Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Varhoven administrativen sad (Bulgarien) den 31. januar 2019 – Direktor na Teritorialna direktsia Yugozapadna Agentsia »Mitnitsi« pravopriemnik na Mitnitsa Aerogara Sofia mod »Curtis Balkan« EOOD

(Sag C-76/19)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Varhoven administrativen sad

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Direktor na Teritorialna direktsia Yugozapadna Agentsia »Mitnitsi« pravopriemnik na Mitnitsa Aerogara Sofia

Sagsøgt: »Curtis Balkan« EOOD

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 158, stk. 3, i forordning nr. 2454/93 fortolkes således, at den i sig selv danner grundlag for, at toldværdien justeres således, at royalties og licensafgifter lægges til den pris, der faktisk er betalt eller skal betales for de indførte varer, uanset bestemmelsen i artikel 157 i forordning nr. 2454/93?

Skal artikel 158, stk. 3, i forordning nr. 2454/93 fortolkes således, at den for så vidt angår justeringen af toldværdien regulerer to forskellige situationer: for det første den situation, at royalties og licensafgifter, som i det foreliggende tilfælde, til dels vedrører de indførte varer, til dels andre bestanddele, der tilsættes varerne efter indførslen, og for det andet den situation, at royalties og licensafgifter vedrører arbejds- eller tjenesteydelser præsteret efter indførslen?

Skal artikel 158, stk. 3, i forordning nr. 2454/93 fortolkes således, at den for så vidt angår justeringen af toldværdien regulerer tre situationer: for det første den situation, at royalties og licensafgifter til dels vedrører de indførte varer, til dels andre bestanddele, der tilsættes varerne efter indførslen; for det andet den situation, at royalties og licensafgifter til dels vedrører de indførte varer, til dels arbejds- eller tjenesteydelser præsteret efter indførslen; for det tredje den situation, at royalties og licensafgifter til dels vedrører de indførte varer, til dels andre bestanddele, der tilsættes varerne efter indførslen, eller arbejds- eller tjenesteydelser præsteret efter indførslen?

Skal artikel 158, stk. 3, i forordning nr. 2454/93 fortolkes således, at en justering af toldværdien altid er lovlig, såfremt det er godtgjort, at de betalte royalties og licensafgifter vedrører arbejds- eller tjenesteydelser præsteret efter indførslen af de varer, som skal værdiansættes, hvilket i det konkrete tilfælde er de varer, som er stillet til rådighed for det bulgarske selskab af det amerikanske selskab (og som har tilknytning til fremstillingen og håndteringen), uafhængigt af, om betingelserne for en justering i henhold til artikel 157 i forordning nr. 2454/93 er opfyldt?

Skal artikel 158, stk. 3, i forordning nr. 2454/93 fortolkes således, at den udgør et særtilfælde af toldværdijusteringen i henhold til bestemmelsen i artikel 157 i forordning nr. 2454/93 og under de deri nævnte betingelser, idet særkendet udelukkende består i, at royalties og licensafgifter kun til dels vedrører de varer, der skal værdiansættes, således at disse royalties og licensafgifter skal fordeles på passende måde?

Skal artikel 158, stk. 3, i forordning nr. 2454/93 fortolkes således, at den også finder anvendelse, såfremt køberen betaler et vederlag eller royalties og licensafgifter til tredjemand?

Skal retten, såfremt begge forudgående spørgsmål besvares bekræftende, ved den passende fordeling af royalties og licensafgifter som omhandlet i artikel 158, stk. 3, i forordning nr. 2454/93 undersøge, om begge de i artikel 157, stk. 2, fastsatte betingelser er opfyldt, nemlig om betaling af royalties og licensafgifter, også til dels, vedrører de indførte varer og udgør en betingelse for salget af disse varer, og skal der i bekræftende fald ved denne undersøgelse tages hensyn til bestemmelsen i artikel 160, hvorefter de i artikel 157, stk. 2, fastsatte betingelser betragtes som opfyldt, såfremt sælgeren eller en af ham afhængigperson kræver, at køberen erlægger sådan betaling?

Finder artikel 160 i forordning nr. 2454/93 kun anvendelse på den grundlæggende bestemmelse i artikel 157 i forordning nr. 2454/93, såfremt royalties og licensafgifter skal betales til tredjemand og udelukkende vedrører den vare, der skal værdiansættes, eller finder den også anvendelse i de tilfælde, hvor royalties og licensafgifter kun til dels vedrører den indførte vare?

Skal artikel 160 i forordning nr. 2454/93 fortolkes således, at begrebet »indbyrdes afhængighed« mellem licensgiveren og sælgeren omfatter de tilfælde, hvor licensgiveren er afhængig af køberen, fordi licensgiveren fører et direkte tilsyn med køberen, som er mere omfattende end en kvalitetskontrol, eller skal den fortolkes således, at den nævnte indbyrdes afhængighed mellem licensgiveren og køberen ikke er tilstrækkelig til, at det kan antages, at der gælder en (indirekte) indbyrdes afhængighed mellem licensgiveren og sælgeren, særligt når sidstnævnte bestrider, at priserne for køberens ordrer på de indførte varer afhænger af betalingen af royalties og licensafgifter, og ligeledes bestrider, at licensgiveren er i stand til forretningsmæssigt at kontrollere eller begrænse dennes aktiviteter?

Skal artikel 160 i forordning nr. 2454/93 fortolkes således, at en justering af toldværdien kun er lovlig, såfremt begge de i artikel 157 i forordning nr. 2454/93 fastsatte betingelser er opfyldt, nemlig at de royalties og licensafgifter, der betales til tredjemand, vedrører de varer, som skal værdiansættes, og udgør en betingelse for salget af disse varer, og såfremt en yderligere betingelse om, at sælgeren eller en af ham afhængig person kræver, at køberen betaler royalties og licensafgifter, er opfyldt?

Skal den i artikel 157, stk. 2, første led, i forordning nr. 2454/93 fastsatte betingelse om, at royalties og licensafgifter vedrører de varer, som skal værdiansættes, betragtes som opfyldt, når det som i det foreliggende tilfælde gælder, at royalties og licensafgifter indirekte vedrører de indførte varer, såfremt de varer, som skal værdiansættes, er bestanddele i det licenserede slutprodukt?

____________