PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

15. marts 2007

Sag F-111/05

Carlos Sanchez Ferriz

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport – bedømmelsesproceduren for 2001-2002«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Carlos Sanchez Ferriz har nedlagt påstand om annullation af sagsøgerens karriereudviklingsrapport for perioden fra den 1. juli 2001 til den 31. december 2002.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – klage – sag anlagt til prøvelse af en karriereudviklingsrapport

(Rettens procesreglement, art. 64 og 65; tjenestemandsvedtægten, art. 26, stk. 7, og art. 43)

2.      Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

3.      Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

4.      Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

5.      Ulovlighedsindsigelse – rækkevidde – anfægtelige retsakter

(Art. 241 EF)

1.      Inden for rammerne af en sag anlagt af en tjenestemand til prøvelse af sin karriereudviklingsrapport indebærer et anbringende, der er baseret på, at eksistensen af en elektronisk aktmappe er i strid med vedtægtens artikel 26, sidste afsnit, for så vidt som dette er til hinder for, at aktmappen vedrørende den pågældende tjenestemand oversendes til De Europæiske Fællesskabers Domstol i sin helhed, selv om det er begrundet, ikke, at den omtvistede karrierudviklingsrapport skal anses for ulovlig. Dette argument kan højst fremføres til støtte for, at Fællesskabets retsinstanser ikke i den foreliggende sag har rådet over de oplysninger, der er fastsat i vedtægten. Imidlertid er Fællesskabets retsinstansers prøvelse af en tjenestemandssag ikke på nogen måde betinget af, at den sagsøgte institution har efterkommet sin pligt til at oversende den individuelle aktmappe vedrørende den pågældende tjenestemand, der er fastsat i vedtægtens artikel 26. Det tilkommer alene Fællesskabets retsinstanser at tage stilling til behovet for at træffe eventuelle foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og eventuelt foranstalte den nødvendige bevisoptagelse.

(jf. præmis 31)

Henvisning til:

Retten, 28. november 2006, sag T-47/04, Milbert m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 281, og I-A-2, s. 1455, præmis 83.

2.      Den omstændighed, at bedømmerne ved udfærdigelsen af karriereudviklingsrapporterne tager hensyn til det gennemsnitlige mål for Kommissionens tildeling, som er blevet meddelt dem, indebærer på ingen måde, at deres vurderingsfrihed er begrænset i et omfang, der er i strid med vedtægtens artikel 43. Tværtimod kan et gennemsnitligt mål for tildelingen, således som det er fastsat i Kommissionens almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43, øge bedømmernes frihed ved bedømmelsen af tjenestemændene og fremme en repræsentativ bedømmelse af tjenestemændenes fortjenester.

For det første begrænser dette gennemsnitsmål, som på matematisk vis udtrykker vurderingen af en gennemsnitstjenestemands indsats, nemlig ikke bedømmernes mulighed for at differentiere de individuelle vurderinger af tjenestemændenes indsats, alt efter i hvilket omfang denne indsats afviger i opadgående eller nedadgående retning fra dette gennemsnit.

For det andet gør angivelsen af et gennemsnitsmål på 14 på en pointskala fra 0 til 20 det muligt at imødegå risikoen for inflation i de gennemsnitlige karakterer. En sådan inflation ville indebære en nedsættelse af det antal point, som bedømmerne faktisk kunne anvende, og dermed skade formålet med karaktergivningen, som er så loyalt som muligt at afspejle fortjenesterne hos de bedømte tjenestemænd, og dermed muliggøre en effektiv sammenligning.

For det tredje gør angivelsen af et gennemsnitsmål det ligeledes muligt at nedsætte risikoen for en uoverensstemmelse mellem de gennemsnitskarakterer, som de forskellige generaldirektorater anvender, der ikke er begrundet i objektive betragtninger forbundet med fortjenesterne hos de bedømte tjenestemænd.

For det fjerde tager ordningen med et gennemsnitsmål hensyn til den reelle situation, der oftest foreligger, nemlig en ensartet vurdering af de bedømte tjenestemænd, hvis gennemsnitlige fortjenesteniveau udgøres af gennemsnitsmålet. Desuden gør den ordning, der er indført ved Kommissionens almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45, det muligt for bedømmerne at fravige gennemsnitsmålet, når en tjenestegrens særlige forhold afviger fra den gængse situation. Som det fremgår af artikel 4, stk. 3, i de almindelige gennemførelsesbestemmelser, er der nemlig ikke knyttet nogen følger til en overskridelse af gennemsnitsmålet med et point.

(jf. præmis 40-45)

Henvisning til:

Retten, 25. oktober 2005, sag T-43/04, Fardoom og Reinard mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 329, og II, s. 1465, præmis 52, 54 og 55.

Personaleretten, 28. juni 2006, sag F-19/05, Sanchez Ferriz mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 41, og II-A-1, s. 135, præmis 42.

3.      Interne forskrifter vedrørende udarbejdelse af karriereudviklingsrapporter, hvori der er fastsat tre referencemargener svarende til den vejledende procentsats for antallet af ansatte, som tillader forskellige hastigheder i karriereudviklingen med et udsving på 17-20 point (hurtig karriere) for højst 15% af tjenestemændenes vedkommende, et udsving på 12-16 point (normalkarriere) for ca. 75% af tjenestemændenes vedkommende og et udsving på 10-11 point (langsom karriere) for højst 10% af tjenestemændenes vedkommende, begrænser ikke bedømmernes vurderingsfrihed i et omfang, der er i strid med vedtægtens artikel 43.

De vejledende referencemargener er nemlig et resultat af karakterer, der er givet i tidligere år, og der er ikke knyttet nogen sanktion til en manglende overholdelse heraf. Fastsættelsen af referencemargener tager blot hensyn til de mest aktuelle erfaringer med forbehold af bedømmerens frihed til at afvige herfra, når det er berettiget, henset til den bedømte tjenestemands særlige situation.

(jf. præmis 47-50)

Henvisning til:

Retten, Fardoom og Reinard mod Kommissionen, præmis 61.

Personaleretten, Sanchez Ferriz mod Kommissionen, præmis 49.

4.      En bedømmers bedømmelsesfrihed i forbindelse med udfærdigelsen af en karriereudviklingsrapport begrænses ikke af en valideringsbedømmers medvirken i bedømmelsesproceduren. En valideringsbedømmer er en bedømmer i ordets egentligste forstand. Det er nemlig i henhold til artikel 7, stk. 4, i de af Kommissionen vedtagne almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43 bedømmeren og valideringsbedømmeren, som udfærdiger karriereudviklingsrapporten. Såfremt tjenestemanden udtrykker ønske om en samtale med valideringsbedømmeren, har denne desuden i henhold til artikel 7, stk. 5, i disse almindelige gennemførelsesbestemmelser mulighed for enten at ændre eller at stadfæste karriereudviklingsrapporten. Heraf fremgår, at valideringsbedømmernes bedømmelsesfrihed med hensyn til at foretage en reel bedømmelse af tjenestemændene ud fra de tre fastsatte bedømmelseskriterier under ingen omstændigheder er indskrænket i den bedømmelsesmetode, som Kommissionen har fundet mest hensigtsmæssig. Følgelig udgør valideringsbedømmerens mulighed for at ændre bedømmerens bedømmelse – i øvrigt ganske ligesom appelbedømmerens mulighed for at ændre valideringsbedømmerens bedømmelse – ikke en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 43.

(jf. præmis 52 og 53)

5.      Rækkevidden af en ulovlighedsindsigelse skal være begrænset til det, der er absolut nødvendigt for afgørelse af sagen. Artikel 241 EF har nemlig ikke til formål at give en part adgang til at anfægte anvendeligheden af en generel retsakt, uanset om det er til fordel for et eller andet søgsmål. Den generelle retsakt, hvis lovlighed anfægtes, skal umiddelbart eller indirekte finde anvendelse på det tilfælde, der er genstand for sagen, og der skal foreligge en retlig forbindelse mellem den anfægtede individuelle afgørelse og den omhandlede generelle retsakt.

(jf. præmis 59)

Henvisning til:

Domstolen, 31. marts 1965, sag 21/64, Macchiorlati Dalmas e Figli mod Den Høje Myndighed, Sml. s. 227 og 245; 13. juli 1966, sag 32/65, Italien mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 563 og 594.

Retten, 26. oktober 1993, forenede sager T-6/92 og T-52/92, Reinarz mod Kommissionen, Sml. II, s. 1047, præmis 57; 3. februar 2000, sag T-60/99, Townsend mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 11, og II, s. 45, præmis 53.