Appel iværksat den 27. marts 2020 af Republikken Litauen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 22. januar 2020 i sag T-19/18, Litauen mod Kommissionen
(Sag C-153/20 P)
Processprog: litauisk
Parter
Appellant: Republikken Litauen (ved R. Dzikovič og K. Dieninis)
De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Den Tjekkiske Republik
Appellanten har nedlagt følgende påstande
Rettens dom af 22. januar 2020 i sag T-19/18, Litauen mod Kommissionen, EU:T:2020:4, hvorved Retten frifandt Europa-Kommissionen i det søgsmål, som Republikken Litauen havde anlagt den 19. januar 2018 med påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/2014 af 8. november 2017 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), ophæves.
Sagen hjemvises til Retten, eller Domstolen afgør selv sagen ud fra de anbringender, der er fremsat i appellen, og træffer endelig afgørelse om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/2014 af 8. november 2017 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).
Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Anbringender og væsentligste argumenter
Republikken Litauen har nedlagt påstand for Domstolen om ophævelse af Rettens dom i sag T-19/18 (»den appellerede dom«) og har fremsat de følgende anbringender:
1) Urigtig fortolkning af artikel 24, stk. 1, i forordning nr. 65/2011 1 og tilsidesættelse af forpligtelsen til at begrunde en dom, fordi Retten ikke klart og utvetydigt underbyggede begrundelsen for sin dom, da den i den appellerede doms præmis 61-80 tog stilling til de kriterier, der var blevet anvendt til at afgøre, hvorvidt ansøgere havde status af små og mellemstore virksomheder.
2) Tilsidesættelse af artikel 256, stk. 2, TEUF og af retssikkerhedsprincippet, fordi Retten i den appellerede doms præmis 81-90 tog stilling til effektiviteten af overvågningen af højrisikoprojekter på en måde, der var i strid med Domstolens stillingtagen i tidligere lignende sager, samt fejlagtig bevisbedømmelse, fordi Retten i den appellerede doms præmis 88-92 ikke fastlagde de faktiske omstændigheder korrekt.
3) Urigtig fortolkning af artikel 26 i forordning nr. 65/2011 og fordrejning af bevisernes klare betydning, fordi Retten gav en selvmodsigende begrundelse, da den i den appellerede doms præmis 178-188 tog stilling til kvalitetskriterierne for kontroller på stedet, og derved uberettiget udvidede artikel 26 i forordning nr. 65/2011, samt i den appellerede doms præmis 181 og 191 foretog en fejlagtig bevisbedømmelse.
4) Tilsidesættelse af artikel 263 TEUF og 256 TEUF samt fejlagtig bevisbedømmelse, fordi Retten i den appellerede doms præmis 195-212 ikke efterprøvede, hvorvidt Kommissionens oplysninger om de utilstrækkelige kontroller af projektudgifter var nøjagtige, pålidelige og sammenhængende, og dette er en mangel ved legalitetskontrollen af Kommissionens afgørelse.
____________
1 Kommissionens forordning (EU) nr. 65/2011 af 27.1.2011 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 for så vidt angår kontrol og krydsoverensstemmelse i forbindelse med støtteforanstaltninger til udvikling af landdistrikterne (EUT 2011, L 25, s. 8).