PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

26. maj 2011

Sag F-83/09

Andreas Kalmár

mod

Den Europæiske Politienhed (Europol)

»Personalesag – ansatte i Europol – afskedigelse – påstand om annullation – betaling af vederlag – virkningen af en annullationsdom«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 40, stk. 3, i konventionen på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol-konventionen) og artikel 93, stk. 1, i vedtægten for Europols personale, hvorunder Andreas Kalmár har nedlagt påstand om annullation af den af direktøren for Europol trufne afgørelse af 4. februar 2009 om at opsige sagsøgerens tidsbegrænsede kontrakt og af afgørelsen af 24. februar 2009 om at fritage ham fra tjenesten i opsigelsesperioden. Sagsøgeren har ligeledes nedlagt påstand om, at Personaleretten fastslår, at han skal genansættes, og om, at Europol tilpligtes at betale ham løn siden afskedigelsen samt at betale ham 25 000 EUR i erstatning for ikke-økonomisk tab.

Udfald:      Afgørelsen af 4. februar 2009, hvorved direktøren for Europol opsagde Andreas Kalmárs tidsbegrænsede kontrakt, afgørelsen af 24. februar 2009, hvorved Europols direktør fritog den pågældende fra forpligtelsen til at gøre tjeneste i opsigelsesperioden, samt afgørelsen af 18. juli 2009 om afslag på sagsøgerens klage, annulleres. Europol tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 5 000 EUR i erstatning. I øvrigt frifindes Europol. Europol bærer sine egne omkostninger og betaler Andreas Kalmárs omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – udtrykkelig afgørelse om afslag på klagen – afgørelse truffet efter fornyet undersøgelse af en tidligere afgørelse – formaliteten – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – genstand – påbud til administrationen – afvisning

(Vedtægten for Europols personale, art. 93)

3.      Tjenestemænd – Europols personale – afgørelse, som berører en ansats administrative situation – førtidig opsigelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt – lovligt – betingelser

[Vedtægten for Europols personale, art. 94, stk. 1, litra b)]

4.      Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – annullation af den anfægtede retsakt, som ikke sikrer rimelig genoprettelse af en ikke-økonomisk skade – ulovlig afskedigelse af en ansat under særlige omstændigheder

(Vedtægten for Europols personale, art. 93 og 94)

5.      Tjenestemænd – Europols personale – søgsmål – erstatningssøgsmål – betingelser for antagelse til realitetsbehandling

(Vedtægten for Europols personale, art. 92, stk. 1)

6.      Tjenestemænd – søgsmål – fuld prøvelsesret – tvist, der angår pengebeløb som omhandlet i artikel 93, stk. 1, i vedtægten for Europols personale – begreb

(Vedtægten for Europols personale, art. 93, stk. 1)

7.      Tjenestemænd – søgsmål – annullationsdom – retsvirkninger – forpligtelse til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger – annulation på grund af procedurefejl af en afgørelse om opsigelse af en ansat – vedtagelse af en afgørelse, som berigtiger fejlen – den nye afgørelses tilbagevirkende kraft – lovlig – betingelser

(Art. 266 TEUF)

1.      En udtrykkelig afgørelse om afslag på en klage, der begrænser sig til detaljeret at anføre begrundelsen for, at den tidligere afgørelse bekræftes, og kun indeholder supplerende præciseringer hertil, udgør ikke en akt, der indeholder et klagepunkt, og den konkrete fastlæggelse af administrationens begrundelse skal herefter følge af de oprindelige afgørelser sammenholdt med afslaget på klagen.

(jf. præmis 33)

Henvisning til:

Retten: 10. juni 2004, sag T-258/01, Eveillard mod Kommissionen, præmis 31; 7. juni 2005, sag T-375/02, Cavallaro mod Kommissionen, præmis 65

2.      I forbindelse med et søgsmål anlagt i henhold til artikel 93 i vedtægten for Europols personale kan Unionens retsinstanser ikke uden at gribe ind i den administrative myndigheds beføjelser fremkomme med principielle erklæringer eller konstateringer eller udstede påbud til Europol.

(jf. præmis 35)

Henvisning til:

Retten: 27. juni 1991, sag T-156/89, Valverde Mordt mod Domstolen, præmis 150

Personaleretten: 30. april 2009, sag F-65/07, Aayhan m.fl. mod Parlamentet, præmis 52

3.      Der kan kun lovligt træffes en foranstaltning over for en tjenestemand med hensyn til faktiske omstændigheder, som på forhånd er blevet bevist. En myndighed er desuden forpligtet til at udtale sig med fuldt kendskab til sagen og efter en indgående undersøgelse af alle de relevante forhold, således at denne undersøgelse skal foretages omhyggeligt og upartisk. Disse krav gælder ligeledes for ansættelsesmyndigheden, når denne udøver sin bemyndigelse, jf. artikel 94, stk. 1, litra b), i vedtægten for Europols personale, til at opsige en ansats tidsbegrænsede kontrakt før tid.

Når Personaleretten tiltræder et anbringende vedrørende fejl begået i forbindelse med fastlæggelsen af faktiske omstændigheder, der under ét lægges til grund med henblik på at begrunde en foranstaltning over for en tjenestemand eller en ansat, skal afgørelsen, som pålægger denne foranstaltning, annulleres i sin helhed, henset til dens særskilte og udelelige karakter.

(jf. præmis 63, 64 og 76)

Henvisning til:

Retten: 30. november 1993, sag T-78/92, Perakis mod Parlamentet, præmis 15 og 16; 16. oktober 1998, sag T-40/95, V mod Kommissionen, præmis 49; 8. maj 2001, sag T-182/99, Caravelis mod Parlamentet, præmis 32; 30. juni 2005, sag T-347/03, Branco mod Kommissionen, præmis 108; 13. juli 2006, sag T-413/03, Shandong Reipu Biochemicals mod Rådet, præmis 63

4.      Annullation af en ulovlig retsakt kan i sig selv udgøre en passende og i princippet tilstrækkelig genopretning af en ikke-økonomiske skade, som denne retsakt kan have forvoldt. I denne forbindelse gælder, at selv om enhver opsigelse efter sin art hos den opsagte kan fremkalde følelser af afvisning, frustration og usikkerhed om fremtiden, er det kun, såfremt der foreligger særlige omstændigheder, at det kan konstateres, at en arbejdsgivers ulovlige adfærd har berørt den ansatte psykisk ud over, hvad en opsagt person normalt føler, og at denne har ret til at opnå en erstatning for ikke-økonomisk skade.

(jf. præmis 81)

Henvisning til:

Personaleretten: 9. december 2010, sag F-87/08, Schuerings mod ETF, præmis 73, som i øjeblikket verserer for Retten, sag T-107/11 P, og sag F-88/08, Vandeuren mod ETF, præmis 73, som i øjeblikket verserer for Retten, sag T-108/11 P

5.      For så vidt som en ansat i Europol ønsker at basere sit erstatningskrav på de anfægtede afgørelsers særlige virkninger, skal han i dette tilfælde forud for sin klage indgive en ansøgning om erstatning i henhold til artikel 92, stk. 1, i vedtægten for Europols personale.

(jf. præmis 84)

6.      En påstand om, at Europol til en af dens ansatte udbetaler et beløb, som denne mener at være berettiget til i henhold til vedtægten for Europols personale, henhører under begrebet tvister, der angår pengebeløb som omhandlet i nævnte vedtægts artikel 93, stk. 1, idet den adskiller sig fra erstatningssøgsmål, som ansatte har anlagt imod Europol med påstand om erstatning.

(jf. præmis 87)

Henvisning til:

Domstolen: 18. december 2007, sag C-135/06 P, Weißenfels mod Parlamentet, præmis 65, 67 og 68

Personaleretten: 2. juli 2009, sag F-49/08,Giannini mod Kommissionen, præmis 39-42

7.      Efter at en afgørelse om opsigelse er blevet annulleret af Unionens retsinstanser, er institutionen forpligtet til at træffe de foranstaltninger, som kræves til opfyldelse af dommen, idet den ved en annullation med tilbagevirkende kraft tager udgangspunkt i den dato, hvor afgørelsen om at opsige sagsøgeren blev truffet.

Hvad angår en sagsøger, der er bundet af en tidsbegrænset kontrakt, skal en genopretning af hans retlige situation i denne forbindelse principielt ske ved, at institutionen udbetaler ham differencen mellem den løn, som han ville have fået, såfremt han var forblevet ansat, og den løn eller arbejdsløshedsunderstøttelse, som han rent faktisk har modtaget andetsteds fra mellem datoen for opsigelsen og den dato, hvorpå kontrakten gyldigt ville være ophørt.

I tilfælde af, at afgørelsen om opsigelse er blevet annulleret, fordi institutionen ikke har foretaget en omhyggelig, fuldstændig og indgående undersøgelse af de faktiske omstændigheder, kan det imidlertid i alle tilfælde ikke udelukkes, at institutionen er af den opfattelse, at den kan træffe en ny afgørelse om opsigelse af sagsøgerens kontrakt efter en fuldstændig og indgående undersøgelse af sagen under hensyntagen til annullationsdommens begrundelse. Når klagepunktet ligner en procedurefejl, kan det endvidere endog ikke totalt udelukkes, at institutionen giver sin nye afgørelse tilbagevirkende kraft, når denne tilbagevirkende kraft er nødvendig for at nå det mål, der forfølges med den pågældende foranstaltning, og når den tilbagevirkende kraft ikke tilsidesætter den pågældendes berettigede forventning.

Følgelig kan Unionens retsinstanser, som ikke kan sætte deres skøn i stedet for institutionens, ikke tilpligte denne at betale sagsøgerens løn fra den dato, hvor hans kontrakt med urette blev bragt til ophør, da den indstilling, som institutionen vedtager, herved kan foregribes.

(jf. præmis 89-93)

Henvisning til:

Domstolen: 30. september 1982, sag 108/81, Amylum mod Rådet, præmis 4-17

Retten: 17. oktober 1991, sag T-26/89, de Compte mod Parlamentet, præmis 66; 2. maj 2006, sag T-328/03, O2 (Tyskland) mod Kommissionen, præmis 48; 9. september 2008, sag T-75/06, Bayer CropScience m.fl. mod Kommissionen, præmis 63; 23. oktober 2008, sag T-256/07, People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet, præmis 65

Personaleretten: 5. maj 2009, sag F-27/08, Simões Dos Santos mod KHIM, præmis 100 og 101