PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

2. december 2008

Sag F-15/07

K

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – tjenestemænd – erhvervssygdom – psykisk chikane – erstatningskrav«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved K i det væsentlige har nedlagt påstand om, at Parlamentet tilpligtes at betale erstatning for den ikke-økonomisk og økonomisk skade, som hun har lidt som følge af at have været udsat for psykisk chikane fra 1993-2001 i forbindelse med sin tjeneste.

Udfald: Europa-Parlamentet frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – psykisk chikane – begreb

2.      Tjenestemænd – psykisk chikane – begreb

3.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – fast erstatning i medfør af tjenestemandsvedtægtens ordning – krav om supplerende erstatning efter almindelige retsregler

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73)

1.      Inden artikel 12a i vedtægten, som blev indført heri ved forordning nr. 723/2004 om ændring af vedtægten, trådte i kraft, blev psykisk chikane defineret som en adfærd, som objektivt set har til formål at miskreditere en tjenestemand eller forsætligt forringe hans arbejdsvilkår.

(jf. præmis 37)

Henvisning til:

Retten, 16. maj 2006, sag T-73/05, Magone mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 107, og II-A-2, s. 485, præmis 79.

2.      Den omstændighed alene, at de uddannelsesmæssige opgaver, som en tjenestemand udførte, er blevet frataget ham, er ikke et bevis for, at vedkommende har været udsat for psykisk chikane. Den omstændighed, at hans overordnede, efter at have modtaget klager vedrørende kvaliteten af den pågældendes arbejde, med henblik på at afklare, hvorvidt disse klager var begrundede, bad en af tjenestemandens kollegaer om at måtte se eksempler på mangelfuldt arbejde udført af den pågældende, kan heller ikke anses for at udgøre psykisk chikane. Bedømmelser og vurderinger indeholdt i en bedømmelsesrapport kan, selv hvis de er negative, ikke i sig selv anses for at pege i retning af, at rapporten er udarbejdet med psykisk chikane som formål.

(jf. præmis 38 og 39)

Henvisning til:

Retten, Magone mod Kommissionen, præmis 80.

3.      I tilfælde af ulykker eller erhvervssygdom er en tjenestemand berettiget til at fremsætte krav om en supplerende erstatning ud over de ydelser, der er udbetalt i henhold til vedtægtens artikel 73, når institutionen ifølge almindelige retsregler er ansvarlig for ulykken eller erhvervssygdommen, og når de vedtægtsmæssige ydelser ikke er tilstrækkelige til at sikre fuld erstatning for den lidte skade.

Hvis det antages, at en af institutionen begået fejl har været årsag til den pågældendes ulykke eller erhvervssygdom, skal den pågældende godtgøre, at det beløb, som er blevet udbetalt til vedkommende i henhold til vedtægtens artikel 73, stk. 2, litra c), ikke har været tilstrækkeligt til at erstatte det ikke-økonomiske tab, som er lidt som følge af denne ulykke eller denne erhvervssygdom. Hvis den pågældende i denne forbindelse hævder, at beløbet blot erstattede konsekvenserne af vedkommendes manglende evne til at udføre erhvervsmæssige aktiviteter frem til det år, hvor han skulle være gået på pension, såfremt han ikke var blevet førtidigt pensioneret som følge af en invaliditet, kan dette argument ikke tiltrædes, eftersom den i vedtægtens artikel 73 fastsatte procedure har til formål at erstatte såvel økonomisk som ikke-økonomisk skade, der følger af en erhvervssygdom, til en fast takst.

(jf. præmis 33 og 43)

Henvisning til:

Domstolen, 8.oktober 1986, forenede sager 169/83 og 136/84, Leussink mod Kommissionen, Sml. I, s. 2801, præmis 10-14; 9. september 1999, sag C-257/98 P, Lucaccioni mod Kommissionen, Sml. I, s. 251, præmis 19-22.

Personaleretten, 2. maj 2007, sag F-23/05, Giraudy mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1-0000, og II-A-1-0000, præmis 198.