RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE
(Anden Afdeling)
29. august 2016
Forenede sager F-106/13 DEP og F-25/14 DEP
DD
mod
Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA)
»Personalesag – procedure – fastsættelse af sagsomkostninger«
Angående: Begæring om fastsættelse af sagsomkostninger, indgivet af DD efter dom afsagt af Personaleretten den 8. oktober 2015, DD mod FRA (F-106/13 og F-25/14, EU:F:2015:118, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret under sagsnummer T-742/15 P).
Udfald: Det samlede beløb, som DD kan kræve erstattet af Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder i form af sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, i de forenede sager F-106/13 og F-25/14, fastsættes dels et beløb på 20 643 EUR hvad angår honorarerne til sagsøgerens advokater, med tillæg af moms af dette beløb, dels til et beløb på 79,80 EUR for så vidt angår de udgifter til tog og taxa, som sagsøgeren har afholdt med henblik på hans advokaters rejse til Luxembourg med henblik på retsmødet. De i punkt 1 nævnte beløb tillægges morarenter fra datoen for forkyndelsen af denne kendelse indtil betalingsdatoen, beregnet på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner, der er gældende den første dag i den måned, hvor beløbet forfalder til betaling, forhøjet med to procentpoint.
Sammendrag
1. Retslig procedure – sagsomkostninger – tvist om, hvilke udgifter der kan kræves erstattet – begreb – intet krav om, at den part, der pålægges at betale sagsomkostningerne, har anfægtet en begæring om betaling af sagsomkostningerne
(Personalerettens procesreglement, art. 106, stk. 1)
2. Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – begreb – perioder, der skal medregnes
[Personalerettens procesreglement, art. 105, litra c)]
3. Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – begreb – udgifter afholdt i forbindelse med den administrative procedure – udelukket
[Personalerettens procesreglement, art. 105, litra c)]
4. Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – rejse- og opholdsudgifter for andre personer end parternes advokater – tilbagebetalingsbetingelser
[Personalerettens procesreglement, art. 105, litra c)]
5. Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – vurdering primært henset til det antal arbejdstimer, som er objektivt nødvendige med henblik på sagens behandling
[Personalerettens procesreglement, art. 105, litra c)]
6. Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – morarenter
(Personalerettens procesreglement, art. 106)
1. I medfør af artikel 106, stk. 1, i Personalerettens procesreglement træffer Personaleretten, såfremt der opstår tvist om, hvilke sagsomkostninger der kan kræves erstattet, efter anmodning fra en part og efter at have hørt modparten, ved kendelse, som ikke kan appelleres, afgørelse herom.
Med henblik på at undgå, at proceduren i denne artikel, der har til formål at sikre, at der træffes endelig afgørelse om sagsomkostninger, fratages dens effektive virkning, kan det ikke godtages, at en anfægtelse i den nævnte artikels forstand kun opstår, når den part, som en begæring om betaling af sagsomkostninger – der er fremsat af den vindende part – er rettet til, udtrykkeligt har anfægtet en sådan begæring i sin helhed.
(jf. præmis 31 og 32)
Henvisning til:
Den Europæiske Unions Ret: kendelse af 25. marts 2014, Marcuccio mod Kommissionen, T-126/11 P-DEP, EU:T:2014:171, præmis 13, og af 11. december 2014, Longinidis mod Cedefop, T-283/08 P-DEP, EU:T:2014:1083, præmis 13
2. I henhold til artikel 105, litra c), i Personalerettens procesreglement er »nødvendige udgifter, som parterne har afholdt med henblik på sagens behandling, især rejse- og opholdsudgifter og vederlag til befuldmægtigede, rådgivere eller advokater« udgifter, der kan kræves erstattet. Det følger af denne bestemmelse, at de udgifter, der kan kræves erstattet, er begrænset dels til de udgifter, der er afholdt med henblik på sagens behandling for Personaleretten, dels til de udgifter, som var nødvendige i denne forbindelse.
I denne forbindelse er Unionens retsinstanser ikke kompetente til at fastsætte de beløb, som parterne skal udrede i salær til deres egne advokater, men de kan fastsætte den del af disse beløb, der kan søges erstattet hos den part, som pålægges at betale sagens omkostninger. Unionens retsinstanser skal, når de tager stilling til begæringen om fastsættelse af sagsomkostningerne, hverken tage hensyn til en national tarif for advokaters salærer eller til en eventuel aftale herom, indgået mellem den berørte part og dennes repræsentanter eller rådgivere.
Da der ikke i EU-retten findes bestemmelser om fastsættelse af sådanne honorarer, er Unionens retsinstanser frit stillet ved vurderingen af de foreliggende oplysninger, idet de dog skal tage hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning efter EU-retten og dens sværhedsgrad såvel som til den arbejdsbyrde, som de pågældende befuldmægtigede og rådgivere har båret i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen.
Ved fastsættelsen af de udgifter, der kan kræves erstattet, tager Personaleretten hensyn til alle omstændigheder i sagen frem til det tidspunkt, hvor den afsiger kendelse om fastsættelse af sagsomkostninger, herunder de nødvendige omkostninger, der er forbundet med sagen om fastsættelse af sagsomkostninger.
(jf. præmis 35-38)
Henvisning til:
Den Europæiske Unions Ret: kendelse af 23. marts 2012, Kerstens mod Kommissionen, T-498/09 P-DEP, EU:T:2012:147, præmis 15
Personaleretten: kendelse af 10. november 2009, X mod Parlamentet, F-14/08 DEP, EU:F:2009:149, præmis 22, af 26. april 2010, Schönberger mod Parlamentet, F-7/08 DEP, EU:F:2010:32, præmis 23 og 24, og af 27. september 2011, De Nicola mod EIB, F-55/08 DEP, EU:F:2011:155, præmis 41
3. Hvad angår tvister om fastsættelse af sagsomkostninger udgør honorarer for ydelser, der er præsteret af en advokat i forbindelse med den administrative procedure, ikke sagsomkostninger, der kan kræves erstattet.
(jf. præmis 39)
Henvisning til:
Personaleretten: dom af 28. oktober 2010, Cerafogli mod ECB, F-23/09, EU:F:2010:138, præmis 63
4. De rejse- og opholdsudgifter, der er afholdt af andre personer end sagsøgerens advokat, kan kun kræves erstattet, såfremt disse personers tilstedeværelse var nødvendig med henblik på sagens behandling.
(jf. præmis 40)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: kendelse af 8. juli 1998, Eugénio Branco mod Kommissionen, T-85/94 (92) og T-85/94 (122) (92), EU:T:1998:156, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis
5. Unionens retsinstanser er ikke bundet af den beregning, som er indgivet af den part, som har til hensigt at søge sine omkostninger godtgjort, idet de kun er forpligtet til at tage det totale antal arbejdstimer i betragtning, som forekommer at være objektivt nødvendige for sagen.
(jf. præmis 45)
Henvisning til:
Personaleretten: kendelse af 26. april 2010, Schönberger mod Parlamentet, F-7/08 DEP, EU:F:2010:32, præmis 29, og af 25. oktober 2012, Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen, F-50/09 DEP, EU:F:2012:147, præmis 21
6. I henhold til artikel 106 i Personalerettens procesreglement hører det ind under Personalerettens eksklusive kompetence at tage stilling til tvister vedrørende forpligtelsen til at betale morarenter i forbindelse med en afgørelse om pålæg af sagsomkostninger, der er afsagt af nævnte ret, og at fastsætte den rentesats, der finder anvendelse.
(jf. præmis 61)
Henvisning til:
Personaleretten: kendelse af 24. oktober 2014, Marcuccio mod Kommissionen, F-14/10 DEP, EU:F:2014:240, præmis 32