kræver lånebetingelserne opfyldt på grundlag af Den Hellenske Republiks betalingstilsagn som låntager, dels at udstedelsen af obligationerne »(ihændehaverobligationerne)« (31) ikke vedrører acta jure imperii. Den har heraf udledt, at sagen henhører under det civil- og handelsretlige område.
44. Under disse omstændigheder har Oberster Gerichtshof (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012 fortolkes således,
– at opfyldelsesstedet i den forstand, hvori ordet er anvendt i denne bestemmelse, også i et tilfælde, hvor en fordring – som her – flere gange er overdraget ved en aftale, retter sig efter den først indgåede aftale?
– at det faktiske opfyldelsessted, såfremt der gøres et krav gældende om overholdelse af betingelserne for statsobligationer som dem, der konkret er udstedt af Den Hellenske Republik, eller om erstatning for misligholdelse af dette krav, kan fastsættes allerede ved, at renter fra disse statsobligationer er indsat på en konto tilhørende indehaveren af et indenlandsk værdipapirdepot[ (32)]?
– at det forhold, at der ved den først indgåede aftale er fastsat et »retligt« opfyldelsessted som omhandlet i forordningens artikel 7, nr. 1), litra a), er til hinder for at antage, at en efterfølgende faktisk opfyldelse af en aftale skaber et – yderligere – opfyldelsessted i [samme] bestemmelses forstand?«
IV. Bedømmelse
45. Med de tre præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1215/2012 i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en person via en depotbank har købt obligationer udstedt af en medlemsstat og gjort en fordring gældende mod denne medlemsstat på grundlag af betingelserne for obligationslånet, skal fortolkes således, at det »sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes«, skal fastlægges ud fra lånebetingelserne på tidspunktet for udstedelsen af disse obligationer, uanset om de senere er blevet overdraget, eller ud fra det sted, hvor lånebetingelserne, herunder renteudbetalingen, faktisk er blevet opfyldt.
46. Det skal præciseres, at Den Hellenske Republik samt den græske og den italienske regering har anført, at tvisten i hovedsagen hverken henhører under det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 1215/2012, for så vidt som den i det væsentlige støttes på en medlemsstats suveræne ret til at omstrukturere sin offentlige gæld eller vedrører en »[sag] om kontraktforhold« som omhandlet i denne forordnings artikel 7, nr. 1), litra a), da der ikke foreligger noget kontraktforhold mellem medlemsstaten og indehaveren af statsobligationerne. Domstolen skal som følge heraf først afgøre, om sagen kan anses for at vedrøre det »civil- og handelsretlige område« som omhandlet i denne forordnings artikel 1, stk. 1 (33). Det er kun, hvis dette spørgsmål besvares bekræftende, at Domstolen skal tage stilling til det andet spørgsmål, der er nævnt ovenfor.
A. Henhører tvisten under anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012?
47. Den forelæggende ret har med henvisning til dommen i sagen Fahnenbrock m.fl. fastslået, at tvisten henhører under det civil- og handelsretlige område, efter at have anført, at sagsøgeren har nedlagt påstand om, at den sagsøgte stat, der udstedte statsobligationerne, opfylder lånebetingelserne eller betaler erstatning for manglende opfyldelse af disse betingelser, på grundlag af statens betalingstilsagn som obligationsdebitor (34). Selv om denne henføring i en vis udstrækning kan anses for relevant, har jeg en helt anden opfattelse af, hvilke konsekvenser der må drages heraf, da vurderingen af kompetencen skal baseres på andre forhold, som jeg vil undersøge nedenfor.
1. Rækkevidden af dommen i sagen Fahnenbrock m.fl.
48. Som det første lighedspunkt kan det nævnes, at genstanden for tvisten, der er baseret på lignende faktiske omstændigheder (35), er den samme som i den foreliggende sag, da indehaverne af græske obligationer i en af de sager (Kickler m.fl., C-578/13), hvorpå Domstolen støttede dommen i sagen Fahnenbrock m.fl., havde nedlagt påstand om, at Den Hellenske Republik ud over at betale skadeserstatning skulle opfylde de oprindelige, forfaldne kontraktmæssige forpligtelser. Påstanden er i alle tilfælde foranlediget af en tilsidesættelse af kontraktlige rettigheder og forpligtelser (36).
49. Under disse omstændigheder er det andet lighedspunkt af særlig betydning, da Domstolen tog stilling til fortolkningen af artikel 1 i forordning (EF) nr. 1393/2007 (37), der er affattet på lignende måde som artikel 1 i forordning nr. 1215/2012. Deres anvendelsesområde er begrænset til det »civil- og handelsretlige område« og omfatter i særdeleshed ikke »statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii)« (38).
50. Domstolen fastslog i dommen i sagen Fahnenbrock m.fl., at »artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 skal fortolkes således, at søgsmål om erstatning for manglende opfyldelse af rådigheds- og ejendomskrav, opfyldelse af kontraktmæssige forpligtelser og skadeserstatning som de i hovedsagerne omhandlede, der er anlagt af privatpersoner, der er indehavere af statsobligationer, mod den udstedende stat, falder ind under denne forordnings anvendelsesområde, for så vidt som det ikke fremgår, at de klart ikke henhører under civile og kommercielle sager« (39).
51. Efter min opfattelse har dommen i sagen Fahnenbrock m.fl. imidlertid ikke den rækkevidde, som den tillægges af den forelæggende ret. Der er således vigtigt at være opmærksom på de fortolkningsmæssige grænser, som Domstolen har fastsat.
52. Det bør i denne forbindelse indledningsvis fremhæves, at Domstolen har taget afstand fra de tidligere løsninger, som gik ud på at anlægge en ensartet fortolkning af det samme begreb på grund af de særlige mål, der skulle nås (40). Det følger således af de metodemæssige betragtninger i denne afgørelse (41), at Domstolen er klar tilhænger af den mekanisme, som blev indført ved forordning nr. 1393/2007, og som skulle sikre dens fulde virkning med henblik på at give hurtig adgang til domstolsprøvelse og ret til en retfærdig rettergang (42).
53. Domstolen pegede dernæst på den særlige undersøgelse, som retten foretager, når der er anmodet om forkyndelse, og bemærkede, at det tilkommer den ret, for hvilken sagen er indbragt, at afgøre spørgsmålet om kompetence under den efterfølgende kontradiktoriske retsforhandling (43).
54. Den udtalte i denne forbindelse, at den modtagende instans kun bør returnere anmodningen om forkyndelse i tvister, der klart ikke henhører under civile og kommercielle sager (44).
55. Domstolen nævnte endelig to forhold, som var relevante for den indledende undersøgelse eller med andre ord for kontrollen med, om intensiteten modsvarede det forfulgte mål om hurtighed, i det konkrete tilfælde, hvor der umiddelbart kunne være tvivl om, hvorvidt der var tale om en civilretlig sag, eftersom den var rettet mod en stat og vedrørte dennes udstedelse af statsobligationer.
56. Domstolen præciserede for det første, at »[u]dstedelse af obligationer [ikke nødvendigvis] forudsætter […] udøvelse af beføjelser, som rækker ud over, hvad der gælder efter de retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem borgerne« (45). Den pegede på det andet på visse omstændigheder, som gjorde det nødvendigt at undersøge nærmere, hvilket forhold der var mellem staten og obligationsindehaveren. Det drejede sig om de finansielle vilkår for de omhandlede værdipapirer, som måske var blevet fastsat »på grundlag af de markedsvilkår, der regulerer ombytningen og rentabiliteten i disse finansielle instrumenter« (46), og om ændringerne af disse finansielle vilkår, der »burde […] følge af en flertalsafgørelse truffet af obligationsindehaverne« på grundlag af den ombytningsklausul, der indgik i udstedelsesaftalerne (47).
57. Domstolen, som tidligere havde peget på de komplicerede forhold, der har betydning for statens immunitet (48), udledte heraf, at »det ikke [kan] konkluderes, at hovedsagerne klart ikke henhører under civile og kommercielle sager som omhandlet i forordning nr. 1393/2007, således at denne forordning finder anvendelse på disse sager« (49).
58. Da det som bemærket af Domstolen tilkommer den ret, for hvilken sagen er indbragt, at afgøre, om den er kompetent (50), vil jeg nu vende tilbage til spørgsmålet om tvistens kvalificering med særlig fokus på de omstændigheder, hvormed Domstolen i dommen i sagen Fahnenbrock m.fl. begrundede sit forbehold over for, om der klart var tale om udøvelse af statsmagt.
2. Tvistens kvalificering
59. Det bør efter min opfattelse indledningsvis påpeges, at de metoder til fortolkning af de foregående instrumenter vedrørende kompetencen, som har været anvendt hidtil (51), også gælder for forordning nr. 1215/2012 (52).
60. Ifølge fast retspraksis indebærer fortolkningen af det selvstændige begreb »borgerlige sager, herunder handelssager«, at anvendelsesområdet for de instrumenter, der vedrører retternes kompetence, fastlægges »på grund af de faktorer, som karakteriserer retsforholdet mellem parterne i tvisten, eller på grund af tvistens genstand« (53). Det er derfor nødvendigt at afgøre, hvilket retsforhold der består mellem parterne i tvisten, og at undersøge, på hvilket grundlag og efter hvilke nærmere regler søgsmålet er iværksat (54).
61. Det skal i det foreliggende tilfælde undersøges, om et erstatningssøgsmål, som en borger anlægger mod en stat, der har optaget et lån, materielt udspringer af en handling foretaget under udøvelse af statsmagt, og nærmere bestemt, om det retsforhold mellem den græske stat og Leo Kuhn, der følger af lånebetingelserne, er udtryk for udøvelse af en offentligretlig beføjelse fra debitorstatens side på en sådan måde, at forholdet indebærer, at staten udøver beføjelser, som rækker ud over, hvad der gælder efter de fælles retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem borgerne (55).
62. Dette følger både i den foreliggende sag og i de foregående sager om omstruktureringen af den græske gæld såvel af karakteren af og de nærmere regler for ændringerne af kontraktforholdet mellem den græske stat og ejerne af værdipapirer som af den sammenhæng, hvori disse ændringer skete.
63. De generelle udtryk »ændring« eller »konvertering« af værdipapirer, som ofte anvendes, dækker således i vidt omfang over den faktiske ombytning af værdipapirer, der fandt sted (56): De oprindelige værdipapirer blev annulleret og ombyttet med nye værdipapirer med en lavere pålydende værdi, hvilket resulterede i et kapitaltab på 53,5% eller derover, hvis der tages hensyn til ændringen af de tidligere værdipapirers forfaldsdato (57), eftersom nogle af dem udløber i perioden fra 2023 til 2042. De årlige satser for udbetaling af kuponrente blev justeret. Værdipapirerne er endelig ikke længere underlagt græsk ret, men engelsk ret (58).
64. En så omfattende ombytning af værdipapirer kan ikke sammenlignes med de ændringer, der normalt betragtes som iboende risici ved denne type investeringer, som håndteres alene af debitormedlemsstaten (59), og som en almindeligt velunderrettet obligationskøber må regne med (60).
65. Der bør ligeledes henvises til de nærmere regler for denne ombytning, eftersom de hverken var fastsat i lånebetingelserne eller i græsk ret på tidspunktet for den værdipapirudstedelse, der omhandlede dem. De blev fastsat af den græske lovgiver ved lov nr. 4050/2012, hvorved der blev indført CAC-klausuler med tilbagevirkende kraft.
66. Takket være disse klausuler kunne den aftale, der var indgået mellem staten og de obligationsindehavere, som med kvalificeret flertal havde besluttet at godkende de aftaleændringer, den græske stat havde foreslået, pålægges mindretallet af indehavere, heriblandt de indehavere, der ønskede at tage afstand fra dem.
67. Anvendelsen af denne mekanisme viser klart, at ændringerne af lånebetingelserne havde umiddelbar og direkte indvirkning (61) på mindretallet af indehaverne, så meget desto mere som lov nr. 4050/2012 netop sigtede mod at opnå dette resultat for at undgå, at Grækenland kom i restance (62). Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har af CAC-mekanismen i øvrigt udledt, at »det fremgår klart af de nærmere regler, hvorefter ombytningen [havde] fundet sted, at [sagsøgerne] ikke selv kunne vælge, om de ville deltage i nedskrivningsprocessen« (63).
68. Ved besvarelsen af det aktuelle spørgsmål om, hvorvidt forordning nr. 1215/2012 finder anvendelse, kan det heller ikke lægges til grund, at indehaverne som følge af CAC-klausulerne gav deres samtykke inden for en aftalemæssig ramme (64). Der kan nemlig ikke ses bort fra de omstændigheder, hvorunder indsættelsen af disse klausuler i lånebetingelserne med tilbagevirkende kraft blev godkendt.
69. Selv om lov nr. 4050/2012 gennemfører den aftale, der fulgte af forhandlingerne mellem Den Hellenske Republik og de private investorer (PSI), hvis deltagelse »spiller en afgørende rolle for at gøre [Den Hellenske Republiks] gæld holdbar« (65), er det ubestridt, at fysiske personer, som udgjorde et mindretal af indehaverne af græske statsobligationer og tegnede sig for ca. 1% af Grækenlands samlede offentlige gæld, ikke deltog i disse forhandlinger med de institutionelle investorer, der bl.a. består af banker og kreditinstitutter (66).
70. Det er desuden nødvendigt at tage hensyn til andre aspekter af den særlige sammenhæng, hvori lov nr. 4050/2012 blev vedtaget.
71. For det første er den bindende procedure, der blev pålagt ved denne lov, et resultat af bestræbelserne for at finde »en ekstraordinær og unik løsning« (67) på Den Hellenske Republiks situation. Den er uløseligt forbundet med Unionens monetære politik, eftersom den skulle sikre en medlemsstats finansielle organisation og mere generelt bevare den finansielle stabilitet i euroområdet som helhed (68).
72. For det andet ville man med den ikke tidligere anvendte (69) indsættelse af CAC-klausuler med tilbagevirkende kraft modvirke risikoen for, at planen for omstrukturering af gælden slog fejl (70), bl.a. fordi der ikke var fastsat CAC-klausuler (71) i forbindelse med de udstedelser af værdipapirer, som Den Hellenske Republik havde iværksat på hjemmemarkedet. Da formålet var at sørge for, at alle individuelle kreditorer deltog, udnyttede de græske myndigheder den omstændighed, at mere end 90% af obligationsgælden var underlagt græsk ret, til at ændre den ved at pålægge disse klausuler (72).
73. For det tredje er en sådan procedure, som iværksættes af staten, der både optræder som kontrahent og som lovgiver, tidsbegrænset (73). Dels er de nye værdipapirer, der fulgte af konverteringen, nemlig underlagt engelsk ret, hvori der er fastsat CAC-klausuler (74). Dels besluttede euroområdets finansministre i november 2010 at gøre anvendelsen af CAC-mekanismen obligatorisk, hvilket Det Europæiske Råd tilsluttede sig i sine konklusioner af 24. og 25. marts 2011 (75), hvorefter der i medfør af artikel 12, stk. 3, i traktaten om den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) indgået i Bruxelles den 2. februar 2012 (76) siden den 1. januar 2013 er indgået CAC-klausuler i alle statsobligationer med en løbetid på over et år, der udstedes af medlemsstater i euroområdet (77). Klausulerne er blevet et af de redskaber, der gør det muligt at sikre finansiel stabilitet i euroområdet, og bidrager således til målet om at »sikre håndteringen af de solvenskriser, der opstår i staterne« (78) og genskabe tilliden hos investorerne.
74. Alle disse faktorer peger i retning af, at der forfølges et mål af almen interesse, som ikke kun er rettet mod Grækenland, men omfatter hele euroområdet. Hvis det under sådanne omstændigheder tillades, at tvisten ikke holdes inden for det rent kontraktlige område (79), vil det efter min opfattelse ikke tilskynde debitorstater til at anvende loven til at give aftaler om statsgæld »immunitet« (80) ved bl.a. at ændre lånebetingelserne med tilbagevirkende kraft.
75. Jeg må heraf udlede, at tvisten i hovedsagen materielt udspringer af en handling foretaget under udøvelse af statsmagt, hvorved der med tilbagevirkende kraft og under ekstraordinære betingelser og omstændigheder stilles krav om konvertering af værdipapirer og ændring af de oprindelige lånebetingelser for at undgå, at den græske stat kommer i restance, og for at sikre stabilitet i euroområdet.
76. Jeg foreslår som følge heraf, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål med, at et søgsmål, som en fysisk person, der har købt obligationer udstedt af en medlemsstat, anlægger mod denne medlemsstat med påstand om opfyldelse af de oprindelige lånebetingelser eller erstatning for manglende opfyldelse af disse betingelser i anledning af en ombytning af disse obligationer med obligationer med en lavere værdi, som denne fysiske person er blevet pålagt ved en lov, som den nationale lovgiver har vedtaget under ekstraordinære omstændigheder, og som ensidigt og med tilbagevirkende kraft har ændret de betingelser, der finder anvendelse på obligationerne, ved indsættelse af en CAC-klausul, hvorefter et flertal af indehaverne af disse obligationer kan pålægge mindretallet en sådan ombytning, ikke er omfattet af det »civil- og handelsretlige område« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012.
77. Såfremt Domstolen finder, at det omhandlede søgsmål alene tager sigte på, at »retten skal efterprøve privatretlige forhold« (81) mellem køberen af statsobligationerne og den stat, der har udført en handling jure gestionis, skal det imidlertid afgøres, om tvisten vedrører »[en sag] om kontraktforhold« som omhandlet i denne forordnings artikel 7, nr. 1), litra a).
B. Vedrører tvisten »[en sag] om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012?
78. Efter at have forklaret, hvilke principper der bør tages udgangspunkt i, og præciseret, i hvilket omfang Kolassa-dommen kan lægges til grund, vil jeg gøre rede for min holdning til kvalificeringen af tvisten i hovedsagen.
1. Kort gennemgang af fortolkningsprincipperne
79. Jeg vil først gennemgå grundlaget for enhver fortolkning af begrebet »sager om kontraktforhold«.
80. Som det gælder for fortolkningen af artikel 1 i forordning nr. 1215/2012 (82), skal der henvises til Domstolens fortolkning af artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, eftersom den også gælder for artikel 7, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012, der har erstattet den (83).
81. Det følger for det første heraf, at artikel 7 i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes snævert, da denne bestemmelse giver sagsøgeren et kompetencevalg og dermed mulighed for at fravige reglen om, at det i princippet er retten i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, der har kompetence. Ifølge Domstolens faste praksis kan specielle kompetenceregler således ikke føre til en fortolkning, der rækker ud over de tilfælde, nævnte forordning udtrykkeligt har for øje (84).
82. Det er for det andet vigtigt at søge løsninger, som er forenelige med det tilsigtede overordnede mål, der er angivet i 16. betragtning til forordning nr. 1215/2012. Der bør sikres en god retspleje, når »der er en snæver forbindelse mellem en retstvist og den ret, der er kompetent til at afgøre den« (85). Det er normalt retten på det sted, hvor den forpligtelse, som er fastlagt i kontrakten, og som ligger til grund for søgsmålet, skal opfyldes, der er bedst egnet til at træffe afgørelse, bl.a. på grund af nærheden i forhold til tvisten og på grund af, at bevisoptagelsen herved lettes (86). Hensynet til en hurtig fuldbyrdelse af afgørelsen kan også tages i betragtning (87).
83. For det tredje fremgår det også af fast retspraksis vedrørende det selvstændige begreb »sager om kontraktforhold« (88), som ikke kan forstås som en »henvisning til den interne ret i en af de stater, som sagen har tilknytning til« (89), at anvendelsen af den specielle kompetenceregel på området, som er fastsat i artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012, forudsætter, at der kan identificeres en forpligtelse, som en person frivilligt har påtaget sig over for en anden person, og at denne forpligtelse ligger til grund for sagsøgerens sagsanlæg, uanset om der er indgået en kontrakt (90), og uanset om kontrakten er omfattet af ufravigelige bestemmelser (91).
84. Domstolen har i denne forbindelse præciseret, at en erstatningssag kan henføres til »sager om kontraktforhold«, hvis »den foreholdte adfærd kan anses for en tilsidesættelse af de kontraktmæssige forpligtelser, således som disse kan fastlægges under hensyntagen til kontraktens genstand«, og at »[d]ette […] a priori [vil] være tilfældet, hvis fortolkningen af den kontrakt, som forbinder sagsøgte med sagsøger, forekommer nødvendig for at fastslå lovligheden eller, i modsætning hertil, retsstridigheden af den adfærd, som sidstnævnte foreholder førstnævnte« (92). Begrebet »erstatning uden for kontrakt« anvendes kun, når sagen ikke er nært forbundet med en kontrakt (93).
85. I en sag som den, der er tale om i hovedsagen, er det ifølge Den Hellenske Republik tilstrækkeligt at henholde sig til Kolassa-dommen. Jeg deler af nedenstående grunde ikke denne opfattelse.
2. Kolassa-dommens rækkevidde
86. I denne dom, som vedrørte værdipapirer, der blev erhvervet på det sekundære marked gennem flere mæglere, hvilket også er tilfældet i tvisten i hovedsagen, fastslog Domstolen bl.a., at artikel 5, nr. 1), litra a), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at en sagsøger, der har erhvervet en ihændehaverobligation fra en tredjemand, uden at udstederen heraf frivilligt har påtaget sig en forpligtelse over for sagsøgeren, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, ikke kan påberåbe sig den i denne bestemmelse fastsatte kompetence med henblik på en sag, der er anlagt mod denne udsteder og baseret på lånebetingelserne, tilsidesættelse af oplysnings- og kontrolforpligtelser samt prospektansvaret (94).
87. Domstolen bemærkede, at det fremgik af den forelæggende rets kortfattede fremstilling af de faktiske omstændigheder, at der ikke forelå nogen retlig forpligtelse, som den udstedende bank frivilligt havde påtaget sig over for sagsøgeren, som havde købt en ihændehaverobligation af en tredjemand (95).
88. Tvisten i hovedsagen adskiller sig efter min opfattelse i flere henseender fra den situation, der gav anledning til denne dom. For det første var de forpligtelser, som investoren påberåbte sig, fastsat forud for kontraktindgåelsen. Han gjorde gældende, at der forelå et ansvar for udstederen af de værdipapirer, som han havde købt, som følge af prospektet og en tilsidesættelse af andre retlige forpligtelser til oplysning, som påhvilede denne udsteder, og at han ikke ville have foretaget en sådan investering, hvis han havde været bedre orienteret.
89. For det andet er den udstedelse af statsobligationer, som den forelæggende ret har beskrevet, og som svarer til almindelige formidlingsvirksomhed i forbindelse med statsgæld, underlagt betingelser, som adskiller sig væsentligt fra betingelserne for de certifikater, som Harald Kolassa investerede i. De omtvistede certifikater var blevet udstedt af en privat bank i form af ihændehaverobligationer, hvis værdi var bestemt af et indeks, som bestod af en portefølje, der blev forvaltet af et selskab (96).
90. For det tredje lagde Domstolen til grund, at sagsøgeren ikke var indehaver af disse obligationer (97), efter at have konstateret, at de var blevet bestilt og erhvervet af den bank, som sagsøgeren stod i direkte forbindelse med, via dennes moderselskab, idet disse selskaber havde udført ordren i deres eget navn, og at disse obligationer var blevet opbevaret i den formidlende banks dækningsbeholdning i eget navn og for sagsøgerens regning (98).
91. Dette er ikke tilfældet i hovedsagen. Ifølge den forelæggende ret er sagsøgeren således ejer af værdipapirer, som depotbanken har købt i hans navn, og banken har handlet som kommissionær.
92. Det rejser spørgsmålet om den særlige kvalificering af dette forhold. Henset til den selvstændige karakter af begrebet »sager om kontraktforhold« (99) tilkommer det Domstolen at udtale sig herom.
3. Den særlige kvalificering i forbindelse med udstedelse af statsobligationer
93. I forbindelse med udstedelse af statsobligationer er spørgsmålet om kvalificeringen uafklaret og kompliceret, da der foreligger to genstande, nemlig statsobligationens særlige karakter og overførslen af de rettigheder eller overdragelsen af den fordring, der er knyttet hertil.
94. Det skal ligeledes tages i betragtning, at »[r]ettigheder over værdipapirer nu i langt de fleste tilfælde besiddes, overføres eller ophæves ved registrering på værdipapirkonti« (100).
95. Selv om nogle forfattere hævder, at der ikke består noget kontraktforhold mellem udstederen og investoren på det sekundære marked, mener andre, at denne anskuelse kan relativiseres (101). Jeg er enig med de sidstnævnte i, at selv om det på dette område kan erkendes, at der ikke længere består noget direkte kontraktforhold, da der ikke foreligger en aftale, som udstederen og indehaveren har underskrevet (102), »kan det ikke som udgangspunkt antages, at retsforholdet mellem udstederen af et finansielt instrument og den investor, der erhverver dette instrument (om end på det sekundære marked), ikke er af kontraktmæssig karakter. Dette spørgsmål må vurderes fra sag til sag på grundlag af de konkrete finansielle instrumenter, de tilhørende dokumenter og de rettigheder og forpligtelser, der følger heraf for udstederen og investoren« (103).
96. Det er i denne forbindelse opmuntrende, at Kolassa-dommens præmis 41 tilsyneladende ikke udelukker, at tvisten kan henføres til sager om kontraktforhold.
97. Efter min opfattelse kan de betingelser, hvorunder staten udbyder obligationer til tegning, som den forelæggende ret har beskrevet, derfor ikke kvalificeres som en »række kontrakter« som omhandlet i Domstolens praksis (104).
98. Som det fremgår af sagsakterne og navnlig af den tegningsaftale (subscription agreement), som den græske stat indgik med de såkaldte managers eller deltagere i det primære markedssystem, kan de første indehavere af værdipapirerne således afsætte dem på det sekundære marked. Deres rolle er med andre ord at fungere som »distributører« over for investorerne på det sekundære marked, hvor der iværksættes transaktioner vedrørende disse obligationer.
99. Den græske stat har også i lighed med andre stater, der udsteder værdipapirer, udarbejdet et dokument (offering circular eller udstedelsesprospekt), som indeholder de vigtigste lånebetingelser og i retlig henseende udgør den aftale, som staten har indgået med sine kreditorer (105). Inden for rammerne af dette retsforhold forpligter staten sig således til at udbetale kuponrenter og til at indfri lånet ved forfald til alle indehavere af værdiparer, hvilket ganske vist ikke sker direkte, men via de mellemmænd, der har købt værdipapirerne for indehaverens regning. Det kan i forbindelse med dette forhold også antages, at »overførslen af ihændehaverpapiret fører til overdragelse af de rettigheder, der er knyttet til værdipapiret: Når den, der har tegnet værdipapiret, indledningsvis har indgået en forpligtelse over for enhver indehaver af det, har indehaveren en selvstændig rettighed over for udstederen« (106). Der er anlagt samme vurdering i præmis 91 i dom af 7. oktober 2015, Accorinti m.fl. mod ECB (107). Det præciseres heri, at »[centralbankerne] i henhold til gældende privatret ligesom de private investorer fik status som kreditor for den udstedende stat, [fik status] som debitor, da de købte statslige gældsinstrumenter« (108).
100. Der kan fremføres to supplerende argumenter om den lovgivende stats indgreb med henblik på at ændre den kontraherende stats lånebetingelser. For det første sigtede den omhandlede lov mod at få direkte og umiddelbar virkning for værdipapirer tilhørende private institutionelle investorer eller fysiske personer, uanset om de blev formidlet af finansieringsinstitutioner.
101. For det andet viser dette lovinitiativ, at staten havde fuldt kendskab til omfanget af sine forpligtelser som kontraherende stat (109) over for ejerne af værdipapirer (110), eftersom den ændrede deres indhold, inden den kom i restance og derfor skulle forholde sig til de anmodninger om førtidig indfrielse af fordringen, som ville blive fremsat direkte til den.
102. Det må af alle disse omstændigheder konkluderes, at et søgsmål, hvorunder en køber af obligationer udstedt i en medlemsstat over for denne medlemsstat påberåber sig rettigheder, der følger af disse instrumenter, navnlig efter at medlemsstaten ensidigt og med tilbagevirkende kraft har ændret lånebetingelserne, er omfattet af begrebet »sager om kontraktforhold« i artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012.
103. Det skal som følge heraf præciseres, hvilket svar den forelæggende ret bør gives med hensyn til fastlæggelsen af opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen.
C. Fastlæggelsen af stedet for opfyldelse af den omtvistede forpligtelse
104. Det bør afgøres, om »det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes«, som omhandlet i artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012, i en situation som den i hovedsagen omhandlede er det sted, der fremgår af lånebetingelserne for de pågældende obligationer, om dette sted kan ændres ved overdragelse af de fordringer, der er knyttet til disse obligationer, eller om der kan være tale om det sted, hvor kreditor får udbetalt renterne.
105. Ifølge fast retspraksis (111) skal stedet for den omtvistede forpligtelses opfyldelse bestemmes i henhold til den lov, der er anvendelig på denne forpligtelse i medfør af lovvalgsreglerne ved den ret, sagen er indbragt for.
106. Som jeg tidligere har forklaret, er udstedelsen af obligationerne, der er underlagt græsk ret, omfattet af bestemmelserne i udstedelsesprospektet (offering circular). I dette dokument betegnes den græske centralbank i overensstemmelse med artikel 8, stk. 6, i lov nr. 2198/1994, der finder anvendelse på statsgæld, som betalingsmyndighed (paying agent), den valgte lov er græsk lov, og obligationsindehaverne (bond holders) er de relevante deltagerne i den græske centralbanks registreringssystem (relevant participants of the Bank of Greece Book entry system). Jeg må heraf udlede, at opfyldelsesstedet for den forpligtelse (betaling af kuponrenter og tilbagebetaling af hovedstolen), der ligger til grund for sagen, ifølge lov nr. 2198/1994 skal findes i Grækenland. Konverteringen af værdipapirerne, som er omfattet af græsk ret, og som følger af lov nr. 4050/2012, viser ligeledes, at der er tale om det sted, hvor afgørelserne om de nærmere regler for investeringerne og deres gennemførelse er truffet.
107. Under disse omstændigheder, og henset til min vurdering af kvalificeringen af overførslen af ihændehaverpapiret, for så vidt som den fører til overdragelse af de rettigheder, der er knyttet til værdipapiret, dvs. fordringen, kan tidligere overdragelser efter min opfattelse ikke ændre fastlæggelsen af opfyldelsesstedet som omhandlet i artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012 (112).
108. Denne fortolkning opfylder kravet om forudsigelighed og retssikkerhed i 15. betragtning til forordning nr. 1215/2012 (113) – da den udelukker muligheden for, at sagsøgte indstævnes for en ret i medlemsstat, som vedkommende ikke med rimelighed kan forudse, når der tages udgangspunkt i det sted, hvor værdipapirdepotet befinder sig – og bidrager til en god retspleje som nævnt i 16. betragtning til denne forordning.
109. Disse mål vil heller ikke kunne nås, hvis opfyldelsesstedet skal fastlægges ud fra det sted, hvor de skyldige renter udbetales til indehaveren af en statsobligation (114).
110. Jeg foreslår som følge heraf, at Domstolen fastslår, at artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at opfyldelsesstedet for en statsobligation fastlægges ud fra lånebetingelserne på tidspunktet for udstedelsen af dette instrument, uanset om det senere er blevet overdraget, eller om lånebetingelserne for så vidt angår udbetaling af renter eller tilbagebetaling af hovedstolen faktisk er blevet opfyldt på et andet sted.
V. Forslag til afgørelse
111. Jeg foreslår på baggrund af det ovenfor anførte, at Domstolen besvarer de spørgsmål, der er forelagt af Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig), således:
»Principalt:
– Et søgsmål, som en fysisk person, der har købt obligationer udstedt af en medlemsstat, anlægger mod denne medlemsstat med påstand om opfyldelse af de oprindelige lånebetingelser eller erstatning for manglende opfyldelse af disse betingelser i anledning af en ombytning af disse obligationer med obligationer med en lavere værdi, som denne fysiske person er blevet pålagt ved en lov, som den nationale lovgiver har vedtaget under ekstraordinære omstændigheder, og som ensidigt og med tilbagevirkende kraft har ændret de betingelser, der finder anvendelse på obligationerne, ved indsættelse af en klausul om kollektiv optræden, hvorefter et flertal af indehaverne af disse obligationer kan pålægge mindretallet en sådan ombytning, er ikke omfattet af det »civil- og handelsretlige område« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.
Subsidiært, såfremt Domstolen måtte fastslå, at tvisten er omfattet af det »civil- og handelsretlige område« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012:
– Et søgsmål, hvorunder en køber af obligationer udstedt i en medlemsstat over for denne medlemsstat påberåber sig rettigheder, der følger af disse instrumenter, navnlig efter at medlemsstaten ensidigt og med tilbagevirkende kraft har ændret lånebetingelserne, er omfattet af begrebet »sager om kontraktforhold« i artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012.
– Artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at opfyldelsesstedet for en statsobligation fastlægges ud fra lånebetingelserne på tidspunktet for udstedelsen af dette instrument, uanset om det senere er blevet overdraget, eller om lånebetingelserne for så vidt angår udbetaling af renter eller tilbagebetaling af hovedstolen faktisk er blevet opfyldt på et andet sted.«