Language of document :

Appel iværksat den 25. januar 2019 af Sigma Elimentos Exterior, S.L. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 15. november 2018 i sag T-239/11, Sigma Alimentos Exterior mod Kommissionen

(Sag C-50/19 P)

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Sigma Elimentos Exterior, S.L. (ved abogado M. Muñoz Pérez)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Der gives medhold i denne appel.

Rettens dom af 15. november 2018 i sag T-239/11 ophæves 1 .

Artikel 1, stk. 1, i Kommissionens afgørelse 2011/282/EU af 12. januar 2011 2 annulleres.

Subsidiært annulleres den omtvistede afgørelses artikel 4.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Denne appel er støttet på to anbringender, hvoraf det andet anbringende kan opdeles i tre led:

Ukorrekt fortolkning af dommen i sagen World Duty Free 3 , idet der er fastsat urigtige sammenlignelighedskriterier, som medførte en urigtig bedømmelse af, om der foreligger selektivitet, hvilket førte til en konstatering af, at der forelå ulovlig støtte, hvorved der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF.

Der foreligger en fejl, idet det blev fastslået, at den mulige konstatering af juridiske hindringer for grænseoverskridende virksomhedssammenslutninger ikke kan rejse tvivl om, at den omtvistede foranstaltning er selektiv, hvorved der blev lagt en fejlagtig analyse af den metode i tre etaper, som Kommissionen anvendte for at fastslå, at der forelå ulovlig støtte, til grund. Dommen er således behæftet med fejl i forhold til følgende aspekter:

Der foreligger en fejl ved fastlæggelsen af den almindelige nationale skatteordning, hvorved der foreligger en tilsidesættelse af bestemmelsen i artikel 107 TEUF vedrørende kvalificeringen som ulovlig statsstøtte.

Der foreligger en fejl, idet det den analyserede foranstaltning ikke blev anset for en generel foranstaltning, hvorved der på samme måde foreligger en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF.

Der foreligger en fejl ved bedømmelsen af, om der består en undtagelse til den almindelige nationale ordning som referenceramme, hvorved der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF.

Appellanten er af den opfattelse, at Retten i flere henseender tilsidesatte artikel 107, stk. 1, TEUF og princippet om skattemæssig neutralitet og med hensyn til flere aspekter reelt har suppleret eller endog erstattet Kommissionens ræsonnement i afgørelsen med sit eget, hvilket i sig selv er en tilstrækkeligt underbygget grund til at ophæve den appellerede dom.

____________

1     Dom af 15.11.2018, Sigma Alimentos Exterior mod Kommissionen (T-239/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:781).

2     Kommissionens afgørelse 2011/282/EU af 12.1.2011 om skattemæssig afskrivning af finansiel goodwill i forbindelse med erhvervelse af kapitalandele i udenlandske virksomheder nr. C 45/07 (ex NN 51/07, ex CP 9/07), som Spanien har gennemført (EUT 2011, L 135, s.1).

3     Dom af 21.12.2016, Kommissionen mod World Duty Free Group m.fl. (C-20/15 P og C-21/15 P, EU:C:2016:981).