Language of document : ECLI:EU:T:2004:246

Sag T-201/04 R

Microsoft Corp.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Sag om foreløbige forholdsregler – intervention«

Sammendrag af kendelse

1.      Retspleje – intervention – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – direkte og aktuel interesse

(Domstolens statut, art. 40, stk. 2, og art. 53, stk. 1)

2.      Retspleje – intervention – sag om foreløbige forholdsregler – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – interesse i afgørelsen af sagen om foreløbige forholdsregler – bedømmelse i forhold til følgerne for den økonomiske eller retlige situation for dem, der har fremsat begæring om intervention

(Domstolens statut, art. 40, stk. 2, og art. 53, stk. 1)

3.      Retspleje – intervention – sag om foreløbige forholdsregler – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – direkte og aktuel interesse – bedømmelse under hensyntagen til de særlige kendetegn ved en sag om foreløbige forholdsregler – vid fortolkning

(Domstolens statut, art. 40, stk. 2, og art. 53, stk. 1)

4.      Retspleje – intervention – personer med berettiget interesse – repræsentativ sammenslutning, der har til formål at varetage medlemmernes interesser – formaliteten i sager om principielle spørgsmål, der kan have betydning for medlemmerne – betingelser – vid fortolkning

(Domstolens statut, art. 40, stk. 2, og art. 53, stk. 1)

1.      En interesse i afgørelsen af en tvist i henhold til artikel 40, stk. 2, i Domstolens status, som gælder for Retten i medfør af statuttens artikel 53, stk. 1, skal forstås som en direkte og aktuel interesse i, at de påstande, der er nedlagt af den part i hovedsagen, som intervenienten ønsker at støtte, tages til følge. Ved afgørelsen af, om en intervention skal tillades, skal det således efterprøves, om intervenienten berøres direkte af den anfægtede retsakt, og om hans interesse i sagens afgørelse er godtgjort.

(jf. præmis 32)

2.      Såfremt interventionsbegæringen er indgivet i forbindelse med en sag om foreløbige forholdsregler, skal interessen i afgørelsen af sagen forstås som en interesse i afgørelsen af sagen om foreløbige forholdsregler. Ligesom afgørelsen i hovedsagen kan afgørelsen i sagen om foreløbige forholdsregler nemlig være til skade for eller til fordel for tredjemands interesser. Heraf følger, at interessen for dem, som har begæret om at indtræde i en sag om foreløbige forholdsregler, skal bedømmes i forhold til følgerne af, at den begærede foreløbige forholdsregel fastsættes, eller at begæringen herom ikke tages til følge, sammenholdt med deres egen økonomiske og retlige situation.

(jf. præmis 33)

3.      Ved bedømmelsen af, om der foreligger en direkte og aktuel interesse i afgørelsen af en sag om foreløbige forholdsregler, skal de særlige kendetegn ved en sag om foreløbige forholdsregler tages i betragtning. Inden for rammerne af en sag om foreløbige forholdsregler vil den interesse, der gøres gældende af intervenienten, således i givet fald blive taget i betragtning i forbindelse med interesseafvejningen. Det er endog muligt, at interesseafvejningen viser sig at få afgørende betydning, såfremt Retten ved behandlingen af den anmodning, der er indgivet til den i en sag om foreløbige forholdsregler, finder, at betingelserne vedrørende fumus boni juris og uopsættelighed er opfyldt. Begrebet interesse i sagens afgørelse skal derfor fortolkes vidt af Retten i en sag om foreløbige forholdsregler, således at det sikres, at bedømmelsen af de forskellige berørte interesser ikke foregribes.

(jf. præmis 34)

4.      Repræsentative sammenslutninger, hvis formål er at varetage deres medlemmers interesser, kan gives tilladelse til at intervenere i sager om principielle spørgsmål, der kan have betydning for medlemmerne. En sammenslutning kan nærmere bestemt få tilladelse til at indtræde i en sag, hvis den repræsenterer et stort antal virksomheder inden for den pågældende sektor, hvis den bl.a. har til formål at varetage medlemsvirksomhedernes interesser, hvis sagen kan give anledning til principielle spørgsmål vedrørende den berørte sektors funktion, og således hvis den dom eller kendelse, der skal afsiges, kan berøre medlemsvirksomhedernes interesser i væsentligt omfang.

Den vide fortolkning af sammenslutningers ret til at intervenere beror på et ønske om at forbedre mulighederne for at bedømme den sammenhæng, sagerne indgå i, således at det samtidig undgås, at en lang række individuelle personer eller virksomheder intervenerer, hvilket vil kunne hindre, at sagen afvikles på hensigtsmæssig måde.

(jf. præmis 37 og 38)