Appel iværksat den 4. september 2019 af NRW.Bank til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Udvidede Afdeling) den 26. juni 2019 i sag T-466/16, NRW.Bank mod Den Fælles Afviklingsinstans

(Sag C-662/19 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: NRW.Bank (ved Rechtsanwälte J. Seitz, J. Witte og D. Flore)

De andre parter i appelsagen: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB), Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 26. juni 2019 i sag T-466/16 ophæves og afgørelsen truffet af sagsøgte i første instans og indstævnte i appelsagen om appellantens bidrag til omstruktureringsfonden for 2016 annulleres.

Subsidiært ophæves ovennævnte dom og sagen hjemvises til Retten.

Indstævnte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har gjort to appelanbringender gældende:

For det første var appellantens annullationssøgsmål – i modsætning til Rettens opfattelse – ikke anlagt for sent som omhandlet i artikel 263, stk. 6, TEUF. Indstævntes afgørelse om appellantens årlige bidrag til omstruktureringsfonden for 2016 er nemlig baseret på to efterfølgende afgørelser truffet af indstævnte, dvs. »den første SRB-afgørelse« og »den anden SRB-afgørelse«. Disse to SRB-afgørelser var udelukkende rettet til den nationale afviklingsmyndighed (dvs. Bundesanstalt für Finanzmarktstabilität, herefter »FMSA«) og appellanten blev hverken umiddelbart gjort bekendt hermed eller fik meddelt afgørelserne. Appellanten fik alene kendskab til den formodede eksistens af afgørelserne (men ikke til deres indhold) ved de to opkrævningsafgørelser truffet af FMSA, dvs. ved »den første FMSA-afgørelse« og »den anden FMSA-afgørelse«.

I modsætning til Rettens opfattelse er det afgørende tidspunkt for beregning af fristen for anlæggelse af annullationssøgsmål alene appellantens modtagelse af den anden FMSA-afgørelse. Den anden SRB-afgørelse erstattede nemlig den første SRB-afgørelse.

Selv hvis det antages, at den anden SRB-afgørelse ikke fuldt ud havde erstattet den første SRB-afgørelse, men alene havde ændret den, ville det imidlertid i henhold til retspraksis fortsat alene have været modtagelsen af den anden FMSA-afgørelse, som skulle lægges til grund med hensyn til, hvornår søgsmålsfristen begyndte at løbe.

Appellanten har endvidere gjort gældende, at i modsætning til, hvad Retten fandt, var appellanten, henset til de særlige forhold i den foreliggende sag, ikke forpligtet til at anmode om at få adgang til den første SRB-afgørelse og herved skaffe sig kendskab til dennes indhold og begrundelse. En sådan forpligtelse foreligger under alle omstændigheder ikke, når det – som i det foreliggende tilfælde – er uklart, både hvem der er den berørte person, og hvori genstanden for den formodede pligt til at indgive en anmodning består.

Endelig skal søgsmålsfristen anses for overholdt allerede på grundlag af berettigede forventninger og under alle omstændigheder på grundlag af en undskyldelig vildfarelse.

For det andet lagde Retten fejlagtigt til grund, at appellanten ikke havde fremført nogen anbringender og argumenter vedrørende den anden SRB-afgørelse. Denne konklusion udgør en tilsidesættelse af appellantens ret til at blive hørt, som følger af artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Retten så bort fra flere af appellantens synspunkter og tog dem fejlagtigt ikke i betragtning i sin afgørelse, hvorved appellanten således blev frataget retten til en retfærdig rettergang.

____________