Language of document : ECLI:EU:F:2008:135

PERSONALERETTENS KENDELSE

(Første Afdeling)

4. november 2008

Sag F-87/07

Luigi Marcuccio

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – erstatningssøgsmål – Kommissionens lægetjenestes angivelige retsstridige adfærd – afvisning – tilsidesættelse af en rimelig frist for anlæg af erstatningssøgsmål«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Luigi Marcuccio har nedlagt principal påstand om erstatning for den skade, han angiveligt har lidt som følge af Kommissionens lægetjenestes ulovlige adfærd i forbindelse med behandlingen af tre lægeerklæringer, som sagsøgeren har fremlagt i løbet af sommeren 2001.

Udfald: Sagen afvises. Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – frister – ansøgning til en institution med krav om erstatning – overholdelse af en rimelig frist

(Statutten for Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – genstand – proceskrav – åbenbart afvisningsgrundlag

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

1.      Tjenestemænd eller ansatte, som over for deres institution fremsætter krav om en erstatning fra Fællesskabet af et tab, som kan tilregnes dette, skal gøre dette inden for en rimelig frist efter det tidspunkt, hvor de har fået kendskab til den situation, som ligger til grund for erstatningskravet. Spørgsmålet om, hvorvidt fristen er rimelig, skal vurderes på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag og navnlig tvistens betydning for den pågældende, sagens kompleksitet og parternes handlemåde.

Der er herved endvidere grund til at sammenholde nævnte frist med den forældelsesfrist på fem år for erstatningskrav uden for kontraktforhold, som er fastsat i artikel 46 i statutten for Domstolen. Imidlertid udgør fristen på fem år ikke en streng og urørlig frist, inden for hvilken ethvert krav kan antages til realitetsbehandling uanset den tid, det har taget sagsøgeren at fremsætte kravet over for administrationen, samt sagens faktiske omstændigheder.

(jf. præmis 27-30)

Henvisning til:

Domstolen, 22. oktober 1975, sag 9/75, Meyer-Burckhardt mod Kommissionen, Sml. s. 1171, præmis 7, 10 og 11.

Retten i Første Instans, 5. oktober 2004, sag T-144/02, Eagle m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3381, præmis 65, 66 og 71.

Personaleretten, 1. februar 2007, sag F-125/05, Tsarnavas mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 71, 76 og 77.

2.      Inden for rammerne af et erstatningssøgsmål, der er anlagt af en tjenestemand, skal påstande, der reelt har til formål at få Fællesskabets retsinstanser til at anerkende, at visse af de argumenter, der er fremført til støtte for erstatningspåstanden, er begrundede, afvises, da det ikke tilkommer retten at fremsætte retlige udtalelser. Dette gælder for påstande, der nedlægges med henblik på, at Fællesskabets retsinstanser fastslår, at de omhandlede akter, de omhandlede faktiske omstændigheder og den omhandlede adfærd foreligger og er ulovlige.

(jf. præmis 36)

Henvisning til:

Domstolen, 13. juli 1989, sag 108/88, Jaenicke Cendoya mod Kommissionen, Sml. s. 2711, præmis 8 og 9.