PERSONALERETTENS DOM

(Tredje Afdeling)

5. marts 2008

Sag F-33/07

Alberto Toronjo Benitez

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – tidligere midlertidigt ansatte aflønnet over forskningsbevillingerne – slettelse af optjente forfremmelsespoints – en tjenestemands overflyttelse fra forskningsbevillingerne til driftsbevillingerne i det almindelige budget – artikel 2 i Kommissionens afgørelse af 16. juni 2004 om proceduren for forfremmelse af tjenestemænd, der er aflønnet over forskningsbevillingerne i det generelle budget, retsstridig«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Alberto Toronjo Benitez har nedlagt påstand om, at det fastslås, at artikel 2 i Kommissionens afgørelse af 16. juni 2004, som ændret ved afgørelse af 20. juli 2005, om proceduren for forfremmelse af tjenestemænd, der er aflønnet over forskningsbevillingerne i det generelle budget, er retsstridig, og om annullation af Kommissionens afgørelse om at slette de 44,5 point, han har optjent som midlertidigt ansat.

Udfald: Kommissionen frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

Artikel 2 i Kommissionens afgørelse af 16. juni 2004 om proceduren for forfremmelse af tjenestemænd, der er aflønnet over forskningsbevillingerne i det generelle budget, hvilken bestemmelse fastsætter en begrænsning i tjenestemændenes mobilitet, er ikke i uforenelig med tjenestens interesser.

Artikel 2, stk. 1, i denne afgørelse, der finder anvendelse på tjenestemænd, der tidligere var midlertidigt ansatte, og som var aflønnet over forskningsbevillingerne, bestemmer under fravigelse af Kommissionens gennemførelsesbestemmelser til artikel 45, at disse tjenestemænd, der henhører under forskningsbevillingerne i det almindelige budget, bevarer de forfremmelsespoint, de har optjent som midlertidigt ansatte, efter en udvælgelsesprøve. Ifølge afgørelsens artikel 2, stk. 2, annulleres disse merit- og prioritetspoint imidlertid, hvis de efter ansøgning forflyttes til en stilling, der henhører under driftsbevillingerne i det almindelige budget, før udløbet af en frist på to år regnet fra ansættelsen som tjenestemand på prøve.

Begrænsningerne i de omhandlede tjenestemænds mobilitet er begrundet i betragtninger vedrørende institutionens tilfredsstillende funktion og dermed tjenestens interesse. Selv om en hensigtsmæssig fordeling af personaleressourcerne og tjenestemændenes mobilitet inden for institutionerne udgør formål, der er i overensstemmelse med tjenestens interesse, [omfatter sidstnævnte også andre forhold. Kommissionens afgørelse tilsigter at tilskynde tjenestemænd, der tidligere var midlertidigt ansatte aflønnet over forskningsbevillingerne, til at forblive mindst to år i de stillinger henhørende under forskningsbevillingerne i det almindelige budget, som de blev fastansat i, og hvis kvalifikationskrav de opfylder.

Det fremgår af de omhandlede bestemmelser, at Kommissionen ikke ser bort fra den del af tjenestens interesse, der er forbundet med tjenestemændenes mobilitet inden for institutionerne, men derimod bestræber sig på at forlige den med de af tjenestens øvrige interesser, som den har særligt for øje. Den begrænsning, der er pålagt de berørte tjenestemænds mobilitet, er således af begrænset omfang, for så vidt som den kun vedrører tidligere midlertidigt ansatte, der henhører under forskningsbevillingerne, og som er blevet fastansat i de pågældende stillinger henhørende under samme budget for mindre end to år siden. Varigheden er frem for alt begrænset, henset til, at de to år regnes fra de pågældende tjenestemænds ansættelse som tjenestemænd på prøve.

Afgørelsen er desuden ikke i strid med princippet om ligebehandling af tjenestemændene. I afgørelsens artikel 2, stk. 3, fastsættes, som en undtagelse til afgørelsens artikel 2, stk. 2, at tre kategorier af de i stk. 1 omhandlede tjenestemænd beholder de point, de har optjent som midlertidigt ansatte, selv om de forflyttes til en stilling henhørende under driftsbevillingerne i det almindelige budget inden for år efter, de blev udnævnt til tjenestemænd på prøve. De tjenestemænd, »der af ansættelsesmyndigheden forflyttes i tjenestens interesse i henhold til vedtægtens artikel 7, stk. 1«, udgør en af disse kategorier. Det følger af formålet med afgørelsens artikel 2, at institutionen således sigter til de tjenestemænd, der overflyttes udelukkende af hensyn til tjenstlige synspunkter og uden hensyntagen til deres ønske om mobilitet, således som de er beføjet til efter vedtægtens artikel 7, stk. 1, første afsnit, bortset fra dem, der er omhandlet i samme stykkes andet afsnit. Selv om forflyttelserne altid skal bestemmes af hensyn til tjenstlige synspunkter, er de overflyttede tjenestemænds situation imidlertid forskellig alt afhængigt af, om institutionen har taget hensyn til deres ønske om mobilitet eller ej.

En anden kategori af tjenestemænd, der er omfattet af afgørelsens artikel 2, stk. 3, er den kategori, der består af tjenestemænd, der forflyttes efter ansøgning, og som i mindst to år har beklædt en stilling, der anses for at være følsom. I denne forbindelse er en forskelsbehandling mellem tjenestemænd, der efter ansøgning forflyttes til en stilling henhørende under driftsbevillingerne i det almindelige budget, inden to år efter deres udnævnelse til tjenestemænd på prøve, alt efter om de i mindst to år har beklædt en følsom stilling eller ej, berettiget. Selv om den tjenestemand, der er udnævnt i en følsom stilling, almindeligvis først forflyttes efter fem år, kan det ikke heraf sluttes, at den pågældende tjenestemand først befinder sig i en anderledes situation end andre tjenestemænd efter fem år og ikke efter to år. Den forøgede mobilitetsforpligtelse, der gælder for tjenestemænd, der gør tjeneste i følsomme stillinger, beror på, at karakteren af deres hverv udsætter dem for en større risiko for finansielle uregelmæssigheder eller interessekonflikter. De tjenestemænd, der gør tjeneste i følsomme stillinger, befinder sig følgelig under hele tjenestens varighed og ikke blot efter fem år i en situation, der er objektivt forskellig fra den, der gælder for de øvrige tjenestemænd. Under disse omstændigheder er der ingen grund til at vurdere, at anvendelsen på disse tjenestemænd af undtagelsesbestemmelser vedrørende mobilitet først er berettiget efter fem år. Henset til tjenestens interesse i at lette mobiliteten for de tjenestemænd, der gør tjeneste i følsomme stillinger, med henblik på at begrænse de risici, de er udsat for, forekommer det tværtimod rimeligt, at disse tjenestemænd udelukkes fra anvendelsesområdet for en bestemmelse, der udgør en kraftig tilskyndelse til stabilitet i yderligere to år regnet fra deres udnævnelse til tjenestemænd på prøve. Den undtagelse, der er fastsat i stk. 3 til fordel for disse tjenestemænd, står derfor i et rimeligt forhold til det formål, der forfølges hermed.

(jf. præmis 32, 67-73 og 90-96)

Henvisning til:

Retten, 12. juin 1997, sag T-237/95, Carbajo Ferrero mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 141, og II, s. 429, præmis 99.