EU-PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling)
30. april 2009 (*)
»Personalesag – hjælpeansatte ved Parlamentet – formaliteten – administrativ procedure – artikel 283 EF – ansættelsesvilkårenes artikel 78 – ugyldighedsindsigelse – ligebehandling – sikkerhed i ansættelsen – direktiv 1999/70 – tidsbegrænset kontrakt – mulighed for påberåbelse«
I sag F-65/07,
angående et annullationssøgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA,
Laleh Aayhan, Strasbourg (Frankrig), og 79 andre tidligere hjælpeansatte under samlingerne, hvis navne fremgår af bilaget, ved avocat R. Blindauer,
sagsøgere,
mod
Europa-Parlamentet, først ved M. Mustapha-Pacha og R. Ignătescu, som befuldmægtigede, derefter ved R. Ignătescu og S. Seyr, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
har
RETTEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne I. Boruta og S. Van Raepenbusch (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig R. Schiano,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 13. november 2008,
afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 29. juni 2007 har Laleh Aayhan og 79 andre tidligere hjælpeansatte under samlingerne ved Parlamentet navnlig nedlagt påstand om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 20. april 2007 om afvisning af deres angivelige »klage« af 19. december 2006 over, at de på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelser, som sagsøgerne hver især har indgået med Parlamentet, bør anses for en enkelt deltidskontrakt uden tidsbegrænsning, at de omhandlede personer på denne baggrund bør genansættes i Parlamentet, og at de bør tildeles en godtgørelse, der »repræsenterer« retten til betalt ferie, som de har optjent under den samlede tid, de har arbejdet.
Retsforskrifter
1. Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber
2 Det bestemmes i artikel 52, andet punktum, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber (herefter »ansættelsesvilkårene«), at »der [ikke] må […] ansættes nye hjælpeansatte efter den 31.december 2006«.
3 Ansættelsesvilkårenes artikel 58 bestemmer:
»En hjælpeansat har ret til ferie med løn med to arbejdsdage for hver måned, i hvilken han har udført arbejde, en tjenestetid på under femten dage eller en halv måned giver ikke ret til ferie.«
4 Ansættelsesvilkårenes artikel 78 under afsnit III, »Hjælpeansatte«, fastsætter:
»Uanset bestemmelserne i dette afsnit er de hjælpeansatte, der ansættes af […] Parlamentet for den periode, arbejdet i forbindelse med dets samlinger varer, undergivet de ansættelses- og aflønningsvilkår, der i aftalen mellem den nævnte institution, Europarådet og Den vesteuropæiske Unions forsamling er fastsat for ansættelsen af dette personale.
De kompetente budgetmyndigheder underrettes om bestemmelserne i denne aftale samt om enhver senere ændring af dem en måned, før de træder i kraft.
De betingelser for ansættelse og aflønning, som finder anvendelse på konferencetolke, der ansættes af […] Parlamentet, finder ligeledes anvendelse på hjælpeansatte, som Kommissionen [for De Europæiske Fællesskaber] ansætter som konferencetolke på vegne af Fællesskabets institutioner og organer.
Denne artikel anvendes indtil den 31. december 2006, og de pågældende ansatte omfattes efter denne dato af de vilkår, der fastlægges efter proceduren i artikel 90.«
5 Ansættelsesvilkårenes artikel 90, der findes i afsnit IV »Kontraktansatte«, kapitel 5, »Særlige bestemmelser for kontraktansatte som nævnt i artikel 3 b)«, foreskriver:
»Uanset bestemmelserne i dette afsnit IV er konferencetolke, som […] Parlamentet eller Kommissionen på vegne af EF-institutionerne og -organerne ansætter til varetagelse af hjælpefunktioner, omfattet af bestemmelserne i aftalen af 28. juli 1999 mellem […] Parlamentet, Kommissionen og [De Europæiske Fællesskabers] Domstol […] på institutionernes vegne på den ene side og de faglige sammenslutninger på den anden side.
Ændringer i nævnte aftale som følge af ikrafttrædelsen af [Rådets] forordning (EF, Euratom) [nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene, EUT L 124, s. 1] vedtages inden den 31. december 2006 efter proceduren i artikel 78. Ændringer i aftalen efter nævnte dato skal vedtages ved aftale mellem institutionerne.«
6 I ansættelsesvilkårenes artikel 91, der ligeledes findes i afsnit IV, »Kontraktansatte«, kapitel 6, »Arbejdsvilkår«, bestemmes, at »artikel 16-18 finder tilsvarende anvendelse«. Ansættelsesvilkårenes artikel 16, stk. 1, henviser navnlig, hvad angår arbejdstiden, til »artikel 55-61 i vedtægten [for tjenestemænd i Det Europæiske Fællesskab]«, artikel 55a, stk. 4, i vedtægten for tjenestemænd i Det europæiske Fællesskab (herefter »vedtægten«), der selv, for så vidt angår de nærmere regler for deltidsbeskæftigelse, henviser til vedtægtens bilag IVa, hvis artikel 1, stk. 3, tredje punktum, er affattet således:
»Ved arbejde på deltid kan arbejdstiden ikke være under halvdelen af den normale arbejdstid.«
2. Rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse
7 Det fremgår nærmere bestemt af andet og tredje afsnit i præamblen samt af punkt 6-8 i de generelle betragtninger til rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået af EFS, UNICE og CEEP den 18. marts 1999 (EFT L 175, s. 43, herefter »rammeaftalen«), og som er vedføjet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, at:
– Parterne i denne rammeaftale erkender på denne den ene side, at ansættelseskontrakter af tidsubegrænset varighed er den ansættelsesform, der sædvanligvis anvendes mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, eftersom de bidrager til at sikre livskvaliteten for de berørte arbejdstagere og at fremme produktiviteten, men på den anden side, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i visse tilfælde opfylder både arbejdsgivernes og arbejdstagernes behov.
– I rammeaftalen fastsættes de generelle principper og minimumskrav, der skal gælde for tidsbegrænset ansættelse, navnlig gennem fastsættelsen af en generel ramme, der skal sikre ligebehandling for personer med tidsbegrænset ansættelse, ved at de beskyttes mod enhver form for forskelsbehandling, samt at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold, mens det overlades medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter at fastlægge de nærmere detaljer for anvendelsen af disse principper og minimumskrav med henblik på at tage hensyn til de særlige nationale, sektorbestemte eller årstidsbetingede realiteter.
– Ifølge rammeaftalens underskrivende parter er anvendelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter begrundet i objektive omstændigheder en måde, hvorpå man kan forhindre misbrug til skade for arbejdstagerne.
8 I henhold til rammeaftalens § 1 er formålet
»a) at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination
b) at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold«.
9 I rammeaftalens § 5 er følgende fastsat:
»1. For at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold fastsættes, medmindre der allerede findes tilsvarende retsregler, bestemmelser af medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter i henhold til national lovgivning, kollektive aftaler eller praksis – og/eller af arbejdsmarkedets parter, hvorved der tages hensyn til behovene inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere, og som regulerer et eller flere af følgende forhold:
a) objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold
b) den maksimale samlede varighed af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter eller arbejdsforhold
c) antallet af gange sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys.
2. Medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter – og/eller arbejdsmarkedets parter fastsætter, hvor det er hensigtsmæssigt, under hvilke betingelser tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold er at anse for:
a) »flere på hinanden følgende«
b) tidsubegrænsede kontrakter eller ansættelsesforhold.«
Sagens faktiske omstændigheder
10 Sagsøgerne er alle tidligere hjælpeansatte, der har været ansat ved flere lejligheder af Parlamentet i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 78, og hver gang under en tidsbegrænset ansættelseskontrakt for den periode, arbejdet i forbindelse med Parlamentets samlinger varer, for at udføre opgaver i vuggestuen, eller som barneplejerske, maskinskriver, tekniker, kok, sproglærer, gaderobemedarbejder, flyttepersonale, bud, eller i forbindelse med fotokopiering, assistent eller andet.
11 Med udsigt til, at Parlamentet fra den 1. januar 2007 ville få behov for midlertidigt personale for at dække behovet for personalemæssige og administrative ressourcer under samlingerne, fremsendte sagsøgernes repræsentant den 18. september 2006 en skrivelse til generaldirektøren for Generaldirektoratet (GD) »Personale«, der indeholdt en række klagepunkter over den ordning med hjælpeansatte under samlingerne, der indtil da havde været anvendt, navnlig vedrørende ansættelseskontrakternes varighed og retten til betalt ferie samt over, at Parlamentet fra den 1. januar 2007 agtede at omdanne de tidligere ansættelseskontrakter om varetagelse af hjælpefunktioner under samlingerne til midlertidige ansættelseskontrakter. Afslutningsvis anmodede sagsøgernes repræsentant om, at sagsøgernes tidsbegrænsede ansættelseskontrakter om varetagelse af hjælpefunktioner under samlingerne blev omkvalificeret til tidsubegrænsede ansættelseskontrakter som kontraktansatte på deltid (mere præcist på kvarttid) i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 3 a) eller 3 b), at sagsøgerne blev tildelt betalt ferie med tilbagevirkende kraft, og at alle kontraktforhold med det vikarbureau, som Parlamentet agtede at anvende, skulle bringes til ophør.
12 Efter et møde med sagsøgernes repræsentant den 9. oktober 2006 svarede generaldirektøren for GD »Personale« efterfølgende ved skrivelse af 26. oktober 2006 nærmere bestemt, at det var umuligt at ansætte hjælpeansatte under samlingerne som kontraktansatte i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 3 a) og 3 b), og at anvendelsen af midlertidigt ansatte med henblik på at sikre en korrekt afvikling af Parlamentets samlinger i Strasbourg (Frankrig) var lovlig, både i henhold til ansættelsesvilkårene og fransk ret.
13 Ved skrivelse af 19. december 2006 indgav sagsøgerne en angivelig klage over afgørelsen af 26. oktober 2006, der afslog anmodningen af 18. september 2006, med anmodning om, at ansættelsesmyndigheden omgjorde den nævnte afgørelse, og »følgelig [fastslog], at samtlige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som […] Parlamentet har indgået med sagsøgerne, skal anses for en samlet tidsubegrænset ansættelseskontrakt, der forlænges med virkning fra den 1. januar 2007, at samtlige [disse] ansatte [genindsættes] [i henhold til] en tidsubegrænset ansættelseskontrakt […], [og at] hver sagsøger ydes en godtgørelse svarende til retten til betalt ferie, som er optjent i samtlige ansættelsesperioder fra ansættelsesforholdets begyndelse«.
14 Generaldirektøren for GD »Personale« svarede den 20. april 2007 – efter at have omkvalificeret skrivelsen af 19. december 2006 til en »ansøgning« i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, at ansøgningen ikke kunne imødekommes.
15 Den 21. juni 2007 indgav sagsøgerne en klage over afslaget af 20. april 2007.
16 Ved afgørelse af 25. oktober 2007 afviste ansættelsesmyndigheden denne klage.
Retsforhandlinger og parternes påstande
17 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 29. november 2007 har Parlamentet fremsat en formalitetsindsigelse mod søgsmålet, der ifølge Parlamentet er fremsat i henhold til artikel 114, stk. 1, i procesreglementet for Retten i Første Instans, som finder tilsvarende anvendelse med de nødvendige ændringer i medfør af artikel 3, stk. 4, i Rådets afgørelse 2004/752/EF, Euratom af 2. november 2004 om oprettelse af en ret for EU-personalesager (EUT L 333, s. 7), indtil procesreglementet for EU-Personaleretten træder i kraft.
18 Ved stævning modtaget i Rettens Justitskontor den 21. januar 2008 pr. telefax (originalstævningen blev indleveret den 24.1.2008) fremsatte sagsøgerne bemærkninger til formalitetsindsigelsen.
19 Ved kendelse af 13. marts 2008 bestemte Retten, at Parlamentets formalitetsindsigelse skulle behandles sammen med realiteten i overensstemmelse med procesreglementets artikel 78, stk. 3, tredje afsnit, der har været gældende siden den 1. november 2007, dvs. før indgivelsen af den nævnte formalitetsindsigelse.
20 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– Annullation af Parlamentets afgørelse af 20. april 2007 om afvisning af klagen af 19. december 2006.
Som følge heraf
– omdannes samtlige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der har været bindende for sagsøgerne i forhold til Parlamentet, til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt
– fastslås det, at Parlamentet har pligt til at lade dem være omfattet af en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, og
– fastslås det, at Parlamentets såkaldt hjælpeansatte ved plenarsamlingerne for alle deres arbejdsperioder siden deres ansættelse har ret til godtgørelse, der udgør den ret til ferie med løn, de har erhvervet ved deres arbejde,
– tilpligtes Parlamentet at betale hver af sagsøgerne 2 000 EUR til dækning af omkostninger, der ikke kan erstattes, og
– tilpligtes Parlamentet at bære udgifter og omkostninger forbundet med den foreliggende sag.
21 Parlamentet har nedlagt følgende påstande:
– Passivitetssøgsmålet afvises, da det åbenbart ikke kan påkendes.
– Frifindelse for annullationspåstanden.
– Sagsøgernes påstand om, at samtlige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der har været bindende for sagsøgerne i forhold til Parlamentet, omdannes til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt, afvises.
– Påstanden om, at samtlige hjælpeansatte skal være omfattet af en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, afvises.
– Frifindelse for påstanden om, at sagsøgerne tildeles en godtgørelse, der udgør ret til ferie med løn.
– Påstanden om, at hver sagsøger udbetales en sum på 2 000 EUR til dækning af omkostninger, »der ikke kan erstattes«, afvises.
– Der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter gældende ret.
22 Ved stævning modtaget i Rettens Justitskontor den 21. januar 2008 pr. telefax (originalstævningen blev indleveret den 28.1.2008) har sagsøgerne navnlig nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 25. oktober 2007 om afvisning af deres klage af 27. juni 2007 (sagen er registreret under nr. F-10/08).
23 Sagsøgerne blev under retsmødet af Retten opfordret til at fremlægge deres seneste ansættelseskontrakter om varetagelse af hjælpefunktioner under samlingerne, indgået med Parlamentet, forud for indgivelsen af deres angivelige klage af 19. december 2006. Sagsøgerne efterkom denne anmodning ved skrivelse, der blev modtaget i Rettens Justitskontor den 26. november 2008 pr. telefax (originalstævningen blev indleveret den 1.12.2008). Parlamentet fremsatte bemærkninger til denne skrivelse den 12. december 2008, hvor den mundtlige forhandling blev afsluttet, og den foreliggende sag blev optaget til votering.
Formaliteten med hensyn til søgsmålet
1. Parternes argumenter
24 Parlamentet finder, at søgsmålet bør afvises.
25 Den første skrivelse fra sagsøgernes repræsentant af 18. september 2006 udgør ifølge Parlamentet nemlig alene en række overvejelser navnlig vedrørende lovligheden af ansættelsesvilkårenes artikel 78, de hjælpeansatte under samlingernes retsstilling og Parlamentets beslutning om fra den 1. januar 2007 at anvende midlertidigt ansatte.
26 Denne skrivelse indeholder ingen præcis og formel opfordring til ansættelsesmyndigheden om at træffe en afgørelse med hensyn til sagsøgerne og blev afsluttet med et forslag om afholdelse af et møde med generaldirektøren for GD »Personale« for at drøfte sagen. Et sådant møde blev desuden afholdt den 9. oktober 2006.
27 Svaret fra generaldirektøren for GD »Personale« af 26. oktober 2006 har på ingen måde karakter af en afgørelse og havde alene til formål at opridse Parlamentets synspunkter vedrørende de vigtigste punkter, der blev rejst på dette møde.
28 Derimod indeholdt sagsøgernes skrivelse af 19. december 2006 præcise anmodninger og skal anses for en ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1, og ikke som en klage, da Parlamentet på dette tidspunkt ikke havde truffet en afgørelse med negative virkning for sagsøgerne.
29 Parlamentet har følgelig bemærket, at sagsøgerne gyldigt kunne indgive en klage den 21. juni 2007 over ansættelsesmyndighedens afgørelse af 20. april 2007 om afvisning af den nævnte ansøgning. Denne klage blev afslået af ansættelsesmyndigheden ved afgørelse af 25. oktober 2007.
30 Under disse omstændigheder må søgsmålet, der blev rejst den 29. juni 2007, anses for rejst for tidligt, hvorfor det bør afvises, eftersom den administrative procedure på det tidspunkt ikke var afsluttet.
31 Dernæst har Parlamentet påstået afvisning af sagsøgernes påstande om dels, at samtlige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som sagsøgerne har indgået med Parlamentet, skal omdannes til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt, dels at Retten fastslår, at Parlamentet har pligt til at genansætte samtlige omhandlede ansatte ved tidsubegrænsede ansættelseskontrakter.
32 Ifølge Parlamentet har alene ansættelsesmyndigheden kompetence til at ansætte midlertidigt ansatte eller hjælpeansatte. Hertil kommer, at Fællesskabets retsinstanser i forbindelse med den annullationskompetence, som de har i medfør af artikel 230 EF, ikke kan rette påbud til Fællesskabets institutioner. Parlamentet har tilføjet, at artikel 233 EF hjemler en kompetencefordeling mellem den dømmende og den administrative myndighed i den forstand, at det er den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, der skal fastlægge de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af en dom om annullation, idet den herved råder over et skøn, som er undergivet Fællesskabets retsinstansers kontrol og skal udøves under overholdelse af såvel konklusionen og præmisserne i den dom, den skal opfylde, som de fællesskabsretlige bestemmelser.
33 Endelig har Parlamentet under retsmødet anført, at søgsmålet også bør afvises af den grund, at de tidsbegrænsede kontrakter om midlertidig ansættelse mellem sagsøgerne og Parlamentet på intet tidspunkt er anfægtet inden for de frister, der er fastsat i vedtægtens artikel 90 og 91.
34 Sagsøgerne er derimod af den opfattelse, at skrivelsen af 18. september 2006 udgør en ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1. De har imidlertid erklæret, at de har rejst et nyt søgsmål til prøvelse af afgørelsen af 25. oktober 2007 for det tilfælde, at skrivelsen af 18. september 2006 skulle blive kvalificeret som en ansøgning.
2. Rettens bemærkninger
35 I henhold til retspraksis tilkommer kvalifikationen af en skrivelse eller en note vedrørende en ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1, alene Retten og er ikke undergivet parternes vilje (kendelse afsagt af Retten i Første Instans den 15.7.1993, sag T-115/92, Hogan mod Parlamentet, Sml. II, s. 895, præmis 36, og den 20.8.1998, sag T-132/97, Colins mod Regionsudvalget, Sml. Pers. I-A, s. 469, og II, s. 1379, præmis 12-16).
36 I det foreliggende tilfælde fremgår det klart, at sagsøgerne ved skrivelse af 18. september 2006 for alle sagsøgere anmodede om, at deres ansættelseskontrakter om varetagelse af hjælpefunktioner under samlingerne blev omkvalificeret til tidsubegrænsede kontrakter som kontraktansatte på deltid i medfør af ansættelsesvilkårenes artikel 3 a) eller 3 b), samt at de fik udbetalt en feriegodtgørelse for de perioder, de har arbejdet, og at alle kontraktforhold med det vikarbureau, som Parlamentet agtede at anvende, skulle bringes til ophør. En sådan skrivelse skal kvalificeres som en ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1.
37 Den omstændighed, at denne ansøgning indeholdt en opfordring til at »drøfte« sagen med Parlamentets »direktør for personalemæssige og administrative ressourcer«, kan ikke rejse tvivl om skrivelsens retlige kvalifikation.
38 Under disse omstændigheder skal skrivelsen af 19. december 2006 kvalificeres som en klage over afgørelsen af 26. oktober 2006 om afvisning af ansøgningen af 18. september 2006, eftersom denne klage var genstand for ansættelsesmyndighedens afslag af 20. april 2007.
39 Dernæst skal der tages stilling til spørgsmålet, om sagsøgerne ved at indgive en sådan ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1, på korrekt vis har gennemført den forudgående administrative procedure, som er fastlagt i vedtægtens artikel 90 og 91, hvortil der henvises i ansættelsesvilkårenes artikel 46.
40 I den forbindelse er det fast retspraksis, at når der foreligger en afgørelse fra ansættelsesmyndigheden, og denne udgør en negativ akt for tjenestemanden, skal den pågældende ikke indgive en ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1, men anvende klageproceduren i artikel 90. stk. 2, når han vil opnå annullation, ændring eller tilbagekaldelse af denne akt (jf. i denne retning kendelse afsagt af Retten i Første Instans den 7.6.1991, sag T-14/91, Weyrich mod Kommissionen, Sml. II, s. 235, præmis 32 og 34, og den 1.4.2003, sag T-11/01, Mascette mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 117, og II, s. 579, præmis 33, samt Rettens dom af 28.6.2006, sag F-27/05, Le Maire mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 47, og II-A-1, s. 159, præmis 36).
41 Som det fremgår af denne doms præmis 36, ønskede sagsøgerne i det foreliggende tilfælde at opnå følgende fra administrationen: dels en omkvalificering af deres på hinanden følgende ansættelseskontrakter om varetagelse af hjælpefunktioner under samlingerne til tidsubegrænsede kontrakter som kontraktansatte på deltid i medfør af ansættelsesvilkårenes artikel 3 a) og 3 b), dels en godtgørelse til erstatning for det tab, de har lidt som følge af den manglende tildeling af betalt ferie for de perioder, de tidligere har arbejdet.
42 Hvad angår det første led har Parlamentet under retsmødet hovedsageligt gjort gældende, at det måtte påhvile sagsøgerne at anvende klageproceduren i vedtægtens artikel 90, stk. 2, inden for fristerne, i det mindste i forhold til deres seneste ansættelseskontrakt om varetagelse af hjælpefunktioner under samlingerne, da denne ikke blev indgået for en ubestemt periode.
43 Det er korrekt, at en kontrakt normalt har virkning fra undertegnelsen. Det er således fra undertegnelsen, at fristen for rettidig indgivelse af en klage som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, skal beregnes (dom afsagt den 11.7.2002 af Retten i Første Instans, forenede sager T-137/99 og T-18/00, Martínez Páramo m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 119, og II, s. 639, præmis 56). I det foreliggende tilfælde var det således forståeligt, at sagsøgerne formelt indgav en klage over en af deres seneste ansættelseskontrakter om varetagelse af hjælpefunktioner under samlingerne, da den hverken var indgået for en ubestemt periode eller baseret på ansættelsesvilkårenes artikel 3 a) eller 3 b).
44 I betragtning af karakteren af de klagepunkter, som sagsøgerne har gjort gældende, og de argumenter, der er anført til støtte herfor, samt henset til de samlede beskæftigelsesperioder hos Parlamentet som hjælpeansatte under samlingerne, må der i lyset af klagesystemet, som det er tilrettelagt i vedtægtens artikel 90 og 91, dog også indrømmes dem en mulighed for i første omgang at opfordre Parlamentet i form af en ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1, til at udøve sin skønsbeføjelse med fuldt kendskab til klagepunkterne og de argumenter, der er anført hertil, og til formelt at træffe afgørelse vedrørende muligheden for at kvalificere alle de omtvistede tidsubegrænsede ansættelseskontrakter, som vil være en beslutning, der efterfølgende kan anfægtes ved en klage, og derefter i givet fald ved et søgsmål.
45 Uanset om Parlamentets opfattelse på dette punkt skal tiltrædes, må det under alle omstændigheder konstateres, at klagen, som sagsøgerne indgav den 19. december 2006, med hensyn til sin genstand og sit indhold let kan fortolkes således, at den er rettet mod de senest indgåede ansættelseskontrakter om varetagelse af hjælpefunktioner under samlingerne mellem Parlamentet og sagsøgerne i løbet af de forudgående tre måneder, hvilke kontrakter sagsøgerne på Rettens anmodning har fremlagt en kopi af. Den omstændighed, at disse ansættelseskontrakter blev fremlagt i den mundtlige forhandlings sidste fase, uden at sagsøgte i øvrigt fremsatte indsigelser i den forbindelse, kan ikke medføre en formel afvisning af søgsmålet.
46 Hvad angår andet led i anmodningen af 18. september 2006 påhviler det sagsøgerne ved indgivelse af en ansøgning i overensstemmelse med vedtægtens artikel 90, stk. 1, at opfordre ansættelsesmyndigheden til at erstatte det angivelige tab, og i givet fald at gennemføre en klageprocedure rettet mod afgørelsen om at afvise ansøgningen, eftersom sagsøgernes krav om godtgørelse udspringer af Parlamentets angiveligt retsstridige adfærd i og med, at Parlamentet igennem adskillige år har frataget sagsøgerne enhver ret til betalt ferie ved at indgå ansættelseskontrakter om varetagelse af hjælpefunktioner under samlingerne med meget kort varighed. Det er imidlertid netop det, der er sket i den foreliggende sag, således som det fremgår af denne doms præmis 41-44.
47 Det foreliggende søgsmål skal derfor anses for rettet mod afgørelsen af 26. oktober 2006 om afvisning af ansøgningen af 18. september 2006 (herefter »den anfægtede afgørelse«), både med hensyn til ansøgningen om omkvalificering af alle sagsøgernes på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter om varetagelse af hjælpefunktioner under samlingerne til tidsubegrænsede kontrakter som kontraktansatte medfør af ansættelsesvilkårenes artikel 3 a) og 3 b), og ansøgningen om en godtgørelse.
48 Endelig og for det tredje skal der tages stilling til rækkevidden af visse fremsatte påstande i forbindelse med søgsmålet og til spørgsmålet om realitetsbehandlingen af disse påstande.
49 Sagsøgerne har navnlig nedlagt påstand om
»– [annullation] af […] Parlamentets udtrykkelige afgørelse om afvisning af 20. april 2007 af [deres] klage af 19. december 2006 […]
Som følge heraf:
– [omdannes] samtlige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der har været bindende for sagsøgerne i forhold til […] Parlamentet, til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt
– [fastslås] det, at […] Parlamentet har pligt til at lade [dem] være omfattet af en tidsubegrænset ansættelseskontrakt
– [fastslås] det, at Parlamentets såkaldt hjælpeansatte ved plenarsamlingerne for alle deres arbejdsperioder siden deres ansættelse har ret til en godtgørelse, der udgør den ret til ferie med løn, de har erhvervet ved deres arbejde.«
50 Sagsøgerne har med den første påstand, gengivet ovenfor, krævet, at afgørelsen af 20. april 2007 om afvisning af deres klage bør annulleres. Det skal i den forbindelse påpeges, at en administrativ klage og administrationens udtrykkelige eller stiltiende afvisning deraf ifølge fast retspraksis er en integrerende del af en sammensat procedure. Under disse forhold medfører et søgsmål ved Retten, selv om det formelt er rettet mod afvisningen af en klage, at Retten også må prøve den akt, der indeholder det klagepunkt, som har været genstand for klagen (Domstolens dom af 17.1.1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, Sml. s. 23, præmis 8, og af 7.2.1990, sag C-343/87, Culin mod Kommissionen, Sml. I, s. 225, præmis 7, samt dom afsagt af Retten i Første Instans den 16.10.1996, sag T-36/94, Capitanio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 449, og II, s. 1279, præmis 33, og den 7.6.2005, sag T-375/02, Cavallaro mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 151, og II, s. 673, præmis 59). I den foreliggende sag skal søgsmålet således anses for rettet mod afgørelsen af 26. oktober 2006 om afvisning af sagsøgernes ansøgning af 18. september 2006.
51 Sagsøgerne har ved den anden og tredje påstand, gengivet ovenfor, i realiteten gjort gældende, at Retten skal udstede et påbud til den berørte institution eller træffe afgørelse.
52 Fællesskabernes retsinstanser kan imidlertid inden for rammerne af et søgsmål, der er anlagt i henhold til vedtægtens artikel 91, ikke uden at gribe ind i den administrative myndigheds beføjelser, fremkomme med principielle erklæringer eller konstateringer eller udstede påbud til Fællesskabets institutioner (jf. i denne retning dom afsagt af Retten i Første Instans den 27.6.1991, sag T-156/89, Valverde Mordt mod Domstolen, Sml. II, s. 407, præmis 150, og den 8.6.1995, sag T-583/93, P mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 137, og II, s. 433, præmis 17 og 18, samt Personalerettens kendelse af 16.5.2006, sag F-55/05, Voigt mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 15, og II-A-1, s. 51, præmis 25).
53 Den anden og tredje påstand, gengivet ovenfor, må således afvises.
54 Hvad endelig angår den fjerde påstand må det konstateres, at der alene er tale om en gentagelse af andet led af ansøgningen af 18. september 2006, anført ovenfor i denne doms præmis 36 og 46, der blev afvist ved afgørelsen af 26. oktober 2006, som er genstand for det foreliggende søgsmål. Den fjerde påstand er således sammenfaldende med den første, som angivet ovenfor.
Annullationspåstanden
1. Parternes argumenter
55 Sagsøgerens argumentation til støtte for annullationssøgsmålet må forstås således, at søgsmålet er støttet på en indsigelse om, at ansættelsesvilkårenes artikel 78 er ugyldig.
56 Det er sagsøgernes opfattelse, at ansættelsesvilkårenes artikel 78 ved at undergive hjælpeansatte under samlingerne de betingelser for ansættelse og aflønning, der er fastsat i aftalen mellem Parlamentet, Europarådet og Den vesteuropæiske Unions forsamling (herefter »aftalen«), medfører, at denne gruppe af ansatte udelukkes fra anvendelsesområdet for fællesskabsretsforskrifter for tjenestemænd samt kontraktansatte og hjælpeansatte, og at de endda holdes ude fra anvendelsesområdet for alle retskilder, det være sig nationale eller fællesskabsretslige.
57 Dette indebærer ifølge sagsøgerne, at de hjælpeansatte under samlingerne i adskillige år har arbejdet under retsløse vilkår.
58 Det påhviler imidlertid Rådet for Den Europæiske Union i henhold til artikel 283 EF at undergive de omhandlede ansatte en vedtægt, der selv skal være tilpasset de pågældende ansattes særlige funktioner, og da ikke udelukke dem fra en form for regulering, således som det følger af en anvendelse af ansættelsesvilkårenes artikel 78.
59 Sagsøgerne har tilføjet, at den omstændighed, at ca. 300 ansatte er undergivet tre arbejdsgiveres vilje, er en retlig anomali – selv om der er tale om offentlige arbejdsgivere – eftersom aftalen mellem Parlamentet, Europarådet og Den vesteuropæiske Unions forsamling ikke er en retskilde. Denne aftale udgør alene en kontraktretlig retskilde for så vidt angår forholdet mellem de tre institutioner, men ikke for så vidt angår forholdet mellem institutionerne og deres ansatte. Aftalen har hverken retsanordnende værdi, vedtægtsmæssig værdi eller kontraktmæssig værdi.
60 Heraf følger, at bestemmelserne i ansættelsesvilkårenes artikel 78 ikke finder anvendelse, og at den Europæiske Unions grundlæggende principper i fraværet af anvendelig national lovgivning finder anvendelse.
61 Sagsøgerne har i den forbindelse for det første påberåbt sig den europæiske socialpagt, der blev undertegnet i Torino den 18. oktober 1961, og som sikrer rimelige arbejdsvilkår inden for aflønning og arbejdstider, ligesom den forbyder enhver forskelsbehandling.
62 Sagsøgerne har gjort gældende, at den eneste objektive forskel, der kan påvises mellem hjælpeansatte under samlingerne og andre grupper af ansatte, som beskæftiges ifølge tidsubegrænsede ansættelseskontrakter, følger af den særlige måde, hvorpå Parlamentets plenarforsamlinger i Strasbourg afvikles. Parlamentet er således kun berettiget til at beskæftige hjælpeansatte under samlingerne i fem dage om måneden på grund af den særlige karakter af deres funktioner. Parlamentet kan dog ikke undergive dem en usikker vedtægt og gøre dem til genstand for en beslutning, selv om der foreligger enighed, truffet af tre offentlige arbejdsgivere.
63 Parlamentet har dermed udøvet forskelsbehandling mellem ansatte, der varetager de samme funktioner, uden at der foreligger en saglig begrundelse for denne forskelsbehandling, ligesom artikel 283 EF ikke tillader udelukkelsen af en gruppe ansatte fra retten til at være omfattet af en vedtægt.
64 Sagsøgerne har tilføjet, at hjælpeansatte under samlingerne ansættes til faste stillinger efter en særlig arbejdscyklus og ikke til usikre stillinger.
65 For det andet har sagsøgerne påberåbt sig konvention nr. 111 fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, vedtaget den 25. juni 1958, og ILO’s konvention nr. 158 om opsigelse af ansættelsesaftaler på arbejdsgiverens initiativ, vedtaget den 22. juni 1982, navnlig artikel 4 i sidstnævnte konvention, der bestemmer, at »en arbejdstager ikke må afskediges, uden at der foreligger en gyldig begrundelse, der er relateret til hans arbejdsevne eller adfærd eller til de krav, der stilles til arbejdet i virksomheden, organet eller tjenesten«.
66 I den foreliggende sag har Parlamentet ved den ordning, som det har indført med hensyn til hjælpeansatte under samlingerne, imidlertid i det mindste en mulighed for at skille sig af med disse ansatte efter udløbet af hver femdages ansættelseskontrakt, uden at disse ansatte vil have mulighed for at indbringe spørgsmålet for en domstol. Hertil kommer, at den omstændighed, at varetagelsen af deres funktioner overføres til et eksternt vikarbureau, udgør en ubegrundet afskedigelse, i det omfang denne overførelse af funktioner medfører en afslutning af ansættelsesforholdet med Parlamentet.
67 For det tredje har sagsøgerne påberåbt sig rammeaftalen, hvori det fremgår af præamblens andet afsnit, at ansættelseskontrakter af tidsubegrænset varighed udgør den ansættelsesform, der sædvanligvis anvendes mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Sagsøgerne har fremhævet, at kun tidsubegrænset arbejde sikrer den ansatte en reel retsstilling, sikkerhed i ansættelsen og overholdelse af deres grundlæggende rettigheder.
68 Endelig finder sagsøgerne, at Retten i Første Instans’ dom af 16. juli 1998, Gebhard mod Parlamentet (sag T-109/96, Sml. II, s. 2785), ligger tidsmæssigt før direktiv 1999/70 og ikke vedrørte ansættelsesforholdene for hjælpeansatte under samlingerne. Endvidere ansættes hjælpeansatte under samlingerne ikke – som det fremgår af den nævnte doms præmis 41 – for at opfylde periodevise behov.
69 Parlamentet har anført, at sagsøgerne med søgsmålet gør gældende, at fællesskabslovgiver ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til artikel 283 EF med hensyn til at indføre en passende vedtægt for hjælpeansatte under samlingerne. Søgsmålet skal således fortolkes som et passivitetssøgsmål. Ifølge Parlamentet bør et sådant søgsmål imidlertid afvises af følgende grunde.
70 For det første skulle søgsmålet i det mindste være rettet mod Rådet, som ifølge artikel 283 EF er lovgiver på det omhandlede område.
71 For det andet følger det af fast retspraksis, at passivitetssøgsmål kun er muligt, hvis den omhandlede institutions passivitet fortsat består efter en opfordring til at handle, og hvis institutionen således forholder sig tavs eller giver et henholdende svar. Det er ikke muligt at rejse passivitetssøgsmål, hvis institutionen indtager et andet standpunkt end det krævede, i hvilket tilfælde den interesserede part har mulighed for at rejse annullationssøgsmål.
72 Da Parlamentet i den foreliggende sag, efter fremsendelsen af skrivelsen af 19. december 2006 og efter indgivelsen af klagen af 21. juni 2007, hverken forholdt sig tavst eller fremkom med et henholdende svar, var sagsøgerne alene berettigede til at rejse annullationssøgsmål.
73 For det tredje kan passivitetssøgsmål ifølge artikel 230, stk. 4, EF alene antages til realitetsbehandling, hvis retsakten er rettet til sagsøgeren. Som det fremgår af fast retspraksis, skal et passivitetssøgsmål afvises, såfremt formålet med søgsmålet er at opnå en bestemmelse med generel og normativ karakter og ikke en akt, der berører sagsøgeren direkte og umiddelbart.
74 I den foreliggende sag er formålet med søgsmålet imidlertid vedtagelsen af en ny ordning, der finder anvendelse på alle hjælpeansatte under samlingerne.
75 For det fjerde tvivler Parlamentet på, at der er adgang til passivitetssøgsmål ved Retten. I henhold til artikel 3, stk. 1, litra c), i Rådets afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (EFT L 319, s. 1), ligger kompetencen i sager om passivitet, der indbringes mod en af Fællesskabernes institutioner af fysiske eller juridiske personer, hos Retten i Første Instans. Denne kompetencefordeling forekommer ikke at være ændret i forbindelse med oprettelsen af Personaleretten.
76 Subsidiært, for det tilfælde, at Retten antager passivitetssøgsmålet til realitetsbehandling, finder Parlamentet, at der ikke foreligger passivitet hos lovgiver, og at der derfor ikke kan gives sagsøgerne medhold i påstandene. Artikel 283 EF blev nemlig gennemført ved Rådets vedtagelse af ansættelsesvilkårene, der indeholder artikel 78, som særligt vedrører situationen for hjælpeansatte ved samlingerne.
77 Sagsøgernes påstand om, at hjælpeansatte ved samlingerne blev anbragt i en tilstand af retsløshed, har ikke bund i virkeligheden. Disse ansatte er ifølge Parlamentet en del af en gruppe af ansatte, som er omfattet af ansættelsesvilkårenes afsnit III, og som bortset fra undtagelser vedrørende deres ansættelse og aflønning har nydt alle rettigheder samt været underlagt alle forpligtelser for hjælpeansatte: De har således været dækket af den sociale sikringsordning, betalt skat og har haft mulighed for at blive registreret hos arbejdsløshedsforsikringen, hvis de ønskede det.
78 Hvad i øvrigt angår den ugyldighedsindsigelse, som sagsøgerne har gjort gældende under henvisning til, at ansættelsesvilkårenes artikel 78 er uforenelig med visse internationale instrumenter, tvivler Parlamentet på, at denne indsigelse kan antages til realitetsbehandling, da der ikke findes en retlig forbindelse mellem de anfægtede individuelle afgørelser og den almindelige retsakt, der hævdes at være ugyldig. De individuelle afgørelser, som er genstand for søgsmålet, består nemlig i ansættelsesmyndighedens afvisning af 20. april 2007 af at omkvalificere sagsøgernes ansættelseskontrakter. På det nævnte tidspunkt fandtes der imidlertid ikke længere nogen forbindelse mellem administrationens afgørelse og ansættelsesvilkårenes artikel 78, som siden den 1. januar 2007 ikke længere har været gældende.
79 Hertil kommer, at ansættelsesvilkårene i deres egenskab af regler, som er vedtaget af fællesskabslovgiver, gælder for alle retssubjekter, herunder institutionerne. Dermed var Parlamentet forpligtet til at gennemføre bestemmelserne i ansættelsesvilkårene i forbindelse med ansættelsen af hjælpeansatte under samlingerne, hvorved erindres, at der for retsakter, som er udstedt af EF-institutionerne, ifølge fast retspraksis gælder en formodning om gyldighed, indtil akterne annulleres af Fællesskabets retsinstanser, eller indtil Fællesskabets retsinstanser fastslår akternes ugyldighed.
80 Parlamentet har bemærket, at overholdelsen af den europæiske socialpagt, der blev undertegnet i Torino den 18. oktober 1961, under alle omstændigheder er undergivet Den Europæiske Komité for Sociale Rettigheders kontrol, og at ILO’s konventioner, der indgår i den almindelige folkeret, ikke udgør en fællesskabsretlig retskilde, da disse konventioner ikke er indgået på fællesskabsniveau. Eftersom Fællesskabet ikke er forpligtet af disse konventioner, kan sagsøgerne ikke med føje påberåbe sig, at ansættelsesvilkårenes artikel 78 er uforenelig med konventionernes bestemmelser. Hertil kommer, at da de påberåbte konventioner ikke er en del af Fællesskabets retsorden, medfører de heller ikke rettigheder for sagsøgerne i forhold til Parlamentet.
81 Parlamentet har endelig påberåbt sig dommen i sagen Gebhard mod Parlamentet, hvoraf det fremgår, at »artikel 78 i ansættelsesvilkårene […] […] således [skal] gøre det muligt for Parlamentet at ansætte det hjælpepersonale, som er nødvendigt for at sikre et korrekt forløb af de forskellige parlamentariske organers samlinger« (præmis 41). Parlamentet har understreget, at Retten i denne dom fastslog, at »Parlamentet [ikke] har […] overskredet de grænser for fravigelse, som Rådet har indrømmet det i artikel 78 i ansættelsesvilkårene […], da det i henhold til denne bestemmelse indførte den interne ordning for konferencetolke« (præmis 43).
82 En sådan konklusion gør sig ligeledes gældende for reglerne vedrørende hjælpeansatte i almindelighed, for så vidt som den i ansættelsesvilkårenes artikel 78 fastsatte undtagelse omfatter alle hjælpeansatte, der er ansat i Parlamentet i de perioder, samlingerne varer.
83 Parlamentet har tilføjet, at dommen i sagen Gebhard mod Parlamentet bekræftes af retspraksis, der ligger tidsmæssigt efter direktiv 1999/70 (dom afsagt af Retten i Første Instans den 10.6.2004, sag T-275/01, Alvarez Moreno mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 171, og II, s. 765, og den 10.6.2004, sag T-276/01 Garroni mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 177, og II, s. 195, samt Rettens dom af 14.12.2006, sag F-10/06, André mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 183, og II, s. 755).
2. Rettens bemærkninger
84 Sagsøgerne har til støtte for søgsmålet med påstand om annullation af den anfægtede beslutning, for så vidt som de omtvistede kontrakter hverken er omkvalificeret til deltidskontrakter med tidsubegrænset varighed eller er baseret på ansættelsesvilkårenes artikel 3 a) eller 3 b), gjort gældende, at ansættelsesvilkårenes artikel 78 er ugyldig.
85 Indledningsvis skal der peges på, at ansættelsesvilkårenes artikel 78 gør det muligt at indføre en undtagelse i ansættelsesforholdene for hjælpeansatte som fastsat i vilkårenes afsnit III og begrænse beskæftigelsen af hjælpeansatte til varigheden af de samlinger, med henblik på hvilke de er engageret. Som Domstolen har udtalt i dom af 11. juli 1985, Maag mod Kommissionen (sag 43/84, Sml. s, 2581, præmis 19), vedrørende »freelance«-tolke, ansat af Kommissionen, kan ansættelsesvilkårene for hjælpeansatte nemlig principielt ikke anvendes på ansættelse, som kun gælder enkelte perioder af kort varighed, men som finder sted regelmæssigt år efter år. Det samme ville have været tilfældet for ansættelsen af personale alene til brug for den tid, samlingerne i Parlamentet varer, hvis der ikke havde foreligget en undtagelse i ansættelsesvilkårenes artikel 78.
86 Som Retten i Første Instans ligeledes har fremhævet i dommen i sagen Gebhard mod Parlamentet (præmis 40 og 41), skal ansættelsesvilkårenes artikel 78 gøre det muligt for Parlamentet kortvarigt og massivt at ansætte det hjælpepersonale, som er nødvendigt for at sikre et korrekt forløb af de forskellige parlamentariske organers samlinger. I den henseende henviser den omhandlede bestemmelse til ansættelsesbetingelserne med hensyn til det personale, der er behov for til parlamentsarbejdet, som tidligere er aftalt mellem de tre europæiske institutioner eller organer med særlig interesse i den forbindelse. Ansættelsesvilkårenes artikel 78, andet afsnit, præciserer, at de kompetente budgetmyndigheder underrettes om bestemmelserne i aftalen samt om enhver senere ændring af dem en måned, før de gennemføres.
Formaliteten med hensyn til ugyldighedsindsigelsen
87 I den forbindelse skal der henvises til retspraksis, hvorefter der for, at en ugyldighedsindsigelse kan antages til realitetsbehandling, skal være en tilstrækkelig tæt forbindelse mellem den individuelle retsakt, der er genstand for en tvist, og den bestemmelse, som indsigelsen er rettet mod, således at den omstændighed, at den ene ikke finder anvendelse, har betydning for den andens gyldighed (jf. i denne retning Domstolens dom af 13.7.1966, sag 32/65 Italien mod Rådet og Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 303, org.ref.: Rec. s. 563 og 594, og af 5.10.2000, forenede sager C-432/98 P og C-433/98 P, Rådet mod Chvatal m.fl., præmis 33).
88 Eftersom det foreliggende søgsmål er rettet mod afvisningen af sagsøgernes ansøgning af 18. september 2006 om omkvalificering af sagsøgernes på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter om varetagelse af hjælpefunktioner under samlingerne til en tidsubegrænset kontrakt som kontraktansat på deltid i medfør af ansættelsesvilkårenes artikel 3 a) og 3 b), må det konstateres, at den anfægtede afgørelse fremstår som vedtaget på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 78, således at spørgsmålet, om denne artikel er ugyldig, uanset af hvilken grund, nødvendigvis må have betydning for afvisningen af sagsøgernes ansøgning.
89 For det tilfælde, at ansættelsesvilkårenes artikel 78 måtte være ugyldig, og det fastslås, at bestemmelsen ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, kan dette imidlertid ikke bevirke, at sagsøgernes ugyldighedsindsigelse fører til annullation af den anfægtede afgørelse, hvis det viser sig, at ansættelsesvilkårene ikke indeholder specifikke bestemmelser, som kan udgøre hjemmel for at imødekomme sagsøgernes ansøgning om en tidsubegrænset ansættelseskontrakt på deltid. Sagsøgerne har i sagen herved henvist til ansættelsesvilkårenes artikel 3 a) og 3 b) til støtte for deres ansøgning. Uanset om dette spørgsmål mere vedrører relevansen af sagsøgernes ugyldighedsindsigelse og dermed spørgsmålet, om der skal gives medhold i indsigelsen, end spørgsmålet om, hvorvidt indsigelsen skal antages til realitetsbehandling, er det nyttigt på tidspunktet for påkendelsen af indsigelsen at undersøge, om artikel 3 a) og 3 b) umiddelbart kan antages at udgøre en sådan passende hjemmel, for at fastlægge den foreliggende tvists hovedspørgsmål.
90 Ifølge ansættelsesvilkårene kan alene en kontrakt som midlertidigt ansat som omhandlet i artikel 2, litra a) eller c), eller som kontraktansat som omhandlet i artikel 3 a), indgås tidsubegrænset efter betingelserne i ansættelsesvilkårenes artikel 8 og 85. Det er imidlertid åbenbart, at sagsøgerne ikke kan opnå en kontrakt som omhandlet i ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra c), der omhandler ansættelse af en midlertidigt ansat, der ansættes for at assistere en person, der udfører et i henhold til traktaterne fastsat hverv. Sagsøgerne kan på grund af karakteren af deres funktioner, som skal opfylde periodiske og kortvarige behov, der opstår fra måned til måned, heller ikke gøre krav på kvalificeringen som midlertidigt ansat i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), som inden for Fællesskabernes administration besætter en fast stilling, »der findes som bilag til den afdeling i budgettet, der vedrører hver institution«, og som, således som Domstolen har understreget i dommen i sagen Maag mod Kommissionen (præmis 17), er uforeneligt med reservepersonales opgaver.
91 Ansættelsesvilkårenes artikel 3 a), der ligeledes tillader indgåelse af tidsubegrænsede deltidskontrakter, omhandler derimod ansættelsen af en ansat, der uden at blive ansat »i en af stillingerne i den liste over stillinger, der findes som bilag til den afdeling i budgettet, der vedrører den pågældende institution«, ansættes med henblik på særligt »at varetage manuelle eller administrative støttefunktioner«. I det tilfælde, at ansættelsesvilkårenes artikel 78 ikke finder anvendelse, fordi bestemmelsen er ugyldig, kan det ikke på forhånd udelukkes, at ansættelsesvilkårenes artikel 3 a) kan danne grundlag for at imødekomme sagsøgerens ansøgning om tildeling af en tidsubegrænset deltidskontrakt på kvarttid.
92 Parlamentet har imidlertid gjort gældende, at arbejdstiden for en kontraktansat på deltid i henhold til artikel 1, tredje afsnit, i bilag IVa til vedtægten henviser til vedtægtens artikel 55a, stk. 4, som finder analog anvendelse på kontraktansatte (og også midlertidigt ansatte) i overensstemmelse med ansættelsesvilkårenes artikel 16, sammenholdt med artikel 91, ikke kan være under halvdelen af den normale arbejdstid. Denne bestemmelse udelukker dermed under alle omstændigheder muligheden for, at Parlamentet kan indgå ansættelseskontrakter om ansættelse på kvarttid med kontraktansatte, der udelukkende er beskæftiget under samlingerne.
93 Denne fortolkning af artikel 1, tredje afsnit, i bilag VIa til vedtægten kan ikke tiltrædes. Vedtægtens artikel 55a, hvis gennemførelsesbestemmelser er fastsat i det nævnte bilag, omhandler udelukkende behandlingen af en ansøgning fra en tjenestemand, der ønsker at arbejde på deltid. Bestemmelsen regulerer ikke, hvornår en institution kan tage initiativ til indgåelse af en ansættelseskontrakt om deltidsarbejde på grund af karakteren af det arbejde, der er dækket af ansættelseskontrakten.
94 Det følger af det ovenstående, at den af sagsøgerne anførte ugyldighedsindsigelse ikke kun har til formål at anfægte gyldigheden af ansættelsesvilkårenes artikel 78, men at den som følge af en manglende anvendelse af denne artikel også kan foranledige Parlamentet til at vælge andre kontraktløsninger, hvorunder man ikke på forhånd kan udelukke anvendelsen af ansættelsesvilkårenes artikel 3 a), for at Parlamentet kan opfylde sit periodiske og massive behov for personale i den periode, som samlingerne varer.
95 Da der består en tilstrækkelig tæt forbindelse mellem på den ene side den anfægtede afgørelse og på den anden side ansættelsesvilkårenes artikel 78, hvis gyldighed, der er gjort indsigelse imod, skal sagsøgerne således anses for berettigede til indirekte at anfægte gyldigheden af ansættelsesvilkårenes artikel 78.
Søgsmålet, om ugyldighedsindsigelsen er berettiget
96 Sagsøgerne har inden for rammerne af deres ugyldighedsindsigelse mod ansættelsesvilkårenes artikel 78 kritiseret fællesskabslovgiver for ikke at have indført et særligt regelsæt for hjælpeansatte under samlingerne, der er tilpasset de særlige omstændigheder ved deres funktioner, og for at have udstedt vedtægter, som blot består i en henvisning til en overenskomst mellem Parlamentet, Europarådet og Den vesteuropæiske Unions forsamling. Sagsøgerne er endvidere fastholdt i en tilstand af retsløshed og i et usikkert ansættelsesforhold til trods for, at de er ansat for at opfylde ganske vist kortvarige, men permanente behov. Ansættelsesvilkårenes artikel 78 er ugyldig af en række grunde:
– For det første har fællesskabslovgiver frasagt sig sit ansvar på det vedtægtsmæssige område i strid med artikel 283 EF.
– For det andet har fællesskabslovgiver udøvet forskelsbehandling mellem på den ene side ansatte, der er omfattet af et fuldstændigt og stabilt regelsæt, og på den anden side hjælpeansatte under samlingerne, hvilket er i strid med den europæiske socialpagt, der blev undertegnet i Torino den 18. oktober 1961, og med ILO’s konvention nr. 111.
– For det tredje har fællesskabslovgiver skabt hindringer for den sikkerhed i ansættelsen, som sagsøgerne har krav på, hvilket er i strid med ILO’s konvention nr. 158 og direktiv 1999/70.
Den påståede tilsidesættelse af artikel 283 EF
97 I den forbindelse bemærkes, at hjælpeansatte under samlingerne er omfattet af afsnit III i ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte, som alene fraviges for så vidt angår betingelserne for ansættelse og aflønning, som det fremgår af aftalen. Dette indebærer, at de øvrige bestemmelser i afsnit III, navnlig vedrørende arbejdsbetingelserne og social sikring, fortsat finder anvendelse, uafhængigt af specifikke, interne regler, der er vedtaget af Bureauet eller Parlamentets generalsekretær, med det formål at gennemføre eller supplere ansættelsesvilkårenes bestemmelser.
98 Det fremgår således, at personale, såsom Parlamentets ansatte med henblik på opfyldelse af behovet for personale under de perioder, som samlingerne varede, indtil den 31. december 2006 uden tvivl var omfattet af ansættelsesvilkårenes anvendelsesområde. Det er dermed ukorrekt at hævde, at fællesskabslovgiver ikke har opfyldt sine lovmæssige forpligtelser på det vedtægtsmæssige område.
99 Den omstændighed, at fællesskabslovgiver for så vidt angår betingelserne for ansættelse og aflønning for hjælpeansatte under samlingerne har henvist til aftalen, kan ikke fortolkes således, at fællesskabslovgiver har afstået fra at udøve sin kompetence i henhold til artikel 283 EF til at udstede vedtægten og ansættelsesvilkårene. Tværtimod er det netop ved udøvelsen af denne kompetence, at Rådet, under hensyntagen til de tre fællesskabsinstitutioners fælles interesser og behov for en korrekt afvikling af samlingerne ved deres respektive beslutningstagende organer, fandt det formålstjenligt at tilpasse betingelserne for ansættelse og aflønning for de ansatte, der beskæftiges for den varighed, som arbejdet ved samlingerne varer, med de vilkår, der er aftalt mellem de omhandlede tre institutioner og organer med forbehold for den budgetmæssige kontrol i ansættelsesvilkårenes artikel 78. Det kræves endvidere, at selve aftalen, som ansættelsesvilkårenes artikel 78 henviser til, ikke er i strid med en højere fællesskabsretlig norm, hvilket skal undersøges nedenfor med hensyn til sagsøgernes øvrige klagepunkter.
100 Det må således fastslås, at klagepunktet vedrørende en tilsidesættelse af artikel 283 EF savner grundlag i de faktiske omstændigheder, hvorfor det må forkastes.
Den påståede tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling
101 Hvad angår klagepunktet om en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, som er sikret af den europæiske socialpagt, der blev undertegnet i Torino den 18. oktober 1961, og af ILO’s konvention nr. 111, mindes om – uden at det er nødvendigt at tage stilling til anvendelsen eller rækkevidden af disse to internationale instrumenter, der således er gjort gældende af sagsøgerne – at ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling er grundlæggende principper i Fællesskabets retsorden.
102 Ifølge fast retspraksis foreligger der bl.a. en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, når to persongrupper, hvis faktiske og retlige situation ikke adskiller sig væsentligt fra hinanden, behandles forskelligt, og en sådan forskelsbehandling ikke er objektivt begrundet (Domstolens dom af 11.1.2001, sag C-389/98 P, Gevaert mod Kommissionen, Sml. I, s. 65, præmis 54, dom afsagt af Retten i Første Instans den 15.3.1994, sag T-100/92, La Pietra mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 83, og II, s. 275, præmis 50, den 16.4.1997, sag T-66/95, Kuchlenz-Winter mod Kommissionen, Sml. II, s. 637, præmis 55, og den 21.7.1998, forenede sager T-66/96 og T-221/97, Mellett mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 449, og II, s. 1305, præmis 129, samt kendelse afsagt af Retten i Første Instans den 9.7.2007, sag T-415/06, De Smedt mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 52).
103 Situationen for personer, der er ansat for at opfylde det periodiske og massive behov for personale, som alene opstår for Parlamentet i den periode, samlingerne varer, kan ikke sammenlignes med situationen for personer, der ansættes for at opfylde kontinuerlige og daglige behov, som kræver personale, der består af tjenestemænd og i givet fald midlertidigt ansatte eller kontraktansatte som omhandlet i ansættelsesvilkårenes artikel 3 a) og 3 b).
104 Det skal tilføjes, at der ikke kan stilles spørgsmålstegn til forskellene i vedtægten mellem de forskellige kategorier af personer ansat af Fællesskabet, for så vidt som visse af disse kategorier har fordele, og andre kategorier ikke har. Definitionen af hver eneste af de persongrupper, som Fællesskaberne har ansat, opfylder nemlig legitime behov i Fællesskabets forvaltning og svarer til arten af de opgaver, som vedkommende skal udføre (Domstolens dom af 6.10.1983, forenede sager 118/82-123/82, Celant mod Kommissionen, Sml. s. 2995, præmis 22, og kendelsen i sagen De Smedt mod Kommissionen, præmis 55).
105 Rådet har navnlig ved at indføre den særlige kategori hjælpeansatte under samlingerne gjort brug af sin frihed til at fastsætte specifikke regler for denne kategori af ansatte med hensyn til Parlamentets særlige behov og karakteren af de opgaver, som vedkommende skal udføre, ligesom Rådet har benyttet sig af denne frihed med hensyn til den særlige kategori konferencetolke, der ligeledes kan kaldes på arbejde i korte perioder for at opfylde kortvarige eller lejlighedsvise behov.
106 Klagepunktet om en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling må således forkastes.
Sikkerhed i ansættelsen
107 Det bemærkes indledningsvis, at klagepunktet om, at der skabes hindringer for sikkerheden i ansættelsen, for så vidt som ansættelsesvilkårenes artikel 78 gør det muligt for Parlamentet at skille sig af med hjælpeansatte under samlingerne efter udløbet af hver ansættelseskontrakt – hvorved der i forhold til disse ansatte ikke anvendes den ansættelsesform, der sædvanligvis anvendes mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, der består i tidsubegrænsede ansættelseskontrakter – i realiteten rejser spørgsmålet, om der findes en højere norm eller et højere princip, der pålægger Parlamentet at benytte sig af tidsubegrænsede arbejdsforhold, men på deltid, når det fastsætter ansættelsesbetingelserne for hjælpeansatte.
108 I den forbindelse har sagsøgerne nærmere bestemt påberåbt sig
– for det første artikel 4 i ILO’s konvention 158, hvorefter »en arbejdstager ikke må afskediges, uden at der foreligger en gyldig begrundelse, der er relateret til hans arbejdsevne eller adfærd eller til de krav, der stilles til arbejdet i virksomheden, organet eller tjenesten« og
– for de andet rammeaftalen, herunder navnlig præamblens andet afsnit og punkt 6 i de almindelige betragtninger, hvoraf det fremgår, at ansættelseskontrakter af tidsubegrænset varighed udgør »den ansættelsesform, der sædvanligvis anvendes mellem arbejdsgivere og arbejdstagere«, som kendetegnes ved sikkerhed i ansættelsen, mens det kun er under visse omstændigheder, at ansættelseskontrakter af tidsbegrænset varighed både tilgodeser arbejdsgivere og arbejdstageres behov.
109 Artikel 4 i ILO’s konvention nr. 158 er som sådan uden relevans i den foreliggende sag, eftersom den ikke i sig selv gør det muligt at besvare spørgsmålet, om Parlamentet har ret til at indgå ansættelseskontrakter med hjælpeansatte, der blot gælder i den periode, en parlamentssamling varer. Selv hvis dette spørgsmål skal besvares bekræftende, kan udløbet af hver tidsbegrænset ansættelseskontrakt ikke anses for en opsigelse, hvilket ville kræve en særlig begrundelse med hensyn til den ansattes evner eller opførsel, eller at afskedigelsen skyldes Parlamentets behov, eftersom ansættelseskontrakten ophørte på grund af dens udløb.
110 Undersøgelsen af argumentet om en tilsidesættelse af rammeaftalen kræver en forudgående undersøgelse af spørgsmålet, om direktiv 1999/70 kan påberåbes mod en fællesskabsinstitution.
– Hvorvidt direktiv 1999/70 kan påberåbes af en tjenestemand eller en ansat mod en fællesskabsinstitution
111 Indledningsvis betones, at direktiver er rettet til medlemsstaterne og ikke til Fællesskabets institutioner. Derfor kan bestemmelserne i direktiv 1999/70 og rammeaftalen, der udgør et bilag til direktivet, ikke udlægges således, at de i sig selv pålægger institutionerne forpligtelser i forhold til deres ansatte (jf. i denne retning Domstolens dom af 9.9.2003, sag C-25/02, Rinke, Sml. I, s. 8349, præmis 24, og dom afsagt af Retten i Første Instans den 21.5.2008, sag T-495/04, Belfass mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 43).
112 Denne betragtning indebærer imidlertid ikke, at påberåbelsen af et direktiv i forholdet mellem institutionerne og deres tjenestemænd og ansatte i alle tilfælde er udelukket.
113 For det første kan bestemmelserne i et direktiv indirekte være bindende for en institution, hvis de udtrykker en almindelig fællesskabsretlig grundsætning, som institutionen er forpligtet til at efterleve (jf. i denne retning Rinke-dommen, præmis 25-28, vedrørende Rådets direktiv 76/207/EØF af 9.2.1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår, EFT L 39, s. 40).
114 Selv om sikkerhed i ansættelsen i den foreliggende sag er udformet som et hovedelement i beskyttelsen af arbejdstagere (jf. Domstolens dom af 25.11.2005, sag C-144/04, Mangold, Sml. I, s. 9981, præmis 64, og af 15.4.2008, sag C-268/06, Impact, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 87), er der imidlertid ikke tale om en almindelig grundsætning, i forhold til hvilken lovligheden af en institutions retsakt kan bedømmes. Navnlig fremgår det på ingen måde af direktiv 1999/77 eller af rammeaftalen, at sikkerhed i ansættelsen er bestemmende som en bindende retsregel. I øvrigt fremhæver sjette og syvende betragtning til direktivet samt første afsnit i præamblen og femte betragtning til selve rammeaftalen nødvendigheden af at opnå en ligevægt mellem fleksibilitet og sikkerhed.
115 Sikkerhed i ansættelsen udgør derimod et mål, som forfølges af de underskrivende parter af rammeaftalen, hvis klausul 1, litra b), bestemmer, at aftalen har til formål »at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold«.
116 For det andet kan et direktiv ligeledes binde en institution, når denne, inden for rammerne af sin organisatoriske autonomi og inden for vedtægtens grænser, har til hensigt at gennemføre en særlig forpligtelse, ifølge et direktiv, eller som i det foreliggende tilfælde, hvor en intern akt med generel rækkevidde selv udtrykkeligt henviser til foranstaltninger, der er vedtaget af fællesskabslovgiver i henhold til traktaterne. Vedtægtens artikel 1e, stk. 2, bestemmer således, at tjenestemænd »skal tildeles arbejdsvilkår, der opfylder passende sundheds- og sikkerhedsstandarder, der mindst svarer til de mindstekrav, der gælder i forbindelse med foranstaltninger, der vedtages på disse områder i henhold til traktaterne«. Denne bestemmelse finder analog anvendelse på midlertidigt ansatte og kontraktansatte i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 10, første afsnit, og artikel 80, stk. 4.
117 Det må imidlertid fastslås, at direktiv 1999/70 ikke har til formål at forbedre arbejdsmiljøet ved styrkelse af sundhedsplejen og sikkerheden for arbejdstagerne, men at tilnærme de nationale lovgivninger hvad angår arbejdsbetingelserne vedrørende ansættelsesforholdenes varighed.
118 For det tredje mindes der under alle omstændigheder om, at princippet om loyalt samarbejde i artikel 10 EF ikke kun pålægger medlemsstaterne at træffe foranstaltninger, der er egnede til at sikre fællesskabsrettens gennemslagskraft (Domstolens dom af 26.9.2000, sag C-262/97, Engelbrecht, Sml. I, s. 7321, præmis 38), men også, at medlemsstaterne og Fællesskabets institutioner er gensidigt forpligtet til loyalt samarbejde (Domstolens dom af 10.2.1983, sag 230/81, Luxembourg mod Parlamentet, Sml. s. 255, præmis 37, af 14.5.2002, sag C-383/00, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 4219, præmis 18, af 26.11.2002, sag C-275/00, First et Franex, Sml. I, s. 10943, præmis 49, af 4.3.2004, sag C-344/01, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 2081, præmis 79, og af 20.10.2005, sag C-511/03, Ten Kate Holding Musselkanaal mfl., Sml. I, s. 8979, præmis 28), og mellem institutionerne selv (jf. i denne retning Domstolens dom af 30.3.1995, sag C-65/93, Parlamentet mod Rådet, Sml. I, s. 643, præmis 23).
119 Det påhviler herefter institutionerne så vidt muligt at sikre, at der er sammenhæng mellem deres egen interne politik og lovgivningstiltagene på fællesskabsniveau, der bl.a. er rettet mod medlemsstaterne. Institutionerne skal således i forbindelse med deres adfærd som arbejdsgivere tage hensyn til retlige bestemmelser, der bl.a. pålægger minimumsforskrifter med henblik på at forbedre leve- og arbejdsvilkår for arbejdstagerne i medlemsstaterne via tilnærmelse af de nationale lovgivninger og praksis, og ikke mindst fællesskabslovgivers ønske om, at sikkerhed i ansættelsen skal være et prioritetsmål med hensyn til arbejdsbetingelser i Den Europæiske Union. Denne forpligtelse har så meget større betydning, som den administrative reform, der blev indført med forordning nr. 723/2004, har forstærket tendensen til at regulere Fællesskabets personaleforhold gennem aftaler.
120 Hvad særligt angår rammeaftalen, der søger at tilnærme de nationale lovgivninger og den nationale praksis gennem indførelsen af minimumsforskrifter vedrørende tidsbegrænset ansættelse, påhviler det således Parlamentet ifølge loyalitetsforpligtelsen så vidt muligt at fortolke bestemmelserne i ansættelsesvilkårene i lyset af rammeaftalens ordlyd og formål for at opnå det i rammeaftalen definerede resultat.
121 Endelig følger ovennævnte konsekvenser af forpligtelsen til loyalt samarbejde i denne sag ligeledes af fast retspraksis, hvorefter der ved fortolkningen af en fællesskabsbestemmelse ikke blot skal tages hensyn til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af, samt til fællesskabsrettens bestemmelser som helhed (jf. i denne retning Domstolens dom af 6.10.1982, sag 283/81, Cilfit m.fl., Sml. I, s. 3415, præmis 20, og af 17.11.1983, sag 292/82, Merck, Sml. s. 3781, præmis 12, samt dom afsagt af Retten i Første Instans den 6.10.2005, forenede sager T-22/02 og T-23/02, Sumika Fine Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 4065, præmis 47). Det er således udelukket, at en institution under anvendelsen og fortolkningen af ansættelsesvilkårenes bestemmelser kan se bort fra minimumsforskrifter vedrørende tidsbegrænset ansættelse på fællesskabsniveau.
122 På baggrund af det ovenstående må sagsøgernes ugyldighedsindsigelse mod ansættelsesvilkårenes artikel 78 forkastes, da direktiv 1999/77 ikke som sådan kan danne grundlag for en ugyldighedsindsigelse mod en bestemmelse i Rådets forordning, som indeholder vedtægten og ansættelsesvilkårene, der viser sig at være i strid med rammeaftalen.
123 Det nævnte direktiv og rammeaftalen, som direktivet skal gennemføre, kan under de foreliggende omstændigheder og inden for de grænser, der er opregnet i præmis 118-121 ovenfor, imidlertid ikke påberåbes af sagsøgerne over for Parlamentet med henblik på i videst muligt omfang at sikre en fortolkning af reglerne i vedtægten og ansættelsesvilkårene, der er forenelig med kravene i rammeaftalen.
124 En gennemgang af de bestemmelser i rammeaftalen, der er påberåbt af sagsøgerne, og som er anført ovenfor, gør det under alle omstændigheder ikke muligt at konkludere, at Parlamentet har tilsidesat ansættelsesvilkårenes artikel 78, fortolket i lyset af de formål og de minimumsforskrifter, som bestemmelserne indeholder.
– Rammeaftalens indhold
125 Det bemærkes for det første, at direktiv 1999/70 og rammeaftalen finder anvendelse på tidsbegrænsede kontrakter og ansættelsesforhold, der er indgået med forvaltningen og andre enheder i den offentlige sektor (Domstolens dom af 4.7.2006, sag C-212/04, Adeneler m.fl., Sml. I, s. 6057, præmis 54, af 7.9.2006, sag C-53/04, Marrosu og Sardino, Sml. I, s. 7213, præmis 39, og af 7.9.2006, sag C-180/04, Vassallo, Sml. I, s. 7251, præmis 32).
126 I den forbindelse er det udgangspunktet for rammeaftalen, at tidsubegrænsede ansættelseskontrakter er den ansættelsesform, der sædvanligvis anvendes, mens det erkendes, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i visse sektorer, inden for visse erhverv og ved visse former for aktiviteter er en beskæftigelsesform (jf. punkt 6 og 8 i de generelle betragtninger til rammeaftalen, og dommen i sagen Adeneler m.fl., præmis 61).
127 Heraf følger, at sikkerhed i ansættelsen udgør et hovedelement i beskyttelsen af arbejdstagere (jf. Mangold-dommen, præmis 64), mens det kun er i visse tilfælde, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter opfylder såvel arbejdsgivernes som arbejdstagernes behov (jf. andet afsnit i præamblen og punkt 8 i de generelle betragtninger til rammeaftalen og dommen i sagen Adeneler m.fl., præmis 62).
128 Af denne grund begrænser rammeaftalen anvendelsen af flere på hinanden følgende ansættelsesforhold af denne sidstnævnte kategori, der anses for en potentiel kilde til misbrug til skade for arbejdstagerne, idet den fastsætter bestemmelser om minimumsbeskyttelse med henblik på at undgå, at arbejdstagernes situation bliver usikker (dommen i sagen Adeneler m.fl., præmis 63).
129 Rammeaftalens klausul 5, punkt 1, har således udtrykkeligt til formål at »forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold«.
130 Den nævnte klausul pålægger nemlig medlemsstaterne en forpligtelse til i deres nationale retsorden at indføre en eller flere af de foranstaltninger, der er opregnet i bestemmelsens punkt 1, litra a)-c), når der ikke allerede i den berørte medlemsstat findes tilsvarende retsregler, der har til formål effektivt at forhindre misbrug af på hinanden følgende tidsubegrænsede ansættelseskontrakter (dommen i sagen Adeneler m.fl., præmis 65). Derimod indeholder rammeaftalen ikke en generel forpligtelse for medlemsstaterne til efter et vist antal forlængelser af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller fuldførelsen af et vist antal ansættelsesperioder at omkvalificere ansættelsesforholdet til et tidsubegrænset ansættelsesforhold, og de nærmere betingelser for anvendelsen af de tidsbegrænsede kontrakter er heller ikke fastlagt heri (jf. i denne retning dommen i sagen Adeneler m.fl., præmis 91, samt Marrosu og Sardino-dommen, præmis 47).
131 Blandt de i klausul 5, punkt 1, litra a), opregnede foranstaltninger findes »objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold«.
132 De underskrivende parter af rammeaftalen har nemlig fundet, at en anvendelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, begrundet i objektive forhold, er en måde, hvorpå man kan forhindre misbrug (jf. punkt 7 i de generelle betragtninger til rammeaftalen).
133 I den foreliggende sag fremgår det imidlertid af samtlige sagens akter, at det netop er »objektive forhold«, Parlamentet nærmere bestemt har påberåbt sig som begrundelse for en fornyelse af ansættelseskontrakterne for de hjælpeansatte under samlingerne ved hver parlamentssamling.
134 I den forbindelse fastslog Domstolen i dommen i sagen Adeneler m.fl. (præmis 69), at begrebet »objektive omstændigheder« som omhandlet i rammeaftalens klausul 5, punkt 1, litra a), skal forstås således, at det henviser til præcise og konkrete omstændigheder i forbindelse med en bestemt aktivitet, og som følgelig i denne særlige sammenhæng kan begrunde anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Disse omstændigheder kan bl.a. opstå på grund af den særlige art af de opgaver, som sådanne kontrakter er indgået med henblik på at udføre, samt de hermed forbundne forhold, eller i givet fald på grund af medlemsstatens forfølgelse af et lovligt socialpolitisk formål (jf. dommen i sagen Adeneler m.fl., præmis 70).
135 I den foreliggende sag har Parlamentet med føje gjort gældende, at fornyelsen af de omtvistede tidsbegrænsede ansættelseskontrakter opfyldte et reelt behov, i og med at fornyelsen var nødvendig for de opgaver, som Parlamentet varetager. Anvendelsen af ansættelsesvilkårenes artikel 78 indtil den 1. januar 2007 gjorde det muligt for Parlamentet at opfylde periodiske og massive behov for personale, som kun bestod, så længe samlingerne varede. Det er ubestridt, at den ganske mærkbare stigning i Parlamentets aktiviteter i Strasbourg i en periode, der er begrænset til fire eller fem dage om måneden, medfører en betydelig ændring i Parlamentets behov for personale, der anvendes til præcise og forskelligartede opgaver, som f.eks. opgaver i vuggestuen, eller som barneplejerske, maskinskriver, tekniker, kok, sproglærer, oversætter, bud, flyttepersonale eller andet. Selv om sådanne behov kunne forudses, var den øgede aktivitet hverken varig eller permanent. Sådanne omstændigheder kan med hensyn til rammeaftalens klausul 5, punkt 1, litra a), gyldigt begrunde anvendelsen af på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til hjælpeansatte.
136 Som sagsøgerne har bemærket, påbegynder hjælpeansatte ifølge ansættelsesvilkårenes artikel 58, første afsnit, ganske vist kun en optjening af betalt ferie, når de har fuldført en periode på mindst 15 dage eller en halv måned pr. måned, hvor de arbejder, således at hjælpeansatte under samlingerne ikke har ret til en sådan ferie alene af den grund, at de er ansatte på ansættelseskontrakter af en meget kort varighed, der er kortere end minimumsperioden.
137 Sagsøgerne har imidlertid ikke gjort en ugyldighedsindsigelse gældende mod ansættelsesvilkårenes artikel 58, første afsnit. Retten skal i sagen derfor ikke undersøge dette spørgsmål, eftersom Retten herved ville komme til at fravige forhandlingsprincippet.
138 Efter alt foreliggende kan sagsøgernes ugyldighedsindsigelse mod ansættelsesvilkårenes artikel 78 ikke tiltrædes, og det kan ligeledes ikke lægges til grund, at Parlamentet har fejlfortolket rækkevidden af denne artikel i lyset af direktiv 1999/70. Som konsekvens heraf må annullationspåstanden forkastes.
Påstanden om godtgørelse
1. Parternes argumenter
139 Sagsøgerne har påstået Parlamentet tilpligtet at betale en godtgørelse for betalt ferie for de perioder, hvor sagsøgerne har arbejdet, ligesom det kræves, at hver sagsøger udbetales 2 000 EUR til dækning af omkostninger, der ikke kan »erstattes«.
140 Parlamentet har anført, at en hjælpeansat i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 58 har ret til ferie med løn med to arbejdsdage for hver måned, i hvilken han har udført arbejde, mens en varighed på under femten dage eller en halv måned ikke giver ret til ferie. Under disse omstændigheder kan hjælpeansatte under samlingerne, som maksimalt arbejder fem dage om måneden, ikke gøre krav på betalt ferie. Der er således ikke grundlag for at tildele sagsøgerne nogen form for godtgørelse.
141 Parlamentet har desuden bemærket, at sagens behandling ved Retten ifølge procesreglementets artikel 94 er gratis. Det fremgår ikke af dette reglement, at den, der har tabt sagen, kan tilpligtes at betale omkostninger, der ikke kan »erstattes«. Påstanden om betaling af sådanne omkostninger bør derfor afvises.
2. Rettens bemærkninger
142 Ifølge fast retspraksis skal flere betingelser være opfyldt, for at Fællesskabet kan ifalde ansvar, idet de handlinger, institutionerne kritiseres for at have begået, skal være ulovlige, ligesom der skal være lidt et tab og være årsagsforbindelse mellem handlingerne og tabet (jf. Domstolens dom af 16.12.1987, sag 111/86, Delauche mod Kommissionen, Sml. s, 5345, præmis 30, dom afsagt af Retten i Første Instans den 27.11.2003, forenede sager T-331/00 og T-115/01, Bories m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 309, og II, s. 1479, præmis 192, samt Rettens dom af 10.10.2007, sag F-107/06, Berrisford mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 109). Når en af disse betingelser ikke er opfyldt, skal påstanden om godtgørelse forkastes i sin helhed, uden at det er fornødent at tage stilling til de øvrige betingelser.
143 Hvad angår den ulovlige adfærd, som Parlamentet ifølge sagsøgerne skal have gjort sig skyldig i, har sagsøgerne under søgsmålet kun anført den samme argumentation, som de gjorde gældende til støtte for den påberåbte ugyldighedsindsigelse mod ansættelsesvilkårenes artikel 78 i forbindelse med annullationspåstanden. Denne indsigelse er, som det fremgår af denne doms præmis 96, nærmere bestemt baseret på tre klagepunkter, nemlig en tilsidesættelse af artikel 283 EF, af princippet om forbud mod forskelsbehandling og den omstændighed, at denne adfærd hindrer sikkerheden i ansættelsen. Eftersom ugyldighedsindsigelsen er forkastet, kan ingen af de tre klagepunkter, der er anført til støtte for indsigelsen, tiltrædes.
144 Heraf følger, at påstanden om godtgørelse må forkastes, da sagsøgerne ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at Parlamentet har udvist en ulovlig adfærd.
Sagens omkostninger
145 I henhold til artikel 122 i EU-Personalerettens procesreglement finder dette reglements bestemmelser i kapitel otte i andet afsnit om sagsomkostninger kun anvendelse på sager, der er anlagt ved EU-Personaleretten fra tidspunktet for dette reglements ikrafttrædelse, dvs. den 1. november 2007. De relevante bestemmelser i procesreglementet for Retten i Først Instans finder fortsat tilsvarende anvendelse på sager, der verserer for EU-Personaleretten før denne dato.
146 Ifølge artikel 87, stk. 2, i procesreglementet for Retten i Første Instans pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til artikel 88 i samme reglement bærer institutionerne i tvister mellem Fællesskaberne og deres ansatte selv deres egne omkostninger. Da sagsøgerne har tabt sagen, bestemmes det, at hver part skal bære sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Anden Afdeling):
1) Europa-Parlamentet frifindes.
2) Hver part bærer sine egne omkostninger.
Kanninen | Boruta | Van Raepenbusch |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 30. april 2009.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |
Indhold
Retsforskrifter
1. Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber
2. Rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse
Sagens faktiske omstændigheder
Retsforhandlinger og parternes påstande
Formaliteten med hensyn til søgsmålet
1. Parternes argumenter
2. Rettens bemærkninger
Annullationspåstanden
1. Parternes argumenter
2. Rettens bemærkninger
Formaliteten med hensyn til ugyldighedsindsigelsen
Søgsmålet, om ugyldighedsindsigelsen er berettiget
Den påståede tilsidesættelse af artikel 283 EF
Den påståede tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling
Sikkerhed i ansættelsen
– Hvorvidt direktiv 1999/70 kan påberåbes af en tjenestemand eller en ansat mod en fællesskabsinstitution
– Rammeaftalens indhold
Påstanden om godtgørelse
1. Parternes argumenter
2. Rettens bemærkninger
Sagens omkostninger
Denne dom og de domme fra Fællesskabets retsinstanser, der er citeret i dommen, som endnu ikke er offentliggjort i Samlingen af Afgørelser, er tilgængelige på Domstolens webside: www.curia.europa.eu
BILAG
Henset til det store antal sagsøgere i denne sag, er deres navne ikke opført i dette bilag.