Language of document : ECLI:EU:C:2013:768

Sag C-40/12 P

Gascogne Sack Deutschland GmbH

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – konkurrence – karteller – markedet for industrisække af plastik – moderselskabets ansvar for overtrædelse, der er begået af datterselskabet – urimeligt langvarig sagsbehandlingstid ved Retten – princippet om effektiv domstolsbeskyttelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 26. november 2013

1.        Retslig procedure – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – betingelser – anbringende støttet på omstændigheder, som er tilkommet under sagens behandling – Lissabontraktatens ikrafttræden – ny retlig omstændighed, som kan begrunde en forsinket fremsættelse af et anbringende, der støttes på en tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning – ikke omfattet

(Art. 6 EU; Domstolens procesreglement, art. 42, stk. 2, første afsnit; Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2, første afsnit)

2.        Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – ansvar – moderselskab og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at moderselskabet har udøvet en bestemmende indflydelse på sine helejede datterselskaber – tilsidesættelse af princippet om uskyldighedsformodning – foreligger ikke

(Art. 81, stk. 1, EF (nu art. 101, stk. 1, TEUF); Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)

3.        Appel – anbringender – utilstrækkelig begrundelse – Rettens anvendelse af en indirekte begrundelse – lovlig – betingelser

(Art. 256 TEUF; Domstolens statut, art. 36 og art. 53, stk. 1)

4.        Appel – anbringender – anbringende fremført for første gang i forbindelse med appellen – afvisning

(Art. 296, stk. 2, TEUF; Domstolens statut, art. 58)

5.        EU-ret – principper – grundlæggende rettigheder – overholdelse sikret af Domstolen – enhver persons ret til en retfærdig rettergang – overholdelse af en rimelig frist – fastslået i den europæiske menneskerettighedskonvention – henvisning til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)

6.        Appel – anbringender – rettergangsfejl – tilsidesættelse af princippet om, at retssager skal behandles inden for en rimelig frist – formaliteten – betingelser

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2; Domstolens statut, art. 58, stk. 1)

7.        Retslig procedure – sagsbehandlingstid ved Retten – rimelig frist – tvist vedrørende forekomsten af en overtrædelse af konkurrencereglerne – manglende iagttagelse af den rimelige frist – følger

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2)

8.        Retslig procedure – sagsbehandlingstid ved Retten – rimelig frist – bedømmelseskriterier

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2)

9.        Ansvar uden for kontraktforhold – krav, der støttes på en urimeligt langvarig sagsbehandlingstid ved Retten – betingelser – ulovlighed – tab – årsagsforbindelse – bedømmelseskriterier – sammensætningen af den afdeling, der skal pådømme sagen

(Art. 256 TEUF, 269 TEUF og 340 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2)

10.      Appel – Domstolens kompetence – anfægtelse ud fra rimelighedshensyn af Rettens vurdering af størrelsen af en bøde, der er blevet pålagt en virksomhed – ikke omfattet – anbringende støttet på appellantens økonomiske situation – afvisning

(Art. 101 TEUF; Domstolens statut, art. 58; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23)

1.        Lissabontraktatens ikrafttræden, der indbefatter integreringen af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i Unionens primære ret, kan ikke anses for et nyt retligt element i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 42, stk. 2, første afsnit, i Domstolens procesreglement, og kan derfor ikke begrunde fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling. Selv før denne traktats ikrafttræden havde Domstolen nemlig allerede flere gange fastslået, at retten til en retfærdig rettergang, således som den bl.a. fremgår af artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention, udgør en grundlæggende rettighed, som Den Europæiske Union respekterer som et almindeligt princip i medfør af artikel 6, stk. 2, EU.

Denne fortolkning, som Domstolen har foretaget med henblik på anvendelsen af sit procesreglement, gælder tilsvarende for anvendelsen af de tilsvarende bestemmelser i Rettens procesreglement.

(jf. præmis 28 og 29)

2.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 30)

3.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 35, 40 og 41)

4.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 46, 47, 50-52 og 62-65)

5.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 75, 76 og 102)

6.        Hvad angår antagelsen til realitetsbehandling af et anbringende vedrørende en af Retten begået rettergangsfejl, som fremføres for første gang i forbindelse med appellen, skal det bemærkes, at selv om en part skal kunne gøre gældende, at der er sket en rettergangsfejl, fra det tidspunkt, hvor den pågældende finder, at der foreligger bevis for en tilsidesættelse af de gældende regler, er vedkommende ikke forpligtet til at gøre det på et trin, hvor de fulde virkninger af denne tilsidesættelse endnu ikke er kendt.

Hvad angår navnlig Rettens overskridelse af en rimelig sagsbehandlingstid er en appellant, som er af den opfattelse, at denne overskridelse fra Rettens side krænker vedkommendes interesser, ikke forpligtet til ufortøvet at gøre denne krænkelse gældende. Den pågældende kan i givet fald afvente sagens afslutning for at få klarhed over den fulde varighed af denne og for således at råde over alle de oplysninger, der er nødvendige for at identificere den krænkelse, som vedkommende finder at have lidt. Følgelig kan et anbringende vedrørende en sådan rettergangsfejl antages til realitetsbehandling, selv om appellanten fremfører det for første gang i forbindelse med appellen.

(jf. præmis 78)

7.        En tilsidesættelse fra en af Unionens retsinstansers side af dens forpligtelse ifølge artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder til at pådømme de sager, som den får forelagt, inden en rimelig frist, bør imødegås med, at der indbringes et erstatningssøgsmål for Retten, idet et sådant søgsmål udgør en effektiv afhjælpning.

Det følger heraf, at en påstand om erstatning for det tab, der er forårsaget af Rettens manglende iagttagelse af en rimelig sagsbehandlingstid, ikke kan forelægges direkte for Domstolen inden for rammerne af en appel, men skal indbringes for Retten selv.

I øvrigt kan den manglende overholdelse af en rimelig sagsbehandlingstid ikke føre til ophævelse af den appellerede dom i en situation, hvor der ikke foreligger nogen holdepunkter for, at den urimeligt langvarige sagsbehandlingstid ved Retten har haft indflydelse på sagens udfald. Herudover kan Domstolen, henset til behovet for at sikre de EU-retlige konkurrencereglers iagttagelse, ikke udelukkende på grund af en tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid give en appellant medhold i, at der kan rejses tvivl om den materielle rigtighed eller størrelsen af en bøde, når samtlige de anbringender, der er blevet gjort gældende til anfægtelse af de konstateringer, som Retten har foretaget vedrørende størrelsen af denne bøde og de former for adfærd, som pålægges en sanktion ved denne bøde, er blevet forkastet.

(jf. præmis 80, 81, 84, 89 og 90)

8.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 91-93 og 97-102)

9.        I forbindelse med behandlingen af en påstand om erstatning for det tab, der er forårsaget af Rettens manglende iagttagelse af en rimelig sagsbehandlingstid, vil det tilkomme Retten at vurdere såvel rigtigheden af det påberåbte tab som årsagssammenhængen mellem dette tab og den urimeligt lange varighed af den omtvistede retslige procedure ved at foretage en undersøgelse af de beviser, der i den anledning er fremlagt.

I den forbindelse påhviler det i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF Retten – i tilfælde af et erstatningssøgsmål baseret på, at den har tilsidesat artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder derved at den ikke har iagttaget de krav, der er knyttet til overholdelsen af en rimelig sagsbehandlingstid – at tage hensyn til de almindelige retsgrundsætninger, der finder anvendelse i medlemsstaternes retssystemer med henblik på at behandle søgsmål baseret på lignende tilsidesættelser. I den sammenhæng skal Retten bl.a. undersøge, om det er muligt at fastslå, at der ud over et materielt tab foreligger et immaterielt tab, som den berørte part måtte have lidt som følge af fristoverskridelsen, og som i givet fald bør gøres til genstand for en passende godtgørelse.

Det tilkommer derefter Retten, der er kompetent i medfør af artikel 256, stk. 1, TEUF, at tage stilling til sådanne erstatningskrav, idet den skal træffe sin afgørelse i en anden sammensætning end den, der behandlede den sag, som gav anledning til den procedure, hvis varighed kritiseres, og idet den skal anvende de kriterier, der er fastlagt af Domstolen med henblik på at vurdere, hvorvidt Retten har iagttaget princippet om overholdelse af en rimelig frist.

(jf. præmis 94-96 og 109)

10.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 106 og 107)