Language of document :

DOMSTOLENS DOM

(Tredje Afdeling)

af 1. december 2005

i de forenede sager C-394/04 og C-395/04, Diagnostiko & Therapeftiko Kentro Athinon-Ygeia AE mod Ypourgos Oikonomikon (anmodninger om præjudiciel afgørelse fra Symvoulio tis Epikrateias) 1

(Sjette momsdirektiv - artikel 13, punkt A, stk. 1, litra b) - afgiftsfritagelser - transaktioner i nær tilknytning til hospitalsbehandling eller pleje - levering af telefontjenester og leje af tv til patienter - levering af sengeplads og mad til patienternes ledsagere)

(Processprog: græsk)

I de forenede sager C-394/04 og C-395/04, angående anmodninger om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Symvoulio tis Epikrateias (Grækenland) ved afgørelser af 16. juni 2004, indgået til Domstolen den 17. september 2004, i sagerne Diagnostiko & Therapeftiko Kentro Athinon-Ygeia AE mod Ypourgos Oikonomikon, har Domstolen (Tredje Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas, og dommerne J.-P. Puissochet, S. von Bahr, U. Lõhmus og A. Ó Caoimh (refererende dommer); generaladvokat: P. Léger; justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett, den 1. december 2005 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)    Levering af telefontjenester og leje af tv til patienter foretaget af de personer, der er omfattet af artikel 13, punkt A, stk. 1, litra b), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, samt disse personers levering af sengepladser og måltider til patienternes ledsagere, udgør som hovedregel ikke transaktioner i nær tilknytning til hospitalsbehandling og pleje i denne bestemmelses forstand. Det kan kun forholde sig anderledes, hvis disse ydelser er uomgængelig nødvendige for at nå de terapeutiske mål, der forfølges med hospitalsbehandlingen og plejen, og ikke hovedsageligt tager sigte på at give leverandøren af disse ydelser yderligere indtægter ved udførelse af transaktioner i direkte konkurrence med handelsforetagender, som skal svare merværdiafgift.

2)    Det tilkommer den forelæggende ret under hensyn til samtlige de konkrete omstændigheder i de tvister, der verserer for den, og i givet fald til indholdet af de lægerecepter, der er udstedt for de pågældende patienter, at fastslå, om de leverede ydelser opfylder disse betingelser.

____________

1 - EUT C 273 af 6.11.2004.