Appel iværksat den 15. april 2019 af Associazione Nazionale GranoSalus - Liberi Cerealicoltori & Consumatori (Associazione GranoSalus) til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Første Afdeling) den 14. februar 2019 i sag T-125/18, Associazione GranoSalus mod Kommissionen

(Sag C-313/19 P)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Associazione Nazionale GranoSalus - Liberi Cerealicoltori & Consumatori (Associazione GranoSalus) (ved avvocato G. Dalfino)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Anbringender og væsentligste argumenter

1.    Appellen til prøvelse af Rettens kendelse er baseret på tilsidesættelse af artikel 263, fjerde afsnit, TEUF, og af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med artikel 6 og artikel 13 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

2.    Appellanten har indledningsvis gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af artikel 263, fjerde afsnit, TEUF, for så vidt som Retten ikke tog hensyn til den omstændighed, at Associazione GranoSalus har søgsmålskompetence i henhold til sannemslutningens medlemmers individuelle søgsmålskompetence, og dette eftersom den anfægtede gennemførelsesforordning (EU) nr. 2017/2324 »berører dem umiddelbart og individuelt« som »anfægtet regelfastsættende retsakt [som berører dem] umiddelbart […] og ikke indeholder gennemførelsesforanstaltninger«.

I denne henseende har sammenslutningen gjort gældende, at Retten begik en fejl i forbindelse med anvendelsen af den pågældende bestemmelse, for så vidt som den fastslog, at betingelsen om at være individuelt berørt ikke var opfyldt, fordi »det er i deres almindelige egenskab af forbrugere og borgere i Unionen, at visse af sagsøgerens medlemmer angiveligt er berørt af den anfægtede retsakt« (kendelsens præmis 57).

Denne kvalifikation af appellanten GranoSalus’ medlemmer er imidlertid forkert henset til sammenslutnings vedtægter, som gør, at sammenslutningens medlemmer, og via disse, sammenslutningen, er bærere af og fortalere for den interesse, som udgøres af beskyttelse af forbrugerne og landbrugsproducenterne ved hjælp af bl.a. aktioner »med henblik på, særligt på EU-plan, at kæmpe mod eventuelle forhøjelser af tærsklerne for mykotoksiner og andre forurenende stoffer, med henblik på at beskytte forbrugernes og navnlig børns sundhed«.

Eftersom betingelsen om at være individuelt berørt er opfyldt og eftersom denne betingelse føjer sig til betingelsen om at være umiddelbart berørt, begik Retten en fejl ved at tage stilling til dette punkt uden at tage hensyn hertil.

3.    Sammenslutningen har ligeledes gjort gældende, at Retten med urette i kendelsen fastslog, at betingelsen om umiddelbar berøring, som er nødvendig for antagelsen til realitetsbehandling, jf. artikel 263, fjerde afsnit, sidste sætningsled, TEUF, ikke var opfyldt som følge af, at der eksisterer angivelige nationale gennemførelsesforanstaltninger til den anfægtede forordning (EU) nr. 2017/2324, idet Retten begrundede sin afgørelse ud fra denne synsvinkel ved »fornyelsen af markedsføringstilladelserne for plantebeskyttelsesmidler, der indeholder aktivstoffet »glyphosat«, som er givet af medlemsstaterne«, idet sådanne retsakter blev anset for at udgøre »gennemførelsesforanstaltninger til den anfægtede retsakt som omhandlet i artikel 263, fjerde afsnit, sidste sætningsled, TEUF« (præmis 84 og 85 i den appellerede kendelse).

Denne bedømmelses fejlagtige karakter illustreres ved den omstændighed, som er godtgjort i retsakterne, at den medlemsstat, hvor sammenslutningen og dens medlemmer har hjemsted (Italien), har modtaget forordning (EU) nr. 2017/2324 gennem en meddelelse fra sundhedsministeriet af 19. december 2017, som blot gav anledning til en automatisk fornyelse af tilladelsen til aktivstoffet »glyphosat« for en periode på ikke over fem år og samtidigt forlængede tilladelser vedrørende plantebeskyttelsesmidler, som indeholder glyphosat, indtil den 15. december 2022, uden nogen skønsmæssig vurdering selv for så vidt angår de tekniske forskrifter i bilag I og bilag II til forordning (EU) nr. 2017/2324.

Sammenslutningen har i denne henseende gjort gældende, at selv om den ministerielle meddelelse af 19. december 2017 skulle anses at være en gennemførelsesforanstaltning, tog Retten ikke hensyn til den omstændighed, at samme meddelelse ikke kunne være genstand for et søgsmål ved de nationale retsinstanser, fordi et sådant søgsmål er udelukket i henhold til italiensk ret og i henhold til retspraksis på området [Consiglio di Stato (statsråd), dom nr. 6243 af 9.11.2005].

4.    Sammenslutningen har dernæst gjort gældende, at kendelsen tilsidesætter artikel 263, fjerde afsnit, sidste sætningsled, TEUF, for så vidt som Retten ikke tog hensyn til tvistens genstand, således som defineret i stævningen. Sammenslutningen har i denne henseende bemærket, at Retten ikke tog hensyn til den omstændighed, at de direkte retsvirkninger, som den anfægtede forordning havde for sammenslutningen, og, via denne, for medlemmerne, følger af den potentielt kræftfremkaldende karakter af aktivstoffet »glyphosat« (jf. undersøgelsen fra det internationale center for kræftforskning offentliggjort den 20. marts 2015, som ikke er medtaget i den anfægtede forordning (EU) nr. 2017/2324, hvis godkendelse henhører under Den Europæiske Unions enekompetence og ikke skal være genstand for en tilladelse, som henhører under medlemsstaternes kompetence, og dette fordi den nationale tilladelse til plantebeskyttelsesmidlet ikke indebærer nogen vurdering for så vidt angår aktivstoffet »glyphosat«, som allerede er blevet godkendt »tidligere« af Den Europæiske Union, hvilket følgelig udelukker, at den italienske stat har beføjelse til at tillade eller nægte markedsføringen af plantebeskyttelsesmidler med henvisning til aktivstoffet »glyphosat«. I det foreliggende tilfælde undersøgte Retten de betingelser, der er fastsat i artikel 263, fjerde afsnit, sidste sætningsled, TEUF, uden at tage hensyn til de argumenter, der blev fremført i forbindelse med tvisten, dvs. at restkoncentrationer af glyphosat befinder sig i grundvandet, i fødevarer (pasta) og i jorden, med den skade, som følger heraf, som markedsføringen af dette stof forvolder for territoriet, for medlemsstaternes borgere og for de interesser, som institutionen og, via denne, medlemmerne varetager.

Retten burde derfor have undersøgt påvirkningen som omhandlet i førnævnte artikel 263 i forhold til denne omstændighed og i forhold til sammenslutningens bestemmelser, samt i forhold til sammenslutningens medlemmers stilling, hvilket den ikke har gjort i kendelsen.

5.     Sammenslutningen har, idet den har baseret sig på overstående, bestridt den fortolkning af artikel 263, fjerde afsnit, sidste sætningsled, TEUF, som retsinstansen i første instans foretog, og som fratager denne bestemmelse retsvirkning og er i strid med EU-lovgivers ønske. I denne henseende har appellanten henvist til de betragtninger, som generaladvokaterne er fremkommet med i forskellige sager (jf. bl.a. forslaget til afgørelse i sag C-456/13 P, i sag C-583/11 P og i de forenede sager C-622/16 P–C-624/16 P), hvorefter en sådan restriktiv fortolkning fratager artikel 263 konkret betydning og virkning.

Henset til det ovenstående har sammenslutningen gjort gældende, at den fortolkning af artikel 263, fjerde afsnit, sidste sætningsled, TEUF, som Retten foretog i den appellerede kendelse, er i åbenbart strid med artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder [»Enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel. Enhver har ret til en retfærdig […] rettergang (…)«] og med artikel 6 (ret til en retfærdig rettergang) og artikel 13 (adgang til effektive retsmidler) i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og således er til hinder for den mulighed, der er fastsat for at anlægge sag ved Retten som følge af en direkte påvirkning i et sådant faktisk tilfælde og således uberettiget skader ordningen til beskyttelse af de rettigheder, der er indført i EU-retten.

Konklusion

Associazione GranoSalus har nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver Rettens kendelse af 15. februar 2019 i sag T-125/18 – hvori søgsmålet blev afvist og hvori det blev fastslået, at sammenslutningens medlemmer ikke havde søgsmålskompetence som følge dels af, at den anfægtede forordning angiveligt ikke havde individuelle retsvirkninger for sidstnævnte, dels af, at der fandtes nationale gennemførelsesforanstaltninger, som ligeledes udelukkede umiddelbare retsvirkninger – og følgelig fastslår, at søgsmålet med påstand om annullation af gennemførelsesforordning (EU) nr. 2017/2324 samt de begæringer om foranstaltninger, der er anført heri, herunder foranstaltninger med henblik på sagens oplysning, kan antages til realitetsbehandling, og hjemviser sagen til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse om sagens realitet.

____________